Lærke Winther: For tidligt at undvære passion

Det var midt under generalprøven. Lærke Winther gik langsomt baglæns, klædt i hudfarvet nylonstrømpe fra top til tå. En del af et indianerkostume. I hænderne havde hun et stort stykke stof, som hun trak hen over den sorte scene. Hun ænsede ikke hullet, men pludselig forsvandt jorden under hende. Så lå hun på ryggen to meter under scenen. Turde ikke bevæge sig og med én eneste tanke i hovedet: "Jeg kommer aldrig til at holde min datter i mine arme igen." Hun var sikker på, at hun var lammet. Et sted ovenover lød et skrig, eller måske nærmere et brøl, fra medskuespilleren Carsten Bjørnlund. Derefter husker hun ikke så meget. Heller ikke, at hun kastede op ud over en scenetekniker. Ambulancen kom, og Lærke blev lagt i nakkekrave og løftet op på en båre. På Rigshospitalet fandt de hurtigt ud af, at hun hverken var lam eller havde brækket noget, og efter hun febrilsk havde råbt, at de ikke måtte klippe nylonstrømpen op, for der var kun en uge til premieren, blev hun sendt hjem igen.

I dag griner Lærke Winther af det tragikomiske. Men dagen efter ulykken på Stærekassen på Det Kongelige Teater i 2006 trak ingen på smilebåndet, da Lærke mødte op på arbejde. Bange for at være på scenen.

− Det var et tillidsbrud med virkeligheden, at jorden kunne forsvinde under mig. Senere gik det op for mig, at jeg kendte den fornemmelse og følelsen af ikke at have et ståsted.

Lærke blev kørt til en krisepsykolog, og et langt terapiforløb fulgte. En skelsættende februardag i Lærkes liv. Fordi scenen var blevet udvidet. Fordi nogen havde glemt at fortælle hende, at den stige, som havde stået på scenen under alle prøverne, var blevet afløst af et dybt hul. Den dag blev begyndelsen på et opgør med usikkerhed, fornægtelse og en alkoholisk mor. Det har været en lang vej siden forestillingen med titlen "Alle mennesker er dødelige". Værsgo at fundere over symbolikken.

LÆS OGSÅ: "Jeg havde ikke troet, at man kunne blive forelsket på en halv time"

Diskokugler og dans
Det er ikke udelukkende et pumpende hjerte, der gør, at Lærke Winther er lyslevende i dag. Grinende fastslår hun, at hun aldrig har haft det bedre. Hun har fundet sig selv, er fri, legesyg og danser i stuen med sin datter Billie på syv år. Hun er glad – sådan grundglad. Nå ja, der er da lige de der smøger, som blev en slags irriterende følgesvend efter skilsmissen fra eksmanden Mikkel. Det er vist på tide at lægge dem på hylden, indskyder hun. Det er trods alt halvandet år siden. Hun er ikke i undtagelsestilstand længere. Hun tager et hiv ud af det åbne køkkenvindue og sætter et stort og listigt smil op. Den næste investering er en diskokugle. En af de helt store, som skal hænge midt i stuen. Bare fordi hun kan, og fordi hun ikke skal spørge nogen om lov. Og måske i virkeligheden mest af alt, fordi hun gerne vil have sådan en glimtende fætter, og det er lidt stort selv at have fundet frem til netop det.

− Jeg har brugt mange kræfter på at finde ud af, hvad jeg godt kunne lide. Jeg har været meget usikker på alting. Jeg skulle turde komme derhen, hvor jeg fandt ud af, hvad det var indeni mig, der overskyggede, at jeg kunne mærke mine værdier, og hvad jeg kunne lide. Hvilket liv jeg gerne ville leve. Det kunne fylde mig med nervøsitet, hvis jeg blev bedt om at sige, hvad jeg godt kunne lide, for jeg vidste det ikke. Og hvad nu hvis det ikke var det rigtige? Det var frygten for at mene noget som helst.

Som meget ung var Lærke Winther skråsikker. I dag tør hun bare i al stilfærdighed mene noget. Hvad, der præcis skabte frygten, har hun svært ved at sætte en finger på. Fortrængning har været en nyttig overlevelsesmekanisme. Men Lærke er ikke i tvivl om, at det forløb hos en psykolog, som begyndte efter ulykken på Stærekassen, har givet hende fast grund under fødderne. Sammen med det at blive voksen og være i 30'erne. Og blive mor. Men først måtte hun øve sig. Næsten triumferende, som var det en pokal, løfter hun den sarte turkisgrønne tekop op fra bordet og læner sig smilende tilbage i sofaen.

− Den her kop var en af de første ting, jeg købte for fem-seks år siden. Jeg så den og tænkte: "Den her kop kan jeg godt lide. Jamen så køber jeg den!" For mig var det stort at turde mærke efter og så faktisk gå efter det.

Hun sætter koppen tilbage på bordet, finder en lok hår i nakken, som hun langsomt snor, mens hun ser eftertænksomt ud i luften.

− Når jeg tør tage et valg, som at nu vil jeg ikke se min mor mere, så er det ikke så farligt bagefter at vælge et billede, jeg skal hænge op på væggen.

LÆS OGSÅ: Sussi Lacour: Alt det rebelske ER mig

Hvem fanden har læst min dagbog?
Lærke Winthers forældre blev skilt, da hun var to år. Hendes far tog hende med i Thylejren, gav hende zoneterapi i toget og introducerede hende for spiritualitet. Han var "hver anden weekend-far" og meget forskellig fra hendes mor. Hun husker sin barndom som god. Hun faldt ikke i tomme flasker, når hun kom ind ad døren. Hun kan ikke huske, hvornår hendes mor egentlig begyndte at drikke. Det var nok i Lærkes teenageår. En fest, der greb om sig og aldrig sluttede.

− Det er interessant, hvordan hjernen kan lave forskellige versioner af sandheden om fortiden. Jeg har opdaget, at jeg er utrolig god til at fortrænge det, jeg ikke bryder mig om. Jeg er også bange for at lave et for sort billede af, hvordan min barndom var. For jeg er også meget taknemmelig. Hun har også været en helt fantastisk mor. Måske gør det så ondt, fordi vi var så tætte og fortrolige.

Lærke tager luft ind. Hun er usikker på, hvor meget hun vil fortælle om sin mor og alkoholen. Loyaliteten ligger dybt. Hun vil ikke udstille den kvinde, hvis kærlighed hun ikke betvivler. Men det er også et livsvilkår for mange andre mennesker. Det opdagede hun på et kursus for voksne børn af alkoholikere. Da Lærke selv blev mor, gik det op for hende, hvor slemt det stod til med moderens drikkeri. Så da hendes datter Billie var helt lille, tog Lærke initiativ til en intervention. Og Lærkes mor indvilligede i at komme i behandling på Majorgården på Midtsjælland. Samtidig begyndte Lærke på et pårørendekursus.

− De tanker og følelser, de skrev på tavlen, som var typiske for voksne børn af alkoholikere, fik jeg mig til at tænke: "Hvem fanden har læst min dagbog?". Det var så mærkeligt, for jeg troede, at mange af de ting gjorde mig speciel. Jeg troede, at jeg kunne læse tanker, og jeg vidste, hvornår jeg skulle spille offer, og hvornår jeg kunne manipulere. Men det vidste de andre også. Det var en øjenåbner, men jeg blev også identitetsforvirret, fordi jeg ikke vidste, hvem jeg var.

LÆS OGSÅ: Marina Bouras - "Han har god humor og er pisseklog"

Skyld og skam
Efter behandlingen var Lærkes mor ædru i næsten et år. Hun fik et tæt forhold til Billie, var en kærlig mormor, og for Lærke var det fantastisk at få sin mor tilbage. Da hun begyndte at drikke igen, besluttede Lærke, at hun for sidste gang havde forsøgt at redde sin mor. Hun kunne ikke holde til det længere. Dén erkendelse tog lang tid, men som hun siger: "Man kan ikke redde en alkoholiker, der ikke vil reddes."

− Jeg har givet slip på en masse skyld og skam og ansvar. Det gør så ondt at sige farvel, og det var, som om mit hjerte blev revet ud hver gang. Som om hun døde hver gang, hun faldt i. Det tog så mange ressourcer fra mit liv, og jeg kunne ikke byde min datter, at hendes mormor kom ind og ud af hendes liv. Det tog langt tid for mig at nå dertil, hvor jeg syntes, at jeg kunne gøre det med god samvittighed.

Det gør stadig ondt. Også at tænke på, hvordan det må være for hendes mor at blive valgt fra. Så Lærke kæmper for at blive i sit eget hoved, som hun udtrykker det. Ikke hoppe over i moderens hoved og liv. Ikke tænke på, hvordan hun selv ville have det, hvis Billie valgte hende fra. Engang. Da Billie kom til verden, dominerede forholdet til moderen også tankerne om, hvordan hun selv ville være som mor. Kunne hun klare det?

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen - "Man skal ville noget med kærligheden"

Læs resten af interviewet med Lærke Winther på næste side...
Var du bange for at blive til din mor?
− Det tror jeg, alle kvinder er på den ene eller anden måde. Jeg var virkelig bange for, at jeg ikke kunne finde ud af være mor. Jeg var bange for, at jeg ikke havde nok at tilbyde, at jeg ikke havde nogle værdier eller vidste, hvordan jeg skulle gøre tingene rigtigt. Det er et kæmpe pres at være forælder i dag. Jeg er meget imod den der perfektionsmodel, vi alle sammen skal leve op til.

Efter et par år stoppede Lærke med at være bange. Hun klarede det da meget godt, syntes hun. I dag har hun sammen med eksmanden Mikkel valgt at sætte Billie i en kreativ privatskole på Vesterbro uden alt for meget "spelttyranni og perfektionsræs". Hvor fællesskabet er i højsædet, og hvor de store og små børn hjælper hinanden. Det er nogle af de værdier, som Lærke har fundet frem til, betyder noget i hendes liv. Hun er forankret i sig selv og ved, hvad hun vil, som hun smilende siger. Hun tager sig selv alvorligt, og hver dag, når hun kommer hjem, breder hun armene ud og siger til den lejlighed, som hun selv har valgt, at hun elsker den.

LÆS OGSÅ: "Vi lever begge lidt på kanten, men vi klarer os"

For grådig overfor livet?
Det var også i den lejlighed, hun fik tvangstanker og panikangst lige efter skilsmissen. Den sommer havde været hård, og Lærke var slidt. Hun har forliget sig med, at mange børn af alkoholikere må leve med angstanfald. Hun er et sensitivt menneske. Det handlede ikke bare om, at hun havde valgt at gå fra Mikkel og taget hele ansvaret på sig. Hun var også en superkvinde, der ville have lejligheden istandsat og klar, inden Billie skulle starte i skole.

− Jeg gjorde det umulige, men så slap kræfterne op. Samtidig stod jeg på afgrunden af frihed, og jeg havde tilladt mig at gøre det, jeg altid har været meget bange for: Jeg havde krævet, og jeg havde gjort nogen ondt. Det var angstprovokerende at træffe en beslutning, som var så afgørende og indgribende i andres liv.

Egentlig havde de et godt ægteskab. De var tålmodige, fordi de var glade for deres lille familie. Da Lærke tog mod til sig og begyndte at mærke efter, dukkede spørgsmålet om grådighed op. Der var meget på spil, "og hvad kan man tillade sig?", tænkte hun. Kan man tillade sig at ville mere af livet?

− Hvad bildte jeg mig ind at turde tænke den tanke at blive skilt? Jeg havde jo faktisk en dejlig mand, der lavede fantastisk mad og spillede klaver. What's not to like? Men når man stiller sig selv spørgsmålet, bliver man også nødt til at turde sige: "Ja, sorry, jeg vil gerne have mere. Det er for tidligt for mig ikke at skulle leve med passion resten af mit liv." Der var ikke nok kærlighed tilbage. Vi var mere venner end kærester. Men jeg var meget ked af at skulle bryde vores familie op.

I dag bor Mikkel lige rundt om hjørnet sammen med sin nye kæreste, som både Lærke og Billie er vilde med. De spiser aftensmad sammen indimellem, og kører noget nær en forbilledlig skilsmisse.

− Både min eksmand og jeg er blevet gladere mennesker, så nu har Billie fået glade forældre. Det er vel nok synd!

Hun lader sarkasmen klæbe til de sidste ord, men bliver hurtigt alvorlig igen. Man er vel satiriker, og humor er Lærkes foretrukne overlevelsesmekanisme. Med humor kan hun vende tingene på hovedet og se det hele fra en anden vinkel. Og alt det med, at børnene er uden ansvar i en skilsmisse, er til at knække tænderne på. En svær balance.

− Jeg ved godt, at det værste for børn er, når deres forældre går fra hinanden. Men sådan er livet, og man kan ikke beskytte hinanden mod livet. Vi skilsmissebørn kan jo også en masse ting.

LÆS OGSÅ: Søren Faulis kone - Natteroderiet var mit ansvar

Lydløse prutter
Efter angstanfaldene genoptog Lærke besøgene hos psykologen og fandt roen igen. Så begyndte singlelivet, fritiden og friheden. For hver anden uge har hun kun sig selv at tænke på, når Billie er hos sin far. Selvom det er politisk ukorrekt at føle på den måde i Danmark i dag, så er alenetid ikke det værste, Lærke er kommet ud for.

− Folk spørger, om det ikke er sørgeligt, at jeg ikke har min datter hos mig halvdelen af tiden. Så prøver jeg at lægge ansigtet i de rette folder og svarer: "Jo, det er forfærdeligt". Men det er faktisk fantastisk dejligt. Så har vi hinanden en uge, hvor vi er intenst sammen, og bagefter kommer en uge, hvor jeg har min anden ungdom.

I de uger åbner hun dørene for alle veninderne. Så kommer de forbi og får hældt på af hvidvin og læsset af, hvis der er brug for en ventil. Lærke indhenter, fester og genopdager. Danser til alt det musik, hun hørte, da hun var 18. Og hun er overbevist om, at på et tidspunkt kommer kærligheden igen. I følgeskab af en storebror, hvis Billie kunne bestemme. Der er selvfølgelig bagage med, og i et nyt parforhold vil hun forsøge at sætte færre grænser for sig selv.

− Én af de ting, der har gjort mig gladere, er at slippe kontrollen og sige pyt. Ikke gøre de små ting for store og tage ansvar for alting. At jeg hele tiden skal have overblikket og styre hjemmet. Jeg tror, at vi er bange for kontroltab, fordi vi så ikke har noget at holde fast i. Men man bliver ikke så tit overrasket eller får benene slået væk under sig, hvis man hele tiden har faste billeder af, hvordan tingene skal være. Vi skal huske at have det sjovt!

Pludselig kommer Lærke i tanke om en ting, hun har opdaget efter skilsmissen. Grinende fortæller hun, at hendes prutter faktisk har en lyd. Må man sige det i et dameblad? Ja tak, endelig.

− Min eksmand er meget glad for at slå prutter. Han sætter ild til dem, og så bliver han farlig stolt. Samtidig løftede han øjenbryn, hvis jeg fes. Så jeg har altid troet, at mine prutter ikke kunne sige noget. Jeg er virkelig flov over at opdage, at jeg åbenbart har trænet mig selv i at prutte lydløst. Jeg bør nok lægge det af mig igen, hvis der kommer en ny mand, men lige nu prutter vi altså herhjemme.

På den måde er satirikeren og skuespilleren Lærke Winther måske som forventet. Finurlig, ikke bange for at udstille sine små særheder – eller almindeligheder. Men mest af alt grinende med dybe søer af pletvis alvor. 30'erne har sat kasser på plads i hendes liv og gjort det sjovere at være menneske.

­− Jeg tænker tit på den der sætning: "Youth is wasted on the young". Tænk hvis det bliver ved med at være sjovere, og så falder kroppen sammen, så man ikke kan blive ved med at danse med armene over hovedet. Det er lidt uretfærdigt indrettet.

LÆS OGSÅ: Jens Christian Grøndahl - Kvinder skal give plads