Strik selv: Basis sokker fra Hendes Verden
SPONSORERET indhold

Strik selv: Basis sokker

Disse basis sokker passer til hele familien.

Af: Lene Holme-Samsøe for Permin Foto: Jacqueline Fluri
18. sep. 2015 | Håndarbejde | Hendes Verden

**

Basis sokker

Str.: 26-29 (30-35) 36-40 (41-44) 45-46.
Garn: Babysock, 1 (2) 2 (2) 2 ngl grå (fv 03) fra Permin.
Kvalitet: 80 % uld/20 % polyamid. 50 g = 210 meter.
Pinde: Strømpep nr. 2½.
Strikkefasthed: 30 m og 40 p i glatstrik på p nr. 2½ = 10 x 10 cm. Passer strikkefastheden ikke, må der prøves med finere eller grovere pinde.
Overtrækningsindtagning (o-indt): 1 r løs af, 1 r, træk den løst aftagne m over.
Dobbelt indtagning (db-indt): 2 r løse af på én gang (som hvis m skulle strikkes r sm), 1 r, træk de løst aftagne m over (samlet).

Lænkekant: På r-siden af arb tages den første m løs af uden at blive strikket med garnet holdt bag m. På vr-siden af arb tages den første m løs af på samme måde, men med garnet holdt foran m. 

► SE OGSÅ:  Sokkeskolen

Bemærk: Hver str. i opskriften dækker over flere skostørrelser, dvs. flere skostørrelser strikkes med samme antal m, mens fodens længde reguleres. Sokkens bredde kan evt. justeres vha. strikkefastheden ved f.eks. at strikke en smule fastere, når du strikker str. 36, end når du strikker str. 40, da disse to skostørrelser strikkes med samme m-antal.

Slå 48 (54) 60 (66) 72 m op på strømpep nr. 2½, og strik 3 cm rib (1 r, 1 vr). Efter ribben fortsættes i glatstrik, til arb måler ca. 11-12 (13-14) 15-17 (18-19) 20 cm (eller ønsket længde til hæl).

Basis sokker

Hæl: Strik hæl over 24 (26) 30 (32) 36 af omgangens m (dvs. de m, der sidder på omg’s 1. og 4. p). Strik i alt 22 (24) 28 (30) 32 p lige op over hæl-m – med lænkekant (for at gøre det nemmere efterfølgende at samle m op langs siderne på hælen (se Lænkekant)), bemærk, at sidste p strikkes fra vrsiden af arb. Tag nu ind på flg. måde: Strik 13 (14) 16 (17) 19 r, 1 o-indt (se Overtrækningsindtagning), 1 r. Vend, tag første m løs af med garnet foran m, 3 vr, 2 vr sm, 1 vr. Vend, *tag første m løs af med garnet bag m, strik hen til det lille hul ved sidste vending, 1 o-indt, 1 r. Vend, tag første m løs af med garnet foran m, strik vr hen til hullet ved sidste vending, 2 vr sm, 1 vr, vend*. Gent fra * til *, til alle m i begge sider er brugt; slut den sidste p (= fra vr-s) midt på p = MB. Efter sidste indt strikkes 1 m op i hver lænke langs hver af de 2 lige sider på hælen. Fortsæt rundt i glatstrik over alle m, idet omg nu begynder MB på hælen. Strik 2 omg over alle m. Strik nu 2 m sm på hver side af vristen på hver 2. omg, til der igen er 48 (54) 60 (66) 72 m som før hælens start. Bemærk, at det er de nyopstrikkede m, der tages ind i – dvs. indt strikkes over de 2 m, der støder op til vristens m. Strik 2 r sm på den
ene side af vristen og 1 o-indt på den anden side af vristen. Efter indt strikkes 10-11 (12-13) 14-15 (16) 17 cm lige op (mål evt. på en sok, du ved passer). Nu strikkes tåen.

Tå: Fordel m, så der er lige mange m på hhv. over- og underfod. Tag ind således: På omg’s 1. og 3. p strikkes, til der er 3 m tilbage på p: 2 r sm, 1 r. På omg’s hhv. 2. og 4. p strikkes: 1 r, 1 o-indt, strik p hen. Gent disse indt på hver 2. omg, til m-tallet er halveret. Tag derefter ind på hver omg, til der er 8 m tilbage på omg. Bryd garnet, og træk det gennem de sidste m. Stram til, og hæft enden omhyggeligt. Strik en sok magen til.

Hendes Verden nr. 38/2014

► SE OGSÅ: Strik selv: Varme natsokker med snoninger

► SE OGSÅ: Lune hjemmestrikkede sokker til de allermindste

► SE OGSÅ: Strik selv: Herresokker