Lone Hertz: “Jeg har masser af smukke ar på sjælen. Jeg har elsket meget”

Hvornår har du været mest bange?
– Bange, det mindes jeg egentlig ikke at have været. Jo, da jeg var 7 og skulle til tandlæge. At være bange, synes jeg ikke er mit største problem. Jeg har derimod oftest en stor portion angst i mig. Jeg tænker forud og venter altid det værste. Jeg frygter allermest møderne i det sociale system omkring min hjerneskadede nu voksne søn. Til de seancer ryster jeg indvendigt. Det at leve i en handicappet familie betyder afmagt. Jeg er hans værge, og som sådan skal han og jeg i det sociale system ansøge og tigge og bede om alt, som han har brug for eller er afhængig af for at komme videre i livet.

Hvilket politisk emne kan få dig helt op i det røde felt?
– At opleve en flygtningeproblematik, hvor Europas politikere ikke vil være solidariske og løse problemerne i fællesskab. Jeg oplever det umenneskeligt, umodigt og stupidt, især fordi vi selv har været med til at bombe disse flygtninge ud på flugten. Vi skal og må gøre fællessag i Europa. Vold avler vold.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?
– At misundelse, jalousi og grådighed mindskes med alderen.

Hvilken del af din garderobe har den bedste historie?
– Jeg kan ikke vælge her, for jeg har stadig tøj hængende kreeret af min tids store kreatører, eksempelvis Jean Voigt, Mogens Eriksen, Margit Brandt. Jeg kan love jer, at det tøj kunne fortælle saftige historier, men det må vente til min selvbiografi.

Hvilken begivenhed har ændret din måde at ­tænke på?
– At min mellemste søn 10 måneder gammel blev erklæret hjerneskadet. Han bliver åndssvag, opgiv ham, få et andet barn – sådan lød "diagnosen". Siden den dag, de ord lød, har jeg arbejdet med begrebet "selvforglemmelse". Det at træde tilbage for et andet menneske. Du er ikke længere selv den vigtigste. En lære, de fleste forældre vist oplever, når de får børn. Det at få et handicappet barn gør det absolut livsnødvendigt at lære lektien.

Hvilken anden kvinde har inspireret dig mest og ­hvorfor?
– Det må være Jeanne d'Arc, en rolle, som jeg aflagde prøve i, da jeg blev optaget på teaterskolen. Jeannes mod er enestående. Hendes tro og hendes mod betager mig. Lykkeligvis kom jeg senere til at spille rollen på Det Kongelige Teater.

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse fra din barndom?
– Et minde, som har præget mit liv gennemgribende, stammer fra Anden Verdenskrig. Min far forsvandt fra mig fra den ene dag til den anden. Han flygtede til Sverige med sin jødiske familie i en fiskerbåd. Jeg var bare
4 år, og jeg var stærkt knyttet til ham. Lykkeligvis blev vi senere forenet i Sverige. Men i flere måneder vidste jeg ikke, hvor han var blevet af – eller om jeg nogensinde skulle se ham igen. Om han overhovedet levede eller var død. Det chok, det kærlighedstab gav mig en stærk faderbinding, som har præget mit valg af mænd gennem livet. Jeg er tryghedssøgende.

Har du et ar, der fortæller en historie?
– Ja, masser af smukke ar på sjælen. Jeg har elsket meget.

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?
– At jeg er så forbandet stærk. Da jeg var rektor for Statens Teaterskole, kaldte pressen mig "Jernlady". Men det at være stærk er ikke noget, man bare er, det er noget, man gør sig til. Oftest af nød. På samme måde, som man er nødt til at træne hårdt, hvis man ønsker sig stærke fysiske "Skipper Skræk"-muskler, på samme måde er du også nødt til psykisk at træne din udholdenhed. Jeg blev så forbandet, da pressen ved en af mine runde fødselsdage skrev om mig: "Hun er stærkest i modvind". Jeg kunne ikke lade være at tænke, så skulle I sgu bare have set mig i medvind. 

LÆS OGSÅ: Louise har været udstationeret i Mellemøsten: “Desperation kan få folk til at gøre sindssyge ting”

LÆS OGSÅ: Sofia fik brystkræft: “Det er vigtigt også at fortælle den gode historie”

LÆS OGSÅ: Karen Busck: “Selvhøjtidelighed er noget af det værste hos en mand”