Rasmus Tantholdt: "Det er svært at føle, at du svigter andre mennesker"

Af Marie-Louise Truelsen

En varm og støvet vej i Somalia. En mor, der er på flugt. Hun har været længe undervejs, og hun har måttet efterlade seks børn og sin mand døende langs vejen. De kunne ikke mere. Hun har en dreng tilbage. En dreng, som sikkert vil dø i løbet af et par dage, hvis ikke han får hjælp. Rasmus Tantholdt står over for moren med drengen. Han har 10.000 dollars i lommen. Det har han altid, når han rejser til verdens brændpunkter for TV 2. Bare 100 dollars er nok til at redde drengen. Det ved han. Han har lyst til at stikke hånden i lommen og hive nogle penge op.

LÆS OGSÅ: Maria er fedmeaktivist: "Det værste, man kan være i vores samfund i dag, er at være tyk"

– Men det må jeg ikke. Min rolle er at dække, hvad der foregår, ikke at blande mig i, hvad der foregår. Sådan er det som journalist. Hvis jeg giver kvinden penge, kan jeg bagefter kigge mig i spejlet og tænke: Hvor er du et godt menneske, Rasmus, fordi du har givet hende nogle af TV 2's penge. Men hvad med alle de andre?

LÆS OGSÅ: 5 udfordringer alle med to børn under 10 år kender til

Hvor mange katastrofer kan man se på uden at gribe ind? Det er det helt centrale spørgsmål i bogen "Verden er stadig ny" som er skrevet af Andreas Fugl Thøgersen og Rasmus Tantholdt, og som i høj grad handler om skismaet mellem at være korrespondenten Rasmus Tantholdt og mennesket Rasmus Tantholdt. Hvordan kan man lægge de voldsomme oplevelser bag sig, når man kommer hjem? Og hvordan kan man se sig selv i spejlet, hvis man ikke giver kvinden på vejen i Somalia de 100 dollars? Fik hun måske pengene alligevel? På trods af alle regler for, hvad man må og skal som journalist. Det vender vi tilbage til.
Der er ikke meget krig og katastrofe over denne formiddag på Strandvejen i Hellerup, hvor jeg møder Rasmus Tantholdt over en kaffe og en croque madame. Han er afslappet, snakkende, smilende og skal ud og spille tennis bagefter. En stærk kontrast til den mand, man ser på tv – ofte med beskyttelseshjelm, sikkerhedsvest og skudvekslinger som lydkulisse. I morgen rejser han da også lige til Syrien. Igen. Og det er netop sådan Rasmus' liv er. To meget forskellige verdener.

Rasmus valgte ikke at blive korrespondent. Han valgte at søge ind på Journalisthøjskolen, og han havde ingen ambitioner om at arbejde i udlandet, da han blev ansat på TV 2 til at lave indlandsstof. Men så kom Irakkrigen, og han blev ringet op af sin chef og spurgt, om han ville indlejre sig med de amerikanske soldater i Irak. Han svarede prompte ja, lagde røret på og tænkte: Hvad sagde jeg lige der?

– Jeg er tidligere militærnægter og vidste ikke noget om krigen overhovedet, så det skulle jeg lige forberede mig på. Men jeg syntes, at det journalistisk var enormt spændende, og jeg havde altid haft lyst til at stå der, hvor verdens øjne var rettet hen, uanset om det var en retssag i Ringkøbing eller om det var krigen i Irak. Det er den samme journalistiske følelse og det ypperste for mig.

Klar til at rapportere hjem fra Irak for TV 2.

LÆS OGSÅ: 7 tegn på at du giftede dig med den rigtige

Taget til fange i Irak

Rasmus kom af forskellige grunde ikke af sted til Irak i første omgang, men han blev efterfølgende ved med at plage sin chef, og til sidst lykkedes det.

– Det trak i mig, jeg kunne mærke, at dernede havde folk virkelig noget på spil, og journalistisk er det interessant at udforske folks følelsesregistre. Og sit eget. Når du er i ekstreme situationer og under ekstreme forhold, oplever du mennesker, når de er allermest grusomme og ubarmhjertige, men også når de er allermest barmhjertige, opofrende, tilgivende og imødekommende. Jeg kæmpede for at få lov til at blive ved med at rejse ved at forsøge at levere varen, når jeg var ude. Jeg prøvede at gøre mig uundværlig, og jeg prøvede at gøre tingene på en ny måde. Set i bakspejlet tror jeg også, at jeg løb nogle risici, som jeg ikke ville løbe i dag. I mit arbejde er det sådan, at jo tættere du går på ildebranden, jo mere interessant en historie får du. Problemet er, at du kan brænde dig, hvis du går så tæt på, og det gjorde jeg et par gange, da jeg var yngre. Jeg blev blandt andet taget til fange en shiamuslimsk milits i Karbala i Irak i 2004, og det skyldtes, at jeg traf utrolig mange forkerte beslutninger efter hinanden. Problemet dernede er, at bare ét fejltrin kan have store konsekvenser. I Danmark er det ikke altafgørende, om du går til højre eller venstre, du kommer højst ud på en lille omvej. Jeg skulle lige lære, at det ikke er sådan i for eksempel Irak. Jeg tror også, at jeg i begyndelsen følte mig udødelig. Alle talte om, at det var så farligt i Irak, men jeg kørte rundt på må og få dernede med min ven Amin og min fotograf. Der skete aldrig noget. Men det gjorde der jo så alligevel, jeg blev taget til fange. Det lærte mig nogle ting. I dag rejser Rasmus i gennemsnit ti dage om måneden. Det betyder, at der er 20 dage, hvor han kan hente sin søn Emil tidligt fra skole, tage ud og spille tennis eller spise en frokost med sin kone, nyhedsvært på TV 2, Cecilie Beck. Alligevel er det med at være væk hjemmefra det værste ved det job, som han ellers elsker højt.

– Det er svært at have følelsen af, at du svigter andre mennesker. Jeg ved godt, at jeg har opbakning derhjemme til det, jeg laver, men jeg kan godt føle, at jeg indimellem ikke lever op til de normale standarder for en familiefar. Det skal så siges, at i og med, at jeg er fraskilt, har jeg ikke min søn hele tiden, så jeg prøver at rejse, når han alligevel ikke er hos mig.

Midt i brændpunktet

Hvad driver dig på trods af, at du føler, at du somme tider svigter familien?

– At jeg en gang imellem – ikke hver gang – føler, at det, jeg laver, rent faktisk gør en forskel. At det betyder noget. Jeg kan stå på en italiensk kystvagtsbåd og møde de her flygtninge, som alle taler om, men som ingen rigtig sætter ansigt på. Jeg kan sætte ansigt på dem. Vise danskerne, at det er de her mennesker, vi debatterer og taler om. Sådan ser de ud. Sådan er deres liv. Hør de historier, de fortæller. Jeg vil gerne bidrage til, at danskerne kan danne sig et indtryk og en holdning til tingene på et så oplyst grundlag som muligt. Det motiverer mig. Og så er eventyret en del af det. Jeg elsker at komme ud at rejse. Jeg elsker at komme ud og møde andre mennesker. Og jeg elsker at komme ud og nedbryde mine egne og andres fordomme om andre mennesker.

– Jeg kan tit udbryde, når jeg er ude at rejse: "Hold kæft, hvor jeg elsker mit arbejde!" Og det gør jeg altså. Jeg tænker: Rasmus, hvor er du privilegeret, nu sidder du her i en pickuptruck i en irakisk by, der blev befriet fra Islamisk Stat i går. Hvor mange i hele verden har prøvet det? Og hvor mange har prøvet at sidde og kigge på de sorte IS-flag, være så tæt på og opleve, hvad det betyder for de mennesker? Jeg kan godt misunde andre mennesker, som kan sætte sig ned og kigge på deres have og tænke: Nej, det er da bare dejligt, at vi skal sidde her resten af vores liv, og at der ikke sker så meget. Sådan har jeg det ikke. Det får jeg simpelthen stress af. Hvad med alle de andre ting, jeg ikke nåede at se? Det skal jeg jo nå at opleve, inden jeg dør. Andre kulturer, andre mennesker. Og selvom jeg ofte rapporterer fra katastrofeområder, kommer jeg ikke hjem med et indtryk af, at verden er i brand. Slet ikke.

– Jeg har et indtryk af, at verden er et fantastisk sted. I de 80 lande, jeg har rejst i, kan jeg nærmest ikke nævne et land, hvor jeg ikke synes, at folk er så fantastisk søde, hjælpsomme og dejlige. Jeg rejser altid med en lokal, møder nogle af hans venner og kommer tæt på mange mennesker. Jeg ved godt, at folk, der lever i New Delhis slum, vil være uenige med mig – det er jeg helt med på – men mit møde med mennesker i verdens brændpunk-ter er fuldstændig fantastisk. Forleden sad jeg i en flygtningelejr i Libanon, hvor de ingen hjælp får. De arbejder ude i markerne hos libaneserne og tjener en lille skilling, så de lige akkurat har mad nok. De har ikke råd til at flygte til Europa. Og når jeg kommer, finder de det fineste kaffestel frem, som de har taget med fra Syrien, de serverer kaffe for mig og spørger, om jeg vil blive og spise. Og hvis jeg har brug for at overnatte, kan jeg også det. Der foregår masser af ting i verden, som er noget værre noget, men det gør mig så glad, at det gode trods alt ligger så dybt i mennesker.

LÆS OGSÅ: "Jeg nægter at tæmme min lyst"

Afmagt og frustration

Det er nærliggende at spørge Rasmus, om han ikke en gang imellem er bange, mens han udfører sit job, for det ser ærlig talt somme tider lidt halvfarligt ud på skærmen. Og jo, det er han.

– Jeg er bange lige så ofte, som alle mulige andre mennesker ville være sådan et sted. Forskellen er, at jeg omgiver mig med mennesker, lad os sige 90 procent af verdens befolkning, der er vant til at blive bange en gang imellem. Mennesker, som er vant til, at livet ikke er så trygt, som det er her i Danmark, hvor du ikke kan tænde for tv'et uden at se en reklame for et forsikringsselskab eller et alarmsystem. Jeg er ikke bange for at blive bange. Men jeg opsøger det heller ikke. Jeg får intet adrenalinkick ud af det. Jeg føler mig ikke mere modig end andre mennesker, men min erfaring gør, at jeg via rationel tænkning kan forholde mig rolig i nogle situationer, hvor andre måske ville gå i panik.

– De relativt få gange, hvor jeg har stået i en situation, hvor jeg var rigtig, rigtig presset, har jeg bagefter tænkt, hold da kæft, det var sgu alligevel en vigtig oplevelse. At opleve, hvordan mine sanser bagefter er helt skærpede, er nærmest bevidsthedsudvidende. Og så kan jeg blive stolt og tænke, at jeg gjorde de rigtige ting, og det er også en fin og vigtig følelse. Det betyder, at jeg tror på, at det hele nok skal gå. Og næste gang jeg står i en svær situation – måske herhjemme – ved jeg, at jeg har prøvet noget, der var værre. Jeg ved, at jeg kan bevare hovedet koldt.

Rasmus i Kobani i Syren sammen med fotograf Thøger Andersen og producer Jakob Firat.

Sidder der ikke noget tilbage i kroppen, når du har været ude og opleve voldsomme ting?

– Det, der kan sidde i mig, er ikke situationer, der har været farlige for mig. Det, der sidder i mig, er situationer, hvor jeg føler afmagt og frustration over min manglende mulighed for at gøre noget. Situationer, som den med den somaliske kvinde på vejen, hvor jeg bare har lyst til at smide alt, hvad jeg har i hænderne og hjælpe. Situationer, hvor jeg skal træffe nogle utrolig svære valg. Hvis jeg vælger at gå fra den kvinde, så føler jeg mig som den største kyniske idiot, og hvis jeg vælger at give hende penge, tænker jeg: Nå, gjorde du også det for din egen skyld, så du ikke får dårlig samvittighed, når du kommer hjem? Plus, jeg kan jo ikke ringe hjem til min chef og sige, hør her, der kommer ikke noget i tv, jeg har ikke haft tid, for jeg skulle hjælpe så mange mennesker. For TV 2's penge i øvrigt. Det kan jeg jo ikke. Min rolle, når jeg er ude at rejse, er ikke den. Min rolle er at være en flue på væggen og ikke blande mig i det, der foregår. At jeg så gør det en gang imellem...

Gav du den kvinde penge?

– Ja, selvfølgelig gjorde jeg det. Og jeg har gjort det masser af andre gange, for ellers kan jeg ikke se mig selv i spejlet. Hvis jeg skal overleve som menneske i det her, så er jeg nødt til nogle gange at handle menneskeligt. Det er en svær rolle, når du har lyst til at smide din journalistkasket og tage din nødhjælpskasket på. Og hvis jeg havde det sådan hele tiden, skulle jeg jo være nødhjælpsarbejder. Men det er jeg ikke. Jeg er journalist. Mange vil sige, at jeg også hjælper ved at rapportere fra de her steder, og det er også fint og rigtigt, men jeg ser jo ikke, at det hjælper. Jeg ser bare det barn, der er ved at dø. Jeg ser ikke, at barnet får hjælp om tre måneder. Så ja, jeg ligger somme tider søvnløs, men det er over situationer som disse, hvor jeg ikke kan "vinde" uanset hvad jeg gør.

Hverdagens små problemer

Når Rasmus kommer hjem efter en reportagetur, kan det godt være svært at falde ned igen og være mennesket, ægtefællen, faren og vennen Rasmus.

– Men så er det godt, at man har børn. Børn kan jo bringe en fuldstændig ned på jorden på et spiltsekund. Min søn og Cecilies børn har som udgangspunkt vænnet sig til, hvad jeg laver. Når jeg kommer hjem, har jeg bare været på arbejde. Og der er ikke ret mange børn, der spørger deres forældre: "Nå, hvad har du så lavet på arbejdet i dag?" Det gør de heller ikke. Jeg kan godt have det sådan, når jeg kommer hjem, at hold nu kæft, hvor er det vanvittigt, det jeg har oplevet, og så spørger I, om vi skal have frikadeller eller hakkebøf? Hvad skal jeg svare på det? Men så må jeg bare erkende, at for dem er det vigtigt, hvad vi skal spise, og det jeg kommer med, er ikke vigtigt for dem. Og det er nok meget godt, for jeg tror, at det ville tage mig meget længere tid at "komme hjem", hvis det ikke var sådan. Så når jeg lige er landet og henter Emil i skolen, og han siger: "Nu skal du høre, hvad vi lavede natur og teknik i dag", kan det godt være, at jeg tænker: Natur og teknik? Hør her, jeg har været ude til et jordskælv – det er natur og teknik! Men det gider han ikke høre på. Det er ikke, fordi de er ligeglade med, hvad jeg laver, men det er ikke vigtigere end alle mulige andre jobs. Og jeg ønsker heller ikke, at det skal fylde så meget.

Kan du blive irriteret over småproblemer i Danmark?

– Det har jeg prøvet, og det trænger man bare ikke igennem med. Jeg har for eksempel prøvet at sige til Emil: "Vi sidder for fanden da ikke og diskuterer, om din iPad er for gammel. Jeg kommer lige fra Pakistan, hvor der er oversvømmelse, der er altså ikke nogen, der har en iPad, så skal vi ikke bare være enige om, at du skal være glad for, at du overhovedet har en?" Men at komme med sådan noget er bullshit fra min side. Det nytter ikke noget at sammenligne og få dårlig samvittighed over, at nogen har et andet liv. Hvis man skulle leve sit liv sådan, så ville man rende rundt med evig dårlig samvittighed og føle, at alt hvad man gør, er forkert. Og så skulle man i princippet sende sin iPad til Pakistan, men sådan er verden ikke. Jeg prøver virkelig at parkere den slags, men det er ikke altid nemt, for jeg kan da ikke lade være med en gang imellem at tænke: Christ, nogle små problemer, vi har herhjemme. 

LÆS OGSÅ: Mor-bloggeren Trine blev blev forladt af faren til sin søn - nu blogger hun om at være enlig mor 

LÆS OGSÅ: "Hvis vi havde ventet til kl. 11, havde hun været død" 

LÆS OGSÅ: "Kvinder indeholder mere end æg og æggestokke"