Charlotte Fich: “Kærlighed er ikke noget, der bare er. Det er noget, man skal dyrke”

Det danske sommervejr viser sig fra sin vanlige side. En høj, slank skikkelse i sort regnjakke og med opslået paraply spankulerer af sted langs Christianshavns Kanal. Hun nynner en lys og let melodi, som ikke just klinger med den kraftige skylle, som himlen udsætter folk for her til formiddag. Kvinden under paraplyen er skuespiller og musiker Charlotte Fich. De fleste kender hende nok bedst for sit skuespil, men for nogle år siden gjorde hun alvor af en mangeårig drøm – at gøre noget ved musikken. 9. september er hun aktuel med sin første plade, der byder på otte sange, alle skrevet af Charlotte selv, som hun turnerer rundt i hele landet med i september og oktober i sin selvkomponerede teaterkoncert "Svæv".

– I teaterkoncerten tager jeg udgangspunkt i det at have drømme og lidenskab. Drømme er en slags motor i vores liv – og så er lidenskaben den benzin, som får hele maskinen til at køre. Lidenskab og drømme er svære størrelser. De er diffuse og uhåndgribelige. Men jeg sætter spørgsmålstegn ved, om vi mon kan gøre dem håndgribelige? Jeg tager udgangspunkt i det, der udspiller sig, når man forelsker sig og ser ind i hinandens øjne. Dér opstår en drøm, en drøm om, at det her varer for evigt. Men hvad så, når man ti år senere sidder over morgenbordet, man kigger på hinanden, og krummen i mundvigen begynder at irritere en. Man tænker bare fuck... Hvad var det egentlig, der var så skønt ved ham? Er det ham, der forandrer sig, eller er det noget, der kommer fra én selv?

Under teaterkoncerten lader Charlotte sine tanker vandre, og hun trækker blandt andet på egne erfaringer. Det hun har oplevet i sit eget liv – ikke mindst i sit 32 år lange forhold til sin mand, filminstruktør Per Fly. Og så tager hun også fat på tematikken om de høje skilsmisserater her i landet.

LÆS OGSÅ: Anders Matthesen: Showman med defekte fødder

Lidenskaben kommer og går
På spørgsmålet om hvad lidenskab er, og hvordan man bevarer den, svarer hun først efter en kort tænkepause.

– Lidenskaben hiver i os – det, tror jeg, er vigtigt at gøre sig bevidst om. Lidenskaben kan gå i mange retninger. Den kan være alt fra biler til at binde fiskesnører, men den er også en livsgnist, som man godt kan miste.

Charlotte har da også mistet lidenskaben i sit parforhold. Flere gange.

– Kærlighed er ikke noget, der bare er. Det er noget, man skal dyrke og give plads, og man mister den også sommetider. Mister man sin lidenskab, er en erkendelse heraf enormt vigtig. For hvis man tror, lidenskab er noget, der enten er eller ikke er, så mister man troen på den, lige så snart den ikke er der. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil være sammen med min mand altid, så der skal også være plads til, at lidenskaben ikke altid er der. Det er selvfølgelig ikke spor fedt, når den ikke er der, men det skræmmer mig ikke. Det er ikke sådan, at jeg tænker "gud, nu sluttede det". Lidenskaben ophører ikke, fordi man i perioder mister den. Jeg har oplevet, at man kan finde den igen og igen og igen. Jeg kan blive ved med at blive nyforelsket, men jeg skal også investere mig selv i det. Det er ikke noget, jeg får fra ham. Det er noget, jeg får fra mig selv.

Charlotte læner sig tilbage i den bourgognerøde sofa, hun sidder i. Flader lidt ud og spreder armene.

– Jeg tror, det er noget med at give sig hen – give lidenskaben plads. Altså give sig selv plads. Det handler jo først og fremmest om at nyde sig selv, før man kan nyde andre. Nyder man ikke sig selv, har man ikke meget at give af. Så er man bange, og så skjuler man sig. Det handler i høj grad om selvværd.

Åbenhed og ærlighed lægger grundstenen til lidenskaben, fortæller Charlotte.

– Det er vigtigt, at man også får talt om det, der kan være sårbart, selvom det ikke altid er let at få sagt, for så tvinger man sig selv til at finde ud af, hvad det er, der kan fremkalde den følelse. Sådanne snakke er svære, og egentlig er det jo meget lettere at opstille et fjendebillede, siger hun og pointerer, at det nogle gange også bare kan handle om, at den anden part i forholdet aldrig tømmer skraldespanden.

Åbenhed og mangel på samme er netop et af de centrale emner i Charlottes teaterkoncert. Gennem sine sange og det mellemliggende skuespil kigger hun parforholdets genvordigheder i kortene: Når man diskuterer og bliver irritabel i stedet for at fortælle direkte, hvad det er, man gerne vil have. Sådanne diskussioner oplevede Charlotte selv – specielt i de år, hvor hun og manden fik børn, og tiden til sig selv blev knap.

– I de år hvor man får børn, der slås man virkelig om tiden. Det er vigtigt, man deler den mellem sig, så ikke man æder hinandens tid og tager patent på den. Man skal aftale, hvem der gør hvad, så den ene ikke kommer til at stå for meget mere end den anden.

Charlottes mand arbejder ligesom hun i den kreative branche. En branche, der rummer skæve arbejdstider, og i en periode, mens deres børn stadig var små, syntes hun, det kammede over.

– Når jeg ikke lige havde nogle aftaler, var han hurtig til at lave planer og sige "jamen, der kan jeg ikke passe børnene". så blev det hurtigt sådan noget med "jamen okay, så gør jeg det." Jeg kom til at tage over, hvor han ikke lige kunne. Det var en frygtelig skæv-vridning. Og når man har fået for meget ansvar, så bliver man stresset, og så bliver man skide sur. Det fik jeg da også vide, at jeg var.
I bar galskab satte Charlotte sig ned og skrev side op og side ned med alle de ting, hun syntes, hun tog ansvaret for. Fire A4-sider blev det til.

– Vaccinationsprogram til børnene, sørge for at de kom til tandlæge, rensning af filter i vaskemaskinen, rene viskestykker ved knagerne i køkkenet, rent sengetøj, skifte dæk på bilen osv. Listen blev hurtigt lang. Jeg gav den til min mand og sagde: "Det er alle de ting, jeg synes, jeg gør." Vi gennemgik listen og var ikke helt enige om, hvor fint det skulle være – hvor meget sutsko de unger egentlig skulle have på. Men de forskellige ansvarsområder blev delt mellem os. Alligevel kan jeg huske...

Charlottes store smil breder sig, og hendes halvrustne grin sluger den sætning, hun lige er begyndt på. Hun tager sig til panden og får igen munden på gled.

LÆS OGSÅ: Jesper Høvring: Manden, der vil gøre kvinder smukke

Hvor bliver babysitteren af?
– Et stykke tid efter vi havde kigget på listen sammen og fordelt de forskellige ansvarsområder, skulle vi ud en aften. Min mand spørger mig: "Hvornår kommer babysitteren?" Og jeg svarede: "Det stod jo som et punkt, du havde ansvar for, så det ved jeg ikke." Og han kiggede måbende og sagde: "Jamen, har du ikke sørget for babysitter?" "Næ...", sagde jeg. Den aften kom der ingen babysitter, og vi kom ikke ud.

– I den periode, hvor det blev nødvendigt for mig at opstille listen, følte jeg mig faktisk sat i andenrang – ansvaret blev tørret af på mig. Men jeg havde jo ikke valgt, at min mand skulle bruge tiden, som han ville. Det var ikke noget, vi havde aftalt.

Charlotte og hendes mand kom dog frem til en løsning.

– Jeg ved godt, at min mands historie er en helt anden, og det anerkender jeg 100 procent. Han har en helt anden opfattelse af det her, og på det punkt bliver vi aldrig enige, men det behøver vi heller ikke. Vi fik tingene løst ved at sige: "Fair nok, så deler vi tiden mellem os". Hver anden uge havde jeg ansvaret for at hente og bringe børn, sørge for, at der var mad i køleskabet, og hver anden uge var det hans ansvar. På den måde deler man tiden imellem sig – den enes tid er ikke vigtigere end den andens.

Undervejs i sit parforhold har Charlotte erfaret, at hun og hendes mand ikke nødvendigvis behøver være enige om, hvor problemerne ligger. De behøver sådan set heller ikke være enige om, hvordan problemer løses bedst, men de skal finde ud af at få dem løst. Vores snak om ansvar leder videre til spørgsmålet om, hvorvidt overansvarlighed kan hænge sammen med manglende tillid til den anden. Charlotte stryger hænderne igennem det halvkorte hår og siger så:

– Det er et stort pres at have børn – alle vil jo gøre det godt. Og her vil jeg sige til kvinder, at der er en masse forskellige måder at gøre det på. Hvis du alene sætter dig på, hvordan ting skal være og fungere, så får du fandeme travlt. Det er supergodt, at der er en anden, der siger til dig, at det ikke behøver at være på den måde. Har man delt ansvaret, og din mand for eksempel står for fødselsdagsinvitationer, så må du leve med, at tingene bliver gjort på en anden måde. Invitationerne ser måske ikke lige sådan ud, som du havde tænkt, måske bliver den sendt to dage før selve dagen, måske er det på sms. At slippe ansvaret helt, tror jeg, er svært for mange kvinder.

Ligesom det kan være svært at fralægge sig ansvaret helt, kan det for mange også være svært at få sagt direkte, hvad det egentlig er, de gerne vil have, siger Charlotte. Det var også noget, hun selv skulle lære.

– Tidligere var det virkelig svært for mig at fortælle direkte, hvad det var, jeg gerne ville have. På en måde var det bare meget lettere at lægge sig i slipstrømmen. Men jeg er blevet tvunget til det af min mand, der gang på gang har spurgt: "Men hvad er det, du gerne vil have?"

– Hvis du spørger en kvinde, hvad hun godt kunne tænke sig, så er der rigtig mange, der har svært ved at sige det – i hvert fald i min generation. Det er som om, at en idé skal favne alle i familien. Og vi insisterer ved at sige: "Forstår du, hvad jeg mener." Hvad skal man egentlig svare der? "Jeg forstår godt, hvad du mener, men jeg er fandeme ikke enig." I stedet må man bare anerkende, at der er mange måder at gøre ting på. Mænd er meget bedre til at gå deres egen vej. Hvis du går ind i et rum fyldt med mænd og siger: "Jeg har et kamera, og der er én, der skal tage et par billeder", så ville de fleste straks melde sig på banen. Hvis du går ind i en kvindegruppe og spørger, hvem der vil tage et billede, lyder det: "Det gør du, Louise", "neeej, det kan du da gøre Sanne", "hvad skal vi tage billeder af?" Altså, der går rigtig hurtigt plenum i den.

Det lettere tilbagestrøgne hår er efterhånden endt i en halvhøj hanekam. Charlotte tager sig til munden, tænker lidt, og siger så:

– Det er jo en styrke at sige, hvad man gerne vil have – at stå ved sig selv, tage sig selv alvorligt, og tage ansvar for sine behov. Sådan lærer du dig selv at kende. Det er især noget, jeg kommer ind på i min teaterkoncert. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det tidligere var så svært for mig. Men man kan jo ikke nå det hele selv. Hvis tæpperne skal ligge på en særlig måde, og de der sofahynder i haven placeres lidt skråt for armlænet, så får man altså eddertravlt. Man er nødt til at lære at anerkende, at ting bliver gjort på en anden måde, når man ikke selv står for det. Det bliver jo ikke mindre hyggeligt, bare fordi stearinlysene står på en anderledes måde, end du selv havde tænkt.

LÆS OGSÅ: Jette Frölich: “Det at være kreativ - det er pokkerdansemig også et arbejde!”

Drømme og tvivl
Motivationen bag den kommende teaterkoncert er at give publikum noget, de kan identificere sig med. Noget, de kan bruge, fortæller Charlotte.

– De emner, jeg kredser om, er nogle, alle kender til. Sårbarhed er bare noget, der sjældent italesættes. Det er jo ikke ligefrem det, man poster på Facebook – og det forstår jeg godt. Men det er nu vigtigt at have en sårbarhed at spejle sig i og anerkende, at vi alle har vores tvivl. Vores tvivl på om vi er gode nok, vores tvivl på om vi overhovedet kan holde fast i vores drømme. Vores tvivl på hvordan vi skal leve livet.

Havde hun ikke turdet tage sin drøm alvorligt om at genoptage arbejdet med musikken, havde hun for eksempel ikke stået over for nu at skulle udgive et album og tage på turné.

– Det er også derfor, min teaterkoncert handler om drømme – fordi jeg selv har haft en drøm, og nu gør jeg det.

At nå dertil med musikken, hvor hun er i dag, har i høj grad handlet om, at børnene er blevet ældre, og der derfor er blevet mere tid til hende selv. Desuden har det handlet om at tage små skridt ad gangen og få konkretiseret drømmene. Da Charlotte begyndte at pusle med ideen om at skrive sine egne sange, surfede hun lidt rundt på nettet efter et sangskriverkursus, fandt et, og tog på det.

– Der er mange måder at gøre tingene på. Man skal tage nogle chancer, selvom man ikke ved, hvordan det ender. Jeg tror, man er allerbedst der, hvor man kan mærke, at der er en god energi. Jeg vil gerne give folk lyst til at tage sig selv alvorligt – anerkende, at der aldrig er noget, som er for sent. Det handler om at prioritere og tage små skridt – ikke de her kvantespring, der kan virke helt uoverskuelige.

Charlotte er underholdende selskab, og denne formiddag kaster hun om sig med selvironiske kommentarer og fremfører kaoskomiske dialoger i små kammerspil. I den kommende teaterkoncert er det den samme uformelle og sjove tone, man vil kunne opleve, fortæller hun. For hun kan ikke lade være – det der med bare at gå direkte fra én sang til en anden kan gøre hende en anelse befippet. Derfor har hun skrevet manuskript og forenet musikken med skuespillet. Hun kommer til at møde sit publikum i øjenhøjde og tale om drømme og lidenskab med udgangspunkt i scener fra de genkendelige hverdagssituationer i parforholdet.

– Det er jo i virkeligheden den der hårfine balance mellem at være enormt generøs og give hinanden plads og så samtidig have integritet. Den balance – det er den, der er hele parforholdet. Det er den knivsæg, man skal kunne balancere på for at være bæredygtig, siger Charlotte og uddyber:
– For at være langtidsholdbar. 

LÆS OGSÅ: “Jeg blev landskendt og smed hele mit liv på gulvet samtidig”

LÆS OGSÅ: Kristian Leth: “Jeg har brugt mange år på ikke nogensinde at benytte mig af min fars navn”

LÆS OGSÅ: Powerparret Christian Stadil og Alice Brunsø: ”Man kan undgå meget terapi, hvis sexlivet fungerer”