Sy: En nissepige med fletninger fra Hjemmet
Foto: Fotograferne Søndergård
Hjemmet

Sy: En nissepige med fletninger fra Hjemmet

Sy: En nissepige med fletninger

Der er nok at se til op mod jul, så den flittige kokkepigenisse snupper sig et velfortjent hvil. Hun er fint klædt på med festonskørt, ternet kjole og hvidt pynteforklæde.

Af Ann-Bett Zachariassen 22.nov.2014 Håndarbejde

Nissepige med fletninger

 

Højde:

Ca. 54 cm.

 

Materialer:

40 x 85 cm rød/hvidternet (store tern) bomuldsstof, 12 x 30 cm rød/hvidternet (små tern) bomuldsstof, 30 x 40 cm hudfarvet trikotstof, ca. 40 x 50 cm rødt fleece til nissehue, 30 x 90 cm ubleget lærred, 67 cm ubleget feston (2,5 cm bred), 1  ubleget blonde (1,5 cm bred), sorte og hvide filtrester, 22 cm rød tubestrik (12 cm bred), 36 cm rød tubestrik (4 cm bred), 44 cm grå tubestrik (3 cm bred), 2 piberensere, natursnøre af hør til hår, 25 cm mønstret silkebånd (1 cm bredt), bukseelastik, rødt moulinégarn, 1 tryklås, et par 8 cm lange træsko, 2 små hvide perler samt syntetisk fyldevat.

Vejledning:

Tegn mønsterdelene op i hel størrelse og læg 1 cm til til søm. Krop: Kom fyld i den brede røde tubestrik. Sy sammen foroven og forneden, så kroppen bliver lidt firkantet.

 

Hænder:

Klip og sy 2 hænder i trikotstof. Kom lidt fyld i og marker fingre med tre stikninger.

 

Arme:

Del den 4 cm brede tubestrik i 2 dele hver på 18 cm. Lav et 2,5 cm bredt opsmøg i den ene ende på hver, skub en hånd op i hver arm og sy den fast. Kom fyld i armene og sy dem fladt sammen foroven.

 

Ben:

Del den 3 cm brede grå tubestrik i 2 lige store stykker (22 cm). Sy den ene ende på begge stykker sammen fra vrangen til tå. Fold 2 piberensere dobbelt, kom fyld om hver og sy en fast i spidsen af hver tå. Kom fyld i benene og sy hvert ben fladt sammen foroven. Sy arme og ben på kroppen som hængsler. Bøj ca. 3 cm om til fod og lim træsko på.

 

Hoved:

Klip 2 cirkler i hudfarvet trikotstof med en diameter på 16 cm. Sy delene sammen – lad en åbning stå foroven, kom fyld i og sy hovedet fast til kroppen.

Næse:

Klip i hudfarvet trikotstof en cirkel med diameter på 4 cm. Rynk den sammen om en tot fyld. Sy næsen fast i ansigtet.

Ansigt:

Klip i hvidt filt 2 ovaler på 2,5 x 1,5 cm samt 2 i sort filt på 2 x 1 cm. Lim de sorte filtstykker på de hvide og lim dem fast på ansigtet. Sy en hvid perle på til sidst. Tegn munden op med en rød tuschpen og sy den med kontursting og 1 tråd rød moulinégarn. Farv kinderne med en rød farveblyant.

Hår:

Klip 16 stk. natursnøre af hør, 50 cm lange. Læg dem oven på hovedet og sy en midterskilning. Red forsigtigt håret ud og lav 2 fletninger. Bind silkebånd om fletningerne.

 

Hue:

Klip og sy huen i rød fleece. Sy den på hovedet, idet den trækkes godt ned i nakken.

Forklædekjole:

Bærestykket er syet dobbelt. Klip i dobbelt storternet stof 2 bærestykker til fold midt for og 4 bærestykker (bag). Sy skuldersømmene, læg de 2 bærestykker ret mod ret og sy sammen langs ryg og hals (klip hak ved hals). Vend til retten.

Flæse:

Klip i småternet stof 2 stk. à 5 x 25 cm. Rund den yderste kant i enderne, søm kanten og rynk flæsen. Sy den fast til bærestykket som „ærme”.

Nederdel:

Klip i storternet stof 1 stk. på 28 x 82 cm. Lav en søm på hver af dekorte sider (midt bag). Klip og kantstik 2 slidser hver på 5 cm 20 cm inde i hver side af nederdelen (sidesøm – ærmegab). Rynk hver del, så den passer til bærestykket, og sy nederdelen på bærestykket. Sy nederdelen sammen midt bag ved at lægge det ene stykke ind over det andet, men lad 14 cm stå åben op til bærestykket. Søm nederdelen op og sy en tryklås i bærestykket.

Underskørt:

Klip i ubleget lærred 1 stk. på 20 x 65 cm + søm, sy en bred feston på forneden. Læg en 1 cm bred dobbelt søm foroven og sy, så der dannes en løbegang. Sy skørtet sammen og træk elastik i løbegangen.

Forklæde:

Klip i ubleget lærred 1 stk. på 22 x 16 cm. Søm det op forneden, sy 3 rækker blonder på og søm siderne. Rynk sammen foroven til 12 cm. Klip til bindebånd 1 stk. på 60 x 4 cm. Sy forklædet fast ret mod ret midt på bindebåndet, buk om til vrangen, så linning/bindebånd bliver ca. 1,5 cm bred. Sy en kantstikning hele vejen rundt på linning/bindebånd. 

Opskriften er fra Hjemmet nr. 41, 2008

dupa

Henter...