Sofie Linde: Derfor løj jeg om at have venner, jeg ikke havde

Af Majbritt Lacuhr

– Jeg synes, det er fedt, når folk stikker snuden frem og tør noget. For i sidste ende er det dem, der vinder, for de får nogle oplevelser, andre ikke får. Fordi de tør. Det har jeg kæmpe respekt for. Der er virkelig ikke noget, jeg hader mere end janteloven. Og det er helt klart noget, jeg er vokset op med – en klar hey-i-vores-familie-gider-vi-ikke-noget-jantelov-attitude. Man må godt blære sig. På den gode måde. Det vigtigste er ved Gud, at vi kan rumme hinanden.

Med den attitude er det måske ikke så overraskende, at præcis 26-årige Sofie Linde kommer til at stå i spidsen som ny, sprød vært, når DR's primetime-succes "X Factor" ruller over skærmen for niende gang 8. januar. Janteloven er noget, hun har været frontkæmper mod i alle de år, hun har lavet tv. 

LÆS OGSÅ: Rasmus Tantholdt: "Det er svært at føle, at du svigter andre mennesker"

For trods sin unge alder er hun langtfra uerfaren. Faktisk har Sofie Linde lavet tv, siden hun var 18, og stået i front for en imponerende mængde børne-
tv på DR fra "Sommer Summarum" over "MGP" til diverse programmer på Ramasjang og Ultra og senest eget talkshow. Og forinden alt det medvirkede hun som 15-årig i en spillefilm – Nils Malmros' "Kærestesorger".

Larmende indslag i Odder
Sofie Linde er vokset op i "en lille pisseby", som hun siger, "hvor der hersker sindssygt meget jantelov". Nærmere betegnet Odder. Planen var kun at være der i nogle år. Men da Sofie var lille, scorede hendes forældre ifølge Sofie "en sindssyg lejlighed til ingen penge" – i hvert fald sammenlignet med priserne i Aarhus, hvor de begge arbejdede som henholdsvis kirurg og kardiolog, og derfor blev de hængende i Odder med deres – til at starte med – tre børn. Sofie og hendes tre år yngre bror og fem år yngre søster. Senere, da Sofie var 15, kom der endnu en lillesøster til.

– Der er ingen tvivl om, at vi altid har skilt os meget ud i min familie. Vi har larmet, og vi har fyldt meget. I folkeskolen havde jeg et klart ønske om, at mine forældre kunne være ligesom de andre forældre. Vi boede i den her kæmpe lejlighed, som de stadig ikke rigtig er flyttet ind i – tingene er ligesom bare havnet tilfældige steder og blevet der, og der er børnetegninger overalt og ikke rigtig styr på noget. Jeg ville jo skide gerne bo i et klassisk parcelhus med lædersofa og glasbord, for det havde de oppe hos min veninde. Hendes mor havde fri klokken
fire, og når vi kom fra skole, var der boller, og tit fik man også dessert efter aftensmaden. Sådan var det ikkehjem-me hos mig.

– Jeg husker også, at jeg var ret frustreret over, at jeg ikke kunne få en madpakke med, hvor nogen havde lavet et ansigt i agurken. Der var ikke noget i verden, mine forældre gad mindre end madpakker, de syntes, de var ulækre, så det fik vi aldrig rigtig med. Vi fik en bolle og en juice og et æble. Bum. Vi boede lige ved
siden af skolen, og var vi mere sultne, kunne vi bare gå hjem og spise.

LÆS OGSÅ: Linse Kessler: ”Sex betyder ikke noget særligt for mig lige nu”

– Mine forældre kørte tingene på deres måde, og der gik mange år, før jeg ligesom accepterede, at okay, så var det ikke dem, der var aktive på skolen, og det var ikke hjemme hos os, der var ryddet op, og der stod fine lyse-stager. Oprydning og rengøring foregik én gang om ugen, og så var vi alle i gang i to timer, indtil der var clean. Først gjorde man sit værelse helt rent, og når det var godkendt, fik man uddelt områder hver især. Og så løftede vi ikke en finger, før det var søndag igen.

– Jeg syntes, jeg havde de pinligste forældre. Min far havde langt hår og ørering og cyklede altid i træsko. Og så tog han den samme bakke ni gange, så han blev kendt i den der lille by som cykelmanden. I øvrigt er han farveblind og kunne sagtens finde på at tage orange bukser på. Alle de andre fædre havde laksko og jakkesæt på, når de kom til forældremøder, og mine forældre lignede nogen, der lige var væltet ud ad døren. Det har bare altid været lidt en gøglerfamilie. Og ja,
ligegyldigt hvor god en forælder du er, vil dit barn komme igennem en periode, hvor du kun kan være pinlig. Det tager noget tid, før man lærer at sætte pris på sine forældre. Nu synes jeg jo, de er verdens fedeste. For nu er jeg jo selv på en eller anden mærkelig måde blevet ligesom dem.

– Jeg har aldrig følt, at jeg har manglet omsorg. Jeg kan godt se, at mine forældre arbejdede meget. Til gengæld prioriterede de os hundrede procent, når de havde fri. Og vi fik altid lov til at gøre præcis, hvad vi ville. Vi måtte godt bygge en hule nede i kælderen eller fælde et træ ude ved sommerhuset eller gøre halvfarlige ting. Og det har da nok udstyret mig med en vis fandenivoldskhed og givet mig en klar prioritering af, hvad der er vigtigst. Nemlig min familie.

Frem med snuden
I Sofies familie blev man trænet i ikke at holde sig til-bage. Bølgerne kunne gå rigtig højt, og Sofie blev hele tiden spurgt til holdninger og skulle stå på mål for sine handlinger. Også de mindre heldige af slagsen. Som hvis hun for eksempel var "kommet til" at hapse noget slik i den lokale kiosk. Eller drikke for mange øl.

– For det første er jeg jo blevet trænet for sindssygt i at argumentere. Og selvom det har været kampubehageligt indimellem hjemme hos mig, fordi alt skulle vendes, så er det da noget, jeg har kunnet bruge rigtig meget. For det andet var der en no bullshit-politik hjemme hos os. Dummede man sig, fik man det at vide. Jeg tror nok, at mange af vores venner opfattede vores forældre som ret hårde. Det var ikke acceptabelt, hvis jeg havde drukket for meget. Mine forældre syntes, det var uncool at køre sådan noget teenagedruk. Drak nogle af vores venner for meget hjemme hos os, blev der bare ringet hjem til deres forældre. Og det var jo så pinligt. Mange af de andres mødre var nemlig så søde og sagde, man bare kunne sove hos dem, og så blev der dækket lidt over en. Hos mine forældre var der nul tolerance. Det var sgu ikke, fordi de var hårde, for alt var velkomment – de gad bare ikke det der, og de var pisseligeglade med, hvad sådan en flok 15-årige syntes. De var ikke interesserede i at være deres venner. Og jeg ved, at jeg bliver præcis ligesom dem, når jeg engang selv får børn.

Til gengæld bakkede de altid hundrede procent op om alt, hvad Sofie og hendes søskende kastede sig ud i. Også da Sofie prøvede kræfter med skuespillet og siden børne-tv.

Det var nu ikke, fordi Sofie satte sig ned, da skolebøgerne blev lagt på hylden, og ligefrem skitserede en stram karriereplan for at nå til tops i tv-branchen. Hun skulle da være læge. Ligesom sine forældre. Mest for sjov gik hun til casting på Nils Malmros' film, og mest for sjov skrev hun en ansøgning om at blive vært på et børneprogram som 16-årig – i håb om måske bare at blive rengøringskone på DR, griner hun. Det var ikke båret frem af nogen ægte og inderlige ambitioner om en skærmkarriere. Ikke desto mindre gjorde Sofies entertainergen indtryk, når hun dukkede op til castings. Ganske vist blev hun vurderet for ung til jobbet som børnevært i første omgang. Men bare to år efter, da hun efter gymnasiet var flyttet til London – "basically for at drikke sig fuld, lære sproget og hygge sig" – var der bud efter hende igen. Til jobbet som vært på børneprogrammet "Sommer Summarum".

Genert...
Nok lærte Sofies forældre hende ikke at holde sig tilbage, men det betød ikke, at det var en kæphøj og skråsikker pige, der trådte ind ad svingdøren i DR tilbage i 2007. Tværtimod. Pludselig stod hun over for et team af seriøse kolleger på mindst 27 år med uddannelser, erfaring og sociale relationer. Heriblandt Mikkel Kryger, som var hendes medvært og allerede godt inde i gamet med baggrund fra bl.a. radiostationen The Voice. I folkeskolen og i gymnasiet havde hun haft masser af venner.

I London boede hun i bofællesskab med andre unge. Altid havde hun omgivet sig
med nogen i nogenlunde samme båd – aldersmæssigt, socialt. Nu var hun flyttet til København, hvor hun ikke kendte et øje.

– Det har nok været den hårdeste tid ever. Jeg ankom direkte fra London med
mine tasker til værtstræning på DR med tømmermænd og 40 i feber. Det var så overvældende. Mikkel var 25 og steps ahead of me – ham følte jeg mig ikke tryg ved. Og så befandt jeg mig i en by, jeg kun kendte fra en studietur, en række byture og et par koncerter.

– Jeg husker, at det bare var sådan en varm sommer. Jeg var flyttet ind i en lejlighed på Frederiksberg, og ved siden af mig boede en pige på samme alder som mig, og hun levede bare det fedeste liv – gik på arbejde og sad
så ellers og drak drinks ude i haven hver aften. Alt det, jeg gerne ville. Jeg kendte
bare ikke nogen. Og så opdagede jeg, at jeg var så genert på arbejdet. Jeg har aldrig været genert, men jeg var totalt intimideret og følte mig mega på udebane. Det var brutalt at lære alt det her alene. Jeg var hele tiden sammen med nogen, der var ni skridt foran mig.

...og virkelig ensom
For i det mindste at føle sig mere hjemme i sin nye by gik Sofie ned på et turistkontor og fik sig et bykort, som hun minutiøst indtegnede ruter på og planlagde små udflugter ud fra i håb om at blive dus med gadenavnene og kvartererne. Og så lejede hun ellers en masse film fra den lokale Blockbuster for at slå fritiden ihjel – og forsøge at blive træt til kl. 21, så hun var frisk til næste morgen, hvor "Sommer Summarum" gik i luften kl. 8 om morgenen. Men så kom naboen hjem med sine venner...

– Jeg følte mig så ensom. Det var en vildt hård periode, men også en periode, der har været hamrende vigtig. For jeg lærte jo i virkeligheden at være sammen med
mig selv. Det havde jeg aldrig prøvet. Jeg havde altid haft mine søskende og mine venner og altid været meget social. Så det der med at være alene og socialt på ude-bane, det var virkelig nyt for mig. Der var så mange sociale arrangementer ude på DR, men jeg turde ikke tage til dem, for jeg var så bange for at blive gennemskuet, så jeg sagde, at jeg skulle alt muligt "med mine venner". De må have tænkt "hvilke venner?!". Og så sad jeg bare derhjemme og tænkte på, hvordan de hyggede sig.

– Jeg havde aldrig før været usikker, for jeg havde jo altid bare taget skridtene sammen med nogle ligesindede. Jeg higede virkelig efter at blive voksen enormt hurtigt. Og gik pludselig meget op i at se nyheder – bare for at have noget at tale om. Med tiden følte jeg mig mere tryg, og heldigvis var DR rigtig gode til at passe på mig.

– Jeg var stensikker på, at "puh, jeg er hurtigt ude af det her – det er slet ikke mig". Men jeg tænkte også "fint nok, så kan jeg spare nogle penge sammen, det er da totalt unikt. Lægestudiet venter på dig, det skal du nok nå..." Men Mikkel har lært mig, hvor sjovt det kan være, når man bare slapper af.

– Jeg har virkelig fundet min rette hylde. Jeg kan virkelig ikke se mig selv som læge i dag. Det lyder da også helt åndssvagt og uansvarligt. Hun griner sit høje, halvhæse grin og ryster på hovedet.

– Min far har altid sagt, at der var en entertainer gemt i mig, men mine forældre har aldrig pushet mig i den retning. De har altid været meget lyttende og interesserede. "Nej, hvor fedt, dejligt for dig... Du skal stadig gå ned med skraldespanden!" De har kørt efter devisen: Altid stolt, aldrig imponeret. Det er sgu nok meget godt – set i lyset af det storhedsvanvid, der på en eller anden måde gemmer sig inde i mit hoved. Haha.

Kendt og genkendt
Med til Sofies "rette hylde" hører også en bagside, som indimellem godt kan udfordre hendes grænser. For selvfølgelig har Sofies mange timer på skærmen også medført en vis eksponering uden for skærmen.

– Det er selvfølgelig meget modstridende. Det konflikter helt vildt med mit arbejde at sige, at jeg ikke kan lide opmærksomheden, for så burde jeg ikke lave det, jeg gør. Herhjemme synes jeg nu, man et langt stykke ad vejen selv bestemmer, hvor kendt man vil være. Du har altid mulighed for at sige nej. Du behøver ikke at gå til premierer, troppe op til åbningsfester og så videre. Sammenlignet med lande som England og USA har vi en meget venlig presse i Danmark.

LÆS OGSÅ: Peter Mygind: Dette skal mænd blive bedre til, når det kommer til kvinder

– Min værtstræner i DR, Tina Bilsbo, sagde til mig: "Husk nu, du bestemmer selv, hvad der skal ske. Det er en sindssygt god historie, hvis en børnevært er fuld til en åbningsfest... Pas på, du ikke bliver for grådig for hurtigt. Find ud af, hvem du selv er". Det er måske det bedste råd, jeg nogensinde har fået. For jeg dukkede ikke op til de ting, og så kom der heller ikke flere invitationer. Og dukker du ikke op, er du udenfor, og det, tror jeg, var så kløgtigt et valg. For den 18-årige pige, der startede dengang, havde da slet ikke fundet ud af at navigere alene i det. Hun tænkte bare, "gratis? Yes!"

En ting var pressen. Noget andet var, når hun kom gående på gaden, og der blev kigget. At hun hjemme i barndomsbyen pludselig var
"hende fra fjernsynet".

– Børnene har altid været sindssygt søde. Det er meget ærligt og ligetil. De har aldrig været et problem. De skal bare se giraffen – nå okay, det er hende, tjek – eller måske have en autograf eller et billede. Voksne er ligesom bekendt med, hvad man mere kan få, og det, har jeg altid syntes, har været meget invaderende. Mens jeg står og handler ind for eksempel, kan der være en, der siger: "Næh hej, jeg tror da lige, der er nogen, der gerne vil hilse på dig". Og så siger jeg hej til børnene, og de siger hej til mig, og så går de. Men så bliver moren stående: "De vil også gerne have en autograf. Og et billede. Og faktisk så har Silas jo fødselsdag her i næsten uge, og vi bor jo lige rundt om hjørnet...".

Allemandseje
– Når man ikke er A-liste-kendt som Mads Mikkelsen, men mere Å-liste som mig, er man lidt allemandseje. Man skulle tro, det var løgn, hvad folk kan finde på.
Jeg har også oplevet folk, der er blevet decideret vrede på mig, hvis jeg ikke har haft tid og måske er løbet til bussen eller har siddet med en grædende veninde på en cafe, så har jeg sagt "ved du hvad, det passer rigtig dårligt nu", hvorefter vedkommende har sagt, "men jeg betaler licens". Underforstået: jeg har ret til at kræve noget af dig. Folk er hæmningsløse. Det har jeg haft det svært med. Indimellem har jeg haft helt åndenød ved tanken om at gå ud. Med tiden har jeg lært at navigere i det – også i takt med, at jeg føler mig mere selvsikker i forhold til mit arbejde, men det kan stadig godt føles ret grænseoverskridende.

– Det er nemmere i København, for der ser man jo nærmest en kendis hver eneste dag. Alle er vant til det. Der er forskel på at komme gående i København og at komme gående i Beder. Tit bliver mine venner irriterede over det. Men jeg er ikke sart med det. Man må sgu gerne kigge. Det er prisen. Det er mere de der personlige henvendelser og forventninger, jeg har det svært med. For man har jo aldrig rigtig fri, hvis man ikke får lov at tjekke ud en gang imellem og bare være menneske. Jeg kan jo godt finde på at tage en cigaret indimellem, og så synes jeg, det er pisseirriterende, at folk kommer over og pludselig vil have en lang snak om det. Det har taget mig lang tid at finde balancen og de gode svar. Men jeg har fundet ud af, at når du kvæler folk i godhed eller rationelle forklaringer, så går det op for dem, hvad der sker.

Kæreste med kollega
Siden engang i sommer har der været dobbelt op på kiggefaktoren, når Sofie har bevæget sig rundt i gader og stræder. Der blev hun nemlig kæreste med sin kollega, Joakim Ingversen.

– Jeg tror, Joakim kan blive mere irriteret over det, end jeg kan. Det rører ikke rigtig mig mere. Folk må kigge alt det, de vil. Jeg kigger for pokker selv, når der kommer en kendt. Joakim synes, det er rigtig irriterende, når vi er ude at spise for eksempel. I og med, at vi er hele to kendte, er vi bare blikfang. Det er da klart, at der er flere, der kigger, når man går hånd i hånd, end når man bare går alene. Det er vi totalt forstående over for.

– Joakim og jeg har været gode venner i rigtig mange år. Så det her forhold kom bag på os begge, egentlig. Der var rigtig mange drinks involveret... haha... og ja, så skete det bare. Jeg har aldrig prøvet at blive kærester med en bedste ven før. Men pludselig begyndte vi vel bare at flirte lidt, og uden vi var begyndt at tænke over, hvad der skete, begyndte vi at kysse lidt... Jeg må da ærligt indrømme, at jeg også havde mine bremseklodser nede, for jeg har altid svoret, at jeg ikke ville have en fra samme branche. Men det kan man jo ikke rigtigt styre. Så må man face the facts: Godt, nu er vi her, hvor vi rigtig meget leger kærester, vi er forelskede i hinanden, skulle vi så ikke bare bryde det princip?

– Det har været topfedt at få en kæreste, der laver det samme som en selv. Når jeg ringer og siger "ja, jeg sagde godt nok, at jeg ville være hjemme kl. 7 – jeg er altså først hjemme kl. 12 i nat", så er der bare no questions asked, det er bare "selvfølgelig, fair nok". Vi arbejder stadig sammen med nogle ting, hvor vi på skærmen ikke skal være kærester, og det er bare megahyggeligt.

– Joakim er skide sjov. Det betyder meget for mig. Han er meget nede på jorden og har det samme forhold til sin familie, som jeg har til min. Den prioriteringsliste, som er så vigtig for mig, eksisterer helt naturligt også hos ham. Og så er vi bare enormt gode til at få det maksimale ud af kedelige ting. Det er virkelig en egenskab! Når jeg skal arbejde i Jylland, tager han med, så laver vi en tur ud af det og har det hyggeligt, når jeg har fri. Det har jeg ikke prøvet med en kæreste før – at der altid er god stemning og hundrede procent forståelse. I mine tidligere forhold har jeg altid skullet forsvare mig i forhold til mine lange arbejdsdage. På den måde kan man godt komme til at føle sig lidt alene i forholdet, medmindre man tager aktivt del i, hvad den anden laver. Det er Joakim og jeg rigtig gode til.


LÆS OGSÅ: Når kærligheden står der, beder man den ikke om at vente

LÆS OGSÅ: "Kærlighed betyder mere for mænd end for kvinder"

LÆS OGSÅ: Sonja Oppenhagen: "Kærligheden er meget lettere, når man kommer op i min alder"