banner image

8 NUMRE AF ALT FOR DAMERNE     KUN 200 KR.    SPAR 32%

BESTIL HER

Støt op om den gode sag og kom med til ALT for damerne Støt Brysterne Løbet.   Tilmeld dig her.

Trods svær endometriose blev Simi Jan hurtigt gravid og fødte på dramatisk vis.
Trods svær endometriose blev Simi Jan hurtigt gravid og fødte på dramatisk vis.

Simi Jan

"Det er et mirakel, at både Adam og jeg er her"

Kvinder rundt om i verden dør dagligt, fordi de får feber eller infektioner efter en fødsel. Den skæbne kunne være overgået udenrigskorrespondent Simi Jan, da hun fødte sin søn Adam ved akut kejsersnit to en halv måned for tidligt på et israelsk hospital lige midt i Gaza-konflikten. En situation som blev livstruende for både mor og barn. Her fortæller hun om den ualmindelige start på livet som en lille familie.

Juli 2014
Den slidte Toyota Corolla rasler ud ad de støvede veje i Gaza by. Solen står højt på himlen, og gennem ruderne kan man se, hvordan stribevis af røgskyer fra de israelske raketangreb stiger til vejrs og efterlader hele bydele i grus. På forsædet sidder TV2's korrespondent Simi Jan og på bagsædet hendes danske fotograf. Instinktivt har hun taget sine Versace-solbriller af og lagt dem i tasken. Plastik smelter som bekendt ved høj varme. Og skulle det unævnelige ske, at de blev ramt af en raket eller et missil, ville de måske smelte fast på huden.

De er på vej til den israelske grænse.

Efter i to døgn at have ventet sammen med et helt korps af internationale journalister på at kunne rejse ud, for grænsen er pludselig lukket. Simi er gravid i femte måned. Hun har gået stille med dørene og er desuden gledet ubesværet igennem graviditeten, men for halvandet døgn siden har hun haft en pletblødning. Og nu vil hun ud af Gaza. En lokal læge har tilset hende – mindre overbevisende. Og en jordemoder fra Rigshospitalet, som Simi har ringet til, har bedt hende få et tjek på det nærmeste hospital.

Nu stopper bilen pludselig. "It's too dangerous!" siger chaufføren og hælder de to danskere af midt i ødemarken.

Der står de så, in the middle of nowhere, og kigger på hinanden. Simi mærker, hvordan hjertet slår lidt hurtigere, end det plejer. For nogle dage siden dræbte et israelsk missil fire små drenge, som løb og spillede fodbold på stranden. Kun et par hundrede meter fra det hotel, Simi og fotografen befandt sig på. Og måske kan de nu selv blive ramt, tænker hun.

Kort efter flænges stilheden af et knaldende brag. Alt for tæt på.

Solen bager ned på de to skikkelser, der vandrer mod den israelske grænse med alt deres udstyr. De få kilometer føles som en endeløs vandring, men pludselig skimter de to mure, der mødes i et indhak der midt i ingenmandsland. Yes! Grænsen er nået. De er i sikkerhed.

Fødte i sjette måned
Simi føler nærmest, hun kan gå på vandet og sørger for at booke dem ind på et af de bedste hoteller i Tel Aviv. De overlevede! Hun tager bad, ifører sig sort, kort kjole og høje sandaler og siger til sin fotograf, at hun tager et hurtigt tjek på hospitalet. Og så skal de ud at spise middag og fejre de veloverståede strabadser.

Men besøget på hospitalet tager en drejning, Simi ikke har forudset. Under hårde protester indlægger de hende til observation. Så middagen må aflyses, og dagen efter når hendes mand, Allan, frem, kun få timer før luftrummet over Tel Aviv lukkes på grund af raketangreb.

Simis moderkage har formentlig løsnet sig, der ser ud til at være lidt rigeligt fostervand, og livmoderhalsen synes lidt kort i betragtning af, at hun kun er halvvejs i sin graviditet. Selvom meget tyder på, at hun vil føde for tidligt, håber hun, at det kommer til at ske hjemme i Danmark og ikke her midt i en krig, hvor raketter flyver hen over hospitalet, og man skal søge tilflugt i beskyttelsesrum i tide og utide. Det ender med, at den travle TV2-korrespondent idømmes flere uger i fuldstændig ro i hospitalssengen, hvor hun konstant bliver målt og tjekket og hver dag håber på at kunne blive sat på et fly til Danmark. Men den risiko tør lægerne ikke at løbe. Efter tre ugers indlæggelse presser veerne pludselig på. Det er 11 uger for tidligt.

I hast bliver hun kørt ind på en fødestue til akut kejsersnit. Allan får ikke lov at slippe ind bag de blå døre, hvor adskillige sygeplejersker og læger cirkulerer omkring hende. Personalet på hospitalet er stærkt optaget af, at hun lige har været i Gaza og i øvrigt er reporter, så på den anden side af den grønne operationsafskærmning ligger hun og snakker Gaza-konflikt med narkoselægen, mens der rumsteres følelsesløst ved maven.

Efter nogen tid drister hun sig til at spørge, "how is the baby?". "The baby has left the room", svarer lægen og fortæller, at de nu venter på en overlæge, fordi hun bløder temmelig kraftigt. "The baby is good – he's 1200 kilogram".

1200 gram
Man skal vaske sine hænder og arme grundigt, afslutte med desinficerende væske og iføre sig et gult forklæde, inden man træder ind i den store, sterile neonatal intensive care unit, hvor cirka 20 kuvøser holder liv i de bittesmå mennesker, som er koblet til maskiner, der med biplyde og røde lamper måler deres puls og ilt. Simi gennemfører ritualerne på vaklende ben og med sin mand ved sin side. På den anden side af glasdørene venter nemlig det første møde med lille Adam, som er kommet til verden dagen før.

– Uh, jeg bliver helt rørt, hver gang jeg tænker på det, siger Simi Jan og tørrer et par tårer væk, der flyder ud over kanten og tager turen ud over kinderne.

– Han var så lille og hjælpeløs. 1200 gram! Med lange arme og ben. Og så var han meget rød i huden, som også var tynd og pergamentagtig. De er bare meget rynkede og gammelmandsagtige, sådan nogle præmaturbabyer. Jeg kunne slet ikke forholde mig til, at han var mit barn. Han lignede en lille fugleunge. Skulle jeg være glad? Skulle jeg smile? Eller skulle jeg være skidebekymret? Vi havde virkelig håbet, han ville blive derinde et par uger til – til 32. uge. Men pludselig lå han dér så lille og skrøbelig. Jeg havde vildt mange smerter, sygeplejerskerne sagde, at jeg skulle pumpe mælk ud, og jeg var bare så udmattet og følte mig helt uduelig. Jeg havde ikke kunnet holde ham inde i mig, og nu kunne jeg ikke få mælk ud. Det hele ramlede bare for mig.

– Efter fødslen tabte han sig også, så han kom ned på et kilo. Så der lå altså noget i retning af en liter mælk eller en meget lille kylling i den kuvøse. Når jeg køber kyllinger, vejer de 1600 gram! Og andre babyer på afdelingen vejede kun 5-600 gram. Lægerne sagde, at vi skulle fokusere på vores eget barn, men det var lidt svært, når man hele tiden gik forbi de andre kuvøser. Det føltes, som om det rum handlede om liv og død, om kampen for livet. Alle de minibabyer, der lå der og kæmpede for at leve. Og alle os forældre, der gik rundt som nervevrag. Det helt store samtaleemne var, hvor meget ens barn nu havde taget på. Om det så var 14 gram, så blev det fejret. Samtidig var det svært, fordi man ikke altid turde spørge, det var jo ikke sikkert, de andre forældre havde fået en god nyhed. Mens vi var der, døde to børn. Der sad jeg bare og tudbrølede. Ligesom der var en lillebitte pige, som fik amputeret sit ene ben, og derfor havde nogle af familiemedlemmerne sagt til forældrene: "Hvorfor lader I hende ikke bare dø. Hun får alligevel ikke et godt liv". Det var så barskt.

Ved at miste livet
I Israel er man ikke indlagt med sin baby, så da Simi bliver udskrevet, tjekker hun ind på hotellet, hvor Allan bor, og sidder ellers næsten i døgndrift hos lille Adam. Men skæbnen er ikke rigtig med dem. Kun en uge gammel bliver han væltet omkuld af en infektion, som betyder, at han må på antibiotika i tre uger. Og tilmed får Simi pludselig ekstremt høj feber og må indlægges igen. Da lægerne scanner hendes mave, opdager de en byld, som skal bortopereres straks. På det her tidspunkt hænger Simis nerver i de allertyndeste tråde, hun har ekstremt svært ved at mobilisere kræfterne til endnu en operation. Men infektionen er livstruende, pointerer lægen.

Efter operationen har hun svært ved at trække vejret. Appetitten er helt væk, og kroppen er helt på den anden ende. Det viser sig at være en blodprop i den ene lunge.

På grund af alle Simis komplikationer og Adams infektion er den eneste kontakt, de har i de første uger med deres lille nyfødte søn, et hul i kuvøsen, hvor de kan stikke en finger ind til ham. Hele hans hånd fylder Simis pegefingernegl.

Først da der er gået næsten en måned, får de lov at holde ham. Men Simi er stadig på medicin og har et dræn fra maven, så Allan bliver den første, der får lov.

– Allan var meget bekymret for tilknytningen mellem mig og Adam og ville have, at vi skulle vente, så jeg kunne være den første. Men det betød helt seriøst ikke noget for mig. Det vigtigste for mig var, at Adam fik nærvær. Og Allan havde været hos Adam igennem hele forløbet, så Allan er meget tæt med ham. Det var nu ikke en særlig privat stund. Vi sad midt i det her store lokale, hvor Allan blev bedt om at tage blusen af og lægge Adam ind på den bare hud. Og dét var meget rørende. Jeg tog billeder, og så sad vi og kiggede på hinanden og denne her lille minibaby i et par timer.

Efter et par dage bliver det så Simis tur.

– Det var underligt, og der var mange modsatrettede følelser. "Nej, hvor er det fantastisk – hvor er han sød!", og "Uh, hvad er det her for noget? Er det et barn?". Han var så lille og skrøbelig. De der små hænder... Det føltes bare så mærkeligt. Han lå dér, oppe på mig, og på en måde følte jeg lidt, at det var et lille dyr. "Nå, det er min søn. Okay, så nu er jeg mor". Det kan jeg stadig ikke helt forholde mig til. Og alligevel er det meget rørende.

Gravid imod forventning
I virkeligheden skulle det slet ikke have været muligt for Simi Jan overhovedet at blive gravid. For halvandet år siden fik hun konstateret endometriose i svær grad. Det er en sygdom, som cirka hver tiende kvinde lider af, og som har stor indflydelse på chancerne for at blive gravid. Simis livmoder og æggestokke var vokset sammen på grund af arvæv. Derfor havde en læge på Rigshospitalet sagt til hende, at hvis hun havde planer om at vove forsøget, skulle det være nu – på grund af hendes alder – og rullede straks planer ud for fertilitets-behandling.

– Men det var jeg slet ikke klar til. Faktisk var jeg slet ikke afklaret i forhold til, om jeg skulle have børn. Og at det pludselig skulle være nu og med fertilitetsbehandling, kunne jeg slet ikke overskue.

– Det er jo det, der er så svært, når man er sådan en kontrolfreak som mig. Det føltes ikke rart, at en læge pludselig skulle til at planlægge mit liv. Ingen skal sige til mig, "nu gør vi sådan og sådan". Det gik alt for stærkt – jeg var slet ikke med oppe i mit hoved. Men jeg nåede frem til, at det var vigtigt, at vi i det mindste prøvede på naturlig vis inden fertilitetsbehandling.

Og straks efter, hun lægger p-pillerne på hylden, er der gevinst. Hvilket hele fire tests kan bekræfte over for den skeptiske Simi. Det hjælper med den sidste test, som i stedet for streger viser bogstaverne: "GRAVID".

– Så ja, fra dag et har Adam været et mirakel. Han ville bare frem. Jeg havde en klar forestilling om, at der ville gå længere tid med at blive gravid, hvis det overhovedet ville lykkes. Så jeg er også opmærksom på, at jeg jo slet ikke var klar til det. Det er lidt noget, jeg har fået kastet i hovedet, så det tager nok lidt tid at få alle følelser med.

Var ved at give op
Simi Jan og hendes mand ender efter fødslen med at tilbringe næsten to måneder på hospitalet i Tel Aviv. I slutningen af september lander de på dansk jord og kan byde lille Adam indenfor i hjemmet i Gentofte.

– Det er dejligt at være hjemme og tilbage i hverdagen igen. Adam ligner en rigtig baby nu og er begyndt at få dobbelthage. På den anden side er det også underligt, at vi er her igen – men med en baby. Det skyldes nok også den fysiske afstand, at det hele skete langt herfra. Og så er det i det hele taget bare skidesvært for folk at sætte sig ind i, hvad vi har været igennem. Det her er virkelig Allans og min fælles oplevelse, som vi også snakker meget om. Vi er meget opmærksomme på, om den anden er o.k.

– Allan og jeg er kommet meget tættere på hinanden. Vi har altid været gode til at snakke om tingene, men det her har været så specielt. Allan var meget bange dernede. Han var jo bange for at miste os begge to. Så jeg er også klar over, at det har været pissehårdt for ham at stå på sidelinjen og være den med de brede skuldre. At se mig helt dernede, hvor jeg sagde, "jeg kan ikke, jeg opgiver", og han har måttet banke i bordet og hale mig op ved hårrødderne. Minde mig om, at der var brug for mig. Som man siger: "Det er altid mørkest før daggry" – det er sgu rigtigt. Der var dage på hospitalet, hvor jeg ikke kunne lade være med at græde hele tiden. Min mor var helt ude af den og ville ned til mig, og det samme ville min søster og mine veninder, men jeg kunne slet ikke rumme andres følelser. Det vigtigste var, at Allan og jeg kunne rumme hinanden. Min mor var selvfølgelig helt knust, men jeg kunne slet ikke overskue, hvis jeg også skulle til at trøste hende. Allan og jeg var jo i chok flere uger, efter at Adam blev født, og konstant bange for, om han klarede den.

Flere gange kommer Simis kollega fra TV2, Ulla Terkelsen, dog forbi, fordi hun er i Jerusalem for at rapportere.

– Det betød ufatteligt meget. Og Ulla var meget direkte og sagde på et tidspunkt: "Er du bange for, at han dør?". Ja, det var jeg jo! Nogle gange er det bare meget godt at få den slags direkte spørgsmål. Ulla tog os med ud at spise, og da jeg pludselig blev indlagt, tog hun Allan med ud og fik nogle gode snakke. Det er jeg dybt taknemmelig for.

Ud over Ulla kom to af Simis gode veninder også derned et par dage, kort tid før den lille familie skulle hjem.

Hårdt at miste kontrollen
– Det, der har været rigtig hårdt i det her forløb, var at miste al kontrol. Over mit barn og mig selv. Det hele gik bare i stå. Det har også været lærerigt at give slip, men jeg har også lært, at jeg åbenbart kan komme så langt ned, at jeg er tæt på at opgive. Jeg er jo vant til at rejse alle mulige farlige steder hen og kalkulere med chancerne for at dø og for at blive kidnappet. Jeg ved godt, det lyder sygt. Men jeg når jo altid frem til, at når chancerne for, at der sker noget drastisk er så små, så er der ikke noget, der skal holde mig tilbage fra at tage af sted.

– Jeg tror ikke, det rigtigt gik op for mig nede i Tel Aviv, at jeg reelt havde været i livsfare. Men det er et mirakel, at både Adam og jeg er her. Efterfølgende har jeg tænkt rigtigt meget over, at der er cirka 800 kvinder, der dør hver eneste dag på grund af komplikationer. Jeg kunne have været en af dem. Havde jeg været en afrikansk eller en afghansk kvinde, så havde jeg nok ikke været der i dag. Eller Adam for den sags skyld. Han havde ikke overlevet, fordi han var så lille. Jeg ved jo godt, at det er en ulige verden, vi lever i. Jeg ser den hver dag. Kvinder rundt om i verden dør, fordi de får feber eller infektioner efter en fødsel. Det gør mig rasende og ked af det. De har ikke de samme muligheder som jeg og har ikke adgang til helt basal sundhedshjælp. Det er tankevækkende, at bare fordi jeg er født i det rigtige land, så blev jeg reddet.

– Heldigvis er jeg en person, der lever meget i nuet. Jeg sidder ikke og planlægger hverken 5 eller 10 år frem i tiden. Jeg har haft døden så tæt på – både når jeg har været ude at rapportere, og når jeg har mistet venner, som er blevet kidnappet eller slået ihjel. Så jeg er meget bevidst om, at vi er her lige nu, og det skal vi værdsætte.

Nyforelsket moderstereotyp
Men hvad tænker hun om sit job og de rejser, det indebærer? Har det ændret på hendes udlængsel, at hun nu har ansvaret for sin lille søn?

– Jeg elsker mit arbejde, og selvfølgelig skal jeg ud at rapportere igen! Jeg brænder jo for det og føler, at det er vigtigt at fortælle seerne om verden omkring os. Der vil selvfølgelig være en anderledes følelse af, at jeg også har ansvaret for et andet menneske, og han skal ikke miste sin mor. Men jeg har masser af internationale journalistvenner, som har børn, både kvinder og mænd. Og vi arbejder jo aldrig med hovedet under armen og tager unødige risici.

– Verden er blevet farligere for journalister de senere år. Journalister bliver taget som gidsler og brugt i politiske forhandlinger. Det er så frygteligt. Jeg lå på hospitalet og fulgte med i halshugningerne af de to journalister, der var taget til fange i Syrien. Oh my God, jeg græd. Samtidig fløj raketterne rundt, og dér lå Adam...

Hun griner pludselig.

– Adam får i hvert fald ikke lov at tage nogen som helst steder hen! Hvis han en dag kommer og siger, "mor, jeg skal arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke – jeg skal til Uganda!", så får han at vide, at det er for farligt! Ha, ha. Når jeg siger det, griner Allan, for hvem ved, måske Adam får lyst til at gå i sin mors fodspor. Men man får virkelig den der beskyttertrang. Lige nu tænker jeg, at han slet ikke skal i institution. Han skal ikke ud blandt 30 skrigende unger, når han er et år gammel. Om det så kræver, at en af os skal arbejde mindre, må tiden vise. Alle muligheder er åbne. Det vigtigste er, at Adam får en ordentlig start på livet. Det er jo ikke, fordi han skal være en møgforkælet unge, men han har sgu kæmpet for livet. Han er så viljestærk, og nu skal han bare have nærvær og kærlighed fra os begge to. Folk spørger mig, om jeg ikke synes, det er hårdt at være mor. Og helt ærligt: Nej. Det, vi har været igennem, sætter virkelig tingene i perspektiv. Det kan godt være, vi ikke får vores nattesøvn, men det kan vi altså ikke hidse os op over.

– Aij, men seee, siger hun og flipper forsidebilledet op sin iPhone.

– Han er sgu da sød! Ha, ha. For to år siden var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ville have børn, og nu er jeg bare blevet den vildeste stereotyp. En moderkliche, der siger og gør de samme ting som alle andre mødre.

Jeg føler mig helt nyforelsket.


LÆS OGSÅ: Simi Jan: Jeg så ikke min far i 15 år

LÆS OGSÅ: Johannes Langkilde: "Jeg har været meget tæt på afgrunden af stress"

LÆS OGSÅ: Ulla Terkelsen: "Man får en masse hug i livet – og så rejser man sig igen"

Simi Jan, 35
Udenrigskorrespondent for TV2.

Opvokset i Værebroparken i Bagsværd med tre yngre søstre og sine forældre, som begge kommer fra Pakistan og blev gift i et arrangeret ægteskab i 1976, før de flyttede til Danmark. Da Simi var 15, blev de skilt.

Bor i Gentofte med sin mand, Allan, som hun har været gift med i ti år, og deres lille søn, Adam. Allan arbejder som beskæftigelsesvejleder.

Var indtil foråret 2012 bosat i Islamabad og Kabul i fem år for at rapportere til Politiken og TV2.

I 2012 debuterede hun som forfatter med den anmelderroste bog "Til te hos Taleban".

Uddannet journalist fra Napier University i Skotland, 2003, og har siden læst Mellemøsten-studier og arabisk ved Syddansk Universitet.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok