Strik selv: Fin bluse med løbemasker fra Hendes Verden
SPONSORERET indhold

Strik selv: Fin bluse med løbemasker

Fin bluse med løbemasker - let og luftig.

Af:: Mayflower Foto: Jacqueline Fluri
13. apr. 2016 | Håndarbejde | Hendes Verden

**

 

Fin bluse med løbemasker

Str.: S (M) L (XL) XXL (XXXL).
Overvidde: Ca. 86 (96) 101 (111) 121 (131) cm.
Hel længde: Ca. 50 (54) 58 (66) 71 (76) cm. Blusen bliver ca. 5 cm længere i brug.
Garn: Daisy, 6 (7) 7 (8) 8 (9) ngl lys mosgrøn (fv nr. 109) fra Mayflower.
Kvalitet: 71 % viskose/29 % hør. 50 g = 110 meter.
Pinde: Nr. 3½ samt rundp nr. 3½ (40 og 80 cm).
Strikkefasthed: 16 m og 25 p i løbemaskemønster (se Mønster) på p nr. 3½ = 10 x 10 cm. Passer strikkefastheden ikke, må der prøves med finere eller grovere pinde.
Mønster: Løbemaskemønsteret på blusen fremkommer ved, at blusen strikkes i glatstrik, og at hver 4. m slippes, når der lukkes af, så masken kan løbe ned til, hvor den blev slået op.

Ryg: Slå 71 (79) 83 (91) 99 (107) m løst op på p nr. 3½, og strik 120 (130) 140 (156) 170 (180) p glatstrik. Luk de midterste 25 (29) 29 (33) 37 (37) m løst af til halsudskæring, idet hver 4. m ikke lukkes af, men blot slippes, da den skal løbe hele vejen ned til opslagningskanten – sørg for at begynde og slutte aflukningen til halsudskæringen med en løbe-m. Strik yderligere 6 (6) 6 (8) 8 (10) p lige op til skulder, og luk af. Husk også at lade hver 4. m løbe, når der lukkes af på skulderen. Strik den anden skulder færdig på samme måde.

Forstykke: Strikkes som ryggen, men strik kun 108 (116) 124 (138) 152 (162) p, hvorefter der lukkes af til halsudskæring med løbe-m som på ryggen. Strik hver skulder lige op, til forstykket er lige så langt som ryggen, og luk af med løbe-m.

Ærme: Slå 29 (31) 35 (39) 41 (45) m løst op. Strik glatstrik, og tag samtidig 1 m ud i hver side på hver 8. p, til der er i alt 55 (59) 67 (73) 81 (89) m på p. Når der er strikket 118 (122) 128 (138) 150 (164) p, lukkes løst af med løbe-m, sørg for, at disse placeres symmetrisk omkring midten af arb.

Montering: Lad hver 4. m løbe helt ned til opslagningen af m, og bemærk, at løbe-m ved udt på ærmerne løber helt ud i siderne. Sy skuldersømmene. Sy derefter ærmerne til ved skuldrene, idet hvert ærmes midte placeres ud for skuldersømmen – pas på, at sømmene ikke bliver for stramme, så de får arb til at trække sig sammen. Sy ærme- og sidesømme. Strik langs halsudskæringen 84 (90) 96 (104) 112 (124) m op på rundp nr. 3½, og strik 4 (4) 4 (6) 6 (6) omg glatstrik. Luk af – ikke for stramt. Strik 164 (170) 178 (188) 200 (220) m op på rundp nr. 3½ langs blusens nederste kant. Strik 6 (6) 6 (8) 8 (8) omg glatstrik, og luk af – ikke for stramt. Læg blusen i håndvarmt vand, og træk den i facon, så den bliver ca. 5 cm mindre i overvidde, og ca. 5 cm længere end angivet øverst i opskriften. Lad den tørre liggende.

Hendes Verden nr. 15/2014

► SE OGSÅ: Strik selv: Nem top med løbemaske
► SE OGSÅ: Bluse med løbemasker
► SE OGSÅ: Strik: Stribet kortærmet bluse