Pynt puder, dug eller forklæde med sommerlige solsikker fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Pynt puder, dug eller forklæde med sommerlige solsikker

De applikerede solsikker lyser vældigt op på et ensfarvet forklæde eller en pude. Pynt også hynderne til havestolene eller dugen til havebordet med glade, gule solsikker.

Af:: Lis Paludan Foto: Thomas Hergaard
08. jul. 2013 | Håndarbejde | Hjemmet

Forklædemål:


Længde 65 cm, bredde 60 cm.

Pudemål:

40 x 40 cm.

Materialer:

Lysegråt hørlærred i 130 cm’s bredde: 80 cm til forklæde og 50 x 90 cm til pude. Mønstrede bomuldsstoffer i gule, orange, rosa og grønne farver, sytråd i stoffernes farver, vliesofix, monteringspude på 40 x 40 cm, 35 cm lang lysegrå lynlås, moulinébroderegarn i grøn nr. 500 og gennemsigtigt papir.

Forklæde

Tegn forklædet op i hel størrelse efter måltegningen og klip ud. Klip i stof med følgende sømrum: 2 cm foroven og på siderne, 1 cm i rundinger og 4 cm forneden. Klip 1 strop på 10 x 10 cm og 2 bindebånd hver på 6 x 65 cm.Der er beregnet 1 cm til sømrum på strop og bindebånd. Læg først søm i rundingerne, derefter i siderne og foroven og til sidst forneden.Stik dem på maskine. Fold bindebånd og strop på langs, bøj sømrummet om til vrangen og stik langs kanterne. Udfør kludeklip, inden strop og bindebånd sys på.

Skabelon

Tegn solsikker og blade over på gennemsigt papir og derefter på vliesofix. Stryg vliesofixen på bagsiden af stofferne og klip.Husk at beregne lidt ekstra til underfald på solstrålerne (stiplet linje). Der klippes 2 store og 3 små solsikker samt blade.Træk papiret fra vliesofixen af. Placér solsikkerne på forklædet, idet der beregnes plads til stængler, den største i midten er på 16 cm, de mindste på hver side 9 cm og de yderste på 15 cm. Tegn stængler op med blød blyant.Placér blade på stænglerne og stryg alle dele fast. Siksak om delene og brodér stænglerne med kædesting med grønt og 3 deltråde i nålen. Sy strop og bindebånd på. 

Pude

Klip til forside 1 stk. på 42 x 42 cm og 2 bagstykker hver på 42 x 44 cm (iberegnet 1 cm til sømrum). Tegn en cirkel til solsikken med 20 cm i diam. og tegn strålerne efter diagrammet. Stryg delene på forsiden af puden med vliesofix og siksak om dem med tætte siksaksting. Pres fra vrangen.

Sy de 2 halvdele til bagsiden sammen, idet lynlåsen samtidig sys i. Læg for- og bagside ret mod ret og stik delene sammen (husk at lukke lynlåsen op). Klip sømmen smal og vend retten ud. Kom monteringspuden i.

Opskriften er fra Hjemmet nr. 28, 2008 (side 30-31)