Årshoroskop Tvilling
Foto: Ditte Hamo | Årshoroskop 2017: Det siger stjernerne om dit år
Hjemmet

Årshoroskop Tvilling

Årshoroskop 2017 for Tvillingen

Se, hvad 2017 har i vente for Tvillingen - både på kærligheds- og jobfronten.

Af Jens-Ole Paulin 27.dec.2016 Horoskop

Tvillingen: 22. maj-21. juni

Det tegner til et begivenhedsrigt år, der passer godt til Tvillingernes behov for afveksling. Mange forskelligartede opgaver dukker op, og selvom du indimellem kan føle, at du mangler overblik, danner der sig alligevel et mønster i tingene, som du måske først kan overskue fuldt ud sidst på efteråret, hvor du kommer ind i mere rolige vande.

Kærlighed

Januar bringer romantiske strømninger, og bliver du forelsket, er der gode chancer for, at forholdet kan vare ved. Det samme gælder fra sidst i august til midten af september. Det er to perioder, hvor du også har let ved at finde bølgelængden sammen med en partner, hvor I kan lægge frugtbare planer og skabe en mere inspirerende hverdag sammen. Der kan være forhindringer, der skal overvindes, når du møder nye mennesker, men gør du en indsats for at forstå den anden, kan det blive så meget desto mere givende på sigt. Du finder ud af, hvad du sætter pris på hos andre, og hvem der har noget at give. Det er en proces, der virker befriende for kærligheden, så du fuldt ud kan nyde de mange romantiske muligheder, som året bringer. Medvind med kærligheden også det meste af juli, fra midten af oktober til først i november samt i december.

Arbejde

Det er et år, hvor kreative aktiviteter har medvind, og hvor du nok også er parat til at kaste dig ud i noget nyt for at forfølge en større sag. Initiativer, du satte i gang i anden halvdel af 2016, skal plejes og vedligeholdes, så har du store chancer for virkelig at få succes med dem nu. Især årets første halvdel vil være præget af nye projekter, som bliver båret frem gennem samarbejde med grupper eller foreninger, som deler dine interesser. Du kan blive en inspirerende drivkraft i fællesskaber. I efteråret falder der mere ro over tingene, og du vil have en god chance for at skabe sunde rutiner, hvor du kan få meget fra hånden, for du har let ved at holde arbejdsglæden ved lige i dagligdagen. God arbejdsenergi især 22. april-4. juni samt i december. Samarbejde har særligt gode kår først på året samt i første halvdel af september.

Økonomi

Det ser ud, som om ressourcer, der har været skjult for dig, kan blive frigivet og stillet til din rådighed i løbet af foråret. Det kan være et økonomisk tilskud, eller det kan handle om en solid opbakning, som gør dig i stand til at øge indtægterne. I øvrigt vil dine kreative initiativer sørge for en stabil indtægt.

Årets særlige mulighed

Du vil opdage, at du kan nå længere, end du troede muligt, og det vil få dig til at sætte nye mål. Venner og netværk bliver en del af forandringen. Vil de fastholde dig i gamle mønstre, kan du bruge unødigt meget tid på at prøve at overbevise dem eller gøre oprør. Indse, at du i mange tilfælde ganske enkelt må give slip på dem og finde nye bekendtskaber, der passer til det, du nu står for. Du har brug for omgivelsernes støtte for at kunne virkeliggøre dine planer – og den støtte kan du få, hvis du går målrettet efter det.

dupa

Henter...