Sy selv: Smukke orkis øreringe fra Hendes Verden
SPONSORERET indhold

Sy selv: Smukke orkis øreringe

Traditioner er in, og dermed også klassiske gamle teknikker. I en ny håndarbejdsserie viser vi, hvordan de kan bruges på en ny og tidssvarende måde. Se her, hvordan orkis kan bruges til nogle helt fortryllende smykker.

Af: Anne Marie Abild Foto: Søren Kirkegaard
05. jun. 2014 | Håndarbejde | Hendes Verden

**
ØRERINGE
Garn:
DMC art. 151 – Cordonnet Spécial str. 80, 1 ngl hvid (fv blanc) fra Permin.
Kvalitet:
100 % merceriseret bomuld. Str. 80: 20 g = 364 meter.
Hæklenål: Nr. 0,75 eller 1 samt en orkis-skytte.
Tilbehør: 2 stk. ørestikker med en lille ring (som orkisen kan fæstnes på – se foto), 8 små koksgrå rocaillesperler, ca. 10 cm sølvtråd (til at fæstne rocaillesperlerne på orkisen med), en lille rundtang.
Forkortelser: dk = dobbeltknude (der består af en venstre- og højreknude), p = picot.
9 picoter: ”Kroppens” 9 picoter (der sidder nederst på øreringene) startes med en lille picot. Derefter øges picoternes størrelse gradvist, så den 5. picot bliver størst. Derefter laves picoterne mindre igen, så picoterne kommer til at danne en jævn bue, hvor 4. og 6. picot er lige store (det samme gælder 3. og 7., 2. og 8. samt 1. og 9. picot).

Se tegningen her



Øreringe:
Start med ”hovedet” i øreringen, som er den orkisdekoration, der hæftes i ørehænget (dvs. den lille ring på ørestikken). Den nederste del af øreringen består af to ”vinger” og ”kroppen” og orkeres ved at starte med den ene ”vinge”, derefter ”kroppen” og til sidst den anden ”vinge”.
Hovedet: Lav 3 dk – 1 p – 3 dk.
Vinge 1: Lav 5 dk – 1 p – (1 dk – 1 p), gentag parentesen i alt 4 gange, og afslut med 5 dk.
Kroppen: 5 dk – 1 p – 5 dk – 9 p (se 9 picoter)– 5 dk – 1 p – 5 dk (se tegningen, hvor de stiplede linjer markerer i hvilke picoter, der fæstnes).
Vinge 2: Lav 5 dk – 1 p – (1 dk – 1 p), gentag parentesen i alt 4 gange, og afslut med 5 dk. Lav en ørering magen til.
Montering: Fæstn orkisgrunden i ringen på ørestikken. * Træk en enkelt rocaillesperle på et lille stykke sølvtråd, og brug tangen til at lave et lille øje på hver side af perlen. Sæt perlen fast i den 4. af de 9 picoter. Gentag fra *, men sæt den anden enkelte perle fast i den 6. af de 9 picoter. Sæt derefter to rocaillesperler på et lille stykke sølvtråd, og lav et lille øje på hver side af perlerne. Sæt dem fast på den 5. (midterste) af de 9 picoter. Sæt perler fast på den anden ørering på samme måde.

Hendes Verden nr. 23/2011

Besøg også: Hendes Verdens orkisskolen