Fra arkivet: "Hun skyllede min kokain ud i toilettet"

Da jeg mødte Andrea
Vinbaren, Dronningens Tværgade 6, København, 2001

- En aften i 2001 gik jeg ind på en vinbar i København for at drikke mig ihjel. Jeg gad ikke mere, jeg drak over den kone, jeg ikke havde fået, de børn, jeg ikke havde fået, og den roman, jeg ikke havde skrevet. Det liv, der ikke var lykkedes. Jeg havde sagt mig selv op i reklamebranchen, og jeg var blevet smidt ud af min lejlighed. Da jeg nåede bunden af flasken, trådte en pige med en violin over skulderen ind ad vinbarens dør. Andrea Rebekka Alsted. Hun var vidunderligt smuk: Med store læber, smukke øjne, høje kindben. Hendes hud var kridhvid, og hendes hår var sort. Og så havde hun en røv som en bowlingkugle – jeg er 100 procent til røv, og hun havde en røv som en afroamerikaner. En fabelagtig røv, som jeg senere begyndte at kalde HubbaBubba.

Vi faldt i snak, jeg bød hende på et glas vin, og hun fortalte, at hun havde studeret i solistklassen i Wien. Vi talte om Strauss, Kreisler og Mahler. Hun var altmodish. Lige som mig, og jeg fornemmede, at hun var noget helt, helt særligt.

LÆS OGSÅ: Stéphanie Surrugue: Thomas Bo Larsen skulle spille mig på film

Så snart jeg fik hendes adresse og telefonnummer, flygtede jeg. Jeg bliver så ubehagelig, når jeg er fuld, og det ønskede jeg for alt i verden ikke, hun skulle se. Så ud af vinbarens vindue så hun mig spæne op ad Dronningens Tværgade. Jeg løb alt, hvad jeg kunne ud af det liv, som jeg ikke ville have og hen mod det liv, jeg ønskede. Og den aften havde jeg en meget stærk fornemmelse af, at Andrea var min dør hjem til den klassiske musik, litteraturen, filosofien og kærligheden. En uge efter mødtes vi hjemme hos hende i en lille kvistlejlighed i Møllegade med udsigt til den jødiske kirkegård, og jeg tog aldrig hjem igen. Hun skyllede min kokain ud i toilettet, hun slettede alle numre på min mobil, og hun fortyndede min vodka med vand over et år, uden at jeg opdagede det, så jeg til sidst sad og drak vand. Hun gjorde mig ædruelig. Clean. Andrea pillede mig op fra rendestenen.

LÆS OGSÅ: Ane Cortzen: "Jeg blev underskudsagtig, når jeg ikke var på skærmen"

I dag har vi været gift i ni år. Det er ikke kun sådan, at jeg elsker Andrea over alt, jeg respekterer og frygter hende også. Hun er så stærk og disciplineret. Klassiske musikere er verdens mest disciplinerede mennesker, Andrea har en viljestyrke og en moral ud over det sædvanlige. Hun er så streng. Men det er lige det, jeg har brug for, for jeg er fuldstændig grænseløs, jeg er doven, happy-go-lucky og umoralsk. Jeg tager intet alvorligt, jeg gør aldrig rent, og hvis jeg taber noget på gulvet herhjemme, lader jeg det ligge, hvis mit jakkesæt er beskidt, smider jeg det ud og køber et nyt. Jeg er ikke rigtig klog oven i hovedet. Og jeg har endelig fundet en kvinde, som er stærkere end mig. Hun er alt det, jeg ikke er, og jeg er alt det, hun ikke er. Derfor er vi rigtige for hinanden. Vi mennesker er ikke noget i os selv, vi er kun noget i kraft af andre mennesker. Det er derfor, det er så vigtigt, at du har venner, at du har et job, at du har et liv med andre mennesker. Men de mennesker er også afgørende for, hvem du kan blive til. Den, du bliver, bliver du ud fra dynamikken med dem, du møder og omgås. Vi åbner og begrænser hinanden. Det handler om at finde andre mennesker, som gør det muligt at blive det bedste, du er.De vigtigste sider i mig kunne slet ikke komme til udtryk i det liv, jeg levede før Andrea, men hun lod det ske. Andrea reddede uden tvivl mit liv.

Læs resten af interviewet med Knud Romer i denne uges Alt for damerne (nr. 28, 2014).

Knud Romer giver stafetten videre til sangerinden Pernille Rosendahl, der beskriver en skelsættende scene fra sit liv i næste uge.