Årshoroskop Vandmand
Foto: Ditte Hamo | Årshoroskop 2017: Det siger stjernerne om dit år
Hjemmet

Årshoroskop Vandmand

Årshoroskop 2017 for Vandmanden

Del på

Se, hvad 2017 har i vente for Vandmanden - både på kærligheds- og jobfronten.

Af Jens-Ole Paulin 27.dec.2016 Horoskop

Vandmanden: 21. januar-18. februar

Det er et år, der lægger op til at udforske nye horisonter. Du vil opdage nye måder at kommunikere på, og du vil blive i stand til at få mennesker i tale, som du ellers ikke har været på bølgelængde med. Det gør dig til en inspirerende samtalepartner, og du vil opdage, at du kan formidle, hvad du har på hjerte, til langt flere, end du havde forventet. Det gør det let for dig i efteråret at omsætte din viden i konkrete resultater.

Kærlighed

Du er opsat på eventyr, og en partner må være indstillet på, at der skal ske noget nyt. Hvis det ikke lige falder i god jord, så lad det ikke udarte til trættende diskussioner. Fortæl om dine behov, så vil din partner finde lignende følelser i sig selv, og I kan få et inspirerende samarbejde om det. En rejse kan blive et godt startskud for ændringer, som I skal indføre i dagligdagen. Som single er du mere dristig end normalt, og det vil være netop det, der skal til for at overskride barrierer, der før har lagt hindringer i vejen for dig. Du vil opdage, at en romantisk forbindelse godt kan begynde med et venskab – det bliver det kun bedre af i længden. Medvind med kærligheden især i juli samt fra sidst i august til 20. september.

Arbejde

En af de bedste måder at lære på, er at give det, man har lært, videre til andre – og det bliver nok særlig aktuelt i år. Hvad du end beskæftiger dig med, kan du regne med at blive involveret i en form for undervisning, for du har både trangen til at lære nyt og en herlig evne til at dele ud af din viden og inspirere andre. Skal du opnå noget hos myndigheder eller overordnede, er midten af juli samt anden halvdel af september særlig velegnet. Her har også kurser og uddannelse ekstra medvind. Fra 5. juni til 20. juli har du ekstra handlekraft, og det giver særlige muligheder for at få det forsømte fra hånden og sætte nye projekter i gang.

Økonomi

Øgede indtægter kan komme i kraft af, at du sætter dig ind i nye områder og er dygtig til at formidle det, du har lært. Gå ikke direkte efter en hurtig gevinst, og lad i det hele taget ikke bekymringer om økonomien styre dig. Et fristende tilbud i starten af december kan rent faktisk være gunstigt, men skal undersøges nøje på forhånd. Har du brug for et lån, er tiden fra sidst i september til midten af oktober særlig velegnet.

Årets særlige mulighed

Den daglige kommunikation, som man ofte tager for givet, rummer usædvanlige muligheder i år. Normalt får de store, markante begivenheder vores opmærksomhed, men nu gælder det om at give den samme opmærksomhed til hverdagens mindre opsigtsvækkende udvekslinger. Tag ekstra vare på samtaler med daglige forretningsforbindelser, med naboer, med slægtninge og andre, du er sammen med på daglig basis – for de vil kunne levere vigtige brikker til din udvikling og din opfattelse af verden.

Del på
Kommentarer (0)

Henter...