banner image

8 NUMRE AF ALT FOR DAMERNE     KUN 200 KR.    SPAR 32%

BESTIL HER

Kom med til ALT for damernes danseevent & dans med bl.a. Silas Holst søndag 30/10 i Nørrebrohallen.   Tilmeld dig her.

”Vi mistede to spædbørn med to års mellemrum”

Rune Funch

”Vi mistede to spædbørn med to års mellemrum”

Musikeren Rune Funch og hans kone, Sofie, mistede to børn med præcis to års mellemrum.

Følelsen af at miste et barn, at være tæt på det som Simi Jan eller at blive gravid 14 dage efter sin søns begravelse er alle personlige fortællinger som ALT for damerne har bragt. Nu har Rune Funch og hans kone Sofie sagt ja til at dele deres historie og måske gøre det lettere for andre læsere i samme situation.

Musikeren Rune Funch og hans kone, Sofie, gennemgik sorgen over at miste et spædbarn to gange med to års mellemrum. De anede ikke, at de begge var bærere af den samme genfejl. I dag har han lavet et album om sorgen og fortæller her, hvordan de fik vendt sorgen til kærlighed til livet.

Sally blev født, havde hun lukkede øjne. Hendes hjerte slog i tre kvarter. Så var hun død. Hun kæmpede ikke for sit liv. Da hendes lillebror – Bror – blev født samme dato to år senere, var han død, allerede da han kom ud. De to børn ligger under den samme gravsten på Holmens Kirkegård: Sally 5. januar 2011. Bror 5. januar 2013. Et lille, rødt hjerte lyser på gravstenen op ved Sallys navn. Ved Brors navn er der indgraveret en lille, blå puslespilsbrik.

Musikeren Rune Funch er far til Sally og Bror. Han sidder i sin og ægtefællen Sofies lejlighed og fortæller stille og detaljeret om de sværeste år i sit liv. Han har for nylig udgivet soloalbummet "Picture Music", som er skrevet på sorgen over de to mistede børn og i troen på, at der trods alt stadig er noget at leve for. "Why did they leave and where did they go" hedder et af numrene, og Rune fortæller, at det er første gang, han har skrevet musik, som han stortudede over, mens han skrev. Men det er også musikken, der har hjulpet ham gennem sorgen.

Mødte kærligheden nytårsaften
Historien om Sally og Bror begynder nytårsaften 2008. Rune, der på det tidspunkt er 38 år, er et års tid forinden vendt hjem fra London, hvor han har boet i ti år, levet det vilde musikerliv med sit band og haft fast kæreste. Tilbage i Danmark holder forholdet ikke, og Rune har lidt for længe kigget lidt for dybt i flasken, fordi det er hårdt pludselig at være både single og uden band. Han kan dog mærke, at livet på diverse barer ikke kan blive ved, så han har besluttet, at det er slut fra den 1. januar. Tre måneder helt uden alkohol venter forude sammen med den uddannelse til filmkomponist, han har søgt ind på. Og så møder han Sofie.

– Jeg havde spillet med Rasmus Nøhr den nytårsaften, og bagefter tog vi hen til en stor, privat fest. Jeg kom i kontakt med Sofie, og i begyndelsen var det faktisk hende, der gik lidt i kødet på mig. Jeg tænkte "Hvad fanden er hun for en sjov størrelse", jeg kunne ikke rigtigt gennemskue hende. Men der var helt klart en flirt, og vi udvekslede numre. Vi var på date to-tre dage efter nytår, og det sagde bare BANG med det samme. Jeg var lidt i tvivl om, hvor gammel hun var, og da jeg spurgte, sagde hun: "Prøv at gætte!" Jeg gættede optimistisk på 30 år, men nej. Hun var 23!

– På trods af aldersforskellen blev vi superforelskede, men jeg kunne mærke, at jeg ret hurtigt var nødt til at finde ud af, hvor seriøst det var for hende. Jeg ville gerne have børn og havde ikke så meget tid at spilde, men måske var hun ikke klar til det. Da jeg spurgte, sagde hun: "Jeg har altid gerne villet have børn i en ung alder, jeg er totalt frisk". Wauw! Så efter at have været sammen et års tid, rejste vi til Vietnam, og da vi kom til Hanoi, som var sidste stop, fandt vi ud af, at Sofie var gravid. Vi havde kigget på nogle ringe, som var virkelig smukke, og jeg fik købt en ring, en flaske champagne og nogle blomster, og så friede jeg til hende. Og hun var totalt på.

Tre kvarter med bankende hjerte
Graviditeten går, som den skal. Alt ser fint ud, og Rune og Sofie glæder sig bare. Da Sofie er i uge 25, begynder de dog begge at undre sig over, at maven er så udspilet, og at Sofie ikke rigtigt mærker liv mere. Egen læge mener ikke, at der er noget galt, så parret beslutter at vente, til de alligevel skal til jordemoder i uge 28.

– Jordemoderen undrede sig også, og hun tilbød en scanning, der viste, at barnets mavesæk ikke havde udviklet sig. Vi fik at vide, at det skete sommetider og, at det kunne ordnes med en operation efter fødslen. Det var ret chokerende at få at vide, at ens baby skal opereres, men vi er begge positive mennesker og tænkte, at det nok skulle gå. Desværre viste scanningen også, at der måske var noget væskeansamling i hovedet, som de ikke rigtigt kunne sige, hvad var, så vi fik en henvisning til Rigshospitalet. Jeg var på tour med Rasmus Nøhr i den periode, og den dag, Sofie skulle til scanning på Rigshospitalet, var jeg på Bornholm, så Sofie havde sin mor med. Jeg skulle lave et interview med TV2 Bornholm med Rasmus, og lige før vi skulle på, ringede Sofie. Hun havde efter scanningen fået at vide, at der var to muligheder. Enten ville barnet ikke overleve, eller også ville det blive multihandicappet.

Rune gennemfører på en eller anden måde interviewet og kommer derefter på det første fly hjem. Pludselig er der en masse ting, han og Sofie skal tage stilling til. Det er for sent at få en abort, så Sofie skal indstille sig på at føde barnet. De får at vide, at det er en lille pige, og straks ved de, at hun skal hedde Sally. Lige som Sørøver Sally. De får også at vide, at hvis den lille pige kæmper for sit liv, når hun kommer ud, så har lægerne pligt til at prøve at holde hende i live. Rigshospitalet anbefaler, at Sofie føder naturligt, så man kan se, om den lille krop vil leve eller ej.

Sandsynligheden for, at hun overlever, er dog ikke stor, fornemmer Rune og Sofie. Sofies mave, som er så udspilet af alt, alt for meget fostervand, skal tappes for to-tre liter hver uge indtil fødslen, og Rune husker ugerne op mod jul som en uendelig vandring frem og tilbage mellem lejligheden og Rigshospitalet. Derhjemme laver de ikke meget andet end at se tv-serien "Breaking bad", vente og være sammen med familien. Sofie får sat fødslen i gang den 3. januar. Herefter følger to lange og smertefulde døgn.

– Det hele var bare så sørgeligt. Men vi havde hinanden og elskede hinanden, og nu måtte vi bare tage det, som det kom. Da fødslen endelig gik i gang, gik det rimelig let, men da Sally kom ud, havde hun lukkede øjne. Det eneste livstegn var, at hun tissede. Jeg fik Sally i armene lige med det samme, og så sad jeg bare der med hende. Sang lidt for hende, mens jeg mærkede, at hendes lille hjerte bankede. Da Sofie var klar, fik hun hende over, og efter tre kvarter holdt Sallys hjerte op med at slå. Hun kæmpede ikke, og det var vi faktisk meget lettede over. Hvis hun havde kæmpet, ville de have kørt hende væk og lagt hende i respirator og alt muligt – det havde været forfærdeligt. I stedet fik vi tiden med hende i ro og fred. Lige da Sally kom ud, var jeg ret chokeret over, hvordan hun så ud. Helt lilla i hovedet, som også var underligt misformet. Jeg vidste ikke, at babyer ser sådan ud, lige når de er blevet født. Men da jeg vågnede om natten og kiggede på Sofie, som sad med Sally, var hovedet bare kommet helt på plads, og jeg tænkte "Gud, hvor er hun dog smuk".

Et ugelangt farvel
Rune og Sofie får lov til at beholde Sally på hospitalet en hel uge, efter hendes død.

– Vi talte med hospitalspræsten, og han sagde præcis det, som, Sofie og jeg også syntes, var helt naturligt: vi skulle tage al den tid med Sally, som vi kunne. Han sagde, at de, der prøver at "stikke af fra det", og bare vil have barnet hurtigt fjernet, de kommer aldrig over det. Den eneste måde, man kan få det bearbejdet på, er ved at gå ind i det og ikke være bange for at kysse hende, røre hende og vise hende frem til familie og venner. Og det var præcis, hvad vi gjorde. Vi inviterede alle til at komme ind i vores verden. Det var vigtigt for os, at folk fik set, at vi havde lavet en lille pige, vi havde brug for at dele det med nogen. I løbet af den uge kom vores familie og 20-30 af vores venner. Vi havde Sally i sådan en lille vogn, som blev kørt på køl, når vi ikke var der – vi tog hjem for at sove efter et par dage – og når vi kom, så kørte de hende ind til os.

– Det var vildt rart for Sofie og mig, at vi gjorde det på den måde. Hvis vi kun havde haft den lille time lige efter fødslen, ville vi konstant have tænkt over, hvordan hun egentlig så ud. Nu havde vi virkelig tid til at være sammen med hende, se hende og kysse hende. Vi var jo også bare så stolte af hende. Der var masser af kærlighed i det. Det var virkelig underligt – men smukt og naturligt. Vi tog også fjollebilleder af hende, jeg gav hende for eksempel mine kæmpestore læsebriller på og tog et billede af det. Det var med til at løsne stemningen op. Præsten havde sagt, at alt hvad vi kunne gøre i den uge, det ville blive til den historie, vi ville have om hende. Og når vi senere fik andre børn, ville det være det, vi kunne fortælle om Sally. Vores historie om Sally blev, at hun var sejlet ud på De Syv Verdenshave, hvor hun kunne lege med de andre sørøvere.

– I den uge fik vi også ordnet alt det praktiske. Vi fandt et gravsted, købte en lille kiste, bestilte blomster og købte sådan nogle træbogstaver i BR, så vi kunne skrive "Sally"

på kisten. Sofies bedste venindes mor syede noget sørøverbørnetøj, som hun fik på, da hun skulle begraves. Jeg holdt tale for første gang i mit liv, da Sally blev begravet, og jeg havde også lavet et lille sørøverkort til hende, som hun kunne få med. Inden begravelsen er Sally blevet obduceret. Lægerne mener, at der er tale om, at både Rune og Sofie er bærere et sygt gen, og når to syge gener møder hinanden, kan det gå galt. Lægerne siger også, at der kun er 25 procents risiko for, at det sker, så der er hele 75 procents chance for, at en ny graviditet vil gå godt. Rune og Sofie får en rejse til Afrika for

æret af Sofies forældre, for at de kan komme lidt væk efter den hårde periode. Turen er fantastisk, og de føler begge, at de har fået placeret Sally det rigtige sted. Lige i hjertet, hvor hun hører hjemme. De er klar til at komme videre, synes de. Men da de kommer hjem fra Afrika, oplever især Rune et kæmpe dyk. Han synes, at det er svært at komme i gang igen, når Sofie er ude ad døren og på arbejde, mens han bare sidder derhjemme. Han finder sin guitar frem og begynder at skrive musik. Musik, der handler om alt det, han og Sofie har været igennem. Musik, der langsomt hjælper ham tilbage.

Endnu et mistet barn – og et bryllup
Halvandet år efter Sallys begravelse bliver Sofie gravid igen. Parret er optimistisk, og Sofie bliver fulgt tæt med scanninger. De følger deres lille dreng på skærmen, og han vokser og bevæger sig, som han skal.

– Vi var overbeviste om, at den var hjemme. Han så bare så frisk ud. Men så var vi til scanning i uge 23, og der blev Sofie scannet meget længe. Til sidst kiggede lægen på os og sagde, at hun var bange for, at hun kunne se en væskeansamling i hans hoved. Det behøvede ikke at betyde noget, sagde hun, men Sofie og jeg kiggede bare på hinanden. Vi vidste på en eller anden måde, at det var det samme som sidst. Vi blev sendt hjem, hun kunne ikke scanne igen før om en uge, for man var nødt til at kunne se en forskel. Den uge føltes som den længste uge i hele vores liv. Da vi endelig kom til scanningen, fik vi at vide, at de ikke kunne se nogen ændring fra ugen før, så vi måtte gå hjem og vente en uge mere. Det var virkelig forfærdeligt. Efter 14 dage var det tydeligt, at der var det samme galt, som med Sally. Hvordan det kunne ske to gange for os, var der ingen, der kunne forstå. Det havde man aldrig set før.

Fødslen kan ikke sættes i gang, fordi det er så tidligt i forløbet. Lægerne skal først være sikre på, at den lille dreng er "syg nok". Rune og Sofie må endnu en gang gå igennem en frygtelig ventetid op mod jul. Et samråd skal give tilladelse til, at fødslen sættes i gang, fordi det er over tidsgrænsen for abort. Svaret kommer heldigvis hurtigt, rådet giver tilladelse, og Sofie bliver indlagt lige efter nytår.

– Dagen inden indlæggelsen fik vi at vide, at man ville starte med at give ham en sprøjte for at tage livet af ham inde i maven. What? Vi kunne slet ikke have det, og vi begyndte at græde begge to. Det var så syret, for vi vidste jo, at han skulle dø, men hvordan kunne de bare tage livet af ham, og hvorfor havde de ikke sagt det til os noget før? Men vi kom frem til, at det nok var meget godt, for så ville vi ikke behøve at være bange for, om han ville kæmpe for sit liv, når han kom ud.

– Næste dag fik Sofie en sprøjte ind i maven. Vi fulgte med på en skærm og kunne se sprøjten gå ind i hans hjerte, som så langsomt holdt op med at slå. Vi så, at han døde. Da han blev født et par dage efter, var det præcis samme dato, som Sally blev født og døde. Den 5. januar. Bare to år senere.

Tager igen til kirkegården
Den lille dreng får navnet Bror. Rune og Sofie tager igen turen til kirkegården, køber en endnu mindre kiste og bestiller blomster fra samme blomsterhandler som sidst. De har ikke helt så mange besøg på hospitalet denne gang, men de bruger igen en uges tid på at indprente sig den lille dreng og sige farvel. De tænker, at Bror er taget ud for at møde Sally på De Syv Verdenshave, og at hun tager sig af ham derude. Fordi de to børn har fødselsdag samme dag, føler Rune og Sofie, at der er en særlig forbindelse mellem dem. Og det trøster dem på en eller anden måde at tænke, at de to har hinanden.

Den 14. juni 2014 gifter Rune og Sofie sig og holder et kæmpe bryllup med 140 gæster til reception i den gård, der hører til deres lejlighed, og 120 til middag på Søpavillonen.

– Alle gæsterne kendte vores historie, så talerne og stemningen var ekstremt rørende. Der var så meget kærlighed til det bryllup. To dage før havde vi fået svar på de prøver, som Rigshospitalet havde sendt til Holland. De havde fundet genfejlen – den hedder noget så kedeligt som RYR1 – og det betyder, at Sofie nu kan få taget en prøve allerede i uge 10, når hun bliver gravid igen, og så kan man se, om barnet er okay. Det er tids nok til en eventuel almindelig abort, hvis der er noget galt. Og så behøver vi ikke at gå igennem det samme helvede en gang til.


Efterskrift
Umiddelbart inden dette interview gik i trykken, modtog ALT for damerne denne mail fra Rune Funch:

Hej igen Marie-Louise

Så er der en lykkelig nyhed. Sofie har været gravid i 12 uger. I dag kom så det opkald fra Riget, vi har været så meganervøse for.
DET BLIVER EN SUND OG RASK DRENG UDEN GENFEJL, DER KOMMER DEN 8. JUNI.
Ellers havde det været abort i morgen, så det har været virkeligt nervepirrende.
NU ER ALT GODT.

Kh Rune


LÆS OGSÅ: Erik Bjørn interview - her får du hele historien

LÆS OGSÅ: Søren Huss: Skammede sig efter kærestens død

LÆS OGSÅ: Natasja Crone er ikke bange for at råbe højt af børnene

Fakta
Rune Funch, 44 år.

Uddannet filmkomponist fra Syddansk Konservatorium 2011, guitarist fra Rytmisk Konservatorium 1994.

Dannede sammen med Jakob Dinesen i 1990 gruppen "Once Around The Park", som har udgivet tre album. Har arbejdet sammen med blandt andre Lars H.U.G. og Rasmus Nøhr og var i 1994 medstifter af bandet Warwick Avenue, der førte til ti år i London. Dannede i 2007 bandet "Grammofunch", som vandt en DMA i 2009. Har siden lavet musik til flere dokumentarfilm og
tv-programmer.

Aktuel med sit første soloalbum, "Picture Music", der kan høres live ved koncerter i februar og marts. Se mere på Runefunch.dk eller facebooksiden "Rune Funch Picture Music".

Gift med Sofie. Har begravet to nyfødte børn med to års mellemrum. De venter barn igen til juni.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok