Sy et fint lysmotiv på tændstiksæsken fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Sy et fint lysmotiv på tændstiksæsken

Et sødt og fint lille håndarbejde, som skaber ekstra julehygge på julebordet.

Af: Lis Paludan
22. dec. 2014 | Håndarbejde | Hjemmet

Lysmotivet af hobbyfilt er sat på en stor tændstikæske. Tegn motiverne over på gennemsigtigt papir og kalkér dem over på filt – eller klip skabeloner af karton og tegn uden om dem. Beregn lidt ekstra de steder, delene overlapper hinanden. Klip delene ud og lim dem på baggrundsstoffet, der skal være lidt større end æsken.

Sy med 2 deltråde DMC-garn knaphulssting med orange om flammen, langs kanten på lyset med kædesting og om den grønne cirkel med knaphulssting. Sy stråler om flammen med lysebrun sytråd, sy perler for enden af strålerne, inden for kanten af flammen og i spredt orden på den grønne cirkel.

Klip af karton et stykke, der svarer til æsken. Sømrummet på broderiet skal være 2 cm større end æsken. Lim broderiet på kartonstykket. Klip hak i sømrummet, fold det om pappet og lim det fast. Lim derefter pappet med broderi på æsken.

Opskriften er fra Hjemmet nr. 48/2012