SPONSORERET indhold

Skønne filtede æggevarmere til påske

Nålefiltning er sjovt for legeglade i alle aldre. Figurerne udvikler sig stille og roligt frem under arbejdets gang, og du har masser af muligheder for at give æggevarmerne et personlig præg.

Af: Maybritt Laisbo Foto: Jacqueline Fluri
18. mar. 2016 | Bolig | Hendes Verden

**

Filtede æggevarmere

Materialer:

  • Ca. 20 gram ensfarvet uldkarteflor til grundformen (på såvel kylling, hare og lam)
  • Lidt farvet uld i andre farver til detaljer
  • 100 % uldgarn i forskellige farver, afhængigt af hvor mange forskellige detaljer der ønskes
  • Filtenåle nr. 1
  • Filtepude, der kan bruges et stykke skumgummimadras
  • Flamingoæg.

Materialerne kan købes i forskellige hobbybutikker.  

KYLLINGER 

Først deles ulden op i en stor klump og tre mindre klumper til vinger samt lidt ekstra uld til at sætte vingerne fast med (hvis ikke vingerne laves af fjer og blot syes på). Sørg også for små klumper uld i andre farver til næb og øjne.

Kroppen laves ved at ulden lægges om flamingoægget, sørg dog for, at der er en lille åbning forneden til det rigtige æg. Der filtes nu med filtenålen. Det varer et stykke tid, inden filten samler sig, så vær tålmodig. Det er vigtigt, at der filtes i et lille område ad gangen. Kanten forneden (der, hvor ægget skal lægges i), klippes til og filtes tæt. Når selve kroppen er filtet færdig, sættes detaljerne på.

Hovedet laves ved, at en klump uld trilles til en kugle – den skal være større end det endelige resultat, da ulden trækker sig sammen, når der filtes med nålen. Hvis kuglen er blevet alt for stor, skal der bare filtes, til hovedet har den ønskede størrelse. Hovedet filtes på kroppen ved at filte kuglen tæt i kanten/overgangen og evt. bruge noget løs filt til at sætte det bedre fast, hvis det føles for løst. Bagefter filtes dybt med nålen, så hovedet kommer til at sidde fast på en større flade.

Til næbbet rulles noget karteflor i en anden farve til en kugle (der er lidt større, end det færdige næb skal være). Filt kuglen på filtepuden. Formen og detaljerne bestemmes af, hvor meget du nålefilter med filtenålen på samme sted.

Øjnene laves af to små uldklumper, der trilles til kugler og nålefiltes på. Der filtes, til øjenkuglerne er helt flade. Ønskes flere farver i øjnene, laves mindre kugler, der filtes på efter samme metode. Ønskes en konturstreg, bruges uldgarn, som filtes rundt om øjnene eller evt. andre steder, hvor der ønskes konturstreg.

Kammen laves ved, at et stykke uld trilles og derefter fladfiltes på filtepuden, nålen bruges til at filte ulden tæt samt til at skabe formen på vingerne med. Kammen kan evt. klippes til, hvis det bliver for svært at forme den med nålen.

Vingerne laves ved, at et stykke uld trilles og derefter fladfiltes på filtepuden, nålen bruges til at filte ulden tæt samt til at skabe formen på vingerne. Dette gøres to gange. Vingerne filtes på kroppen ved at filte tæt i kanten af vingen og på kroppen. Ønskes vingerne af fjer, syes de blot på.

Halen består af fjer, der syes på.

HARE

Først deles ulden op i en stor klump og fire små til hoved, ører og snude samt til, hvis der skal bruges ekstra uld, at sætte ører og snuden på med. Sørg også for små klumper af anden farve uld til hale, næser/snude, mund, inderører og øjne.

Kroppen laves ved, at ulden lægges om flamingoægget – sørg for, at der er en åbning forneden til det rigtige æg. Der filtes nu med filtenålen, det vil vare et stykke tid inden filten samler sig, så vær tålmodig. Det er vigtigt, at der filtes i et lille område ad gangen. Kanten forneden, der hvor ægget  skal lægges ind, klippes til og filtes evt. tæt. Når selve kroppen er færdig, sættes detaljer på.

Hovedet laves ved, at en klump uld trilles til en kugle, der skal være større end det endelige resultat, da ulden trækker sig sammen, når der filtes med nålen. Hvis kuglen er alt for stor, skal der bare filtes videre, til hovedet har den ønskede størrelse. Hovedet filtes på ved at filte kuglen tæt i kanten/overgangen og evt. bruge noget løs filt til at sætte det bedre fast, hvis det føles for løst. Bagefter filtes dybt med nålen, så en større flade hænger fast.

Ørerne laves ved at tage to klumper uld i samme farve som kroppen. De rulles til et par aflange stykker, som derefter fladfiltes på filtepuden. Formen laves med filtenålen. Ønskes en anden farve inden i ørerne, laves to klumper uld i en anden farve, og samme metode bruges igen. Ørerne filtes til sidst på kroppen ved at filte rundt i kanten af øret, brug evt. lidt ekstra filt i samme farve til at sætte på ved samlingen.

Snuden laves ved, at en klump uld i samme farve som kroppen trilles til en kugle og filtes rund på filtepuden, til den er rimelig tæt. Derpå sættes den fast på haren, idet der filtes tæt rundt i kanten med filtenålen, brug evt. lidt ekstra filt, som filtes tæt på, hvis snuden føles for løs. På snuden laves næsen/snuden på samme måde, dog med en mindre klump filt i en anden farve.

Øjnene laves af to små uldklumper, der trilles til kugler og nålefiltes på. Der filtes, til øjenkuglerne er helt flade. Ønskes flere farver i øjnene, laves mindre kugler, der filtes på efter samme metode. Ønskes en konturstreg, bruges uldgarn, som filtes rundt om øjnene eller evt. andre steder, hvor der ønskes konturstreg.

Halen laves ved, at en klump uld i samme farve som kroppen trilles til en kugle, filtes rund på filtepuden til den er rimelig tæt. Derefter sættes den fast på haren ved at filte tæt rundt i kanten med filtenålen, brug evt. lidt ekstra filt til at filte på, hvis halen føles for løs.  

PÅSKELAM

Først deles ulden op i en stor klump og tre mindre klumper til ører, snude og ben samt til, hvis der skal bruges ekstra uld, at sætte ører og snuder på med. Sørg også for små klumper af anden farve uld til snuder/næse og øjne.

Kroppen laves ved, at ulden lægges om flamingoægget, sørg dog for, at der er en åbning forneden til det rigtige æg. Der filtes nu med filtenålen, det vil vare et stykke tid, inden filten samler sig, så vær tålmodig. Det er vigtigt, at der filtes i et lille område ad gangen. Kanten forneden, der hvor ægget skal lægges i, klippes til og filtes evt. tæt. Når selve kroppen er færdig, sættes detaljerne på.

Hovedet laves ved, at en klump uld trilles til en kugle, den skal være større end det endelige resultat, da ulden trækker sig sammen, når der filtes med nålen. Hvis kuglen er alt for stor, skal der bare filtes, til hovedet har den rette størrelse. Hovedet filtes på ved at filte kuglen tæt i kanten og evt. bruge noget løs filt til at sætte det bedre fast, hvis det føles for løst. Bagefter filtes dybt med nålen så en større flade hænger fast

Øjnene laves af to små uldklumper, der trilles til kugler og nålefiltes på. Der filtes, til øjenkuglerne er helt flade. Ønskes flere farver i øjnene, laves mindre kugler, der filtes på efter samme metode. Ønskes en konturstreg, bruges uldgarn, som filtes rundt om øjnene eller evt. andre steder, hvor der ønskes konturstreg. Snuden laves ved, at en klump uld i samme farve som kroppen trilles til en kugle, filtes rund på filtepuden, til den er rimelig tæt. Derpå sættes den fast på lammet, idet der filtes tæt rundt i kanten med filtenålen, brug evt. lidt ekstra filt, som filtes tæt på, hvis snuden føles lidt løs. På snuden laves næsen på samme måde, dog med en mindre klump filt i en anden farve.

Ørerne laves ved at tage to klumper uld i samme farve som kroppen. De rulles til et par aflange stykker, som derefter fladfiltes
på filtepuden. Formen laves af filtenålen. Ønskes en farve i øret, laves atter to klumper uld i en anden farve, der filtes på efter samme metode. Ørerne filtes på kroppen ved at filte rundt i kanten af øret og evt. bruge lidt filt i samme farve, som filtes ekstra på.

Pelsen laves af uldgarn, som filtes på med nålen, sørg for ikke at filte så tæt, da garnet ellers vil blive filtet helt ind i formen.

Benene laves ved at tage 4 klumper uld i samme farve som kroppen. De rulles til små aflange kugler, som derefter fladfiltes på filtepuden. Formen på benene laves af filtenålen. Benene filtes på kroppen ved at filte rundt i kanten øverst på benene og evt. bruge lidt filt i samme farve til at filte ekstra på for at få dem til at sidde bedre fast.

FORHANDLERE
BC Garn, tlf. 75 89 73 84, www.bcgarn.dk, Creativ Company, tlf. 96 13 30 10, www.cchobby.dk, Fredensborg, Porcelænsbrænderi, tlf. 48 48 37 19, H&M, www.hm.com, Kähler Design, www.kahlerdesign.com, Panduro Hobby, tlf. 70 15 01 05, www.pandurohobby.dk

Hendes Verden nr. 12/2012

SE OGSÅ: Klip selv: Påskekyllinger og påskeharer med pomponer

SE OGSÅ: Klip det sødeste påskepynt