Årshoroskop Vægt
Foto: Ditte Hamo | Årshoroskop 2017: Det siger stjernerne om dit år
Hjemmet

Årshoroskop Vægt

Årshoroskop 2017 for Vægten

Del på

Se, hvad 2017 har i vente for Vægten - både på kærligheds- og jobfronten.

Af Jens-Ole Paulin 27.dec.2016 Horoskop

Vægten: 24. september-23. oktober

Det tegner til et år, der vil byde på vigtige forandringer i både kærlighed og arbejde, og det kan blive ganske turbulent. Du vil ofte blive udfordret til at tænke på nye måder og bevæge dig ud af de vante rammer, og det kan føles forstyrrende. Men det handler om at få ryddet ud i pligter og begrænsninger, som står i vejen for din livskvalitet, og jo mere, du er åben for denne mulighed, des mere vil du opleve, at 2017 bliver en befriende oplevelse.

Kærlighed

Du har den optimisme, som skal til for at ændre på et forhold, der ikke er tilfredsstillende, og som single gå efter det, der er bedre end det næstbedste. Du får ryddet noget ukrudt af vejen på den måde, så kærligheden får mere plads til at vokse og udfolde sig. Måske er det en partner, der sætter det i gang, og som ønsker større frihed? Så træk vejret dybt og indse, at du også selv har brug for mere plads. Det kan skabe helt nye og sundere rammer for jeres forhold. En forelskelse kan opstå pludseligt – og måske ubelejligt – i det tidlige forår eller efterår og give dig værdifuld indsigt i noget, du har brug for i dit liv, selv om forholdet måske ikke varer ved. Maj samt 15. oktober til 7. november byder på særlig medvind med kærligheden.

Arbejde

Relationerne har også væsentlig betydning på arbejdsområdet i år. Et åbent og ligeværdigt samarbejde vil hjælpe dig til at skabe den vækst, du har så gode muligheder for at opnå frem til efteråret. Måske bliver du udfordret til at tænke på nye måder eller ryste unødige bindinger af dig, og det kan føles forstyrrende. Men det kan også hjælpe dig til at erobre nye områder, som kan gøre arbejdslivet mere meningsfuldt, så vær åben for nytænkning. Skal du have et budskab ud og formulere dig klart og troværdigt, så er især første halvdel af januar og første halvdel af september velegnet. God arbejdsenergi også 23. oktober-9. december.

Økonomi

Du kan mere end normalt blive fristet til hurtige investeringer og opleve, at uventede tilbud dukker op. Men slå koldt vand i blodet, for selv om mulighederne er der, kræver de stadig jordnær overvejelse, hvis de skal udnyttes positivt. Hvad du går glip af ved at udvise forsigtighed, ville alligevel ikke have været indsatsen værd. Skal du opnå økonomisk støtte, er tiden fra 7. juni til 5. juli særlig begunstiget.

Årets særlige mulighed

Mennesker omkring dig vil lære dig noget betydningsfuldt om livet – giv dem mulighed for at gøre det! Du har brug for at få ryddet ud i gamle mønstre i dine relationer, og din vante sans for diplomati og harmoni vil snarere blive en hæmsko i den proces, fordi den har tendens til at gøre dig konfliktsky, så du ikke tager de skridt, som du udmærket ved er nødvendige. Tag tyren ved hornene, lyt til andres behov og stå ved dine egne – så kan du blive beriget med både frugtbart samarbejde i årets løb og langt mere tilfredsstillende relationer fremover.

Del på
Kommentarer (0)

Henter...