"Vi lever begge lidt på kanten, men vi klarer os"

"Vi lever begge lidt på kanten, men vi klarer os"
Mathilde Falch, 23, er sangerinde og udgav sidste år sit debutalbum "Lad Mig Gå Fri", der har modtaget flotte anmeldelser. Hun bor sammen med manden Jesper Juhl. Mathilde er datter af Michael Falch, tidligere forsanger i Malurt.

Kære far.

Altid har det været dig og mig. Os to. Nærmest som i en symbiose ville vi blive overoptaget af de samme ting og bruge timevis på at tale og læse om dem. Det gør vi stadig, selv om emnerne ikke længere er The Beatles, stenalderfund eller tennis. Vi ligner hinanden på godt og ondt. Når jeg laver en ansigtsbevægelse, ved du, hvordan jeg har det, og når rastløsheden i mig bliver for stor, kender du til den. Vi lever begge lidt på kanten, men vi klarer os. Livet med dig som far har været fyldt med kærlighed og musik. Når andre fik læst godnathistorier, blev jeg lullet i søvn med sang. Når du tog på turne, var jeg med i bussen. Og når du spillede koncerter, sad jeg back stage og spiste alt det slik, jeg kunne opstøve. Jeg kedede mig, når jeg var derhjemme. For skolen virkede så ligegyldig sammenlignet med den spænding, jeg fik af at være af sted med dig. Vi var uadskillelige.

I mange år troede jeg, at du var supermand. Alle børn synes nok, at deres forældre er superstjerner på et tidspunkt, men når alle andre omkring mig også syntes, du var fantastisk, endte jeg nærmest med at forgude dig. Derfor var det lidt et slag for mig, da jeg fandt ud af, at du bare var et normalt menneske. At der var noget, du ikke kunne klare på egen hånd. Da dit misbrug tog til, vidste jeg aldrig rigtig, hvad der skulle ske. Selv om der ikke var mangel på kærlighed, var det et til tider uroligt hjem at vokse op i, og din sygdom tvang mig til at blive stor i en hurtig fart. Jeg var ofte bekymret, når du var væk fra hjemmet. Jeg følte, at jeg havde et ansvar for hele familien og var samtidig bange for, at jeg ville fylde for meget, hvis jeg fortalte om mine følelser – også selv om der i virkeligheden var plads til dem. Dit forhold til mor holdt ikke. I havde været kærester, siden I var 14 år, og jeg begyndte at tænke, at alt var flygtigt, og at kærlighed ikke kunne holde. Men jeg mistede aldrig troen på dig. Du kæmpede mod dæmonerne og fik til sidst også styr på dem. I dag har du været ædru i 10 år.

Du frarådede mig at træde ind i denne branche, for du af alle mennesker kender til faldgruberne ved at være et offentligt menneske. Men der var aldrig noget, som kunne fjerne mig fra at lave musik. Ikke engang dig. Men du var nervøs, fordi vi ligner hinanden så meget. Jeg har arvet det afhængigheds-gen, som du også kæmper med. Siden den første gang, jeg drak en kop kaffe, har jeg drukket ti kopper om dagen. Siden den første gang, jeg tog en cigaret, har jeg røget en pakke om dagen. Og da den første bane kokain ramte mine næsebor, vidste jeg, at jeg ikke kunne stoppe med det foreløbig. Men jeg fik styr på det. Musikken hjælper mig med det. Og du ved, at det ville være farligere at fjerne musikken fra mig end at forfølge den. Jeg skal nok klare den, for du har lært mig, at det skal handle om musikken og ikke alt det udenom den. Jeg er ikke glad for, at du skulle gå igennem et misbrug, men jeg er glad for den bevidsthed, det har givet mig om livet. At man skal passe på sig selv, fordi grænsen mellem at have det godt og have det dårligt er spinkel.

Vores familie har haft det svært, men det skal ikke skille os ad. Vores forhold er stadig godt, og jeg er taknemmelig for det. I en periode havde jeg brug for at få dig lidt på afstand, så jeg kunne finde mig selv, men nu taler vi sammen næsten dagligt, og du hjælper mig med ikke at være så bange for at sige ting højt. Musikken er dog stadig min egen, hvor hverken du eller nogen anden får lov til at blande sig. For vi skal ikke blive kollegaer. Vi skal ikke kommentere på hinandens musik. Du har lært mig at kæmpe for det, jeg gerne vil, og det gør jeg. Musikken bruger jeg som et beskyttende skjold mod verden og mod mine tanker. Den er for mig meget privat. Da vi indspillede pladen, ville jeg ikke have, at du skulle høre noget fra den, før det hele var færdigt. Jeg var egentlig lidt nervøs for, om du ville kunne lide mine sange, men det havde jeg heldigvis ikke behøvet at være, for da du kom den sidste dag, og vi spillede for dig, sad du og stortudede. Det betød virkelig meget for mig, at du anerkendte min musik og ikke mindst mine tekster. Du kommer tit og ser os spille og forsøger altid i samme vending at hugge mit band. Du er stolt af mig, men du skal vide, at jeg er mindst lige så stolt af dig. Livet har ikke altid været let for dig, men jeg er glad for, at du fik styr på det, så der er mange gode år endnu.

Kærlig hilsen,
Mathilde

Læs sidste del af artiklen på næste side...


"Med dine aner er det vist intet under, at jeg blev politiker"
Benedikte Kiær, 43, er medlem af Det Konservative Folkeparti og borgmesterkandidat i Helsingør kommune. Hun bor sammen med manden Lars og hans søn Simon. Benedikte er datter af den tidligere tandlæge og landmand Jørgen.




Kære far.
Vores forhold har altid været tæt. Som barn var jeg lidt af en drengepige, så du lærte mig at pudse en mur op, køre traktor og høste. Hele familien arbejdede gerne sammen om at klare de mange opgaver, et liv på landet bringer, og vi tilbragte derfor meget tid sammen. Men som far var du også fortravlet. Da du og mor købte gården i Terslev, arbejdede du dobbelt for at få det hele til at køre rundt, og tog vi på ferie, sov du de første 2-3 dage væk, fordi du var så træt. Når du endelig vågnede, havde du nærmest mylder i benene, fordi du havde ligget stille så længe. Du var en arbejdsmand.

Du har alle dage været en stædig rad, far. Der ligner vi hinanden, for begge vil vi gerne bestemme, hvor skabet skal stå. Jeg har arvet din evne til at gå målrettet efter det, jeg gerne vil. Du har lært mig, at man ikke skal være bange for at springe ud i ting og skifte spor, at man i stedet skal se nye muligheder, når livet ikke går som forventet. Du skiftede selv retning efter 25 år som tandlæge med et hus i Gentofte, et godt renomme og massevis af kunder. Din bedstefar og far havde begge været tandlæger, så selve erhvervet lå til familien. Men du ville prøve noget nyt. Så du købte gården i Terslev, hvor der lugtede og var langt til alt. For mor, der ellers kom fra en fin familie og arbejdede som jurist, var landlivet en kæmpe omvæltning, men det accepterede hun, og sammen skabte I nogle helt fantastiske resultater. Engang var det blevet planlagt, at der skulle sættes kæmpestore master hele vejen ned gennem Sjælland. Det betød, at de store tårne skulle stå på jeres marker, og det var I ingenlunde tilfredse med. Så I lavede en aktionsgruppe mod "masteskoven", som I kaldte den, og fik flere fra lokalsamfundet med på idéen. I arbejdede benhårdt. Indsamlede underskrifter, fik foretræde for ministre og udvalg, og det lykkedes jer faktisk at få den ellers så fastlagte beslutning om masterne lavet om til, at de i stedet skulle graves ned. Her blev min politiske interesse for alvor vakt. For I viste mig, at det faktisk var muligt at gå ind i en sag og ændre tingenes tilstand.

I dag er vores tætte forhold stadig intakt. Den eneste forskel er, at jeg nu har lidt flere argumenter til vores diskussioner. For vi har altid givet hinanden kamp til stregen og gør det stadig. Jeg glemmer aldrig dengang, du skulle hjælpe mig med at sætte nye fliser op på mit lille københavnerbadeværelse. Jeg var så glad for, at du ville hjælpe mig, og at du endda tilbød at tage de fliser, jeg havde bestilt, med fra den lokale tømmerhandel. Men som altid, havde du dine egne idéer. Og da du dukkede op i lejligheden, var mine stilrene og nøje udvalgte fliser skiftet ud med et slagtilbud fra tømmerhandlen. Jeg så ned på de mange fliser, der både var i alverdens farver og størrelser. Du mente, at de var super smarte, fordi vi kunne sætte dem op som mosaik. Jeg kunne intet andet se end de hæslige røde og blå farver. Og så stod vi der. Stejlt overfor hinanden – for at sige det mildt. Du ville kun sætte dine indkøbte fliser op, og jeg ville under ingen omstændigheder have noget med dem at gøre. Men jeg holdt på, at det var mit badeværelse, så du måtte køre igen. Og det gjorde du, men du lod fliser og det hele stå, for som du sagde til min bror på vej hjem i bilen: "Hun skal nok blive mør – hun kan jo ikke sætte de der fliser op selv. Hun får brug for hjælp". Men med stædigheden og det praktiske håndelag, du havde lært mig, besluttede jeg mig for at lære at sætte fliser op. Så jeg tog ud og fandt dem, jeg gerne ville have, slæbte dem med hjem, og så satte jeg det hele op selv. Et par dage efter ringede jeg til dig, så du kunne komme ind og ordne de sidste praktiske ting. Du tabte mælet fuldstændig. Det havde du ikke regnet med.

Du er en stærk person, og jeg har altid været imponeret over din evne til at tage en beslutning og fuldføre den. Men diplomati har aldrig været din stærke side. Mit arbejde taget i betragtning er det er held, at jeg har arvet netop den egenskab efter mor. Da hun døde i 2007, var det en svær tid. Jeg begyndte at holde øje med, om du også skrantede. Men det var skønne spildte bekymringer, for i dag er du 81 år gammel og stadig stærk som en okse. Du førte mig op ad kirkegulvet, da jeg forrige år blev gift med Lars, og selv om du stadig har sager, du arbejder for, er du der altid, hvis jeg har brug for at snakke. Du mener ofte, at problemer skal arbejdes væk, for sådan har du altid gjort. Men selv om jeg ikke er enig i dine råd hele tiden, er vores snakke er altid gode. Du har ikke længere gården at passe, men du er på ingen måde gået i stå. Tværtimod. Engang imellem kan jeg tænke, om du dog ikke kunne slappe lidt af og gå i teatret med dine børnebørn. Men for dig skal der altid være en sag. Der skal altid være noget at kæmpe for. Med dine aner er det vist intet under, at jeg er blevet politiker.

Kærlig hilsen
Benedikte

Læs videre på næste side...

”Jeg føler mig så alene uden dig”

Soulaima Gourani, 37, er erhvervskvinde, foredragsholder og forfatter. Hun bor sammen med manden Brian og børnene Storm og Pil. Soulaima mistede sin marokkanske far i 2006.

Kære far.

Det er nu snart syv år siden, du døde efter lang tids sygdom. Jeg sidder stadig her med et sår, der er så åbent, at det ikke heles. Jeg har ikke mærket et rigtig dybt og lykkeligt grin i mit sind, siden du døde. Jeg sørger stadig. Når jeg tænker på dig, mærker jeg mine øjne løbe i vand. Min krop tømmes for luft og små kramper starter i mine lunger og brystkasse. Jeg fyldes med tomhed, tristhed og tårer. Men en mærkelig varme fylder min krop. Det føles, som om du straks tager om mig og trøster mig. Jeg kan fysisk mærke din tilstedeværelse, om end min intellekt godt ved, du ikke kan være her. Men jeg føler hele tiden, at du er lige her ved siden af mig. Jeg mærker dig.

Mens jeg skriver dette brev, sidder jeg i et tog på vej til en stor kunde, som har bestilt mig til at holde en workshop for dem. Det føles ekstra sårbart at sidder her og skrive brevet. Sandheden er, at det er det eneste ledige tidspunkt i denne uge, hvor jeg kan skrive det. Jeg arbejder for meget. Jeg tror faktisk, jeg stadig arbejder sorgen væk, far. Jeg enten løber eller arbejder, for det er her, jeg kan mærke, at jeg glemmer dig. Folk i toget kigger på mig. De undrer sig sikkert over, at der sidder en voksen dame og tuder ned i en computer. De skulle bare vide, at jeg sidder og skriver et brev til dig. Et brev, du jo skulle have haft, mens du var i live. Og ikke nu, hvor du er død.

Jeg er så ked af, at vi aldrig fik talt ud om tingene. Vi var ofte så vrede og skuffede over hinanden. Jeg skulle bare have vidst, at det var fordi, du og jeg jo i bund og grund er så følsomme. Dine dybe, arabiske rødder og mit ønske om at være dansk stred imod hinanden. Du var så traditionsbunden, og vores relation var virkelig en prøvelse for os begge. Dit temperament og din utålmodighed kombineret med min selvstændighed og egenrådighed – et under vi til tider ikke slog hinanden ihjel.

Nu syv år efter smerter det stadig i hele min krop, når jeg hører dit navn eller tænker på dig. Jeg har på en måde lukket ned, og kan ikke lukke kærligheden ind igen. Jeg kan kun rumme Brian og ungerne. Andre, der vil tæt på mig, bliver afvist. Det er som om jeg er bange for, at de skubber dig ud af min krop. Min sorg er så stærk stadig – og jeg har blot lyst til at lade dit navn tatovere overalt på min krop. Hvorfor? Det kan jeg ikke forklare.

Du nåede aldrig at se dine børnebørn. Du forstår ikke, hvor skønne de er. De har fået dit efternavn, far. Storm siger af og til, at du har besøgt ham. Jeg kan ikke forstå, hvad han mener. Men jeg kan lide tanken. Du få mig tit til at le, når jeg tænker tilbage på alle de ord, du selv opfandt, når de danske ord blev for svære at huske. Nu bruger jeg selvsamme hjemmelavede ord overfor børnene, så de lærer dig at kende på den måde. Vi skal ned til farmor i vinteren. Jeg prøver at give Storm og Pil din arabiske kultur ind med modermælken. Og de skal nok få lært arabisk, det lover jeg. Når Storm ler, ser jeg dig. Du er i hans øjne. Han elsker virkelig at rejse og spise rigtig god mad, som dig far. Han bliver måske sømand som dig? Når Pil optræder med sang og dans, tænker jeg på dit festlige sind. Hun er den smukkeste lille, vilde og selvstændige pige. Når jeg råber ad ungerne og peger med min finger, så de hører efter, tænker jeg på dit iltre temperament. Når jeg mærker min rastløshed og ivrige længsel efter nye eventyr, ser jeg mig selv i dig. Jeg ligner dig så meget. Det ser jeg nu.

Jeg ville den dag i dag give mine arme og ben for at sidde hos dig bare én dag. Jeg savner dig og har brug for dig i mit liv. Jeg føler mig så alene uden dig. Og der er så meget, jeg gør og oplever for første gang, og jeg ville ønske, at jeg kunne dele det med dig. Jeg ville ønske, du kunne kramme dine skønne børnebørn. Vi er lykkelige, Brian og jeg, og, som han lovede dig, passer han godt på mig. Vi er uadskillelige og jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham, far.

Jeg fortryder tusind ting, jeg har sagt og gjort – og ikke gjort. Jeg elsker dig af hele mit hjerte far, og jeg håber, du er stolt af mig. Jeg greb ikke nuet med dig, mens jeg havde muligheden. Men far, jeg er dig, og du er mig.

Kærlig hilsen

Soulaima

TILMELD dig

vores nyhedsbrev her