Sy selv: Et smart regnslag fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Sy selv: Et smart regnslag

Dette praktiske regnslag er så rummeligt, at det uden problemer når uden om både overtøj og en eventuel rygsæk. Og hvis det knappes op i siderne, kan det bruges som underlag på skovturen.

Af:: Inga Andersen Foto: Thomas Hergaard
21. aug. 2013 | Håndarbejde | Hjemmet

Str. One size

Materialer: 3 m 1,40 m bredt blåt regntøjsstof (dess. nr. 650044) samt 50 cm 1,40 m bredt pink stof med

bomber (dess. nr. 650074) samt 6 trykknapper. Fra Stof & Stil, tlf. 70 22 21 21.

Fremgangsmåde:

Af det pink stof med bomber klippes 12 cm brede strimler til kanter. Af det blå stof klippes 1 stykke på 1,40 m x 2,60 m. Klip desuden 2 hættedele i det blå stof efter mønsteret. Læg det blå stykke dobbelt, så længden bliver 1,30 m og klip ud til hals således: Mål 12 cm fra midten og ud på hver skulder: Mål 2 cm ned midt bag og 8 cm midt for. Lav en pæn halsrunding og klip stoffet bort.  Klip derefter en slids 25 cm ned midtfor.

Sy dobbelte pink kanter på i hver side af regnslaget. Sy 30 cm lange, dobbelte kanter på ned i slidsen midt for, idet der sys nøjagtigt ned til slidsbunden og klippes skråt ind til sømmen. Den ene sides kant skal vendes om mod vrangsiden og den anden side sidde på retsiden og „lukke“ for slidsbunden. Sy gennem alle lag ved slidsbunden. Sy dobbelte kanter på hætten, som sys på regnslaget ret mod ret, idet der på slaget lægges et par små læg midt bag.

Slå til sidst 2 trykknapper i midt for samt 2 trykknapper i hver side, således at den første knap sidder 35 cm nede fra skulderhøjden, og den næste knap yderligere 25 cm nede.

Tips: Det er en god ide at sy med forholdsvis lange sting og med en tynd maskinnål.

Opskriften er fra Hjemmet nr. 18, 2011