Pynt i en fart: Der må være en blonde fra HendesVerden
Foto: Kira Brandt

Pynt i en fart: Der må være en blonde fra HendesVerden

Pynt i en fart: Der må være en blonde

Del på

Uanset om de er af papir eller stof, er blonder fantastiske til at give et pift til mange ting.

Af lotte 15.apr.2016 Håndarbejde

Syltetøjsglas med kunststrik
Kunststrik eller kniplingsstrik er en teknik, som normalt bruges til duge. Hvis du nænner at klippe i et stykke kunststrik, så smør et syltetøjsglas ind i decoupagelim, og pres et stykke tilklippet kunststrik ned i limen. Bind et blondebånd omkring
gevindet.

Æsker med decoupage
Dekorer opbevaringsæskerne. Du skal bruge decoupagelim, en lille pensel, kageservietter og ovale trææsker, som er malet med 2 gange hobbymaling. Påfør først et lag decopagelim, læg kageservietterne på, og påfør yderligere et lag lim.

Romantisk gaveindpakning
Her er to søde forslag til gaveindpakning:
Pynt brune papirposer med indfarvede mellemlægsservietter og blondebånd. Servietterne er indfarvet med frugtfarve i sarte blå og rosa nuancer. Læg dem en ad gangen i en balje med 2 cm vand tilsat frugtfarve. Tag dem op igen efter kort tid, og lad dem tørre på et stykke papir. Brug poserne til værtindegaver. Du kan også bruge mellemlægsservietter af blondepapir til gaveindpakningen. Det er flot at bruge et mørkt gavepapir under som kontrast til de lyse blonder med huller i.

Tallerken med kantsyning
Du kan være heldig at få fat i noget porcelæn og andet småt tilbehør med hulmønstre langs kanterne. Dekorer dem fint med kontrastfarvet snor eller sejlgarn,der sys igennem hullerne. Tallerknerne kan bruges til snacks, underskåle til  krydderurter eller blomster.

Stensikre billedholdere
Dekorer strandsten med små lyseduge eller kniplingsrester, og brug dem som holdere til billeder. Materialet strammes hen over stenen, og sys sammen med nål og tråd på undersiden. Vikl kraftig ståltråd omkring stenen, og lad tråden fortsætte som billedholder. Billedet er fra en gammel bog om orkis, fundet på et loppemarked.

Spændende billeder
Indfarv små mellemlægsservietter og lyseduge ved at dyppe dem i vand med frugtfarve. Mal gamle billedrammer fra et loppemarked eller en marskandiser med rosa hobbymaling, og sæt de farvede blonder i glas og ramme.

Én på lampen
En lampeskærm og et blondegardin har fået nyt liv. Under blonden er der også syet et lag bronzefarvet forstof, som får lampen til at ligne kobber. Brug en rund lampeskærm, de fås i IKEA, hos en isenkræmmer eller findes på loppemarkeder.
Der er muligvis allerede stof på, som tages af og bruges som skabelon og måltagning til den nye skærm. Ellers mål lampens omkreds og højde med et målebånd, læg 2 cm's sømrum til, og klip 1 lag bronzefarvet forstof (fra Stof 2000) og 1 lag blondestof fra et gammelt blondegardin. Hæft lagene sammen med blondestoffet yderst, og sy dem sammen ret mod ret til et rør. Pres 2 cm's sømrum til vrangen i top og bund, og sy ombukket fast, så der dannes en løbegang. Lad en lille åbning stå. Træk et stykke bukseelastik gennem løbegangen med en sikkerhedsnål. Træk betrækket på stativet, og stram elastikken i top og bund, og bind knude. Hæng lampen op med ledning og fatning.

Slikskåle

Lav yndige slikskåle af lyseduge og mellemlægsservietter. Rør en blanding af halvt vand og halvt almindelig hvid trælim. Dyp blonderne i limblandingen, så stoffet er gennemvædet. Spænd de våde blonder ud over bunden af glasskålene, ret dem til, og lad dem tørre natten over, så blonderne får form fra de omvendte skåle.

Hendes Verden nr. 15/14

► SE OGSÅ: Sy selv en smuk tunika med blonde

► SE OGSÅ: Hæklet hagesmæk med blonder

► SE OGSÅ: Hobby: Lav flotte blondenegle

Del på
Kommentarer (0)

Henter...