Skyggestrik fra Hendes Verden
SPONSORERET indhold

Skyggestrik

Af:: Trine Wohllebe Foto: Voight Prod.
07. sep. 2009 | Håndarbejde | Hendes Verden

PUDE I SKYGGESTRIK
Størrelse: ca. 40 x 40 cm.
Garn: Shibui Sock, 50 g grøn-turkis fv 3602 og Rowan 4ply Soft, 50 g koksgrå fv 372, fra hhv. Fancyknit og Coats HP.
Kvalitet: 100 % merinould, 50 g = 175 meter (begge garner).
Pinde: Jumperpinde el. rundp nr. 3.
Tilbehør: Strikkemarkører el. kontrastfarvet garn – her er brugt små ørehængere. En monteringspude 40 x 40 cm, et stykke bomuldsstof ca. 50 x 50 cm til bagside, sytråd i en passende farve.
Strikkefasthed: ca. 29 m x 51 p i skyggestrik = 10 x 10 cm.
Passer strikkefastheden ikke, må der prøves med finere eller grovere p.
Kanter: I begyndelsen af p: 1 r løs af, 3 r. I slutningen af p: 3 r, 1 vr.
Farveskift: Der skiftes farve i højre side af arb på hver 2. p. For at få en pæn kant hentes den tråd, der skal bruges, frem under den tråd, der lige er strikket med (billede 1).
Markører: Specielle strikkemarkører, evt. ørehængere, eller bare et stykke tråd bruges til hjælp ved skyggemønster. Markørerne har ingen funktion på retsidepinde – her løftes de fra venstre over på højre pind, og der strikkes videre (billede 2). På vrangsidepinde strikkes efter diagrammet, og her hjælper markørerne til at angive overgange mellem ret- og vrangmasker, så man husker at skifte. Alle masker mellem to markører strikkes enten ret eller vrang. Markørerne flyttes i følge diagrammet på hver 4. p.

Slå 112 m op med multifv. Strik 1 p r (= vrangsiden). Skift til grå, og strik 2 p r. Skift til multifv, og strik 2 p r.
Fortsæt i skyggestrik efter diagrammet. Alle ulige p strikkes ret fra retsiden. Alle lige p strikkes i mønster fra vrangsiden. Mønsteret gentages 2 gange i bredden.
1. p i diagrammet (retsiden, grå): 1 r løs af, r til sidste m, 1 vr.
Placering af markører: Læg arbejdet foran dig med retsiden opad, og sæt en markør efter 4., 29., 31., 81., 83. og 108. m (billede 3). De yderste 4 m i hver side udgør kanten. De strikkes som beskrevet ovenfor og er ikke med i diagrammet.
2. p i diagrammet (vrangsiden, grå): 1 r løs af, 3 r (= kant), * 25 r, 2 vr, 25 r *, gentag fra * til * endnu 1 gang, 3 r, 1 vr (= kant).
Skift farve, og fortsæt efter diagrammet alene. Flyt undervejs markørerne 2 m til højre eller venstre ifølge mønsteret efter hver retpind med det grå garn (dog ikke markørerne ved kanterne).
Mønsteret vil ikke være tydeligt på de første pinde, men træder frem, når der er strikket 15-20 p (billede 4).
Fortsæt, til mønsteret er strikket 2 gange i højden, derefter strikkes 1. og 2. p endnu en gang. Strik 3 retriller som i begyndelsen af arb. Luk alle m af.

Montering: Hæft alle ender på det strikkede stykke. Buk kanterne om på stoffet, så målene passer med det strikkede, og sy stoffet fast til bagsiden langs 3 sider med sytråd – sy i underkanten af hestetømmen. Læg monteringspuden i betrækket, og sy den sidste side sammen.

Se diagrammet til puden her



Puden er strikket i koksgrå og et lysende grøn-turkis multifarvet garn, hvilket giver god kontrast, så mønsteret træder tydeligt frem.


1. Farveskift: Hent den nye tråd frem under den gamle.


2. Løft markøren fra venstre p over på højre.


3. Sæt markører langs p ved de angivne m.


4. Mønsteret begynder at træde frem.