Mig og mormor: “Min mormor har lært mig at være taknemmelig for det, jeg har”

Af Majbritt Lacuhr og Charlotte Wendt 

Hvordan vil du beskrive din mormor?
Jenny: Jeg er meget fascineret af de historier, hun kan fortælle, og af alt det hun har oplevet igennem sit hundrede år ­lange liv, som jo også er reel danmarkshistorie. Hun er også rigtig god til at følge med i mit liv og kan huske mine veninders navne og holde styr på deres bryllupsdage.

Hvilken livserfaring har din mormor givet videre?
Jenny: Jeg synes, jeg har lært noget om ligestilling. Du er ­vokset op i en tid, hvor mænd og kvinder bestemt ikke var lige – især ikke, hvis man kom fra landet.
Hanna: Nej, jeg fik ikke en krone til mig selv. Sådan var det for alle. Der var stor arbejdsløshed, da vi blev gift i 1939.
Jenny: Du blev på den måde holdt nede, indtil din mand døde i 1978, og du måtte tage ansvar for dit eget liv i en alder af 62. Du har jo sidenhen klaret dig rigtig godt og er utrolig selvstændig. Du har gennemlevet svære kriser – mistet din mand og to børn – og ­alligevel holdt dig på benene.

På hvilke punkter er I mest forskellige?
Jenny: Der er så utrolig stor forskel på vores liv og det udgangspunkt, vi kommer fra. Du har haft en meget hårdere barndom og ungdom end mig og har virkelig knoklet hårdt fra morgen til aften, og det står bare ­lysende klart, hvor privilegeret jeg er, når jeg hører din historie. Jeg har aldrig skulle arbejde hårdt. Du har været igennem to verdenskrige og den kolde krig, utryghed og store udfordringer – og set i det lys er jeg jo bare vokset op i et utrolig fredeligt samfund. På den måde har jeg ikke som dig brudt den sociale arv. Det har du og min mor gjort før dig. Dengang du voksede op, var der de fine og arbejderne, og man var heldig, hvis man på nogen måde kunne bryde det mønster. Jeg er til gengæld født ind i et hjem med overskud og uddannelse, men det er også noget, du har en ære i – at dine børnebørn klarer det godt.
Hanna: Jeg tænker, at min mor har haft det strengt, men hun klagede aldrig over noget, og det har jeg nok arvet fra hende. Jeg knoklede, men jeg kunne lide det. Og jeg var så stolt af det hus, din morfar og jeg fik. Jeg fik det præcis, som jeg ­ville ­have det.

På hvilke punkter ligner I mest hinanden?
Jenny: Vi er begge drevet af, at der skal ske noget. Som min mormor kan jeg også blive nærmest smådeprimeret, hvis der ikke sker noget – sådan var det for eksempel for mig at være på barsel. Det er næsten for stillestående for mig. Men min mormor har lært mig, at hvis man er trist, skal man ikke sætte sig ned med hænderne i skødet.
Hanna: Nej, så skal man arbejde sig ud af det. Man skal selv hjælpe til, selvom det er så svært.
Jenny: Du har altid været rigtig god til at bakke din mand op. Det var dig, der havde drivet, og da han døde, var du nødt til at lære dig selv en masse opgaver, som havde været hans. Betale regninger og så videre. Du havde en stor krise, men du kom ud af det ved at få dit første rigtige arbejde som smørrebrødsdame hos Superfos.
Hanna: Ja, jeg fik pip af at gå derhjemme og tørre vindueskarme og ­tage mig af en syg mand. Men jeg var rystende nervøs i forhold til, om jeg kunne finde ud af det i den store kantine, men da jeg mærkede, at jeg var god nok, blev jeg så glad for det, og jeg var der i 10 år.

Hvordan inspirerer din mormor dig?
Jenny: Hun har levet et meget aktivt liv de sidste mange år, og det er en stor inspiration for mig. Du har stået i genbrugsbutik og har været på højskole flere gange om året og på rejser. Og du har været meget aktiv i kirken og på ældrecentret, hvor du har joket med, at du skulle ned og passe på de gamle.
Hanna: Og jeg har gået mannequin i 10 år for tøj til ældre kvinder, men til sidst kunne jeg ikke gå uden stok. Jeg har lært så utrolig meget af det, der automatisk er kommet ind i mit liv. Men kræfterne er forsvundet her på det seneste. Energien er ikke forsvundet, jeg har bare ikke kræfterne. Og jeg kan ­ikke fordrage at være afhængig af andre. Når jeg ser tilbage, så var jeg ikke kommet så godt igennem livet, hvis ikke jeg havde haft min barnetro. Det har givet mig meget at være engageret i kirken. Og i aften skal jeg til sommerfest dernede.

LÆS OGSÅ: Mig og mormor: “Jeg skal også se sådan ud, når jeg er 73”

LÆS OGSÅ: Mig og mormor: “Vi har en tosomhed, som får tiden til at stå stille”

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen og Ghita Nørby: “Vi kan grine og græde og få et spark i røven”