“Jeg er faktisk temmelig barnlig”

Hvilket træk holder du mest af hos dig selv?
– Jeg er faktisk temmelig barnlig. Jeg har tidligere tænkt, at jeg måtte prøve at lade være, men nu kan jeg egentlig mærke, at det der barn er blevet sluppet mere fri, og at jeg faktisk synes, det er fedt. Jeg har ikke så travlt med at skjule det. Jeg kan finde på at lave gadedrengeløb ned ad gaden eller synge højt i Irma. Det er meget den der umiddelbarhed, og ikke at gå og pakke det ind. Da jeg var yngre havde jeg det lidt mere med at skjule det, og prøve at virke lidt mere tjekket.

Hvad kan gøre dig trodsig?
– Jeg kan blive vanvittigt trodsig af trafik, og så bliver jeg italiener. Jeg kommer simpelthen til at råbe ad folk, og det gælder, hvad enten jeg er på cykel eller i bil. Man skal ikke blande sig i, hvordan jeg kører. Det skal jeg nok selv bestemme. Det er ikke så meget, at jeg selv er sådan en, der holder regler, det er mere det, at jeg selv bestemmer, hvordan jeg færdes rundt i byen. Hvis jeg har valgt at køre uden lys, behøver man ikke råbe til mig "du har ikke noget lys på", det bliver jeg simpelthen så irriteret over. Jeg gør jo de ting, jeg gør, fordi jeg har valgt det.

Hvad er den mest ­mindeværdige oplevelse fra din barndom?
– Jeg var et rimelig isoleret barn. Jeg gik ikke i ­børnehave, og jeg fik først søskende, da jeg var tæt på 20, så ­indtil da var jeg enebarn. Og jeg husker sådan noget med at gå ude i kornmarkerne eller ligge ned og kigge op på ­skyformationer. Bare have tid, som om alt står stille. Jeg har det stadig med mig den dag i dag, og kan ­finde på at lægge mig steder og ­kigge op i himlen, når jeg går tur. Jeg tror, at fordi jeg var så forholdsvist meget alene som barn, så er jeg aldrig bange for at være alene.

Hvad interesserer dig i øjeblikket?
– Det gør sundhed, og det gør vores miljø. Vi har et område i havet på størrelse med Afrikas kontinent, der flyder med plastik, så jeg er meget optaget af hvad plastik gør ved os mennesker. Jeg er begyndt at sidde og hækle, ej jeg hækler ikke, men jeg køber stofkarklude nu, fordi hver gang man bruger de der billige, farvede plastikvaskeklude, så ryger der plastic ud i vores vand. Det ryger ned i vores system og ind i vores børn og ind i vores egen krop og sætter sig i ­cellerne, som så tror, at det er falske ­østrogener og derfor ­begynder at ­reagere på det. Så det er meget ­ulækkert.

Hvilket talent ville du ønske, du havde?
– Jeg ville ønske jeg ­kunne spille på et instrument. Det har jeg altid gerne villet, men jeg er ikke så tålmodig.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?
– Jeg tror vist, det er Bergman, der har sagt: "Det at ­blive ældre, det er som at bestige et bjerg; det bliver sværere og sværere jo højere du kommer op, men udsynet bliver ­større". Sådan tror jeg faktisk, jeg synes det er. Selvfølgelig kan man godt mærke, at okay kroppen sidder ikke helt og ser ud og gør, som den gjorde for tyve år siden, men til gengæld er der en større rummelighed inde
i hovedet. Det, synes jeg, er dejligt.

Hvornår føler du dig ­allermest lykkelig?
– Når jeg er sammen med mine skønne børn, og vi griner og har det sjovt og laver skønne ting. Når der er tid, og der er plads til virkelig at høre hinanden tale færdigt. Og helt banalt bliver jeg helt vildt lykkelig, hvis jeg har købt en fed taske, eller hvis jeg skal ud og ­spise med venner og bare sidde med god vin og snakke. Men jeg føler mig også tit lykkelig, når jeg er inde og se kunst. Jeg er fuldstændig dårlig med at se ballet. Jeg synes, det er helt fortryllende. 

LÆS OGSÅ: Emil Thorup: "Jeg fandt min kæreste ved at stalke hende på sociale medier"

LÆS OGSÅ: Camilla Bendix: “Det er skønt, når noget er pinligt”

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær: “Det er en kæmpe frihed at bo hver for sig”