Emma Holten: “Der er masser af feminister, der synes, jeg er en klovn”

Elastikken om den klassiske Moleskine-kalender i hardcover bliver løsnet. Engang har kalenderomslaget nok været helt gult. Nu har det flere gråbrune nuancer og nussede kanter på papiret.

– Mandag skrev jeg en blog. Tirsdag var jeg i Middelfart og tale for Sexekspressen, onsdag var jeg i Aarhus og holde foredrag, torsdag i Humlebæk på Krogerup Højskole. Fredag har jeg fri, så der laver jeg interviews – i dag har jeg tre, fortæller 25-årige Emma Holten en anelse forpustet.

De sidste tre år er hun flyttet fire gange. Ligesom mange andre studerende, der bor i en storby, rykker hun bopæl i tide og utide. Og ligesom de fleste andre litteraturstuderende sidder hun også inde på det kryptiske KU-net og prøver at finde ud af, hvornår en eksamensopgave skal afleveres.

– Jeg ved jo ikke rigtigt, hvad for et liv folk tror, jeg lever, men det er ikke synderligt glamourøst. Jeg kan meget godt lide at være 25 og studere, alt det andet føles egentlig lidt som en bonus.

Kalenderen har været mere eller mindre fyldt det sidste halvandet års tid. Tilbage i 2014 stod Emma nemlig frem som hævnpornooffer.

– Jeg har fortalt den historie så mange gange nu, at jeg næsten er kommet i tvivl om, hvad der rent faktisk skete. Det, jeg i hvert fald er sikker på, er, at nøgenbilleder af mig blev hacket fra min computer og lagt på nettet uden mit samtykke i 2011. Tre år efter fortalte jeg fotograf Cecilie Bødker, hvad der var sket, og hvilke konsekvenser det havde haft for mig. Lidt tøvende sagde jeg til hende, at jeg havde tænkt på, om man ikke kunne tage nogle nye billeder af mig og lægge dem på nettet som et modsvar. Og så gjorde vi det bare. Men jeg anede ikke, at det ville blive til det, det gjorde.

I september 2014 lagde Emma og Cecilie Bødker de nye billeder op på det onlinemagasin, "Friktion", hvor Emma er redaktør. Projektet kaldte de "Samtykke" og havde egentlig regnet med, at det nok bare var en håndfuld feminister, der ville læse indlægget og se billederne.

LÆS OGSÅ: Katrine Marie Guldager: “Jeg synes, at kernefamilien og ægteskabet har rigtig meget godt at byde på”

Når det private bliver politisk
I marts i år var Emma i New York for at deltage i en paneldebat i FN. Hun har siddet ved menneskerettighedskonferencer i Stockholm, lavet en video til den engelske avis The Guardian, talt på festivaler, holdt foredrag på gymnasier og højskoler og talt med chefen for Google om hævnporno.

Emma sætter begge hæle på yderkanten af stolesædet og vikler armene om de bare ben med de hvide dun. På neglene har hun en velholdt postkasserød lak, der matcher den pomade, man kun svagt ænser på hendes underlæbe. Vans-skoene er snøret stramt, og den ikoniske knold er som altid løs og tilfældigt sat. Hun fortaber sig lidt i den forbipasserende trafik og klukgriner lidt for sig selv.

– Det er et meget stort mysterium for mig, hvad der foregår omkring mig lige nu. Jeg har noget vigtigt at sige, ellers ville jeg ­ikke lave alle de her ting. Men det har da også en pris at lade det private være politisk. Det er svært, men det har været nødvendigt for mig. Samtykkeprojektet havde ikke været det samme, hvis ikke jeg havde sat mig selv så meget on the line, for folk elsker den personlige historie, og det er det, der gør ting relatable, men...

Emma stopper talestrømmen for at tænke.

– Det har den konsekvens, at det får folk til at tro, at de har ret til at politisere alt ved dit private liv. Det er også derfor, jeg helst ikke laver interviews hjemme hos mig selv. Jeg er nødt til at sætte en ret hård grænse. Der er mange mennesker, der på en underlig måde ved meget om mig.

Veninderne har da også flere gange læst ting i interviews, som Emma aldrig havde fortalt dem. Hun har fortalt om, ­hvordan det at være offer for hævnporno gjorde hende ensom og ulykkelig. Og hun har fortalt om, hvordan hun førhen tvivlede på, om hun nogensinde ville komme til at leve et liv uden konstant at tænke på det overgreb, hun har været udsat for.

– Det er mine rigtige følelser, jeg fortæller om, men det er også følelser, jeg fortæller om, fordi de tjener et politisk formål.

Emma virker skråsikker. Hun går ind i debatter med gåpåmod, velfunderede argumenter og tvivler sjældent. Hun smiler og griner – det gør hun mange gange under interviewet, både ved de sjove emner, men også de lidt mere alvorlige. Nogle gange er det bare vigtigt at kunne sænke paraderne, mener hun.

– Når jeg taler om at være i tvivl eller at skamme sig over at have været udsat for et overgreb, tror jeg, det viser mig fra et sårbart sted. For det er okay, at man ikke altid synes, man kan, når det hele er tungt og hårdt. Og det, tror jeg, mange mennesker har brug for at høre. Også fra en person som mig, der nogle gange viser mig fra min stærke side, og som kan uddele nogle verbale tæsk.

Ikke altid den stærke kvinde
Her til formiddag er stemmestyrken ikke øget, og trykkene på ordene ikke så hård, som når Emma deltager i en debat i Deadline. Hun er en af de mest markante stemmer i sin generation og er repræsentant for den renæssance, feminismen har fået de seneste år. Hun er en, de fleste har en mening om og en holdning til.

– Når jeg tager på ferie, så tager jeg ferie fra at have den rigtige mening. Jeg synes faktisk, det hårdeste er det der med, at man altid skal være så sikker. Altså ... jeg er i tvivl om alting, hele tiden. Jeg synes, vi har et debatmiljø, hvor det kræver, at man er ekstremt hardcore, skråsikker og dukker op konstant. Sådan er jeg bare ikke som person, og det er klart en stor svaghed. Det er også det, der gør, at jeg ikke vil kunne klare det her så mange år endnu. I hvert fald ikke på det her stadie. Jeg synes, det er meget hårdt. Det tager enormt meget energi, at folk altid har en holdning til en.

Emma bliver nævnt i mange sammenhænge, nærmest altid, når man taler om moderne feminisme.

– Det er meget vigtigt for mig at vise, at jeg ikke altid er i forsvarsposition. At jeg ikke altid er en stærk kvinde, som sætter alle på plads, og som aldrig finder sig i noget pis. Det ville simpelthen være for uærligt.

At blive sat i bås, når man er så fremtrædende i den ­offentlige debat, er noget, Emma taler om med modsatrettede følelser: Hun er både bange for, at folk ikke får nuancerne med, og samtidigt har hun accepteret, at man ikke kan kræve netop det.

– Jeg ville have det endnu sværere ved at lave det, jeg laver, hvis jeg ikke var afklaret med nogle gange at blive sat i bås som f.eks. hende der elitefeministen, der ikke aner, hvad der foregår andre steder i samfundet. Det sker jo hver eneste dag. Hvis nu alle sagde: "Jeg er enig i det, Emma siger", så kunne jeg jo lige så godt lade være med at sige noget.

Men Emma siger noget! Hun hiver fat i Moleskine-kalenderen og bladrer frem og tilbage mellem siderne.

– Se lige her! Marts, den var virkelig slem.

Det er ikke til at sige, om der er orden i kaosset af kragetæer, men der er i hvert fald blåt blæk på alle ugens dage.

– Jeg bliver meget træt. Lige inden sommerferien i år var jeg ­lige ved ikke at kunne mere. Bare tanken om at åbne min Facebook var fuldstændig uoverskuelig, så jeg tog op i min svenske families sommerhus og var deroppe i 10 dage. De første tre dage sov jeg 12 timer i døgnet. Så blev jeg syg, og så havde jeg kvalme i to dage. Derefter begyndte jeg så at slappe af. Jeg skal blive lidt bedre til at sige nej og passe bedre på mig selv, tror jeg.

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen: “Det har været benhårdt at holde facaden”

Feministisk rollemodel
Emma har 13.000 følgere på Instagram. Det er blevet trendy at være feminist. Unge mennesker kan dele deres erfaringer på tværs af landegrænser, fortæller Emma.

– Præcis det skete for mig. Jeg fandt ud af, at jeg ikke var alene med min oplevelse af at have været udsat for et overgreb. At kunne mødes på nettet, tror jeg, er det, der har fået feminismen til at boome nu. Det er fællesskaber, der bliver skabt på nettet. Det er jo simpelthen så rørende, at mit politiske arbejde kan have den effekt, at 16-årige piger vil have taget selfies med mig på Roskilde Festival – at man kan blive kendt for sin politiske aktivisme blandt unge. Det kender jeg ikke så mange eksempler på i Danmark. Jeg er jo hverken model eller sanger. Jeg er feminist.

Når unge drenge og piger hører og ser Emma Holten, så vil de også være feminister. Men hvem vil Emma egentlig helst selv være?

– Jeg tror, jeg har det meget godt, hvor jeg er nu. Jeg er ­meget stolt af de ting, jeg har opnået. Jeg føler, jeg er et sted, hvor jeg næsten hver dag taler med mennesker om ting, som, jeg synes, er sindssygt vigtige. Jeg kunne godt tænke mig at være lige præcis den, jeg er nu, men med lidt mere ro i mig selv. Det, tror jeg kun, kan komme med alderen. Jeg ville ønske, at det ikke var sådan, at jeg får hjertebanken og har kvalme i to dage, hver gang jeg får en kritisk kommentar. Jeg kan ikke lægge afstand til det, for jeg føler det virkelig meget. Jeg kunne godt tænke mig at have evnen til at sige: Fuck it. Det hårdeste ved det liv, jeg lever lige nu, det er, at jeg bliver enormt ked af det og påvirket af de der debatter. Det gør jeg virkelig.

Men roen begynder heldigvis at indfinde sig mere og mere. Hun ved, at hun ikke er nået dertil, hvor hun er i dag, bare fordi hun tog tøjet af på billederne til "Samtykke"-projektet.

– Der må være nogen, der synes, jeg bidrager med noget interessant. Jeg må kunne et eller andet, og jeg ved jo, at jeg har læst en masse og har en lige så lang uddannelse som mange af dem, der sidder inde på aviserne – jeg ser bare meget ung ud.

Emma trækker da også gennemsnitalderen noget ned, når man spejder ud over feltet af danske debattører. Men hendes vokabularium favner bredt. Hun taler både ud fra kritiske konstruktionsteorier og med ord og vendinger, der passer til hendes unge alder: "on the line", "fucking" og "ekstremt".

Egentlig er det heller ikke særlig længe siden, at hun involverede sig i feminismen. Det gjorde hun for omkring fire år siden.

– Jeg tror, at grunden til, at jeg relaterer og "empatiserer" med folk, der ikke er feminister, er, at det jo ikke er særlig lang tid siden, jeg ikke selv var feminist. Jeg havde det med feminismen, som rigtig mange andre. Jeg syntes, det var det argeste pjat. Der var fandeme ikke nogen, der skulle komme og sige til mig, at det betyder noget, om jeg er kvinde. Jeg tror, at hvis det kører for én økonomisk, og man ikke bliver udsat for nogle overgreb, har søde kollegaer osv., så kan man sagtens gå igennem et helt liv uden at opleve, at man bliver diskrimineret eller uden at føle, at man bliver udsat for undertrykkelse. Og det er jo virkelig fantastisk, men det betyder jo bare ikke, at det er sådan for alle. Tidligere fattede jeg ikke, at man ikke kun behøver være feminist for sin egen skyld.

Et ensomt projekt
"Samtykke"-projektet fra 2014 var inspireret af den gamle feministiske aktivisme: at gå topløs ned ad Strøget for at afseksualisere kroppen, fortæller Emma. Men at være feminist i dag er nok noget anderledes, end det var i 1960'erne og 70'erne. I stedet for at følges til basisgruppemøder, kvindefestivaler, aktioner og kvindelejre har man i stedet følgere på de sociale medier.

– Jeg kan mærke, at mange af de unge piger, jeg møder, har et enormt tæt forhold til mig og føler, at jeg har betydet meget for dem. Det er jo helt fantastisk, men jeg er bare tit bange for, at jeg skuffer dem, når de møder mig, og jeg bare er ekstremt almindelig.

Når Emma afleverer sit speciale efter sommerferien næste år, ligger det hende ikke vanvittigt fjernt at få et "almindeligt" arbejde.

– Jeg skal ikke være freelancer resten af mit liv. Det er for hårdt, jeg vil gerne have mere ro på. Jeg vil gerne have nogle kollegaer.

Emma sammenligner det at have kollegaer med at være på et fodboldhold og hiver i samme åndedrag en notesbog frem. I eftermiddag har hun en interviewaftale med Tipsbladet – hun har fået til opgave at stille sit drømmefodboldhold. Med stolt stemme lister hun sit hold op af gamle kendinge fra omkring 00'erne, hvor hun gik i folkeskole og spillede højre kant: "Carlos, Nesta, Zidane, Henry..."

– Jeg havde sgu ikke så mange venner i folkeskolen, men da jeg begyndte at spille fodbold som 11-12-årig, forstod jeg virkelig, hvad det vil sige at være en del af noget, og hvad det vil sige at føle sig værdsat. Det der med at kunne bidrage med sit.

Notesbogen bliver lagt i tasken igen, og der bliver atter zoomet ind på Emma og hendes liv nu og her.

– Det, jeg laver, er meget ensomt. Jeg er meget alene – masser af togture, lange rejser og hotelværelser helt alene i byer, hvor jeg ikke kender nogen.

– Jeg har mennesker omkring mig, der ved enormt meget om det her, som jeg også bruger, men det, der er svært, er, at de bare ikke er under samme overvågning, som jeg er, når de ­taler. Det er jeg meget alene med. At the end of the day er det mig, der står på mål for det, der bliver sagt, og det er mig, der tager slagene for det. Det er mig, der repræsenterer feminismen. Det der med at være eksponeret på den her måde, tror jeg bare i sin natur er lidt ensomt.

Hun savner i det hele taget at have et bagland, og sommetider tænker hun da, at det kunne være rart at være en del af et politisk parti, så man er flere sammen om at kæmpe.

– Der er masser af feminister, der synes, jeg er en klovn. Det er der virkelig. Men samtidig var det også det, der drog mig mod feminismen. Det blev nemlig tydeligt for mig, at det ikke er en kult. Vi klapper ikke hinanden på ryggen fuldstændig hovedløst. Den allerhårdeste kritik, jeg får, det er den fra det interne feministiske miljø. Det er der, jeg får de skarpeste observationer på ting, jeg har sagt. Jeg er ikke en del af en ­organisation, og det er ret hårdt. Jeg står på mål for mig selv. Hvis folk er af den opfattelse, at feminister støtter hinanden i alt, så kan de godt tro om igen. De er de hårdeste! Jeg er meget mere bange for dem end for nogen andre, griner Emma.

LÆS OGSÅ: Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff: “Vi er fælles om at være naive romantikere”

Intet one-hit wonder
Mange emner er blevet vendt denne formiddag. Emma er snakkelysten og bestemt ikke ordfattig, men der bliver nu alligevel trådt lidt vande på spørgsmålet om, hvad det vil sige at være modig.

– Det ved jeg sgu ikke. Altså jeg føler da, at det var modigt at lave "Samtykke"-projektet, og jeg føler da også, at det er modigt at holde en tale. Der er jo mange ting, der kan gå galt. Da jeg fyldte 25 i maj, dansede jeg i 5-10 minutter, ekstremt fuld, og jeg ­husker tilbage på dét som en virkelig modig handling.

Emma danser nemlig meget nødigt. Faktisk slet ikke.

– Jamen, det er så underligt. Jeg tror, det er, fordi jeg synes, det er meget intimt. For når jeg taler, bruger jeg ord, og så kan jeg have meget mere kontrol over, hvordan jeg fremstiller mig selv. Hvad det er, jeg gør, hvad det er, jeg siger. Det der med at danse, der skal ligesom være noget fysisk i det, hvor man viser noget af sig selv.

Hvornår er du så mest Emma – på talerstolen eller på dansegulvet?
– Det er desværre nok på dansegulvet. På talerstolen er jeg på arbejde, der tænker jeg over, at jeg har en opgave, som er at formidle noget politisk, der er vigtigt for mig. Jeg vil gerne gøre det på den bedst mulige måde, og jeg vil gerne have, at folk får et nyt blik på tingene. På dansegulvet er der ikke et andet mål, end at man skal have det sjovt. Og det er straks mere afslørende, hvordan man ser ud, når man har det sjovt. Hvis du kommer ind på en bar, så bare kig hen i hjørnet, så sidder jeg der og sutter ned i en øl og snakker med dem, der ikke danser.

Efter snart to år på talerstole, foran undervisningstavler, i debatprogrammer osv. er Emma alligevel kommet til et punkt, hvor hun kan sige, at ...

– Mit selvværd er nok blevet bedre, der er en anden tiltro til mig selv. Hvis jeg ikke kunne tage alle de sjove ting lidt til mig, der sker, ville det da være ren tragedie. Så det prøver jeg. Jeg føler, at jeg begynder at være et sted, hvor jeg kan bevise, at det ikke bare er facade, og at jeg ikke bare er et one-hit wonder. 

LÆS OGSÅ: Sofia fik brystkræft: “Det er vigtigt også at fortælle den gode historie”

LÆS OGSÅ: Louise har været udstationeret i Mellemøsten: “Desperation kan få folk til at gøre sindssyge ting”

LÆS OGSÅ: Ulla Essendrop: “Jeg gider overhovedet ikke tage kampe på mit udseende. Det er det simpelthen for ligegyldigt til”