Derfor faldt politikeren for operasangeren

Opera og politik. Umiddelbart lyder det som to lidt uforenelige størrelser, men når man sidder overfor operasangerinden Susanne Elmark og politikeren Anders Samuelsen, smelter de to universer på forunderlig vis sammen i kærlige blikke og historien om, at forskellighed sagtens kan være et plus. Susanne og Anders, som begge har lange ægteskaber bag sig, har dannet par siden februar 2012, blot et par måneder efter, de mødte hinanden første gang på et slot.

Anders: – I december 2011 samlede jeg min folketingsgruppe med ægtefæller på Egelund Slot. Jeg havde i noget tid tænkt over, hvad jeg skulle underholde dem med lørdag aften efter arbejdet og maden, men først på selve dagen kom jeg i tanke om, at jeg engang havde hørt operasanger Peter Lodahl synge, og jeg fandt frem til hans nummer og spurgte ham, om han kunne komme om aftenen. Det kunne han godt, og han foreslog at tage en pianist og en sopran med, for så blev det altid lidt sjovere, sagde han. Og det blev det også! De ankom til slottet og gav den gas i omkring 40 minutter, og så var jeg solgt. Ikke til Peter, men til Susanne.

Kærlighed ved første blik?

Anders: – Ja, det tror jeg.

Susanne: – Ved første tone måske...

Anders: – Jeg skrev til Peter bagefter, om det ikke var muligt, at jeg kunne få telefonnummeret på pianisten og sopranen, så jeg kunne takke dem personligt for oplevelsen. Det blev en pæn tak til pianisten, og så skrev jeg til Susanne, at det havde været fantastisk, og jeg havde ikke troet, at man kunne blive forelsket på en halv time.

Skrev du virkelig det?

Susanne: – Nej, han skrev ”på 20 minutter”! 

Gensidig tiltrækning
Susanne Elmark er en af Danmarks mest travle sopraner med en velkørende international karriere i bl.a. Tyskland, Østrig og Frankrig. Anders Samuelsen har siden 2009 været formand for Liberal Alliance. Og som de fleste andre danskere kendte Susanne Anders fra fjernsynet. 

Susanne: – Jeg kan tydeligt huske, da jeg så Anders første gang på tv. Det var i 2004, jeg var i Sønderborg og lave koncert, og så tonede han frem på skærmen, mens jeg lå på gulvet på hotelværelset og lavede gymnastik. Jeg rejste mig op, gik tættere på skærmen og kiggede på ham. Jeg var på en eller anden måde helt draget af ham. Det er virkelig underligt, og fra da af kunne jeg huske hans navn, selvom jeg ellers er virkelig dårlig til navne. Jeg vidste bare, hvem Anders Samuelsen var. Jeg kan huske, at der i udsendelsen blev nævnt noget med, at han skulle hjem til sin kone og to børn, og jeg tænkte: Æv! Og samtidig tænkte jeg: Hold dog op, du er jo selv gift og har børn. Hvad sker der lige her? 

Anders: – Der er i øvrigt et parallelt forløb, for jeg googlede Susanne efter koncerten på Egelund, og i den første artikel, jeg fandt, stod der, at hun var gift og havde tre børn. Og jeg tænkte: Damn! Men i den næste artikel stod der: ”Susanne Elmark fraskilt.”

Bor hver for sig
På trods af Anders meget ligefremme sms, gik der halvanden måned, hvor forholdet var rent platonisk, men da Susanne inviterede Anders med til Norge, hvor hun skulle synge, blev de for alvor kærester. Parret bor dog stadig hver for sig, for Anders har sin yngste søn i Horsens, hvor han også sidder i byrådet, og Susanne bor med sine yngste børn på Frederiksberg. Vi sidder i køkken-alrummet i hendes skønne toetagers lejlighed, hvor et stort flygel fylder hele det ene hjørne, og hvor der fra vinduerne og den store altan er udsigt ud over det meste af Frederiksberg og København. Anders kommer her så tit, han kan, og så sent som aftenen før, har de igen siddet med deres meget travle kalendere for at finde ”huller” til at kunne være sammen og samtidig give hinanden plads.

Susanne: – Vi er vel en alfahan og en alfahun, der har fundet sammen, men jeg tror, det er en fordel, at vi begge har lange forhold bag os, så vi er vant til at indgå kompromiser.

Anders: – Jeg har flere gange sagt til Susanne, at hun aldrig kommer til at høre brok fra mig over, at hun skal stå på en scene et eller andet sted i verden i en længere periode, eller at hun pludselig skal tage af sted med kort varsel. Det er jo præcis den samme frihed, jeg selv har behov for. Vi har begge en forståelse for, hvad det fylder i vores liv, og ingen af os har et otte til fire job. Når det er sagt, skal man selvfølgelig sørge for at tage de behørige hensyn, så man også når at få set hinanden. Susanne forsøger at lære mig at planlægge i lidt god tid, men…

Susanne: – En af mine allerkæreste venner, en norsk skuespiller, sanger og psykolog, formulerede det vældig fint forleden, da jeg var oppe og lave koncert med ham. Vi snakkede om vores liv og om, hvor svært det kan være at få det hele til at hænge sammen, og så sagde han: I skal huske på, at det ikke er jer, der er komplicerede, det er jeres liv, og DET kan I gøre noget ved! Det, synes jeg, var meget fint og positivt sagt. Vi er to fuldtidsarbejdende mennesker, der er bud efter, men det er også vigtigt, at vi finder ud af det på hjemmefronten. Og så er vi også bare en mand og en kvinde, og jeg tror, der er noget om, at mænd er mest beskæftiget med ”i morgen”, mens kvinder generelt gerne vil have hele resten af årtiet på plads. Et godt eksempel – og Anders ved slet ikke det her endnu: Anders fylder 50 den 1. august 2017, og jeg fylder 50 den 20. marts 2018. Og jeg HAR været inde og regne ud, at hvis man skulle holde en fælles 100 års fødselsdag lige midt imellem, så er det den 24. november 2017, det er en fredag, og jeg har taget højde for skudår, ha, ha.

Anders slår også en høj latter op, for nej, den beregning havde han ikke liiige selv lavet endnu.

LÆS OGSÅ: Lærke Winther: For tidligt at undvære passion

Omgivet af interessante mennesker
Susanne: – Og det er måske i virkeligheden vores største udfordring. At jeg hiver lidt i Anders og siger: Kan vi få styr på sommeren? Og Anders siger: Sommeren…?

Anders: – Jeg ved, at Susanne har et seks ugers engagement i udlandet fra den 12. august i år, så der kan jeg i hvert fald gøre, hvad jeg vil!  

Susanne: – Vi har været kærester i over et år nu, og vi har virkelig forsøgt at følge hinanden så meget som muligt. Anders har bl.a. været med mig i Wien og Strasbourg, og jeg har bl.a. været med ham i Zürich, til landsmøde og til folkemøde på Bornholm. Men når vi er af sted på den måde, er der jo altid en af os, der er på arbejde med den lille spænding, det giver. Og derfor efterlyser jeg også at finde hele dage, finde lidt tid i kalenderen, hvor vi bare har fri og kan komme ned i gear. Vi bruger begge batterierne fuldt ud, og synes, at det er sjovt, men det er også opslidende, og derfor skal stikket lige i opladeren indimellem.

Anders: – Vi skal også huske på, at vi er meget privilegerede. Vi omgås super interessante mennesker hele tiden. Jeg kom ind i Folketinget for Radikale Venstre ved et tilfælde i 1998 med 172 personlige stemmer i ryggen, og nu sidder jeg som partileder og har en fantastisk kæreste, som fører mig ind i yderligere en verden af interessante mennesker. Der går jo ikke en dag, hvor vi ikke møder folk, som på den ene eller anden måde sætter et aftryk i Danmark eller udlandet. Og hvis man så er så heldig, at man er gensidigt interesserede i hinandens verdener, og de mennesker, som er der, så får man nogle fælles oplevelser, som er rigtig givende. Vi var til et foredrag med en amerikansk forsker forleden dag, og det var fedt, at jeg ikke sad og hørte på det alene, men at vi kunne snakke om det bagefter. Det var spændende at høre Susannes vinkel på det, for hun oplever noget helt andet end mig.

Susanne: – Jeg kan tilslutte mig, at det er en stor berigelse af tilværelsen, at der er en helt ny verden, der har åbnet sig. En verden, som ligesom min egen, er fuld af engagerede mennesker. Selvom vi laver meget forskellige ting, er der også fællestræk. Begge vores verdener er som isbjerge. Der er en lille del, man kan se ”over vandet”, og så indeholder både den politiske verden og operaverdenen ni gange så meget ”under vandet”, som folk ikke ved noget om. Hele forberedelsen, uddannelse, alt det man kæmper med i hverdagen, alle de timer, man lægger i det. Det resulterer i nogle mennesker i begge fag, der er sjove, udadvendte og interessante. Og så vil jeg altså også lige sige, at det har været en stor berigelse for mig at komme ind i Anders’ familie. Jeg elsker hans familie meget højt. 

Hver deres drive
Meget apropos familie, ringer det på døren midt under interviewet. Det er Anders’ søn Mikkel, der kommer forbi. Han sætter sig ved spisebordet og lytter lidt på den videre snak om, hvad det er, der driver Anders og Susanne.

Anders: – For mit vedkommende er det meget enkelt. Det er at sørge for, at Mikkel har et fornuftigt land at vokse op i. Hvis vi en dag får de afgørende mandater, vil jeg ikke gå til Mikkel at sige, hør her, jeg var væk 14 år af din barndom, men nu har jeg fået penge til Fregatten Jylland eller noget andet mere ligegyldigt. Nej, jeg vil sørge for, at pengene bliver brugt, så Mikkel og hans kæreste kan bo her i landet og begge finde et arbejde, så de kan leve det liv, de har lyst til. Og det kræver nogle politiske ændringer, som jeg ser det. Det er det, der er drivkraften, når man skærer ind til benet. Der skal føres en politik, hvor man skaber nogle arbejdspladser og dermed skatteindtægter.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: Man skal ville noget med kærligheden

Susanne: – Nu blev jeg helt tavs, for det er jo vældig dedikeret. For mit eget vedkommende hænger hele min identitet sammen med min stemme. Når jeg bliver syg, og det går ud over stemmen i en periode, har jeg ingen identitet, og så kommer der sådan en grundangst ind. Åh, bliver jeg rask igen? Jeg er jo freelancer, og hvis jeg er syg, tjener jeg ingen penge. Som sanger bærer man sit instrument rundt med sig hele tiden. Jeg elsker at synge, men det er lidt tilfældigt, at det er blevet sådan. Jeg gik ikke som tiårig rundt med en stor drøm eller stålsat bevidsthed om, at jeg skulle stå på Staatsopera i München om 15 år. Ikke desto mindre kom jeg til det. Til min egen store overraskelse. Mine mål har altid flyttet sig meget småt hen ad vejen. Da jeg startede på konservatoriet, tænkte jeg, at hvis jeg kunne komme i Radiokoret, var det rigeligt. Men pludselig var der mulighed for at synge som solist, og pludselig var der en mulighed for at synge i udlandet.

Anders: – ”Pludselig” – ja, men på baggrund af en masse hårdt arbejde.

Susanne: – Ja, det er rigtigt. Så min drivkraft nu er en eller anden taknemmelighed over, at det overhovedet er muligt at leve af at synge, og at det er dejligt at gøre folk glade med det, jeg laver. At jeg kan leve af min hobby og bevæge publikum. Det er fantastisk, men der er også en bagside. Som politiker kan man være hårdtarbejdende og velfungerende i 20 år, og så kan der opstå en eller anden lille sag, og så PUF…, så er det hele væk. På samme måde som sanger, hvis de høje F’er ikke er der, så er man slagtet. Så det er lige så taknemmeligt, som det er utaknemmeligt. Folk ser kun den glamourøse del, men de hører ikke om angsten og risikoen for at blive syg, melde fra eller fejle. 

Anders: – Eller angsten for, at man bliver til grin. Hånet.

Er du bange for at blive til grin?

Anders: – Nu har jeg lagt det bag mig, men vi havde tre år, hvor partiet virkelig var til grin. Hvor ingen troede på noget som helst, så nu er der ikke noget, der kan ryste mig på den måde længere. Jeg har bevist det, jeg skal bevise. Jeg er ikke i det her for sjov eller for en ministerbil. Jeg er langt forbi det punkt. Der skal betales tilbage til Mikkel og Emil, når vi en dag får de afgørende mandater.

Man skal knokle for det
Hvilke værdier forsøger I at give videre til jeres børn?

Susanne: – Det er meget enkelt for mit vedkommende. Jeg er allermest optaget af, at de skal blive glade på alle måder, sunde og velfungerende mennesker, som kan klare sig. Og så er det vigtigt for mig at give det videre, som jeg selv står for. Jeg ser det som en forpligtelse at introducere dem for musik.

Anders: – Både Mikkel og Emil er meget interesserede i politik, men jeg tror ikke, at nogen af dem bliver politikere. Det gider de sgu ikke! Men det er vigtigt for mig, at jeg giver engagementet videre, og at de har set, at man ikke kommer sovende til tingene. Man skal knokle for det. Man stiller sig ikke bare op på en scene og synger den rene tone.

Susanne: – Og så er vi tilbage ved isbjerget…

Mikkel bryder ind.

Mikkel: – Min far har ikke været så meget hjemme i vores barndom, og vi har måske ikke haft lige så mange fodboldture og fisketure, som de andre børn havde, men til gengæld har jeg lært, at hvis man vil noget i sit liv, så skal man være klar til at smide næsten alt, hvad man har i hænderne, for at opnå det. Og så kan man blive tilgivet senere!

De griner alle tre højt.

Har du tilgivet din far?

Mikkel: – Ja.

Susanne: – Forleden var jeg med til at arrangere, at jeg og nogle andre sangere overraskede vores allesammens stemme-halslæge Svend Prytz, som havde 25 års jubilæum som overlæge på Bispebjerg hospital. Vi ville synge for ham og takke ham for, hvordan han altid har været der for os på alle tidspunkter af døgnet, når der har været problemer med vores stemmer. På et tidspunkt under receptionen tog en smuk ung kvinde ordet og sagde: ”Ja, jeg er Svend Prytz datter, og nu har vi hørt om alle dem, min far HAVDE tid til og HAR været noget for…” Vi holdt alle vejret og tænkte, puha, nu kommer den ”røde tale”. Men hun fortsatte, præcis som Mikkel lige gjorde: ”Det VAR svært at forstå, da vi var børn, at du aldrig var hjemme, men efterhånden som jeg er blevet voksen, kan jeg se, at det jo ikke kunne have været anderledes. Det er dit liv, det var det, du måtte gøre. Og derfor kan jeg stå her og sige, at du ikke kun har været en fantastisk læge, du har også været en fantastisk far”! Og så tudede vi alle sammen. Det var stort. Det er jo det, vi alle håber at nå frem til med vores børn, og derfor er det dejligt at høre Mikkel sige det allerede nu. Jeg har også selv været mere væk end så mange andre, og min datter har på et tidspunkt sagt til mig: ”Mor, jeg savnede dig altid, da jeg var barn”. Årh, det gjorde ondt! Men ikke desto mindre er hun blevet en fantastisk kvinde, stærk, dygtig, og jeg er så stolt af hende. Ikke bare over, hvad hun kan, men også over, hvad hun er som menneske. Hun bor selv i New York i dag og går på Juillard School of Music, hvor hun spiller violin, og det tager jeg som bevis på, at hun tænker: Okay, jeg kan godt se, at hvis man vil noget, så må man gå efter det.

LÆS OGSÅ: "Det er uhyre svært at kombinere følelser og moral"