Patchworkpuder med stjerne og sekskanter  fra Hendes Verden
Foto: Jacqueline Fluri
Hendes Verden

Patchworkpuder med stjerne og sekskanter fra Hendes Verden

Patchworkpuder med stjerne og sekskanter

Sy selv disse skønne puder i klassisk patchwork

Af Anne-Grethe Jensen 04.jan.2013 Håndarbejde

**
PUDE MED STJERNE
Mål: 50 x 50 cm.
Materialer: Restestoffer i 8 forskellige mønstrede stoffer • Ternet stof til kant, ca. 30 x 60 cm • Lagenlærred til pudens bagside, 2 stk. ca. 30 x 52 cm • 60 x 60 cm lagenlærred til at quilte ned på, 60 x 60 cm hvidt lagenlærred til baggrund for stjerne • Tyndt pladevat, 60 x 60 cm • Lynlås, 40 cm. • Pude, 50 x 50 cm • Lys bomuldstråd til quiltning.

Vejledning: Tegn skabelonerne af, og klip i karton. Tegn efter kartonskabelonerne på stoffernes vrangside med blyant: 8 stjernespidser i stofrester, 4 kvadrater (hjørner) og 4 trekanter i lagenlærred. Klip delene med 1 cm's sømrum.

Sy stjernespidserne sammen i den tegnede streg, men kun i stregen ikke i sømrummet! Sy med kastesting i hånden. Sy herefter hjørner og trekanter på, ligeledes i hånden.
Klip/skær 4 strimler til kanten i det ternede stof 6 cm brede, sy dem på på maskine, og pres let.
Læg pladevat på lagenlærred og herpå patchworkstykket. Ri lagene sammen, og quilt i hånden langs alle sømme. Klip/skær stykket rent til 50 x 50 cm.

Montering: Sæt lynlåstrykfod i maskinen, og sy lynlåsens ene side fast midt på stykket, så takkerne lige stikker frem fra ombukket. Pres 3 cm til vrangen langs det andet bagsidestykkes ene lange side. Hæft og ri stykket fast, så lynlåsens anden side sys på 2,5 cm fra ombukskanten (det giver et flot overfald). Lad stikningen fortsætte lodret op ved lynlåsens ender. Sy de sidste 5 cm i hver side sammen med en stikning langs kanten. Klip bagsidestykket til, så det passer til patchworkforsiden. Hæft delene sammen ret mod ret (lad lynlåsen stå lidt åben), sæt nåle i, og sy betrækket sammen hele vejen rundt. Klip sømrummet rent, og klip sømrummet skråt af i hjørnerne. Zigzag samlet over trævlekanterne. Vend retten ud gennem lynlåsåbningen. Pres let, og læg puden i.

Klik her og få mønsteret til stjernen

***
PUDE MED SEKSKANTER
Mål: 50 x 50 cm.
Materialer: Restestoffer i blå, hvide og røde mønstre (gerne gamle) • Lagenlærred, 2 stk. på 30 x 52 cm til pudens bagside samt 60 x 60 cm til at quilte ned på • Tyndt pladevat, ca. 60 x 60 cm • Lynlås, ca. 40 cm • Pude, 50 x 50 cm • Lys bomuldstråd til knudequiltning.

Vejledning: Tegn skabelonen af, og klip i karton. Tegn efter kartonskabelonen på vrangsiden af de valgte stoffer med blyant, 45 stk. i alt. Klip med 1 cm's sømrum.
Sy 6-kanterne sammen i stregen, og kun i stregen – ikke i søm-rummet. Det gøres bedst med små kastesting i hånden.

Når hele stykket er syet sammen, presses det let og lægges på lagenlærred med pladevat imellem. Hold sammen med nåle, og knudequilt midt i hver 6-kant.
Klip stykket rent langs kanten til 50 x 50 cm.

Montering: Pres 1 cm til vrangen langs bagsidestykkets ene 50 cm lange side. Sæt lynlåstrykfod i maskinen, og sy lynlåsens ene side fast midt på stykket, så takkerne lige stikker frem fra ombukket. Pres 3 cm til vrangen langs det andet bagsidestykkes ene lange side. Hæft, og ri stykket fast, så lynlåsens anden side sys på 2,5 cm fra ombukskanten (det giver et flot overfald). Lad stikningen fortsætte lodret op ved lynlåsens ender. Sy de sidste 5 cm i hver side sammen med en stikning langs kanten. Klip bagsidestykket til, så det passer til patchworkforsiden. Hæft delene sammen ret mod ret (lad lynlåsen stå lidt åben), sæt nåle i, og sy betrækket sammen hele vejen rundt. Klip sømrummet rent, og klip sømrummet skråt af i hjørnerne. Zigzag samlet over trævlekanterne. Vend retten ud gennem lynlåsåbningen. Pres let, og læg puden i.

Klik her for at få mønstret til sekskanten


Henter...