"Jeg hader tanken om, at nogen skal komme og gøre mig forelsket"

Maria Walbom Vinterbergs mor lå i hospitalssengen. Med et sovende ansigtsudtryk og små elektroder klistret på brystkassen. Hun var lige blevet opereret, og sammen med sine to døtre stod Maria ved sengen og betragtede hende.

Indeni var Maria én stor hvirvelvind. Hun lå i skilsmisse fra sin mand gennem 17 år, filminstruktøren Thomas Vinterberg, og frygten for kontroltab, der i årevis havde plaget hende med dødsangst og fobier, sad i hende. Og lige dér midt på hospitalsstuen erkendte hun det, som de fleste mennesker på et tidspunkt erkender: Hun havde ikke kontrol over en skid.

Elektroderne fra hendes mors brystkasse var koblet til et elektrokardiogram, der på en computerskærm i bølgende kurver viste, at hendes mors hjerte slog regelmæssigt, og at hun nok skulle klare den.

”Prøv at kigge på det der,” sagde Maria til sine to døtre og pegede på computerskærmen. ”Det går op og ned og op og ned. Hvis det gik jævnt, lige ud, så var hun død. Det er sådan, livet er.”
– Der på computerskærmen så jeg ikke bare et billede af min mors hjerterytme, men også et billede af mit eget liv. Alt var kaos. Men jeg har altid godt kunnet lide, at det går op og ned. Gerne meget. Jeg kan godt lide at være meget, meget glad eller meget, meget ked af det, og det var også derfor, at da mit ægteskab var nået sådan et rugbrødstema, så kunne vi jo ikke mere. Stregen må aldrig blive lige og jævn. Der skal være liv i lortet.

Barn af provinsen
Teatret ved Sorte Hest ligger lige der, hvor Vesterbro møder Frederiksberg. Hvor morskab møder kundskab. Og hvor historien møder nutiden. Tidligere var bygningen en landevejskro for de bønder, som ikke nåede inden for Københavns volde, før Vesterport lukkede ved solnedgang. I dag er bygningen omkranset af et hvidt stakit, og der sidder hvidsprossede vinduer i murstenene. Udenfor står Maria Vinterberg og ryger. Hun har været teaterchef her siden januar 2012 og er selv et lille, teatralsk stykke at se til. På fødderne har hun mørkebrune snørestøvletter med plump hæl som fra Victoria-tiden.

Vinterkulden har trukket en dragt af gåsehud op omkring hende, og hun lader støvletterne danse fra skosål til skosål for at holde varmen.

– Uh, det er blevet vinter, hva’, klaprer Maria til en af teatrets ansatte, der kommer forbi.

– Ja, Vinterberg, svarer hun.

For første gang nogensinde, forklarer Maria senere, har hun en følelse af frihed helt inde i sig selv. En frihed fra ægteskabet og en frihed fra den dødsangst, som har forfulgt hende, lige så længe hun kan huske. Hun har taget plads på sit kontor i en stol af rødt plys, holdt sammen af metalnitter, der følger stolens rundinger, og foran hende står et lille bord med kniplingsdug. Hun har selv indrettet det.

 – Her er dødhyggeligt, synes jeg.

Heldigt nok, for hun lægger 80-100 arbejdstimer hernede hver eneste uge, sjusser hun sig frem til. Maria er opvokset i Næstved. Og Ringsted. Og Kalundborg.

Og Haslev. Og København. Af årsager, hun aldrig helt har forstået, havde hendes far behov for at starte forfra igen og igen og rykkede familien op med rode til en ny by, så snart de var faldet til i den sidste.

– Mit barndomshjem var en kæmpe, forvirret rodebunke, konstaterer hun. I alle de provinsbyer, hun boede, var Maria ”det mærkelige barn”, siger hun. Sådan et barn, der talte om hemmelige verdener, og sådan et barn, der elskede at vippe med tæerne, så derfor tøffede hun altid rundt i sko, der var alt for store og gav luft til tæerne.

Det kunne være en udfordring, når man som Maria havde en oprigtig tro på, at alverdens ulykker indtraf i det øjeblik, hun trådte på stregerne mellem fortovsfliserne.

– Jeg havde et mærkeligt, indre liv, som ingen forstod. Jeg følte aldrig rigtigt, jeg hørte til et sted. På en måde hørte jeg til i min egen familie, men på en måde var jeg altid udenfor. Det har fulgt mig hele mit liv… jeg har altid følt mig unormal.

Gift som 21-årig
Da Maria som teenager flyttede til København, åbnede sig en ny verden for hende. Hun blev politisk, meldte sig ind i bevægelsen mod EF, sad hver tirsdag inde i Folketingssalen og fulgte med i debatten, ligesom hele hendes første løn fra fritidsjobbet gik til avisen Land og Folk.

En dag kom en ung fyr ind på den café, hvor hun arbejdede, han præsenterede sig som Thomas og fortalte, at han lige var blevet færdig med gymnasiet og lavede lidt film for tiden. Maria syntes, han var pæn, så hun inviterede ham med til en fest, og kort tid efter var de kærester.

– Efter halvandet år besluttede vi, at vi måtte gøre noget, for vi skændtes, så ørerne blafrede, og var hele tiden ved at gå fra hinanden. Men det kunne vi ikke, og så friede Thomas. Han sagde, at vi lige så godt kunne blive gift, så det der med at forlade den anden ikke blev en trussel, vi kastede tilfældigt om os. Når vi blev gift, var det ikke noget med bare at gå. Maria var 21 år, Thomas 19. De blev gift i Vor Frelser Kirke og var ”helt på toppen over, at det var gratis”, husker Maria.

– Og vores præst var standervissen, siger hun. Efterfulgt af et grin. Hun griner, som man gør på skrift: ”Hi hi hi hi hi.” Høje, hæse tegneseriefnis helt nede fra maven.

– Præsten syntes, vi var unge, og han troede nok ikke helt på projektet. Vi sagde, at vi ville være sammen resten af livet. Og vi mente det. Vi var jo børn, men vi havde det fantastisk, siger hun.

Sammen fik de døtrene Nanna og Ida, og på karrierefronten blev Maria først assistent for instruktøren Peter Langdal og sidenhen selvstændig teaterinstruktør. Thomas kom på filmskolen, fik i årene derefter stor succes med sine film, og parret havde hinanden under armen på den røde løber til alverdens premierer og sågar til kronprinsparrets bryllup – Maria iført dobbeltlagt perlekæde og lyserødt tylskørt.

LÆS OGSÅ: "Jeg er stolt af, at vi har været sammen i 18 år"

En kronisk dødsangst
De fleste børn vokser fra frygten for at betræde stregerne på fortovet. Men ikke Maria. Faktisk forplantede den sig til flere grene i hendes liv.

 – Jeg har været utroligt fobisk anlagt, ik? siger hun.

– Frygt for store pladser, højder, rotter, flyvere, alt. You name it, I’ve got it. Det har hæmmet mig og min familie, for det har virkelig fyldt meget.

Før i tiden tilbragte hun mindst den halve flyrejse ude hos piloterne i cockpittet med hørebøffer på, så hun kunne høre kommunikationen med kontroltårnet. Da angrebet på World Trade Center satte en stopper for den adgang, måtte hun medicinere sig selv stærkt for at udstå følelsen af kontroltab i luften.

 – Jeg var så dopet, at Thomas altid kaldte mig ”Christiane F.” oppe i luften. På familiens skiture hylede og skreg jeg af højdeskræk oppe i skilifterne, og jeg har stået naglet op ad murene på store pladser i europæiske hovedstæder, fordi jeg syntes, det var uoverskueligt, siger Maria, der også havde mareridt om ørkener, ligesom hun i flere år pure nægtede at gå ud med skraldet af frygt for at møde en rotte. Det gjorde Thomas eller pigerne altid. Hun troede vitterligt, at hun ville dø.

Hvorfor udviklede du den dødsangst?
– Fordi der var rod i min barndom, tror jeg. Og jeg holdt fast i den som voksen, fordi det liv, Thomas og jeg levede, var så spidsbelastet af uro med rejser, huskøb, for meget arbejde og for mange sociale arrangementer. Så jeg tænkte, ”Der må komme styr på tingene, nogen må have kontrol.” Jeg troede, at verden faldt sammen, hvis jeg ikke havde styr på den, og på en eller anden måde fandt jeg liv i døden: Når jeg frygtede den, mærkede jeg, at jeg var i live.

Kontroltab i skilsmissen
I foråret 2007 tog Maria og Thomas en beslutning, som udløste det ultimative kontroltab for hende. De lod sig skille. – Det var ikke så meget det der med at vokse fra hinanden, det var mere, at der ikke var mere tilbage andet end bare at holde af den anden. Vi var for længst holdt op med at skændes, vi havde det bare fint… Vi havde brugt kærligheden op på en eller anden måde, og det var på den anden side for fint til, at man skulle begynde at synes, det var noget lort.

– Hvis jeg skal være rigtigt hård, så havde det ikke noget med Thomas at gøre – det var den konstellation og det liv, vi havde fået opbygget. Der var ikke så meget Thomas og Maria tilbage, det var et stort og mærkværdigt sammensurium af noget, vi havde siddet og broderet på i årevis. En konstellation af nogle huse og nogle børn og noget karriereliv, og jeg havde det sådan ”Thomaaaas – hvor er vi henne?”

De gik i gang med den formelle del af en skilsmisse, og da Thomas under optagelserne til filmen ”En mand kommer hjem” i 2007 faldt for den 18 år yngre skuespiller Helene Reingaard Neumann, var der ingen vej tilbage.

– Hvis der ikke var kommet en tredje person ind i billedet, havde jeg måske sagt: ”Skal vi ikke bare gå tilbage til hinanden, for vi mister så mange penge, børnene er kede af det, og der bliver hevet og flået i alt det, vi har bygget op.” Vi skændtes også om det og hylede og skreg, og jeg blev ked af det, da han fandt en ny kæreste. Det gjorde ondt, for så var der ingen vej tilbage. Men glæden over at finde ud af, at man kunne gå, var alligevel for stor til, at jeg havde en specielt kraftig refleksion over, at han blev kæreste med Helene. Jeg var dødselvoptaget i min egen proces.

Midt i det hele blev Marias mor alvorligt syg, og det gjorde Marias indre virvar totalt, men hun og Thomas holdt fast i deres beslutning om at leve hver for sig. – Jeg kan stadigvæk godt tænke på det som… fuldstændig vanvid. Når man har været sammen i så mange år, så er man jo viklet ind i snore alle steder, følelsesmæssigt og fysisk. Vi havde jo huse og lejligheder og sommerhuse, der skulle fordeles. Vi havde børn, der skreg og hylede over, at mor og far skulle skilles. Alle syntes, det var forkert. I dag hylder Maria skilsmissen, forklarer hun, fordi den har ført flere gode ting med sig – først og fremmest har den hjulpet hende af med dødsangsten.

– En skilsmisse harmonerede ikke med et kontrolgen som mit. Jeg var jo fuldstændigt ude af kontrol. Jeg kunne ingenting gøre ved noget som helst, men så opdagede jeg, at jeg ikke døde af det, og det er den erkendelse, der har fået det til at forsvinde. Det der med at slippe kontrollen og finde ud af, at det jo bare er sådan, livet er – det har åbnet en fantastisk verden, siger hun. Det var, da hun sad i en flyver på vej til Paris for fem år siden – med pillerne klar i hånden – at hun opdagede, at angsten aldrig kom. Og den har stadig ikke været der.

Tror ikke på ægteskabet
I dag sidder Maria og drikker cola på sit eget kontor i et af Danmarks ældste intimteatre. Jobbet som teaterchef er det sjoveste, hun nogensinde har prøvet, forklarer hun, og ansvaret har givet hende en indsigt i egen styrke, hun aldrig har kendt til. Selvom det var nervepirrende, fortryder hun ikke et sekund, at hun flygtede fra konformiteten og ægteskabet. Hun rykker lidt rundt i stolen. Tænker lidt.

– Jeg tror ikke på kernefamilien, kommer det så.

– Vores kernefamilie fungerede i hvert fald ikke, og jeg føler en meget meget stor frihed ved ikke at være i det rum.

– Jeg tror virkelig ikke på ægteskabet som institution. Derfor er det jo også absurd, at jeg blev gift. Ægteskabet og kernefamilien blev en lukket enhed, som var ekskluderende. Man bliver lullet ind i en boble og fastlåst i en eller anden ramme, som begrænser. Et lille, lukket center, siger hun.

Døtrene bor i dag skiftevis 14 dage hos Maria og 14 dage hos deres far. For halvandet år siden blev de storesøstre til Thomas’ og Helenes barn, Albert.

– Vores forhold er supergodt, jeg taler nærmest med Helene dagligt. Efter at hun, hendes familie og Albert er kommet ind i vores liv, er der bare kommet endnu en kraft ind i det center, der tidligere udgjorde vores lille, lukkede kernefamilie. Hver eneste gang vi har åbnet dørene og puttet mere ind, så er det bare blevet større og dejligere. Børn har brug for tryghed og kærlighed, men hvem siger, at det kun er to mennesker, der kan give dem det, spørger hun retorisk.

– Skilsmissen har lært mig, at livet er større end den lille kerne. Meget større. Jeg har jo altid prøvet på at formindske verden med min kontrol, men jeg har opdaget, at verden ikke er farlig. Kærligheden hænger i klaser overalt i luften, og der er ikke noget eller nogen, der er en trussel for mit liv længere. Det er bare en kæmpe befrielse.

LÆS OGSÅ: TV-vært Peter Mogensen: Far efter one night stand

Ikke flere mænd nu
Marias mund krymper sig i foragt, når hun tænker tanken om et fast parforhold i fremtiden.

– Jeg tror, jeg har udstået min del af regulære parforhold. Jeg synes ikke, det er sjovt. Hver eneste gang jeg kommer i nærheden af noget, der minder om et forhold, er det eneste, jeg kan mærke, at de vil tage noget. At jeg skal afgive noget.

Har du en angst for at blive forelsket igen?
– Ja!
– Jeg hader tanken om, at nogen skal komme og gøre mig forelsket. Det gider jeg simpelthen ikke. Sådan som det er lige nu, ville jeg være flov over at skulle have en mand. Selvfølgelig ser jeg mænd, altså, det gør man jo. Men at begynde på noget, der skulle ende ud i en reel relation, det ville jeg synes var besværligt, og jeg ville sidde med en konstant frygt for, at forholdet blev jævnt og forudsigeligt.

– Andre må gerne være i et ægteskab. Jeg siger bare, at den ikke går for mig. Jeg viser mine døtre, at man ikke behøver have en kæreste eller en mand for at leve et stolt liv. Jeg tror, det var Madeleine Albright, der sagde: ”Bag enhver stærk kvinde står en skilsmisse.” Lige nu lever jeg det liv, som, jeg synes, er fornemt. Jeg var også flov over at være afhængig af en mand.

Var du virkelig afhængig?
– Det var jeg da. Jeg var jo sovset ind i den dødssyge kliche med mand og børn og succes, som ville være helt umulig at leve uden… troede jeg. Jeg vil ikke have, at mine børn tror, at lykken sidder i at være sammen med en mand. Jeg vil have, at de ved, at lykken sidder i dem selv. De siger, de oplever en radikalt anderledes mor – jeg er mere til stede, jeg har selvtillid, og jeg er stolt. Jeg tror simpelthen ikke, man er skabt til at sidde der og ikke kunne klare sig selv. Før man kan klare sig sammen med andre, skal man kunne klare sig selv. Fordi jeg blev gift så ung, så klarede jeg aldrig mig selv, og det er ikke særligt forbilledligt.

Hvad handler det i bund og grund om?
– Det, jeg i bund og grund protesterer imod, er forudsigelighed. Klicheen. Jeg kan det ikke. Hvis jeg kender resten af historien, så tager jeg flugten.

– Jeg har fundet ud af, at det er en drift, siger hun og er tavs et øjeblik.

– Det giver skidegod mening!

– Jeg tager flugten, når forudsigeligheden rammer, for ellers kan jeg ikke mærke livet. Det giver både uro og fred. Udslag på elektrokardiogrammet. Det er jo sådan, livet er.

LÆS OGSÅ: Erik fik en ny kæreste en måned efter sin kones død