Anja flyttede til Nigeria for at redde heksebørn

10-årige Victor går alene rundt på et marked i Nigeria for at finde mad og have noget at lave. Sådan har hans dagligdag set ud i mere end et år, efter han er blevet jaget fra sit hjem – beskyldt for at være heks.

Da Anja Ringgren Lovén i 2013 er ude på sin første redningsaktion i Nigeria, er det for at finde Victor og bringe ham til det midtvejscenter, der skal sørge for, at drengen får mad, tøj, en seng at sove i og masser af kærlighed.

Anja Lovén er i det afrikanske land for at redde børn, der er blevet beskyldt for at være hekse, og hun har forsøgt at forberede sig på redningsaktionen på forhånd, så hun føler sig mentalt klar og stærk.

Da hun sammen med kollegerne fra centeret finder Victor, har han hverken friske snitsår eller gamle ar fra tortur, som heksebørn ellers ofte bliver udsat for. Men da Anja Lovén ser ham, bliver hun alligevel nødt til at vende sig bort.

– Jeg gentog for mig selv: "Ikke græde, ikke græde, ikke græde." Den ensomhed og angst, han havde i øjnene, kunne jeg slet ikke have. Følelsen af, at der ikke var nogen, der ville have ham, ramte mig hårdt, fortæller hun.

Victor er – ligesom et stigende antal børn i Nigeria – blevet udstødt af sin familie med beskyldninger om at være heks. Heksebørnene er ofte de yngste i en familie, hvor en stedmor eller stedfar har set sig gale og jaloux på barnet, som de så beskylder for at være heks og dermed årsag til fejlslået høst, dødsfald eller sygdom. Den biologiske mor eller far har ingen anden mulighed end at støtte op om beskyldningerne for ikke selv at blive anklaget for at være heks og dermed risikere at blive dræbt.

Nogle børn bliver slået ihjel, men de, der får lov at overleve, bliver ofte tortureret, inden de bliver sendt væk hjemmefra.

– Det er slemt at se børn, der er slået halvt fordærvet, men der tænker jeg bare på at redde deres liv med det samme. Når øjnene viser ensomhed, og hele ansigtet er skræmt, så er jeg selv ved at bryde sammen, siger hun.

LÆS OGSÅ: “Jeg blev landskendt og smed hele mit liv på gulvet samtidig”

Konstant alarmberedskab
Det er børnenes ensomhed, der er hendes drivkraft, når hun lægger sig ud med hele landsbyer for at lære dem, at beskyldninger om hekseri er ulovligt i Nigeria, eller opgiver alt i Danmark for at vie sit liv til de nigerianske heksebørn.

– Der er så mange, der giver mig ros, men jeg føler, at det, jeg gør, er naturligt, forklarer Anja.
Sidste år valgte hun at opgive sit liv i Danmark for at flytte til Nigeria og redde børn fra tortur, forgiftning og død. Både udenrigsministeriet og daværende udviklingsminister Christian Friis Bach advarede hende om, hvor farligt et land, Nigeria er, da hun i 2012 besluttede, at de såkaldte heksebørn skulle være fokus i hendes nystartede nødhjælpsorganisation, DINNødhjælp. Men hun var fast besluttet efter at have set en dokumentarfilm om netop heksebørn nogle år tidligere.

– Jeg kunne ikke forstå, hvordan man kunne holde et barn indespærret, begrave børn levende eller skære deres hoved af. Jeg sad bare og tudbrølede gennem hele udsendelsen, fortæller hun om dokumentaren.

En dokumentar, der betyder, at hun i dag lever med en krop i alarmberedskab 24-7 af frygt for, om der er nogle af familierne til de børn, hun samler op på gaden, der kommer efter hende. Hun går aldrig ud alene, og aldrig efter klokken 18.00, fordi hun risikerer at blive slået ihjel.

– Jeg har fundet det, jeg skal lave resten af mit liv, jeg har fundet meningen med mit liv. Selvom jeg ser nogle ting, der er forfærdelige, giver det mig så meget at se børnene på centeret grine og lege. Det gør mig lykkelig, siger hun

Manglede noget
I 2011 arbejdede Anja i en tøjbutik og havde en fritid fyldt med mode og fest. Men der manglede noget i voksenlivet.– På kærlighedsfronten havde jeg ikke stor succes, og det at stå i en tøjbutik i det smarteste tøj gjorde mig ikke rigtigt lykkelig. Jeg følte ikke, jeg havde udrettet noget, når jeg havde været på arbejde, fortæller hun.

En dag efter arbejde søgte hun efter nødhjælpsorganisationer, hun kunne udrette noget igennem og fik lynhurtigt søgt om at komme til Malawi med Folkekirkens Nødhjælp.

– Jeg har aldrig haft en lyst til at rejse til Australien eller USA. Det var Afrika, der trak. Så det måtte briste eller bære.

LÆS OGSÅ:  Tina skiftede københavnerlivet ud med spansk landsbyidyl

Og det bar. Malawi blev det første skridt for Anja Lovén mod at etablere sin egen nødhjælpsorganisation. Det næste skridt tog hun året efter med et skolerenoveringsprojekt i Tanzania, som hun havde skrabet 31.500 kroner sammen til blandt venner og familie, da hun var tilbage i Danmark efter opholdet i Malawi.

Efter den oplevelse var hun fuld af selvtillid og tro på, at hun kunne være med til at forbedre forholdene for afrikanske børn på egen hånd i stedet for at gå igennem en stor, etableret organisation.

Derfor blev DINNødhjælp etableret i 2012, og på trods af advarslerne sagde hun sin lejlighed i Århus op og begyndte stille og roligt at sælge ud af sine ting. Først røg spisebordet, så stolene, så reolen, og til sidst havde hun kun sin seng og sit tv.

– Det føltes som en sten, der forsvandt fra mit hjerte, hver gang der røg en ting. For så var der endnu en ting, jeg ikke skulle have ansvar for og tage mig af, smiler hun.

Dobbeltliv
Anja Ringgren Lovén er af sted tre måneder ad gangen, fordi hun indtil videre ikke kan få opholdstilladelse i længere tid.

Men det er måske også godt nok, for det arbejde, DINNødhjælp laver, er ikke for sarte sjæle.

– Selvfølgelig er Nigeria et farligt sted, hvor jeg aldrig kan gå ud alene og slet ikke om aftenen, men når jeg kommer hjem til Danmark, er der mange ting, jeg ikke længere brokker mig over, siger hun.

– Livet dernede er så anderledes. Det er ren overlevelse hver dag. Herhjemme har vi alt – adgang til rent vand, mad og det hele, siger hun og undrer sig over alle de sure danskere, hun møder i lufthavnen som det første.

– Jeg tror, jeg lukker lidt ned for mit følelsesregister, når jeg er i Nigeria. Jeg går i handlingsmodus, fordi det, jeg gør, gælder liv eller død. Når jeg så kommer hjem til Danmark, kan jeg dårligt finde ud af at tage toget eller lave mad. Det eneste, jeg har lyst til, når jeg er hjemme, er at lade op sammen med min familie, siger hun.

Ikke for sarte sjæle

Victor bor stadig på centeret og har det godt. Men centeret er et midtvejscenter, hvor børnene i princippet kun må være i et halvt år. Så Anja Lovén er i gang med at hjælpe ham hjem til hans mor igen.

– Da jeg lige var flyttet herned, var min reaktion, at "det kunne man da ikke!", fortæller hun om det faktum, at ni ud af ti heksebørn bliver forenet med deres familier efter at have været på centeret.

Men hun og medarbejderne på centeret gør et stort stykke arbejde for at få familierne til at ændre syn på børnene og få hele landsbyen til at acceptere, at barnet kommer tilbage. Et arbejde, der kan tage år.

– Man kan ikke vide, om børnene bliver beskyldt for det igen, men jeg har kun hørt om én gang, hvor et barn har været udsat for tortur, efter han var kommet hjem, fortæller nødhjælpsarbejderen og indrømmer, at hun stadig har det svært med at skulle af med børnene.

– Jeg vil helst ikke give dem tilbage til familien. Men det er, fordi jeg er egoistisk og knytter mig for meget til dem. Når jeg spørger dem, vil de helst tilbage, og så vil jeg gøre alt for at hjælpe dem tilbage, siger hun.

Hvis barnet ikke har mulighed for at komme hjem til sin familie, kommer det på statens børnehjem.

– Det er det værste, der kan ske, for der får de ingen kærlighed eller omsorg. De får lidt mad og kommer i skole, men ellers minder det mest om de forfærdelige rumænske børnehjem, vi så i '80'erne, fortæller Anja Lovén.

Derfor vil børnene hellere tilbage og leve på gaden, og det kan Anja ikke få over sit hjerte. Hun har dog endnu ikke oplevet at være nødt til at sende et barn videre i det offentlige system, og hun håber at få bygget sit eget børnehjem, inden det sker. Et børnehjem, hvor hun kan ansætte og uddanne sit eget personale og have børnene boende så længe, de har brug for.

– Det er min store drøm. Tænk, hvis jeg kan sige, at jeg har mit eget børnehjem i Afrika!

Slut med Rambo
Anja Lovén har god kontakt til Victors mor, som er meget fattig. Det var hendes tidligere mand, der kom med heksebeskyldningerne, så nu burde Victor være i sikkerhed.

Men moren har ikke råd til at forsørge hverken sig selv eller sin søn, så Anja Lovén og hendes kolleger fra centeret arbejder på at hjælpe moren med mad, skolebøger og skoleuniformer, hvis han flytter hjem til hende.

– For han har brug for at være hos hende, slår Anja Lovén fast.

Børnene, Anja Lovén og hendes kolleger henter, er i gennemsnit ti år ligesom Victor, men nogle har været helt ned til seks år. De lever typisk på gaden og sover i forladte bygninger, hvor de lever ensomt og arrede af tortur. Nogle er allerede døde, når centeret får nys om dem. Nogle har fået skåret hovedet af. De børn, det lykkes at redde, sidder med et tomt blik og ar på sjæl og krop i bilen på vej til centeret.

Anja Lovén har indtil nu været med, når heksebørnene er blevet fundet og kørt til centeret. Blandt andet sammen med David, som ikke bare er hendes kollega, men også hendes kæreste. De to venter barn nu, og efter hun er blevet gravid, har hun fået en erkendelse.

– Jeg har allerede set mere, end jeg måske burde, så fremover vil jeg ikke tage med ud og redde børn som en anden Rambo, men koncentrere mig om at tage imod børnene på centeret, overøse dem med kærlighed og lege med dem.

At blive mor kommer ifølge Anja selv ikke til at blive nogen sløvende faktor i forhold til hendes arbejde i Afrika.

– Man bliver ikke handicappet af at få et barn, så det må bare komme med mig, siger hun demonstrativt med sin søsters: "Ja, ja, du bliver klogere", i baghovedet. Så efter fødslen, er det planen, at hun bliver i Danmark i seks måneder, inden hun rejser tilbage til børnene i Nigeria og David.

– Jeg får helt klaustrofobi ved tanken om at skulle bo i Danmark. Jeg skal ud og gøre en forskel. At hjælpe børn og gøre dem glade er det, jeg kan og er dygtig til.

Anja Ringgren Lovén er blevet valgt som ambassadør for kampagnen Women Shape the World, fordi hun er en af hverdagens heltinder. I kampagnen opfordrer ECCO, som står bag, alle til at deltage og stille skarpt på nogle af alle de mange kvinder, som hver dag gør en ekstraordinær indsats over for andre. Du kender hende helt sikkert fra din egen omgangskreds, hende, der uselvisk hjælper, kæmper for frihed, er innovativ eller så stilsikker, at hun også inspirerer dig til at ville gøre en forskel og vise, hvem du er. 

Du kan nominere en heltinde på dk.ecco.com/nominate  indtil d. 20. september.  

En jury bestående af Anja Ringgren Lovén, ALT for damernes chefredaktør, Tina Nikolaisen, samt Lene Nedergaard, Director, Global Brand Management fra ECCO udvælger fire heltinder, som hver vinder en pengepræmie på kr. 12.500. Vinderne offentliggøres i starten af oktober måned.