Strik selv: Angoratrøje i en stærk forårsfarve fra Hendes Verden
Foto: Jacqueline Fluri
Hendes Verden

Strik selv: Angoratrøje i en stærk forårsfarve fra Hendes Verden

Strik selv: Angoratrøje i en stærk forårsfarve

Smuk angoratrøje i en stærk forårsfarve.

Af Lene Holme-Samsøe 31.mar.2016 Håndarbejde

**


Angoratrøje

Str.: S (M) L-XL (XL-XXL).
Overvidde: 91 (98) 107 (115) cm.
Hel længde: 57 (58) 59 (60) cm.
Garn: Angora Fino, 200 (200) 250 (250) g orange (fv nr. ag16) fra BC Garn.
Kvalitet: 70 % angora/10 % uld/ 20 % polyamid. 50 g = 250 meter.
Pinde: Nr. 3 og 3½ samt en hjælpep (strømpep) nr. 3½.
Strikkefasthed: 22 m og 30 p i glatstrik på p nr. 3½ = 10 cm i bredden. Passer strikkefastheden ikke, må der prøves med finere eller grovere pinde. Tilbehør: 9 ”diamantknapper”, diameter 15 mm.

Kantmasker: Strik første og sidste m ret på alle p.

Udtagning: Saml tværlænken mellem 2 m op, og strik den dr r. Knaphul: Luk 1 m af, og slå om p over den aflukkede m på den flg. p.

► SE OGSÅ: Strik i forårspasteller: Stribet bluse med snoning ved raglan

Ryg: Slå 93 (103) 111 (119) m op på p nr. 3. Første p (= vr-siden af arb): 1 kantm, strik rib (1 r, 1 vr) p hen, slut med 1 r, 1 kantm. Strik 8 cm rib, som m viser. Slut med 1 p fra vr-siden af arb. Skift til p nr. 3½, og fortsæt i glatstrik, idet der på første p tages 13 (11) 13 (13) m ud jævnt fordelt – se Udtagning (= 106 (114) 124 (132) m på p). Når arb måler 38 cm, lukkes af til ærmegab i begge sider på hver 2. p for 4, 2, 2, 1, 1 (4, 2, 2, 1, 1, 1) 4, 3, 2, 2, 1, 1 (5, 3, 2, 2, 1, 1, 1) m (= 86 (92) 98 (102) m på p). Når ærmegabet måler 17 (18) 19 (20) cm, strikkes læg over de midterste 34 m. Strik 26 (29) 32 (34) m, sæt 8 m på en hjælpep foran arb. *Strik første m fra hjælpep r sm med første m på venstre p*. Strik fra * til * i alt 8 gange, 2 r. Sæt 8 m på hjælpep bag arb. Strik fra * til * i alt 8 gange, strik p hen (= 70 (76) 82 (86) m på p). Lad nu de midterste 40 (40) 42 (42) m hvile til halsudskæring, og strik hver side færdig for sig. Når ærmegabet måler 18 (19) 20 (21) cm, skrånes skulderen ved at lukke af på hver 2. p i ærmegabssiden for 5, 5, 5 (6, 6, 6) 6, 7, 7 (7, 7, 8) m.

Venstre forstykke: Slå 47 (51) 55 (59) m op på p nr. 3. Første p (= vr-siden af arb): 1 kantm, strik rib (1 vr, 1 r) p hen, slut med 1 vr, 1 kantm. Strik 8 cm rib, som m viser. Slut med 1 p fra vr-siden af arb. Skift til p nr. 3½, og fortsæt i glatstrik, idet m-antallet på første p reguleres til 47 (51) 56 (60) m. Luk af til ærmegab i samme højde som på ryggen (= 37 (40) 43 (45) m på p). Når ærmegabet måler 9 (10) 11 (12) cm, hviler de yderste 11 (11) 12 (12) m mod forkanten. Luk derpå af på hver 2. p i halssiden for yderligere 3, 2, 2, 1, 1, 1, 1 m (alle str.). Skrån skulderen i samme højde og på samme måde som på ryggen.


Højre forstykke: Strikkes som venstre, blot spejlvendt.


Ærmer: Slå 46 (48) 50 (52) m op på p nr. 3. Strik 8 cm rib (1 r, 1 vr). Første og sidste p af ribben strikkes fra vr-siden af arb. Skift til p nr. 3½, og fortsæt i glatstrik, idet der på første p tages 10 (10) 11 (11) m ud jævnt fordelt (= 56 (58) 61 (63) m på p). Tag 1 m ud i hver side (inden for 1 kantm), når arb måler 12 cm og derpå med 5 (4) 4 (3) cm’s mellemrum i alt 7 (8) 9 (10) gange (= 70 (74) 79 (83) m på p). Når arb måler 44 (45) 46 (47) cm, lukkes af til ærmekuppel i begge sider på hver 2. p for 4, 2, 2, 2 m (alle str.), luk dernæst 1 m af 7 gange, og luk derefter 2 m af 3 (4) 5 (6) gange og til slut 3 m af 3 gange. Luk de resterende m af på én gang. Strik et ærme magen til.


Montering: Sy skuldersømmene. Sy ærme- og sidesømme. Sy ærmerne i ærmegabene. Forkant: Strik med p nr. 3 m op langs venstre forkant (strik ca. 3 m op for hver 4 p i højden). Strik 7 p rib (1 r, 1 vr). Luk af i rib. Strik højre forkant på samme måde, blot med 8 knaphuller, der strikkes jævnt fordelt på 3. p (se Knaphul). Det nederste 3-4 m fra kanten og de øvrige med jævne mellemrum derover, idet der beregnes et 9. knaphul midt i halskanten.

Halskant: Strik med p nr. 3 ca. 103 (103) 107 (107) m op langs halskanten (inkl. de hvilende m). Strik 7 p rib, og husk det 9. knaphul over de øvrige på 3. p. Luk af i rib. Sy knapperne i.

TIP

Undgå pilling ved at bruge et angoravaskemiddel.

Hendes Verden nr. 2/2015

► SE OGSÅ: Blød og lækker angoratrøje 



Henter...