Lav en flot pude i hæklet Log Cabin fra Hendes Verden
SPONSORERET indhold

Lav en flot pude i hæklet Log Cabin

En sød pude i ægte oldemorstil. Log Cabin er en supernem hæklemetode, og farverne kan varieres i det uendelige, så det søde mønster er en god måde at bringe lidt farve ind i hjemmet på.

Af:: Karen Marie Dehn og Stine Hoelgaard Johansen Foto: Anitta Behrendt
12. sep. 2015 | Håndarbejde | Hendes Verden

*

Pude i hæklet Log Cabin

Mål: 40 x 40 cm.
Garn: Lima, 1 ngl i hver af farverne: støvet lilla (fv 1850), lyng (fv 834), grålilla (fv 9195), pink (fv 9130), mørk lilla (fv 1890), råhvid (fv 100) og beige (fv 282) fra Hjertegarn, www. hjertegarn.com
Kvalitet: 100 % uld. 50 g = 100 m.
Hæklenål: Nr. 4.
Tilbehør: Monteringspude, 40 x 40 cm, stof til pudens bagside.
Bemærk: Puden kan hækles i ønsket størrelse, da man bare kan fortsætte rundt og rundt, indtil man har det mål, man ønsker.

Pude i hæklet Log Cabin

Med fv 1 hækles 4 lm, som samles til en ring med 1 km. 1. omg: 2 lm (= 1. stgm), 2 stgm om ringen, *3 lm, 3 stgm om ringen*, gent fra *til* 3 gange i alt, og slut af med 3 lm, og luk med 1 km. 2. omg: 2 lm (= 1. stgm) *1 lm, (3 stgm-3 lm-3 stgm) i lm-buen *, gent fra *til* i alt 3 gange. 1 lm, (3 stgm-3 lm-2 stgm) i lm-buen, luk med 1 km. 3.-4. omg: 2 lm, 2 stgm om den enkelte lm. I hvert hjørne hækles (3 stgm-3 lm-3 stgm), og mellem hjørnerne og stgm-grupperne hækles 1 lm. I lm-mellemrummene hækles stgm-grupper på 3, og der lukkes med 1 km i 2. lm i starten af omg. Bryd garnet (eller fortsæt med 4. omg, til den midterste firkant har den størrelse, som du ønsker). Nu skal der hækles frem og tilbage på siderne af firkanten. Det vil sige, at arbejdet vendes, så når man kigger på siderne, ser man skiftevis en rk fra retten og en rk fra vrangen.

Sidestykke: Fæst garnet i et hjørne af firkanten. 1. rk: 2 lm (= 1. stgm), 2 stgm i hjørne lm-buen. Hækl 1 lm over stgmgrupper og 3 stgm i lm-mellemrummene mellem stgm-grupperne, og slut med 3 stgm i hjørnet. Vend arb. 2. rk: 3 lm. Hækl 3 stgm i lm-mellemrummet mellem stgmgrupperne og 1 lm over stgm-grupperne, og slut med 1 stgm hæklet i den sidste m på rk. Vend arb. 3. rk: Hækles som 1. rk. Vend arb. 4. rk: Hækles som 2. rk. Vend arb. Bryd garnet. Drej arb en kvart omg, og fortsæt med at hækle en ny side på firkanten, og skift farve for hver side, til arb har den ønskede størrelse. Her er midterste firkant hæklet med støvet lilla, 1. side med råhvid, 2. side med beige, 3. side med pink, 4. side med mørk pink, 5. side med grålilla, 6. side med lyng, 7. side med råhvid, 8. side med beige, 9. side med pink, 10. side med mørk pink, 11. side med grålilla og 12. side med lyng. Til sidst hækles en omg 3-stgm-grupper med 1 lm imellem hele vejen rundt om firkanten med støvet lilla.

Montering: Hæft alle ender. Sy nu puden færdig på ønsket måde, enten med en hæklet firkant på bagsiden eller med stof.

Hendes Verden nr. 37/2013

► SE OGSÅ: Hæklet pude med 197 blomster

► SE OGSÅ: 10 fine puder du nemt selv kan sy, strikke & hækle 

► SE OGSÅ: Lav en hæklet uglepude