Lim, klip og fold: Spændende genbrug af papir fra Hendes Verden
Foto: Shanti Broeng | Det ser fantastisk ud at dække en hel væg med skrevne sider.
Hendes Verden

Lim, klip og fold: Spændende genbrug af papir fra Hendes Verden

Lim, klip og fold: Spændende genbrug af papir

Gå på jagt efter gamle bøger og ugeblade, og skab de flotteste udtryk med almindeligt papir.

Af Shanti Broeng 05.feb.2015 Håndarbejde

NYT LIV MED GUSTAV WIED
Siderne fra et af Gustav Wieds teaterstykker har her givet nyt liv til en gammel stol. Klip papiret i handy stykker, og lim det på med mat decoupagelak. Spray evt. et par gange med gennemsigtig lak for at gøre overfladen ekstra slidstærk. Den lille taske er lavet af forsiden fra et japansk magasin. Klips to ark sammen med klipsemaskine, og lav huller til en rem af flettet, neonfarvet snor. Sød til småtterier som togkort og lignende, der ikke vejer så meget.

EN BLOMST AF FRYNSER
De kønne papirblomster er nemme at klippe og supersøde. Blomst af frynset papir: Læg fire-fem tekstsider fra en bog oven på hinanden, klip en aflang firkant, og klip lange, smalle frynser. Rul firkanten stramt sammen fra den korte ende, og klips med klipsemaskine. Sæt blomsterhovedet på elefanttråd dækket med samme slags papir, og klip små fine blade, som du limer på. Rose: Se rosenkransvejledning her på siden.

ROSETTER I FLOK
Den lille fine rosenkrans er både enkel og sød, og så holder den længe. Tegn cirkler på en tekstside ved hjælp af et glas. Klip cirklerne ud og i spiral. Rul spiralerne sammen, så de skaber en lille rose. Sæt rosenhovedet på stilk af elefanttråd, eller beklæd en tynd halmkrans med papir, og lim rosetterne på med limpistol. De skal sidde helt tæt.

UNIK VÆGKUNST
Dæk en ramme med dekotape, og fyld den, med hvad der falder dig ind. Her er det udklip fra magasiner, postkort, en fjer, ja, sågar en underkop. Alt er fæstnet med klæbemasse undtagen underkoppen, der har fået en løkke af sejlgarn limet på bagsiden og hænger på et lille søm.

GØR DET SELVTAPET
Det ser fantastisk ud at dække en hel væg med skrevne sider. Her har vi blandet siderne fra en dansk-svensk ordbog med siderne fra et botanisk opslagsværk. Brug klæbemasse eller små klæbepuder, en i hvert hjørne, til at hæfte siderne på væggen, og lad dem overlappe hinanden en smule.

SOMMERFUGLE PÅ VÆGGEN
Brug låget fra en æske af karton som ramme til en lille sommerfugleudstilling. Fór låget med hvidt papir, og lim sommerfugle i forskellige farver og faconer ind i rammen. Bland gerne forskellig papirkvalitet til sommerfuglene.

TIP

DE FLESTE TÆNKER NOK BILLEDER, HVIS DE LAVER F.EKS. COLLAGER. MEN HER VIL DU OPDAGE, HVOR SMUK SKRIFT ER I SIG SELV

BEVINGEDE ORD
Læg tre ark papir fra et ugeblad og/eller et magasin oven på hinanden. Fold dem, og klip vingernes omrids. Fold ud igen, så har du en sommerfugl. Lav følehorn ved at binde lidt sejlgarn om midten.

TIP

BRUG GODE REDSKABER, F.EKS. EN SPECIALSAKS TIL PAPIRKLIP. DET GØR OPGAVEN EN DEL NEMMERE

FRA DE SMUKKE SKOVE
Saml blade fra forskellige træer, og tegn omridset af på kraftigt karton. Så har du skabelonerne, som du kan overføre til tekstsider. Kopier endelig bladenes kontur med både fejl og mangler, så de ser naturlige ud. Her har vi limet bladene på mønstret papir og sat dem i gamle rammer, fundet i en genbrugsbutik.

TIP

HÆNG DE FIRE RAMMER TÆT SAMMEN, SÅ DE FREM STÅR SOM ÉT SAMLET BILLEDE

PAPIRVÆGT AF PAPIR
Lav selv papirvægten af et tykt magasin med fast ryg. Skær bladet midt over på den brede side med en hobbykniv, fold én side ad gangen ind mod midten og derefter én gang til. Klem det godt ind. Efterhånden som du folder, får du en cylinder, som holder formen helt uden brug af lim.

TIP

FOLD PAPIRVÆGTE I FORSKELLIG HØJDE. DE ER MEGET DEKORATIVE AT HAVE STÅENDE ELLER LIGGENDE PÅ ET BORD, EN KOMMODE ELLER PÅ GULVET

Hendes Verden - Sallys nr. 1/13

dupa

Henter...