3 kvinder i 40'erne - hvem er mormor, single og småbørnsmor?
Livet som kvinde, der har rundet de 40, kan forme sig vidt forskelligt – mød en single, der fylder livet med venindeferier og alenetid, en småbørnsmor, der ikke havde forventet at føle SÅ stor en kærlighed, og en mormor på 44, der allerede har hænderne fulde af 3. generation.
Iben Nielsen, 45
Iben Nielsen, 45, uddannet yogalærer og indehaver af ”Yoga” i Valby. Mor til Sarah på 22 og Mark på 17. Mormor til tvillingerne Nhor og Theis på halvandet år. Bor i Glostrup i en lejlighed med kæresten, Jens Harpsøe, 45.
Iben Nielsen var 44 og i fuld gang med at starte egen virksomhed og dyrke sin kæreste og sin vennekreds, da hendes datter blev alenemor til tvillinger. Nu lægger hun meget af sin energi i at få en ny generation godt i vej.
− ”Mor, jeg har taget to graviditetstests, og de er begge to positive.” Den sms tikkede ind en mandag eftermiddag i juni fra min datter, Sarah. Jeg anede ikke, hvad vi skulle gøre. Jeg syntes, hun var for ung, og jeg syntes, hun skulle have lov til at gøre sin uddannelse færdig, inden hun fik børn. Næste dag ringede hun op og sagde, hun skulle på hospitalet, for hun var meget længere henne, end lægen først troede. Jeg tog med hende på hospitalet, hvor hun blev scannet, og pludselig udbrød sygeplejersken ”HOV!”. Det var sådan et positivt ”hov”, og så begyndte Sarah bare at vræle, for det kunne kun betyde én ting.
− Sarah var gravid med tvillinger, og hun var lige fyldt 20 år. Det var bestemt ikke planlagt. Jeg måtte agere den fattede og sige: Det skal du ikke tænke på! Det ordner vi! Mens jeg i baghovedet tænkte: Hvordan fanden skal det her løse sig? Jeg er selvstændig og er ved at opbygge en virksomhed, og nu har jeg pludselig en datter, der er gravid. Jeg befandt mig i sådan en underlig glædesfyldt, men også meget praktisk verden, for hvordan skulle vi lige få det hele til at hænge sammen? Hun fødte to drenge i oktober samme år og det var helt sindssygt, for det var ligesom at blive kastet tilbage til dengang, jeg selv fik børn. Og der var jo to, så sygeplejersken gav os en hver:
− ”Så kan du holde den ene, mormor.” Gud! Det er mig, hun taler til. Det er bare løgn det her, tænkte jeg. Jeg følte mig jo ikke som mormor. Jeg var 44! Jeg kendte ingen, som var blevet mormor så tidligt, så jeg kunne slet ikke drage paralleller. Den anden dag, da jeg skulle hente drengene i vuggestuen, gik en lille pige fra SFO’en med mig ud til vejen og hjalp mig med drengene. Pludselig kiggede hun op på mig og sagde: ”Er du egentlig lesbisk?” Nej, jeg er mormor, sagde jeg. Som om det var bedre. Hun så helt skeptisk ud i ansigtet. Hun havde jo tit set, at enten Sarah eller jeg hentede børnene, og inde i sådan en 9-årig piges hoved ser en mormor måske ikke lige sådan her ud.
− Jeg har skruet sindssygt meget ned for mit sociale liv, fordi jeg hjælper så meget til med tvillingerne. Nogle nætter sover de hos mig, og nogle nætter sover jeg hos Sarah, så hun selv kan få sovet igennem og koncentrere sig om sine lektier. Det at være mormor er på nogle helt andre vilkår, end jeg havde troet. Jeg er jo lidt deres reservemor. Jeg kan ikke være den traditionelle mormor, der forkæler dem og afleverer dem tilbage igen, fordi jeg har drengene så tit. Jeg kan ikke hygge med veninder eller ses med vennepar på samme måde, som jeg før kunne. Rigtigt mange aftaler går i vasken, og det er også gået meget ud over mit arbejde. Jeg kan da godt nogle gange tænke:
− Bare de er der, når jeg kommer ud på den anden side! Jeg har jo også en kæreste, der måtte omstille sig fuldstændigt, da jeg blev mormor. Vi havde næsten lige mødt hinanden, og han har ikke selv børn. Så finder han sammen med mig, jeg har to halvvoksne børn, pludselig skal jeg være mormor, og det bliver han en del af. Men der er ikke noget at gøre, for jeg skal kunne se mig selv i spejlet bagefter og vide, jeg har gjort det bedste for Sarah og de små. Der, hvor man lægger sin energi, er jo også der, det hele blomstrer. Jeg har nået en alder, hvor jeg godt kan se, at der sker altså noget i livet. Man kan ikke komme fra A til B, uden der er noget, der gør ondt. Det kan godt gøre ondt at skulle slippe nogle af mine egne ting, men så lærer jeg også, at det dør jeg ikke af. I den her situation kan man bare ikke sige: Hvorfor blev det ikke anderledes? For det blev det bare ikke. Så må vi forholde os til det.
LÆS OGSÅ: Lotte Mejlhede: Min datters fødsel hjalp mig videre
Anja Mortensen, 42
Anja Mortensen, 42, arbejder med autister. Blev mor som 40-årig. Mor til Zander på 19 måneder. Gift med Magnus, der er 10 år yngre og arbejder som skolelærer. Bor i en villalejlighed i Hellerup.
Anja Mortensen tog hul på sine 40’ere med en førstegangsfødsel og et farvel til alle sine forestillinger om, at man da stadig kan det samme, selvom man er blevet mor. Nu sidder hun i parcelhusfælden og nyder det barn, hun ikke havde regnet med at elske meget højere end hunden.
– Jeg har været meget impulsiv, da jeg var yngre. Så hvis jeg havde fået Zander tidligere i livet, var han nok blevet slæbt meget rundt og passet mere. Det netværk, jeg har opbygget gennem årene, er mere stabilt nu. Zander har ikke svingdørsvenner, men nogle, som er der for ham, og jeg er færdig med at have skiftende kærester og føler mig klar til det rolige familieliv. Han har en mere tryg hverdag nu, end han ville have haft, hvis jeg var blevet mor som 25-årig. Jeg har nok været teenager alt for længe. Men jeg har nydt det, og jeg har haft brug for det.
– Da jeg lå på hospitalet efter at have født Zander, var der en masse tanker, der fór gennem mit hoved: Kan jeg gøre det godt nok? Kan jeg hjælpe ham med lektier? Men jeg tror, min livserfaring gør mig i stand til at tackle pressede situationer langt bedre, end jeg havde kunnet tidligere i livet. Jeg er nok blevet en bedre problemknuser og har et større overblik. Hvis der opstår en konflikt, er jeg bedre til at håndtere den nu. Jeg var ikke klar til at blive mor, før jeg ramte de 40. Det var ikke meningen, jeg skulle have barn før – det var det simpelthen ikke. Det var ikke blevet nær så godt.
– Jeg har tænkt på, at når Zander starter i skole, så kommer jeg til at være en af de gamle mødre. På den måde har jeg en forpligtelse til at holde mig opdateret, så jeg ikke er den der håbløst, gammeldags mor, der stadig sidder og fumler med en gammel Nokia-telefon. Zander skal ikke være pinligt berørt over mig. Men man er jo ikke ældre, end man gør sig selv til. Så længe man er en smule ung af sind, betyder alder ikke så meget.
– Jeg plejer at sige, at Zander er en fiks idé, jeg fik. Da jeg havde besluttet, jeg ville være mor, var jeg så fast besluttet på det, at jeg sagde til min mand, Magnus: ”Hvis du ikke vil være far til barnet, så finder jeg en donor.” Men om jeg havde gjort det, det ved jeg ikke. Lige pludselig havde jeg bare ikke kontrol over de der tøjler, der hele tiden havde afholdt mig fra at ville være mor. Det var lidt, som om det biologiske ur begyndte at tikke. Jeg frygtede, at jeg ville fortryde, jeg ikke fik del i den oplevelse. Man ved ikke, om man har valget om to år, når man er i den alder. Det var en længere proces, hvor jeg virkelig skulle ind og mærke efter.
– Da jeg blev gravid, var det slet ikke på tale, at Magnus og jeg skulle bo sammen. Jeg havde brug for min frihed. Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle være den der hippiemor, der havde sin egen lille lejlighed og cyklede rundt med sit barn inde i byen. Jeg gik i virkeligheden nok lidt i panik over, at min tilværelse skulle til at ændre sig så markant. Men sådan gik det ikke, vi endte med at købe hus sammen i 2012 for to år senere at skifte det ud med en villalejlighed i Hellerup. Nu kan jeg godt se, hvor utroligt meget lettere det er at være to om det, og hvor stor en glæde det er for Zander at bo med sin far.
– Jeg havde ikke regnet med, det ville ramme mig så dybt at blive mor. Tænk, at man kan blive så betaget af, at ens egen unge kan lægge en klods oven på en anden klods. Af en eller anden naiv grund troede jeg ikke, jeg ville elske mit barn mere end min hund. Men den altoverskyggende kærlighed, man føler for sit barn, den rammer én som et tog med 100 km/t.
– Det er tidskrævende at være mor. Der er ikke meget tid til at træne, gå i byen og tage med veninderne ud og drikke kaffe. Zander vil ikke sidde stille i fem minutter. Han styrter rundt, når vi er på restaurant. Så er det bare lettere at være derhjemme eller besøge venner i deres private hjem. Det er kommet bag på mig, at alle de mønstre, jeg tidligere har været irriteret over, dem er jeg selv faldet i. Jeg havde regnet med, jeg nok skulle knække den nød: Jeg kunne sagtens være storbymor på farten. Men man bliver ligesom alle andre, når man får børn. Parcelhusmoren, som synes, det er fedt, naboerne også har små børn. Jeg er faldet ned i samme kasse, men det trives jeg egentlig rigtigt fint med.
LÆS OGSÅ: Mette Lisby: Vi kan få et godt liv både med og uden børn
Tina Wilsborg, 49
Tina Wilsborg Sørensen, 49, arbejder i rejsebranchen. Har tidligere boet sammen med to mænd i hhv. fem og syv år. Medlem af kvindeklubben Optimalia, der afholder arrangementer hver måned. Derudover har Tina en fast rejsepartner i veninden Ulla. Bor i en lejlighed på Amager, København.
Dykkerferie på Fiji, middagsaftaler og venindeklubber. Tina Wilsborg Sørensen er 49 år, single og fri til at pleje sine venskaber og interesser. Hun har aldrig ønsket sig børn, men ville da ikke smække døren i, hvis den rigtige mand bankede på. Hun er bare sjældent hjemme til at åbne den.
– Jeg har aldrig haft drømmen om familielivet. Jeg har fra start af i alle mine forhold meldt ud, at jeg ikke ønsker at få børn. Jeg kan ikke se mig selv i mor-rollen. Fordelene ved at være single i 40’erne er den enorme frihed og uafhængighed, jeg har. Jeg kan gøre lige nøjagtig, hvad der passer mig. Der er ingen, jeg skal tage hensyn til eller spørge om noget som helst. Kommer der pludselig et godt rejsetilbud, så tager jeg imod det, hvis jeg har lyst. Jeg skal ikke koordinere med andre end mig selv, og det er fantastisk. Det lyder muligvis egoistisk, men det nyder jeg så at være.
– Når man hører om kvinder i min alder, der slår sig på netdating, kan jeg nogle gange godt tænke: Slap nu af! Holy cow, alt det, de skal igennem. Jeg har selv prøvet det flere gange, da jeg var yngre, og det er vitterligt ikke mig. Det er som en købmandsbutik, hvor man vurderer andre mennesker på deres varedeklaration. Der er så mange krav til, hvordan man skal være og se ud, og det tiltaler mig bare ikke. Det er lidt overfladisk, at man lynhurtigt over en kop kaffe skal vurdere, om vedkommende over for en dur eller ikke dur. Det er lidt sørgeligt, at nogle kvinder er så desperate. Der er andet end mænd i livet, så get a life! Jeg kan remse masser af sjove ting op, man kan lave uden en mand.
– En kæreste er ikke én, jeg behøver bo sammen med. Det kan godt være, det er naivt, men jeg tror ikke, det bliver lige så hurtigt dagligdag, når man ikke bor sammen. Der kan hurtigt opstå konflikter omkring de praktiske ting: Hvem skal støvsuge, handle ind og vaske op? Jeg gider ikke rende rundt og samle underhylerne op efter en mand. Dem kan han tage med hjem, når han forlader min lejlighed. Jeg har nok lidt mere brug for plads, fordi jeg har boet alene i mange år, derfor kan jeg godt blive lidt klaustrofobisk ved tanken om at bo med en mand. Men never say never, måske dukker den rette pludselig op.
– Når jeg skal til stor fest, hvor jeg ikke kender ret mange mennesker, ville det være rart at komme med én under armen. Og så mangler jeg da nogle gange den der kærlighed, nærværet og tosomheden, men jeg har lært at leve uden. Til gengæld har jeg gode venskaber, jeg bruger til alt – både når jeg er ked af det og glad.
– Det var hårdest for mig at være single i slutningen af 30’erne. Det var måske nok, fordi jeg blev single igen dér. Der skulle jeg ligesom finde mig selv og finde ud af at leve alene igen, og det tog lidt tid at etablere mit singleliv igen. På det tidspunkt havde jeg nok flere vennepar end singleveninder, så der skulle jeg også pludselig forholde mig til at rejse alene. Det var grænseoverskridende. På den måde er jeg ret afhængig af, at jeg har nogle singleveninder, der vil rejse med mig.
– Hvert år er jeg i Tyrkiet med fire gode veninder. Samme sted hvert år. Der giver vi den gas og bliver totalt teenagere igen. Det starter allerede i lufthavnen, hvor vi udstyres med T-shirts i pangfarver, hvor ordene ”Girls on tour” er påtrykt. Det er så plat, men det er så sjovt. Vi drikker mojitos på terrassen og griner en hel uge i træk. Når vi kommer frem, chartrer vi en båd med en skipper, der kender os fra tidligere år, og så sejler vi rundt og giver den maks. gas med mad, øl og jeg ved ikke hvor mange liter vodka. Vi er så sindssyge, og det er så skægt. Engang var vi klædt ud som Hawaii-piger med bastskørt, kæmpe solbriller og badehætter. Hver gang vi kommer ned i byen, siger de lokale: ”Åh nej, Girls on tour are back in town!”
– Hvis jeg skal være ærlig, kan jeg godt indimellem tænke, at det kan være en smule skræmmende at skulle gå alderdommen i møde alene. Det er minusset ved at have fravalgt børn, for hvem kommer og besøger mig på plejehjemmet, hvis jeg ender dér en dag? Gad vide, om der overhovedet kommer nogen? Det er en tanke, der dukker op en gang imellem, hvis jeg sidder og bliver lidt sentimental. Men forhåbentlig har jeg stadig mine veninder til den tid.
LÆS OGSÅ: Mette blev gravid 14 dage efter sønnens begravelse