“Man kan ikke forberede sig på, hvad døden betyder, før man står med den foran næsen”
Mette har aldrig betragtet sig selv som særlig alternativ eller troende. Alligevel blev hun ved sin fars død grebet af en akut trang til at tale med en præst og søge afdødekontakt hos en clairvoyant. Men hun fortalte det ikke til nogen.
Min far døde for tre år siden. Jeg var 37. Og det var så grænseoverskridende hårdt og ubarmhjertigt. Mest fordi jeg ikke magtede at tænke: "Hvad sker der så? Hvor er han nu? Er han virkelig helt væk?" Han havde haft op- og nedture, og han havde haft et sygdomsforløb, så selve døden kom ikke som lyn fra en klar himmel. Og så alligevel. Man kan ikke forberede sig på, hvad døden reelt betyder, før man står med den lige foran næsen. Jeg panikkede. Syntes slet ikke, det virkede fredfyldt, da han lå der − kold og med åben mund i hvidt hospitalstøj. Alt det, jeg havde hørt a la "så fik han fred", mærkede jeg ikke. Jeg mærkede kun panik over, at intet kunne ændres. Panik over, hvad jeg skulle sige til børnene − for hvad troede jeg selv på? Panik over alt det, vi ikke havde fået snakket om, og over, at han ville blive kørt i en fryser. Og derfra til en ovn. Jeg var virkelig låst i sorg og en stor uoverskuelighed i forhold til, hvad jeg egentlig troede på. Jeg var desperat efter at finde ud af, om han stadig var til stede på en eller anden måde.
− Jeg er på ingen måde særlig alternativ eller supertroende, men jeg blev grebet af en akut trang til at tale med en præst og til at søge afdødekontakt hos en clairvoyant. Jeg fortalte det ikke til nogen. Ikke engang min kæreste. Jeg var lidt flov over tanken og behovet, men jeg følte ikke, jeg havde nogen udvej. Jeg havde brug for en afklaring på, om det var definitivt slut og farvel i enhver form eller kun en kropslig død. Derfor oprettede jeg en anonym hotmail i et andet navn og researchede på clairvoyanter. Jeg var skeptisk og ville ikke sidde tilbage med tanker om, at nogen kunne have fundet viden om mig inden besøget. Så jeg bestilte tid anonymt og gav clairvoyanten intet at researche på før vores møde.
LÆS OGSÅ: Skal du også i kirke på søndag?
− Undervejs blev jeg ekstremt berørt. Jeg lod hende føre ordet hele tiden og gav hende absolut intet at arbejde med, som kunne relateres til mit liv. Hun vidste ikke engang, at det var min far, jeg ønskede kontakt med. Hun sagde, at hun blev trukket ind i et mørkt rum, hvor den mand, hun havde kontakt til, fremviste en stor bogreol, der fyldte hele væggen. Og at rummet var mørkt. Jeg har altid joket med min fars elskede, mørkebrune bogreol fra 70'erne, der fyldte hele væggen og tog al lys i stuen. Hun sagde også nogle specifikke ting om måden, han døde på. Hun kunne have sagt så mange andre ting, men detaljerne var så specifikke, at jeg ikke var i tvivl om, at der var en eller anden forbindelse til noget, jeg aldrig havde troet på.
− Det gav mig ro og en tro på, at selvom han ikke er her hos mig mere, så er han et sted. Den tro har givet mig roen til at bearbejde sorgen på en god måde og til at håndtere tabet sammen med mine børn. Og måske har den i virkeligheden også mindsket min egen dødsangst. Sorgen over at have mistet min far forsvinder aldrig, men i dag kan jeg sige: "Jeg savner dig, far – det her skulle du have oplevet sammen med os," med et smil på læben, for jeg tror på, at han er med alligevel. Den indsigt har været en gave til at stå et nyt og bedre sted, og så er jeg ligeglad med, om andre tænker, at det er indbildt eller placebo.
LÆS OGSÅ: TV-vært Rikke Gøransson: “Jeg oplever fred og kærlighed, når jeg sidder i kirken”
LÆS OGSÅ: “Jeg mødte Jesus”