Powerparret Christian Stadil og Alice Brunsø: ”Man kan undgå meget terapi, hvis sexlivet fungerer”

Alice Brunsø og Christian Stadil har en regel derhjemme. Sofareglen. Særligt Alice holder strengt på den regel. I den røde sofa må der ikke snakkes om arbejde. Aldrig.

Alice: – Vi snakker om arbejde, når vi spiser, når vi sidder i bilen, mens vi henter børnene – det fylder sindssygt meget, men på den røde sofa om aftenen er der ingen Mät-snak. Så der sidder jeg fra klokken 19...

Hun slår en høj latter op, og kigger på Christian, der prøver at sige noget om, at det jo er, fordi han er så passioneret omkring deres nye fælles firma Mät, hvor Alice er CEO, og han selv er bestyrelsesformand. Men hun afbryder.

Alice: – Altså, jeg sidder med Mät hele dagen, det gør Christian jo ikke. Når han kommer hjem, vil han gerne høre, hvad der er sket i løbet af dagen, men jeg vil hellere snakke om noget andet. Jeg ved jo, hvad der er sket på mit bord.

LÆS OGSÅ: Anne Cortzen møder Uffe Elbæk

Forstår hinandens sprog
At tale med Alice Brunsø og Christian Stadil er en festlig og langstrakt affære. De taler begge meget, de afbryder hinanden, de byder på frokost, de ­byder på kaffe og eksotisk te, og hvis ikke det var, fordi jeg havde et arrangement senere på dagen, er jeg ­sikker på, at jeg kunne være blevet hængende flere timer længere. De to har ellers nok at se til med to små børn, et tredje på vej, og et arbejdstempo, der kan ­tage pusten fra de fleste. Christian er administrerende direktør og ejer af Thornico, der har omkring 120 driftsselskaber og vurderes til at være fire til fem milliarder kroner værd. Han ligger nummer 16 på ­listen over Danmarks rigeste, og sidste nye skud på stammen er altså det økologiske fødevarebrand Mät, som Alice og Christian har udviklet i samarbejde med Alice' ­barndomsveninde Sofie Bentzen, som har bloggen Healthjunkie.dk, og kost- og træningsekspert Michelle Kristensen. Første produkt er en proteinbar, som også ligger til fri prøvesmagning på bordet under interviewet. Flere produkter er på vej indenfor de kommende måneder. Alle er de baseret på æggehvideprotein, som en af familiens andre virksomheder producerer.

Man skulle tro, at Christian og Alice har kendt hinanden i ­årevis med alt det, de har sat i gang både privat og arbejdsmæssigt, men det har de faktisk ikke. Det er blot fem år siden Alice bemærkede en spøjs type til en fest. Christian fik også
øje på ­noget.

Alice: – Vi var begge til sådan en lidt festivalagtig fest på et gods på Fyn. Jeg vidste godt, hvem Christian var, fordi jeg interesserer mig for forretning, men ikke mere end det. Jeg så bare den her fyr på dansegulvet, der var meget fuld og meget skæg.

Christian: – Jeg var til festen med min gode veninde Sofia Manning, og pludselig der i crowden ser jeg hende. Alice. Hun var en fuldstændig stand-out. Og det er ikke bare noget, jeg siger i dag, jeg sagde det også til Sofia den aften. Du ved, hvis man har en hylde med en masse produkter, og så er der bare ét produkt, der stikker ud. Bang! Vi talte lidt sammen, men jeg var så fuld og tænkte, at jeg skulle være mere klarsindet for at tale rigtigt med hende. Men der var noget...

Han knipser med fingrene.

Christian: – Man kan kalde det kærlighed ved første blik, og hvad er det så? En masse indtryk, som hjernen, sindet og sjælen afkoder lynhurtigt. Det er måske lidt usexet, men det er noget, der er baseret på en masse aggregeret viden og erfaring. Jeg er næsten altid faldet for lyshårede kvinder med grønne øjne, fair skin...

Han kigger på Alice, og hun smiler og griner.

Christian: – Din power, dit smil, din selvtillid, din grounding. Det blev afkodet lynhurtigt. Og da vi talte sammen, fandt jeg ud af, at vi også havde en høj grad af fælles interessesfære...

Alice: – Jeg skal lige sige, jeg havde det altså ikke helt på samme måde. Jeg syntes bare, at Christian havde en sjov hat på og dansede meget mystisk...

Christian: – Ja, ja, kæmpe stråhat og en T-shirt med en ­kvinde, der var bundet på ryggen og med en klud i munden. Og bukser med palmer...

Alice: – Han var et kludetæppe! Skøn, men et kludetæppe.

Christian: – Jeg har historisk set fundet dejlige kærester, men ofte var det nogle, der jobmæssigt lå meget langt fra mig. Men med Alice var det første gang, jeg mødte en kvinde, som sådan rigtigt forstod mit sprog, hvad det professionelle angår. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle falde for sådan en, jeg troede, jeg skulle have en kunstnertype. Men Alice forstod mig, når jeg snakkede om branding og budgetter – det var vildt at opleve, for det er jo det, jeg laver 10-12 timer hver eneste dag.

Alice sidder storsmilende og kan ikke lade være med kærligt at tage fat i Christian.

Alice: – Jeg hører ikke det her så tit – altså, hvor fantastisk jeg var, da vi mødtes, ha, ha. Det er vildt sjovt at genopleve, jeg får helt sommerfugle i maven...

Christian: – Og Alice er fra Jylland med forældre, der begge er selvstændige, hun var hestepige – altså, alt var bare rigtigt. Og så var der det med hendes sexede udstråling – den er der også stadig i dag fem år efter...

Alice: – Man kan undgå meget terapi, hvis sexlivet fungerer i hvert fald.

Christian: – Vi går altså i seng sammen, hvis vi er kommet lidt væk fra hinanden. Hvis Alice er lidt cranky, så skal hun bare have en ordentlig tur...

De griner begge højt.

Christian: – Det er sgu rigtigt. Sorry to say.

Alice: – Man kan jo ikke være uvenner, hvis man har haft sex.

Alice rejser sig og åbner vinduet. Puha... sikke en snak, der lige kom i gang.

Der skete dog ikke noget den første aften, det understreger de begge, der var et par andre forhold, der skulle afsluttes, men Alice og Christian tog kontakt igen senere, skrev en masse sammen – var moderne pennevenner, som de siger – og efter et halvt års tid besluttede de, at de skulle ses igen.

Christian: – Vi mødtes i min lejlighed, hvor jeg havde tændt 255 stearinlys, og så har vi været sammen lige siden!

Alice: – Du drak mig fuld, og så var der ingen vej tilbage...

Christian: – Der kom en flaske Pastis på bordet, og så kan vi ­ikke huske mere.

Lærermesteren og eleven
Og vi vil nok ikke vide mere. Vi spoler tiden lidt frem. Til tidspunktet, hvor Alice lod sine forældre forstå, at hun var forelsket for alvor, og hvor aldersforskellen på 14 år var oppe at vende.

Alice: – Det med alderen fyldte noget hos mig. Og jeg har ­lige afsløret for Christian her i weekenden, at min mor dengang faktisk frarådede mig, at jeg blev kæreste med Christian. Min far sagde til mig: "Skat, du skal følge dit hjerte." Og min mor sagde: "Det skal du ikke, han er alt for gammel."

Hun griner højt.

Alice: – Det var noget med, at Christian "er den", og min mor var bange for, at der ikke skulle være plads til mig i forholdet. Det har så vist sig at være lige omvendt, for Christian er min allerstørste fan og den, der hyper mig allermest. Så meget, at jeg somme tider sidder med røde ører og tænker, aj, det er for meget. Jeg endte jo med at springe ud i det, og så har Christian i øvrigt også lovet mig, at han bliver minimum 100 år.

Christian: – Der var på et tidspunkt en, der troede, jeg var yngre end dig...

Alice: – Jeg prøver at glemme det.

Og hvad så i dag – betyder aldersforskellen noget?
Christian: – Du har haft et længere forhold, end jeg har. Jeg har bare aldrig været rigtig single. Og tit er jeg da mere barnlig end dig...

Alice: – Du er da meget mere barnlig end mig. Du er frygtelig barnlig. Men altså, aldersforskellen er ikke noget, vi tænker over i hverdagen, men en gang imellem kan Christian sige: Kan du ikke huske...et eller andet, og nej, det kan jeg så ikke – jeg var et år gammel. Christian kan også godt komme til at spille på, at han har mere erfaring end jeg...

Christian: – Kan jeg det?

Alice: – Ja, det kan du. Mest på forretning. Og der er jeg meget modtagelig. Nogle af de ting, der generer Christian mest ved mig, er, at vi på nogle områder minder om hinanden. Og hvis han ikke synes, jeg er helt skarp på noget, så er det, fordi han selv var sådan, da han var 30.

Christian: – Jeg tror, at det er noget bullshit, at ­modsætninger tiltrækker hinanden. Altså selvfølgelig er det sådan "1000 mennesker – 1000 veje", men de fleste falder for en, der minder om dem selv. Da jeg var 30, var jeg ikke særlig organiseret eller struktureret – ikke fordi jeg er verdens mest organiserede i dag – men det er trods alt noget, jeg har lært mig selv over årene med remindere, to-do lister, målsætninger og så videre.

Alice: – Siger du, at jeg ikke er særlig struktureret?

Christian: – Ja. Du er topgo' til mange ting, men du er ikke verdens bedste til struktur. Og meget irritation er jo projektion. Når jeg bliver irriteret på Alice, så bliver jeg faktisk irriteret på mig selv. Eller på den, jeg var. Hvis Alice ikke får svaret på en mail eller bliver færdig med et budget, så er det mig selv for 14 år siden. Lige på det område har jeg købt katten i sækken. Men det er en lille ting i forhold til dine kompetencer, skat.

Han kigger kærligt på hende.

Christian: – Alice er en af de allerdygtigste til PR, kommunikation og marketing, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Og så åbner hun bare døre alle vegne. Det er også grunden til, at Mät er en af de mest succesfulde virksomheder, jeg har været med til at starte op.

Alice: – Jeg lærer sindssygt meget af Christian, også selvom jeg somme tider lige skal bide noget i mig. Det med at blive ­belært om noget, det kan godt være lidt svært, men jeg er god til at skille det private fra det arbejdsmæssige. Du er en lærermester på den forretningsmæssige side...

Christian: – Ja, fortæl mere...

Alice: – Jeg ser meget op til dig. Det er ikke, fordi jeg altid er enig, jeg har min egen mening om tingene, men du har en ­større proven record, og det har jeg supermeget respekt for. Jeg synes virkelig, at du er dygtig. Og selvom du nok somme ­tider går hårdere til mig end til andre, så synes jeg, du er god til at forklare mig, hvorfor det er vigtigt.

LÆS OGSÅ: Signe Molde: Kontrolfreak med trætte bryster

Slut med at nive andre kvinder i numsen
Og så er vi tilbage i den røde sofa. Der, hvor der ikke bliver snakket forretning, og det er nok en god ide, fornemmer man. Der skal være et helle, så parforholdet og forældreskabet også kan få plads. Børnene er kommet hurtigt. Tre på under fire år. Også lidt af en præstation. Da Alice var gravid med Winston, skrev hun sin kandidatopgave og fik den forsvaret, og da hun var på barsel med Hamilton begyndte ide- og produktudviklingen på Mät. Tanken var, at hun under sin tredje barsel skulle slappe af, drikke latte og bruge tid på sjove Insta-billeder. Sådan kom det ikke til at gå, og det passer egentlig Alice meget godt. Hun er ikke typen, der kan sidde med hænderne i skødet.

Hvordan ændrede det jeres forhold, at I fik børn?
Alice: – Vi har jo ikke prøvet andet. Nærmest. På en eller ­anden måde har vi det nok lettere end folk, der har været sammen i mange år. Vi savner ikke den tid, hvor man kunne gøre fuldstændig, hvad man ville, for det meste af tiden har jeg været gravid. Den første periode med et lille barn er hård for mange, og pludselig kan de ting, som man fandt charmerende ved den anden i begyndelsen, blive enormt irriterende. Det har vi ikke oplevet, for vores første forelskelse er nærmest ikke gået over endnu.

Christian: – Børn er den ultimative lim i et forhold. Jeg tror, at vi stadig ville have været sammen, hvis vi ikke havde fået børn, men jeg vil sige, at min troldsplint i øjet forsvandt, da vi fik børn.

Hvilken troldsplint?
Christian: – Lysten til at gå ud og måske flirte lidt, det lille blik, nive en i numsen. Det er fuldstændig slukket.

Alice: – Har du været typen, der har nevet folk i numsen?

Christian: – Altså, jeg gik jo mere i byen før, men det stoppede det sekund, vi fik børn. Og selvfølgelig også fordi jeg havde mødt Alice...

Alice: – Jeg har sagt til Christian, at skulle han finde sig en anden, så skal det være en, jeg også kan holde ud, så vi kan bo under samme tag. Vi kan ikke undvære ham.

Christian: – Jeg taler ikke om utroskab, men lysten til at ­være ude. Alt sådan noget, der stjæler energi og fokus, det er ­blevet lukket ned. Det har givet megaro, at jeg slet ikke behøver overveje det.

Har børnene betydet noget i forhold til arbejdet?
Christian: – Det har det. Jeg har skåret ekstremt meget ned. Før jeg blev far, rejste jeg 120-150 dage om året, men jeg vil ikke være en skodfar, så da vi fik børn, rykkede jeg ud af de fleste udenlandske datterselskaber i Thornico. Det blev for mange rejser til alle de bestyrelsesmøder. Jeg fik nedbragt rejsedagene til 40-50 om året, og når lille Harper bliver født, tager jeg to måneder, hvor jeg arbejder hjemmefra det meste af tiden.

Et maskulint space
Uenighed derhjemme bliver parkeret, inden Alice og Christian går på arbejde. Og har de været uenige om noget arbejdsmæssigt, tager de det ikke med hjem.

Alice: – Vi er begge to ret professionelle, hvad det angår, og vi er ret ærlige over for hinanden. Jeg bærer ikke nag, og Christian løber en tur eller går over til sin klatrevæg i annekset, hvis han skal have noget ud. Vi tager tingene i opløbet, og jeg har lært, hvordan jeg skal håndtere Christian, hvis han er lidt fraværende.

Christian: – Det er sådan noget enebarns-noget. Jeg kan godt komme til at gå ind i mit eget mentale space, og så det rigtig godt med sådan en "man-cave" med klatrevæg og sandsække.

Alice: – På min telefon hedder Christian "Mundilfari". I den nordiske mytologi var Mundilfari far til guderne Sol og Måne, og Mundilfari var også navnet på min yndlingshest. Han var en sindssygt nervøs hingst, som jeg skulle røre overalt på kroppen, før jeg kunne sætte mig op. Sådan havde jeg det også med Christian, da jeg mødte ham, og sådan er det den dag i dag. Der er ikke rigtig kontakt til Christian, før det er fysisk kontakt. Det er nærmest sådan en slags berøringsterapi, en barriere, der skal brydes ned. Jeg kommer ikke ind til Christian med ord, men hvis jeg har givet ham fem minutters massage i nakken,
så lader han mig komme ind i sit rum.

Christian: – Ikke for at trække hele mit køn ned med mig, men der er forskel på mænd og kvinder. I stenalderen var kvinderne hjemme med overblik over barnet, bålet, hulen og maden, mens manden gik på jagt og havde tunnelsyn – på samme måde er der noget maskulint i det, når jeg går ind i mit eget space...

Alice: – Nu skal du passe på, det er ALT for damerne, vi snakker med!

Christian: – Hør her, det er jo positivt, det er blandt andet derfor, kvinder også er så gode ledere. De kan tune sig ind på de usagte følelsesmæssige strømme i virksomheden, da de i højere grad kan "fornemme" virksomheden. De har overblik. Det er den evne, jeres hjerner i højere grad er bygget til end vores. Jeg er stor tilhænger af kvinder i ledelse.

LÆS OGSÅ: Jesper Vollmer: “Jeg skal til at acceptere den nye Jesper”

Har ingen yacht og handler i Netto
Alt ved Alice og Christian signalerer powerpar, og da jeg spørger Alice, hvad hun tænker, når jeg siger det, falder svaret prompte.

Alice: – Tak! Hvis det er den følelse, du får af at sidde sammen med os. Men jeg føler nok også selv, at vi er et powerpar. Jeg føler, at vi lykkes. Der kan ske tusinde ting, der slår en ud af kurs, men som det er nu, føler jeg mig faktisk som en rigtig powerkvinde. Jeg bliver høj af, at tingene lykkes, jeg får energi af det. Jeg føler, at jeg er en rigtig god mor samtidig med, at jeg kan udleve en drøm som forretningsmæssigt tilfredsstiller mit ego. Samtidig har jeg et rigtig dejligt forhold og er forelsket i min kæreste. Jeg er forelsket i mit liv og føler mig virkelig, virkelig privilegeret. Og jeg føler mig allermest poweragtig, når jeg kan se, at vores børn lykkes. Vi har velfungerende børn, der er glade og trygge, og jeg kan sige uden at blinke, at Christian er verdens bedste far. Det er sgu da poweragtigt – og meget heldigt.

Hvilket ansvar bringer det med sig at være privilegeret?
Alice: – Et stort ansvar. Helt sikkert. I forhold til det økonomiske – som stadig er ret nyt for mig – så kan jeg sige, at jeg lidt tarveligt kalder Christian for "jyden". Der er en grund til, at Christian og hans far har tjent så mange penge, og det er selvfølgelig, fordi de er dygtige, men også fordi de er gode til at passe på pengene. Vi lever godt og mangler ikke noget, men hvis jeg kigger på de tal, som viser virksomhedernes overskud, så burde vi leve et vanvittigt Hollywood-liv med diamanter overalt. Det gør vi ikke! Hvis jeg har handlet lidt for meget i Irma eller Kvickly, kan Christian finde på at sige: Kunne du ikke gå lidt mere i Netto, jeg synes, regningerne er lige store nok! Og så kan jeg godt får det lidt sådan: Are you kidding me? Come on! Men på en eller anden måde er det også meget sundt. Nu er jeg selv jysk og har aldrig haft behovet for det vilde materielle overforbrug. Vi bor da lækkert, ja, og måske har vi nogle dyre malerier, men det er, fordi vi kan lide dem, men vi går ikke op i biler og den slags. For mig betyder penge mest af alt en kæmpe tryghed i forhold til, at man kan hjælpe sine børn videre i verden. Jeg har altid haft det sådan, at i forhold til penge skal du have så ­mange, at du kan gøre noget, men ikke så mange, at du ikke behøver ­gøre noget.

Christian: – Vi lever et liv ­under evne, hvis jeg må bruge det udtryk. Vi mangler bestemt ikke noget, men et godt eksempel er, at det i år er første gang i 17 år, jeg hiver penge ud til mig selv. Ikke fordi jeg skal købe en yacht eller et fly, men fordi vi skal have lavet kælderen. Jeg tror grundlæggende på den zenbuddhistiske devise, at hvis du ejer for mange ting, så ejer tingene dig. Besiddelse er lidelse. I Thornico tror vi på, at pengene skal blive i virksomheden og arbejde der.

Bryllup og måske en efternøler
På spørgsmålet om, hvad målene for de kommende år er, er svaret delt i to. Der er den arbejdsmæssige del, som i høj grad ­handler om at udvikle Mät, så ­firmaets produkter kan komme ud i 1.000 danske butikker til efteråret og senere i Mellemøsten, Japan, USA og England. Den del er Alice og Christian helt enige om. Det er straks lidt anderledes med de private mål...

Christian: – Et fjerde barn.

Alice: – How not to get pregnant, ha, ha. Jeg skal på kursus i prævention.

Christian: – Det er jo meget privilegeret at kunne blive ­gravid så let i en tid, hvor mange har problemer med det. Jeg ville godt vædde på, at vi fik et barn til, men det er bestemt ikke et must.

Alice: – For mig har det været vigtigt at få børn så tæt, at de kan få rigtig meget glæde af hinanden, og det er en af grundene til, at jeg ikke går efter en fjerde. Jeg tænker, at vi skal finde ud af, hvordan det er at være familie, uden at det næste projekt er, at vi skal have et barn mere.

Og hvad med bryllupsplaner?
Christian: – Alice har sat dato på...

Alice: – Jeg har en ide om, at når vi skal giftes, skal jeg ­også kunne stå på bordet klokken seks om morgenen og ­drikke champagne, og det kan jeg ikke nu. Og nok heller ikke det næste års tid. Christian og jeg har kun kendt hinanden i fem år, vi har allerede to drenge og en datter på vej, så der må altså gerne være noget at glæde sig til. Jeg kan slet ikke overskue at planlægge et bryllup nu, men jeg har tænkt, at vi skal giftes tredje weekend i august 2018...

Christian: – ALT for damerne ved det før gæsterne nu!