Julehobby: Klip glade papirnisser fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Julehobby: Klip glade papirnisser

Hæng de hjertelige nisser op som pynt, lim dem på julekort som hyggelige hilsener, eller brug dem som „til og fra“-kort.

Af: Design: Ann-Bett Zachariassen, Inga Andersen, Hanne Galst, Henny Iversen, Maud Sandquist og Gitte Skov Hansen. Foto: Fotograferne Søndergård
20. dec. 2014 | Bolig | Hjemmet

Nisser klippet i papir og karton

 

Julen er hjerternes fest, og julemanden og hans kone er her i fuld gang med at bage til årets store højtid. Du kan hænge de søde figurer op i en snor som festlig pynt i vinduet eller på juletræet, eller du kan klippe et fint kort og sende som julehilsen. Vil

du gøre noget ekstra ud af borddækningen, vil de sjove bordkort helt sikkert vække jubel og øge julestemningen. Og mangler du et gavemærke, tager det ikke lang tid at klippe et nissehoved, hvor du kan skrive "Til" og „Fra" på bagsiden.

Materialer:

Fra Panduro Hobby: rødt, hvidt, hudfarvet og brunt karton, designark i farverne lyseblå og rosa (Tilda Flowergarden), en sort og hvid tuschpen, miniklæbepuder (5 x 5 x 1 mm), dobbeltklæbende tape 6 mm bred, en limstift, en stansetang med cirkelhul (diameter 3 mm), hvid hampesnøre (diameter 1 mm) samt rødt og rosa dekorationsbånd 10 mm bredt (Tilda). Endvidere hvidt kopipapir, evt. stickers med bogstaver og kuverter i C6-format.

Julemand

Klip hele figuren i rødt karton og lav et lille hul i huen med stansetangen. Klip to ens bluser i stribet designark og lim en bluse på hver side af modellen, som vist med stiplede linjer. Klip hvidt skæg og en rund kvast og lim delene på den røde hue. Klip ansigt og lim det fast på skægget. Klip en rød mund og lim den fast ved den nederste kant af ansigtet. Klip hvidt overskæg og lim det fast ved hjælp af små klæbepuder. Klip en rød næse og lim den fast på overskægget. Mal øjne med tuschpennen. Klip kanter til begge sider af buksebenene i stribet designark og lim dem på. Klip et hjerte i brunt karton og mal glasurpynt langs kanten med den hvide tuschpen. Lim hjertet fast på maven og lim to hænder ovenpå. Træk en snor gennem hullet og lav en løkke, så julemanden kan hænges op.

Nissekone

Klip hele figuren i rødt karton og lim et mønstret forklæde på begge sider. Lim ansigt på huen og lim derefter det hvide hår på ved hjælp af små klæbepuder. Lim en kvast på spidsen af huen, mal øjne, næse og mund med tuschpennen. Lav et hul til en snor, som før beskrevet. Klip et sæt arme i rødt karton og lim dem på forsiden af figuren. Lim derefter honningkagehjerte og hænder på som på julemanden.

Julekort

Klip et stykke designark på 21 x 14,8 cm og fold det til et dobbelt kort. Lim et stykke rødt karton på 10,5 x 8,5 cm på forsiden og lim dekorationsbånd fast langs kanten ved hjælp af dobbeltklæbende tape. Klip en rød nissehue og lad den nederste kant følge den stiplede linje ved julemandens hals. Lim skæg, ansigt, mund, overskæg, næse og kvast på, som beskrevet under Julemand, og mal øjne med tuschpennen. Lim nissehovedet fast på kortet. Lav 3 kagehjerter og mal eller lim bogstaverne JUL på hjerterne. Lav et hul til en snor i hvert hjerte og træk en hvid ham-pesnøre igennem. Lim hjerterne fast på forsiden af det røde kartonstykke med små klæbepuder og lim hver ende af snoren fast med dobbeltklæbende tape på det øverste dekorationsbånd på hver side af nissehovedet. Lim en hånd på med et par klæbepuder og ret enderne til. Fold et indlæg af hvidt kopipapir (lidt mindre end selve kortet) og lim det fast med dobbeltklæbende tape i kortet.

Bordkort

Klip et stykke rødt karton på 10 x 9,5 cm og fold det til et dobbelt bordkort. Lim et stykke mønstret designark på 8 x 3,5 cm på forsiden og dekorér hjørnerne med små prikker klippet med stansetangen. Lav et nissehoved som beskrevet under Julekort

eller lav i stedetnissekonen ved at følge samme fremgangsmåde og bruge tegningerne fra Nissekone . Lim hovedet fast på kanten af bordkortet med dobbeltklæbende tape og lim hænderne fast med et par klæbepuder så de løfter sig lidt fra baggrunden.

Gavemærke

Klip et nissehoved som beskrevet under Bordkort og lav et hul til en gavesnor i toppen af huen. Skriv „Til" og „Fra" på bagsiden, og bind gavemærket på gaven.

SKABELONER - KLIK HER »