Peter Øvig: Skilsmissen er værste oplevelse

KÆRESTE
Janne Breinholt Bak, 38.
Forlagsredaktør på Gyldendal

– Jeg blev skilt fra mine børns mor lige mellem "Blekingegadebanden" 1 og 2 i sommeren 2007, og nogle måneder efter mødte jeg faktisk Janne i forbindelse med en fest på Gyldendal. Det var min kone, der ønskede skilsmisse, og det er uden konkurrence det værste, jeg har oplevet i mit liv. Samtidig havde jeg det sådan, at jeg i hvert fald også skulle opleve den positive side af det at være en fri mand, så jeg havde et par meget muntre måneder og så forskellige kvinder. Jeg var ikke forelsket i nogen af de kvinder, men det blev jeg i Janne. Dels fordi jeg synes, hun er meget smuk, men også fordi jeg fornemmede en urstyrke, som jeg kun har fået bekræftet, efter at vi har kendt hinanden i fem år. Hun er en helt usædvanlig stærk kvinde, og det tror jeg også er nødvendigt for at leve sammen med mig. Jeg har haft to ægteskaber af ti år, og begge ekskoner har sagt til mig, at jeg er enormt god til at få min vilje. Jeg fylder meget, er en anden måde at sige det på. Og derfor skal man være parat til selv at fylde noget og stå fast som kvinde i mit liv.

Huset er inddelt i to lejligheder
– Janne flyttede ind her i foråret 2008. Huset er inddelt i to lejligheder, jeg bor nedenunder med mine to børn, og Janne bor ovenpå med sine to børn. Vi besluttede ret hurtigt, at det kunne være interessant at prøve at arbejde sammen, og Janne blev redaktør på mine Hippiebøger. Alle sagde til os, at det skulle vi lade være med, men vi ville prøve, så måtte det briste eller bære. Og det har været en kæmpe fordel, tror jeg. Jeg er meget engageret i mine bøger, og jeg tror, at Janne er næsten lige så engageret i de bøger, hun er redaktør for, som forfatterne er. I hvert fald har vi haft samme problem i vores tidligere forhold, at vi kan blive helt opslugt af vores arbejde, og jeg har faktisk forklaret skilsmissen fra mine børns mor med, at jeg var hende utro med en bog. Jeg opdagede simpelthen ikke, hvordan hun gik og havde det, før det var for sent.

– Jannes erfaring med forfattere og hendes styrke kom mig til gode et års tid efter, vi havde mødt hinanden. Jeg fik en depression, som nok handlede om en form for præstationsangst i forhold til den nye bog, jeg skulle i gang med. Jeg har haft flere depressioner i mit liv, men jeg har aldrig villet kalde det depressioner, for det var det, min mor led af, og det ville jeg ikke. Jeg har kaldt det mine "blå perioder", eller at jeg var "svingende i humør", men for nogle år siden begyndte jeg at sige, ja, jeg lider sgu nok af nogle depressioner, og jeg begyndte at tage lykkepiller. Den depression, jeg fik i 2008, var den værste, jeg havde haft, og jeg tænkte, "fuck mand, jeg har kun kendt Janne et år, hvordan vil hun tage det?" Men Janne var ikke specielt bange, hun havde oplevet forfattere i krise før. Hun var stenhamrende rolig og sagde til mig, at jeg var ved at finde ud af, om jeg skulle skrive den bog, og hvis jeg endte med at gøre det, ville jeg have et vanvittigt godt fundament at stå på. Og det er jo, synes jeg, et eksempel på, at det fungerer godt for os at arbejde sammen.

"Vi opdrager ikke hinandens børn"
– Vi skiller ikke arbejde og privatliv ad. Selvfølgelig kan vi blive uenige om noget arbejdsmæssigt indimellem, og det er hårdt, men det er ikke anderledes, end hvis vi er uenige om noget privat. Vi kan blive lige så engagerede i en diskussion om, hvorvidt en bogforside skal være rød eller blå, som vi kunne være om, hvorvidt væggene i huset skulle være røde eller blå. Det problem har vi så ikke, fordi vi har hver vores etage og hver vores børn. Det betyder, at der er områder, hvor man normalt er meget tæt og skal træffe fælles beslutninger, som vi ikke har.

Det er selvfølgelig et privilegium, at vi har råd til at bo sammen hver for sig med den dobbeltdrift, det medfører, men alle familier skulle have mulighed for at prøve det, for det er helt fantastisk. Vi vasker hver vores tøj, og vi blander os ikke i, hvordan den anden rydder op og gør rent. Vi har fire børn hver anden uge og diskuterer børneopdragelse en masse, men vi opdrager ikke hinandens børn. Ligesom hvis ungerne har kammerater på besøg, griber vi ind, hvis der er noget, der er ved at blive ødelagt, eller hvis nogen er ved at få brækket en arm. Men vi blander os f.eks. ikke i, hvordan den andens børn spiser. Jannes børn skal spise en sund mad, inden de må få pålægschokolademaden lørdag og søndag, mine må gå direkte til pålægschokolademaden, ha, ha. Vores børn går selv op i, at jeg opdrager mine børn, og Janne opdrager sine børn, og det er der jo så nogle konsekvenser af.

– Janne er vokset op på Mors, hvor der var mange keramikere og kunstnere, og hvor en del hippier rykkede ind i 70'erne. Hun oplevede en stor åbenhed omkring seksualitet, og at det f.eks. var naturligt at se sin far og mor nøgne. Det kan godt være, at der er nogle hippiebørn, der har problemer med det i dag, men jeg kan ikke se, at Janne har taget skade af det, og det har altså givet hende den mest ubegrænsede glæde ved sex, ha, ha. Det gør mig MEGET glad!

Læs også: Mia Lyhne: Ikke nemt at finde Mr. Right

DATTER
Ea, 13.

– Det bedste ved Ea er hendes engagement, kreativitet og hittepåsomhed. Når det går op i en positiv højere enhed, kan hun gøre, lige hvad hun vil, her i verden. Det er en meget stor fornøjelse at se hende være i gang med at udføre et projekt, hun selv har udtænkt. Nu er hun ved at være for gammel til at lege, men hvad hun ikke har iscenesat med de tre andre børn af teaterforestillinger, udflugter og måltider. Hun er en helt fantastisk storesøster og bonusstoresøster.

– Ea engagerer sig både højt og dybt, og f.eks. har hun interesseret sig så intenst for mine hippiebøger, at hun nærmest selv er gået hippie. Når hun først har kastet sig over et projekt og har en mission, hun forfølger, så er hun sådan set umulig at bremse. Nogle gange er det jo så bare trist, at der er ting, der ikke er realistiske, som hun ikke kan overskue konsekvenserne af, eller som jeg ville komme til at hænge på, hvis hun gik i gang. Men der er det praktisk talt umuligt at standse hende med argumentation, og det er min helt store udfordring. Ea argumenterer lige så godt som mig, og jeg kan ikke argumentere mig igennem overfor hende. Jeg er ikke vokset op i en autoritær familie, men alligevel er der et univers til forskel på, hvordan jeg havde det med min far, og hvordan hun har det med mig. Hvis han hævede stemmen lidt, så holdt jeg op. Sådan er det ikke med Ea.

– Nu bliver jeg jo klogere på det ved at skrive om hippierne, for det er jo i slut tresserne, autoritetsfaldet sker. Jeg startede i skolen i '68 og har oplevet, hvordan der kom ny lærere, man skulle sige du til, og som ikke kunne styre ungerne. Jeg er vokset op med den moderne måde at opdrage børn på, hvor man snakker sig til rette, og hvor man ikke behøver skælde ud. Og så opdager jeg bare nu, at det ikke fungerer over for Ea, når hun har sat sig noget i hovedet. Og hvad gør man så? Ha, ha!

Hører sig selv sige: Det er mig, der bestemmer!
– Det, jeg hører mig selv sige, er: "Ved du hvad, det er mig, der bestemmer!" Det ville jeg jo ikke have troet, at jeg skulle sige, og jeg havde heller ikke troet, at jeg skulle være nødt til at råbe det! Jeg har tit lovet hende ikke at råbe, og jeg har aldrig holdt det. Og hvis hun så ikke gør, hvad jeg siger, selvom jeg råber det meget entydigt, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, men det har vi nu diskuteret. Jeg sagde til hende, at det altså ikke dur, og at der må være en måde, hvorpå jeg kan sige stop for alvor. Og så bad jeg hende om at finde ud af, hvad jeg kunne true hende med, som ville være rigtig slemt, men som også ville være realistisk at gennemføre. Vi blev enige om, at hun ikke måtte gå på internettet i tre dage, så nu har vi en aftale om, at jeg kan true hende med det, hængende på køleskabet. Vi har ikke været ude i det endnu, men muligheden er der. Og se, det er jo den faderlige autoritets totale fallit – at barnet selv skal finde på, hvad man skal true med!

– Jeg havde en klog kone, som jeg i mange år besøgte en gang om året, og hende havde jeg også Ea med inde hos, da hun var seks år, fordi jeg syntes, det var svært. Hun sagde, at jeg simpelthen skulle være meget taknemmelig for, at Ea havde valgt at blive født som datter af mig. Ea er, ifølge min kloge kone, en meget gammel og vis inkarnation. Jeg tror ikke nødvendigvis på tidligere liv, men jeg kan jo ikke vide det, og jeg bruger det som en metafor i mine tanker, når Ea og jeg har en konflikt. Jeg tænker, okay, lige nu er Ea altså vanvittig irriteret over, at en anden bestemmer over hende, for hun er i virkeligheden langt klogere end mig. Og det er noget, jeg forstår, for jeg har det selv rigtig svært med folk, der prøver at bestemme over mig, så ja, det har Ea jo nok fået med fra mig.

Læs også: Brian Holm: Skal ikke giftes igen

Læs resten af interviewet på næste side...
VENINDE
Karen Grue, 63.
Psykoterapeut.

– Karen er den vigtigste inspiration til mine hippiebøger. I mine bøger om Blekingegadebanden havde jeg skrevet om, hvor forfærdeligt en del af ungdomsoprøret udviklede sig ud i fundamentalisme, og jeg havde sådan lyst til at skrive en glad bog, som handlede om nogen, der gjorde noget godt i verden. Jeg skriver jo ikke fagbøger, jeg vil ind og have et drama og en motor i mine bøger, så jeg skulle finde den historie, som kunne give mig dramaturgien i hippiebøgerne. På et tidspunkt læste jeg en bog, der hedder "Dengang i 60'erne", og der fandt jeg et lille billede af en kvinde, som stod i det særtog, som DSB indsatte for at køre folk op til Thylejren i 1970, hvor de ville lave et nyt samfund. Kvinden – som viste sig at være Karen Grue – står og danser i en kjole, hvor hun har skåret huller ud til brysterne. Man har set masser af billeder af hippiepiger, der er helt nøgne, men her var det meget raffineret og sensuelt. Jeg tænkte, "hold da kæft, det er da det, jeg skal skrive om". Jeg fandt ud af, at den lejr var et meget stort visionært tænkt forsøg på at lave et nyt samfund på en mark, hvor man startede fuldstændig fra scratch, så jeg har bygget en bog op, der starter ved dag nul, hvor Karen kører op til Thy, og så følger man projektet dag for dag.

Det gik galt og førte til drab, selvmord, sindssyge, ulykkelighed og svigtede børn
– Jeg fandt frem til Karen, som i dag bor på Christianshavn og arbejder som psykoterapeut. Mange hippier har en meget sund skepsis over for medier og journalister, men jeg fik lov til at komme ud og besøge hende, og hun er et fantastisk menneske, som er blevet ved med at "leve hippie" på godt og ondt. I "Hippie 1" er Karen den, der fortæller, hvad det var at være hippie dengang, og i "Hippie 2" er hun den eneste, der får lov til at komme ind og reflektere over, hvad der skete dengang, for jeg synes, hun er den, der gør det klogest. Hun siger f.eks., at det jo er nemt nok at sætte sig uden for samfundet og alle autoriteter og leve af bistandshjælp, men at det er det at skabe noget af værdi for andre mennesker, der betyder noget. Hun gør også op med den del af hippielivet, der handler om at sidde og fyre en masse hash eller forsvinde ind i nogle syretåger, og hun er enormt god til at forklare, hvad det er for nogle værdier i hippie, som kunne gå helt galt. Og det er det, min anden hippiebog handler om. Alt det, som gik helt galt, og som førte til drab, selvmord, sindssyge, ulykkelighed og svigtede børn.

– Karen bruger de evner, hun har, til at gøre verden til et bedre sted at være og til at hjælpe mennesker til få et lykkeligere liv. Desværre er der mange af dem, der gerne vil frelse verden, som ender i en eller anden form for fanatisme og firkantet verdensforståelse. De vil have, at alle skal puttes ind i deres billede af verden. De her unge mennesker fra Søborg, som blev til Blekingegadebanden, var jo super idealister og ville hjælpe fattige folk i ulandene, men de endte med at skyde en betjent og give en anden kraniebrud. Det gode ved hippie er det antiautoritære og åbenheden over for verdens uendelig mange facetter.

– Karen er stadig fuldstændig åben over for nye fænomener i verden, og det fascinerer mig at møde mennesker, der er kommet op i årene, som stadig er nysgerrige. Jeg er ked af at sige det, men jeg har ikke mødt så mange mænd, der er sådan. Når mænd bliver gamle, ender de tit i noget selvoptaget bitterhed. Bitterhed er min største angst, hvad angår mit eget liv. Så snart folk begynder at tale kritisk om "nutidens unge", er der en kæmpe stor alarmklokke, der begynder at bimle i mit hoved.

– I dag har Karen og jeg et venskab, og hun var blandt andet med til min 50 års fødselsdag. Hun havde gemt kjolen med hullerne, og hun havde tænkt, at hun ville give mig hullerne i fødselsdagsgave som et symbol på mit hippieprojekt. Men så syntes hun alligevel, at det var en lidt fattig gave, og syede i stedet for en meget smuk hippieskjorte af det fineste silkestof, hvor hullerne blev syet på med farvet baggrund.

Læs også: Paprika Steen: 30 procent af mig synes ikke, jeg er god nok


RESERVEOLDEMOR
Elisabeth Bomhoff, 100.
Tidligere frihedskæmper og medlem af Holger Danske under besættelsen.

– Lis mødte jeg for små 15 år siden, da jeg var i gang med at skrive bogen "Efter drabet", som handler om modstandsbevægelsens likvideringer. Jeg skrev blandt andet om de to berømte modstandsfolk "Flammen" og "Citronen", som også er blevet foreviget i Ole Christian Madsens film. Jeg blev meget optaget af "Flammens" historie, og jeg delte research med manuskriptforfatteren på filmen. Vi sad på Café Europa og nørdede totalt over "Flammen", og en dag inviterede han mig med ud til Lis, som egentlig hedder Elisabeth Bomhoff. Under krigen var hun værtinde for "Flammen" og i øvrigt også flere andre modstandsfolk. "Flammen" levede under jorden og havde et meget farligt liv, hvor han havde til opgave at likvidere folk, der var farlige for modstandsbevægelsen. Lis boede i nærheden af Dyrehaven, og hun har forklaret mig, hvordan det var smart at bo der, for der var flugtveje gennem Dyrehaven.

– Lis var midt i 80'erne, da jeg mødte hende første gang. Det kunne godt være endt med det ene besøg eller måske et til, og i dag kan jeg faktisk ikke helt forklare, hvad der skete. Det var ikke sådan, at jeg hægtede mig på Lis, men hun inviterede på en eller anden måde til, at det blev mere end et interview, og inden jeg fik set mig om, tog jeg derud med min dengang nyfødte datter. Det blev til mange besøg, og Lis er simpelthen endt med at blive en reserveoldemor i vores familie. Mine børn har stor mangel på bedsteforældre, fordi de enten er døde, syge eller fraværende, så det er godt med en reserve, men jeg besøger lige så tit Lis alene. Hun har ingen børn, men hun har en fantastisk evne til at knytte mennesker til sig. Hun er en af dem, der kender hemmeligheden om, hvordan man bliver gammel som et levende menneske. Som ikke begynder at lukke ned, men som tværtimod lukker op for nye venskaber i en sen alder. Det er en egenskab, jeg gerne selv vil have.

– Jeg er meget optaget af at studere, hvad kvinder som Lis og Karen gør, så de ikke bliver bitre, men tværtimod fortsat er fulde af livsappetit. Foreløbig har jeg valgt at kalde deres tilgang til livet for "nysgerrig åbenhed". De er parate til at møde verdens tilskikkelser og nye mennesker uden at dømme dem på deres udseende, seksualitet eller politiske overbevisning. Jeg har aldrig diskuteret politik med Lis. Jeg tror, at vi ville være rygende uenige, men det betyder ikke noget. Det, vi har sammen, er en eller anden form for nærvær, og jeg synes, at det er meget værdifuldt at kende et menneske af hendes karat.

Læs også: Barnløshed var ved at skille Torben Zeller og Gun-Britt