Mia blev dømt steril efter kræft: ”Jeg er mor til to mirakelbørn”

Mia var på ingen måde forberedt på den alvorlige diagnose lægerne dagen efter forklarede hende og hendes forældre om på Odense Universitetshospital. Hun havde i et halvt års tid skrantet med ondt i halsen, træthed og høje infektionstal. Selv troede hun, hun manglede jern. Hendes egen læge sendte hende videre til undersøgelser, da han ikke kunne forklare den sejlivede infektion, som huserede i Mias krop. Men han virkede ikke specielt bekymret, så det var Mia heller ikke. På hospitalet viste en skanning pletter på Mias lunger, og at hendes lymfer var på størrelse med valnødder. Man blev nødt til at tjekke, hvad det var, men det kunne være mange ting lød meldingen. Fremskreden lymfekræft var ikke et svar Mia og hendes forældre havde forestillet sig i deres vildeste fantasi. Men det var det svar, de fik.

LÆS OGSÅ: 6 uventede fordele ved at sove nøgen 

− Det var meget uvirkeligt at sidde dér til sådan en alvorlig snak. Jeg var kun 21 år gammel og dårligt nok kommet i gang med at leve mit liv. Jeg tror ikke helt, jeg forstod det. Jeg levede jo sundt. Havde aldrig røget. Jeg var så ung... Lægen fortalte, at kræften havde spredt sig, og at jeg befandt mig mellem stadie tre og fire, hvor stadie fire er det mest dødelige. Det var alvorligt. Jeg skulle ikke bare sluge, at jeg havde kræft, jeg skulle også tage stilling til min behandling, som skulle i gang hurtigst muligt.

− Jeg fik 24 timer til at beslutte mig, om jeg skulle have den rigtig skrappe, men mest effektive kemobehandling eller den lidt mildere kemo. Jeg valgte den hårde kur. Kræften skulle ud af min krop. NU. Men da jeg valgte den hårde kemokur, valgte jeg også at indvillige i at blive steril.

I dag har Mia det godt. Efter fem sygdomsfri år blev hun sidste forår erklæret rask. Helt rask. Hun har mødt sit livs kærlighed, Mads. De er blevet gift. De har købt et gult rækkehus med en dejlig have. Hun har færdiggjort sin uddannelse som økonomiassistent. Og så er de er blevet forældre ikke bare til én, men to sunde og raske piger. Mia har nået de drømme, der den septemberdag på hospitalet i 2008 synede fuldstændigt uopnåelige.

LÆS OGSÅ: "Kvinders følelsesregister fascinerer mig helt vildt"

Liv eller børn?

Tilbage på hospitalet fortalte lægerne Mia, at den hårde kemokur betød, at hun efter behandlingen kun vil have 1 procents chance for at få børn. En brutal udmelding, men også en nødvendig én, mener Mia. Det var vigtigt, hun forstod, at hvis hun valgte den behandling, så fik hun ikke børn. Hun blev anbefalet at få opereret sine æggestokke ud og få dem frosset ned, så chancerne for at få børn efter kræften var til stede. Det betød en større operation og at kemoen tidligst kunne startes tre dage senere.

− Det lyder som et barskt valg, men i situationen var det ikke så svært for mig. Jeg var single og havde faktisk aldrig haft en kæreste. Børn var slet ikke inde på nethinden for mig endnu. Jeg har altid gerne ville være mor en dag, men på det tidspunkt kunne jeg ikke overskue at skulle igennem operationen. Både fordi, det var et indgreb, hvor jeg igen skulle i fuld narkose og fordi, det ville tage mindst tre dage at komme mig nok oven på operationen til at kunne begynde i kemo. Lægerne sagde, at jo før jeg kom i gang med kemo, jo bedre var mine chancer. På en måde er børn slet ikke en overvejelse, hvis man ikke selv er sikker på at overleve.

Beslutningen skulle træffes nu og her, men i dagene efter gik det op for Mia, hvad hendes valg egentligt betød.

− ­Jeg ville få den bedste chance for at overleve, men det betød også, at jeg ikke kunne føre mig selv videre. At jeg aldrig kunne give mine forældre børnebørn. Det fyldte pludselig rigtig meget. Jeg er enebarn. Mine forældre har kun mig. Der for mange tanker igennem mit hoved, og jeg havde mange lange snakke med mine forældre, som jeg flyttede hjem til, da jeg fik diagnosen. Ville adoption være en mulighed senere? Hvad gik det overhovedet ud på? Og hvad siger man til en kæreste, når jeg fik sådan en engang? "Du skal vide, at jeg ikke kan give dig børn?". Det var en stor mundfuld at skulle forholde sig til.

Cancer-kamp

Mia var cancerpatient i seks måneder. Seks lange og hårde måneder med kemo og alle dens bivirkninger - en masse sygdom og dårligdom, hårtab og fortykning i ansigtet. Seks måneder, hvor alt stod stille på nær Mias frygtsomme tanker.

− Den første måned reagerede jeg ikke rigtigt. Jeg prøvede nok at være stærk for mine forældre. Men den 16.oktober skrev jeg et brev efter en lang og søvnløs nat, hvor jeg ikke kunne finde ro. Jeg ved ikke helt, hvem det var til. Til min familie, tror jeg. 2-3 sider tordnede jeg ned. Det var alle mine frustrationer og aggressioner, jeg så på papiret bagefter. "Hvorfor rammer det mig?", "Hvor er det uretfærdigt!", "Jeg er bange...". Og først dér, gik det op for mig, at den første måned havde været hård. At jeg var dødssyg. Jeg havde kræft. Den tanke, der fyldte allermest i mig gennem hele forløbet var: "Hvad hvis jeg ikke lever videre?"

Allerede i december 2008 begyndte lægerne at kunne se, at kræften trak sig tilbage. Mia turde ikke selv tro på det, og forholdte sig skeptisk helt frem til den solskinsdag i 2. april 2009, hvor hun efter sin sidste kemo blev erklæret sygdomsfri.

Ingen kræft, kun kærlighed

I årene der fulgte, gik Mia til kontrol for at sikre sig, at kræften ikke vendte tilbage. Og ellers så levede hun bare sit liv. Hun blev færdiguddannet som økonomiassistent, flyttede tilbage i sin lejlighed, gik ud med veninderne og var i det hele taget bare glad og taknemmelige over at være i live. Efter kemoforløbet var Mias krop begyndt at gå i overgangsalderen. Den producerede ikke længere hormoner selv, og det betød ikke bare, at Mia ikke længere var frugtbar, det betød en række andre følgevirkninger såsom skrøbelige knogler. Derfor fik hun efterfølgende hormonpiller for at opretholde en kunstig menstruation, og standse følgevirkningerne af overgangsalderen. Men efter to år fik Mia pludselig ondt i maven. Det viste sig, at hendes krop var vågnet af kemoens dvale og var begyndt at producere hormoner selv. Mia stoppede med hormonpillerne og afventede, hvad der skete. I slutningen af 2011 var Mias lykke næsten gjort, da hun mødte Mads, og de hovedkulds forelskede sig i hinanden.

− Jeg tror, det var kærlighed ved første blik. Vi mødte hinanden 25. december 2011 og har været sammen lige siden den dag. Allerede efter nogle dages kæresteri fortalte jeg ham også om min sygdom, og hvad den betød. Hvis han gerne ville have børn, så var det nok ikke med mig, det kunne lade sig gøre. Jeg følte, at jeg blev nødt til at lægge kortene på bordet fra starten.

Men det skræmte ikke Mads, som sagde til Mia, at de bare måtte se, hvad der skete hen ad vejen.

− Og så en dag fik jeg pludselig min menstruation selv. Det havde lægerne aldrig nogensinde troet ville ske! Alle var chokerede. Og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg nogensinde skulle være så glad for at få en menstruation. Jeg tudbrølede af glæde. Jeg var så glad. Allerførst betød det slet ikke, at jeg kunne få børn. Det betød bare, at min krop stadig virkede, og at jeg måske kunne få chance for at prøve. Og det var i sig selv en kæmpe gave!

Efter bare tre måneder sammen fortalte lægerne Mia og Mads, at hvis de ville have børn, så skulle de ikke vente for længe. Ingen vidste, hvor lang tid Mias krop selv producerede hormoner og var frugtbar. Der var ingen tid at spilde for nyforelskede par.

– Det var ret vildt, for vi havde kendt hinanden i så kort tid. Men vi vidste begge, at vi gerne ville have børn. Mads var over 30. Jeg var over 25. Måske var det den eneste chance nu... Og hvis det mod forventning ikke gik med os, så var vi enige om, at det ville være det hele værd, at få et barn. Så måtte vi få det til at fungere på en eller anden måde. Vi prøvede selv i et halvt år uden held, og så fik vi hjælp.

LÆS OGSÅ: "Jeg nægter at tæmme min lyst" 

Kampen for at blive forældre

Mia og Mads blev tilbudt IVF-behandling, hvor man både udtager æg, inseminerer dem og lægger de befrugtede æg op i kvinden igen. Lægerne fik fire æg ud af Mias æggeledere. Normalen er 10-12 æg ved proceduren. Ud af de fire æg, viste der sig kun at være ét, der var sundt og raskt efter kemoen. Den 23. januar får Mia det befrugtede æg sat op. Hun har ikke høje forventninger og tør ikke håbe for meget. Mads er i den helt modsatte lejr fuldstændig sikker på, at det vil lykkedes, og at Mia bliver gravid.

– Nogle uger efter skulle jeg have svar på min blodprøve fra klinikken på, om det var lykkedes eller ej. Men jeg var så spændt, at jeg ikke kunne vente. Jeg stod op kl.5 for at tage en hjemmetest. Jeg var spilvågen med det samme og skyndte mig ud på badeværelset for at tage testen. To streger tonede frem – positiv. Jeg kunne slet ikke forstå det. Kunne det virkelig være rigtigt? Jeg tog en test mere. Samme resultat. Jeg blev helt ekstatisk og fløj ind til Mads, der stadig sov og viste ham testen. Han kiggede på testen, smilede og sagde så bare: "Hvad sagde jeg".

Mia og Mads tør dårligt tro på deres held. Både de og deres familier er ved siden af dem selv af lykke over nyheden, men de er også alle ængstelige for at komme igennem første trimester, så graviditeten er mere sikker. Men alt går lige efter bogen, og Aya kommer til verden den 16.oktober 2013 - tre dage over tiden.

– Da jeg fik hende i armene første gang, tror jeg slet ikke, jeg kunne fatte det. Var jeg virkelig blevet mor til et barn? Det var helt ubeskriveligt, men en kæmpe forløsning. Jeg havde ingen ord. Tårerne trillede bare. Tænk at man kan få sådan et perfekt lille væsen på et eneste forsøg. Et lille væsen, som bare elsker én fuldstændigt ubetinget. Et væsen, der er ligeglad med, hvad man har af både fortid og fremtid, bare man er der.

Da Mia og Mads blev forældre til Aya, kunne de ikke bede om mere. Hun var et sandt mirakel. De kunne godt tænke sig to børn hen ad vejen, men Mia var samtidig meget afklaret med, at hun ikke ønskede at gå igennem et fertilitetsforløb med hormoner og nåle igen. Hvis det skulle ske, så skulle det ske naturligt og gerne nogle år ude i fremtiden. For nu ville de bare nyde familielykken. Men så udeblev Mias menstruation.

– En lørdag morgen, en uge over tid, og tænkte, at jeg nok hellere måtte tage en test for en sikkerheds skyld. Den var positiv. Jeg tror, jeg tog tre mere, før jeg kom ud fra toilettet. Det var en meget anden oplevelse end første gang, jeg stod med en positiv test. Jeg tænkte: "Det er løgn?!", men ikke på den henrykte måde. Jeg gik ud til Mads, som sad og gav Aya sutteflaske og viste ham testen. Han fik et chok og troede ikke på, hvad han så. Det var som at få en spand koldt vand i hovedet for os. Vi havde en lille baby på fem måneder. Det var slet ikke planlagt og vores økonomi var ikke til det. Og havde vi overhovedet heller plads? Vi brugte de næste tre timer på at snakke og græde. For det var så surrealistisk en situation.

I løbet af de tre timer vender parret alle muligheder og alle tanker. Abort er på bordet. Og kommer af bordet igen. De er chokerede, overraskede, kede af det... Men langsomt begynder de at snakke om, hvordan de kan indrette sig. Det skal nok lykkes Mia at få et job efter barslen. Og at det nye barn kan også arve noget af Ayas tøj. Og hvor er det egentligt også fuldstændigt mirakuløst, at Mia er blevet gravid. Bare sådan.

– Selvfølgelig skulle vi have det barn. Det var et mirakel. Det var bare et mirakel der kom fuldstændigt bag på os.

– ­Det var en meget anden graviditet end den første. Selvfølgelig har vi glædet os, men ikke på samme måde, som med Aya. Det har jeg haft enormt dårlig samvittighed over. Aya var bare ønskebarnet. Ella er også et mirakel, men på en helt anden måde. Det var en masse andet, end glæden der fyldte også. Vi havde jo allerede ét lille barn - hvordan skulle vi lige klare det med to? Og så var der også en frygt for mit vedkommende over, at det var sket naturligt. Der var ingen læger, der havde screenet ægget. Hvad hvis der var noget galt med ægget efter kemoen? Noget galt med hende? Jeg var faktisk bange gennem hele graviditeten, selvom lægerne sagde, at alt så godt ud. Min tiltro til læger er blevet rystet lidt. Jeg har jo selv set, at det kan tage fejl, når de vurderer noget. Jeg åndede først lettet op, den dag jeg fik hende i armene.

Den 28. December 2014 kom Mads og Mias anden datter, Ella, til verden. Helt perfekt. Familien lever trangt, men godt i det lille rækkehus. Ella er lige startet i dagpleje og barslen er ved at være forbi for Mia, som til november starter som job økonomiassistent.

- Alt endte meget bedre, end jeg havde turdet håbe på. Det er hårdt, men det er godt! Min største frygt er stadig at få kræft igen. Især nu, hvor jeg har pigerne. Tanken om, hvis jeg bliver syg, og de skal leve videre uden mig er fuldstændig ubærlig for mig. På den måde frygter jeg det nok endnu mere nu. Jeg er meget bevidst om, hvor heldig jeg er at have overlevet kræften, og at jeg er blevet mor, selvom ingen troede, det var muligt. Jeg tænker nok lidt, at jeg ikke kan være så heldig to gange. Men jeg prøver at lade være med at tænke for meget på det. Man kan jo ikke leve og gå og være bange.

– Taknemmelig fylder rigtig meget for mig. Både for mine piger, men også bare for at være i live. Jeg føler, at jeg har fået en chance mere. At jeg har fået lov til at vise, at jeg vil livet. Jeg kunne godt have undværet, at jeg fik kræft, men jeg tror, det var godt for mig at få den opsang om, at jeg skulle elske mit liv lidt mere. Jeg hviler meget mere i mig selv i dag, og jeg er bedre til bare at være glad over alle de små ting.

LÆS OGSÅ: Kvinder indeholder mere end æg og æggestokke  

LÆS OGSÅ: "Jeg kan dø af én enkelt druktur"

LÆS OGSÅ: 7 tegn på at du giftede dig med den rigtige