"Rigtig mange indvandrere har reageret på den sketch"

Hvorfor går I live?

– Det er nemmere at nå ud til folk, og på den måde får vi reaktionerne med det samme. Det er også en udfordring for os, for vi er fuldstændig uprofessionelle skuespillere, og det er bare noget helt andet at stå på en scene. Vi vil gerne lave satire med stof til eftertanke. Noget med gods i, som man kan grine af og tygge på og måske genkende sig selv i. Det gør heller ikke noget, hvis man bliver lidt ramt.

Hvorfor er "Det slører stadig" vigtigt?

– Formålet med "Det slører stadig" er at forene de to verdener, som vi fire piger – lige som mange andre - befinder os i. Selvom jeg er opvokset i Danmark, føler jeg mig ikke 100 procent dansk, men jeg føler mig heller ikke 100 procent bosnier. Jeg står med et ben i hver lejr. Når jeg tager på ferie i Bosnien, ved alle, at jeg kommer fra udlandet. Og herhjemme er folk også gode til at påpege, at jeg ikke er dansker. Så jeg kan blive ramt af følelsen: "Hvem er jeg, og hvor hører jeg til?" Vi vil gerne bygge broer og gøre det nemt for folk at stille de svære spørgsmål til det ukendte. Vi har taget tabubelagte emner som sex op, og der er rigtig mange mennesker, der gerne vil vide mere om de her ting, men ikke har turdet stille spørgsmålene.

"Jeg tænker også mit, når jeg ser en kvinde i burka. Hvorfor gør hun det? Er hun tvunget til det? Er hun undertrykt? Vi har alle sammen fordomme over for hinanden."

Hvorfor er det nødvendigt at provokere?

– Vores formål er slet ikke at provokere. Jeg tror ikke, at det kan undgås, når man laver satire, fordi satire altid kan forstås på flere måder. Vi er påpasselige og dropper de sketches, som vi mener, efter vi har tygget på det, er lige til stregen.

– Der er også en sprogbarriere for indvandrere, for man skal virkelig kunne tyde ironi og sarkasme for at kunne forstå vores budskaber. Der er en del af sketchene, som indeholder en indvandrerpige med tørklæde, men en del af dem prikker også til danskernes fordomme. F.eks. sketchen på et apotek, hvor apoteksmedhjælperen har en masse formodninger om pigen, der vil købe p-piller. Rigtig mange indvandrere har reageret på den sketch og fokuseret på, at indvandrerpiger ikke bør købe p-piller. Men det er jo ikke det, man skal se. Man skal se på apoteksmedhjælperen og den måde, hun opfører sig på overfor pigen. Mange etniske danskere kan se sig selv i hende og hendes fordomme om indvandrere.

Hvor går grænsen for, hvad du vil gøre grin med?

– Koranen og Muhammed. Jeg vil gerne gøre grin med stereotyper og de tanker, vi har om stereotyperne. Jeg tænker også mit, når jeg ser en kvinde i burka. Hvorfor gør hun det? Er hun tvunget til det? Er hun undertrykt? Vi har alle sammen fordomme over for hinanden. Første gang jeg mødte de andre piger i "Det slører stadig", tænkte jeg: "Åh nej to iraner". Derfor handler det her også om at ændre vores egne fordomme. Og jeg tror, at vi har taget et kæmpe skridt mod at skabe større forståelse for det, der er anderledes.

Hvordan havde du det, da du skulle spørge fremmede mennesker om sexråd i en sketch med skjult kamera?

– Jeg er en meget udvandt pige, så det var ikke noget problem. Samtidig var det en karakter og ikke mig. Det var lige så meget et socialt eksperiment for at finde ud af, hvad tror folk om den her stakkels pige, der i 2013 ikke ved noget om sex. Vi kan alle sammen finde information om sex på nettet, men folk troede på, at hun var jomfru og ikke anede noget som helst. Jeg var ikke så overrasket over, at folk tog godt imod mig, for Danmark er et meget frit land, hvor sex ikke er tabubelagt, og folk er meget åbne for at tale om det. Men jeg var overrasket over, hvor meget respekt dem, jeg talte med, havde for mig, og hvor meget de forsøgte at passe på mig.

Hvad er det vildeste, I har oplevet med "Det slører stadig"?

– At vi har formået at komme ind i klasselokalerne, og vores sketches bliver brugt i samfundsfagstimer og psykologitimer. Det er vildt fedt, at vi har skabt en debat, der kan bruges i skolernes undervisning. Vi havde overhovedet ikke forventet stå stor succes. I virkeligheden var vi i tvivl om, hvorvidt Danmark var klar til den her slags satire, og om vi havde ramt plet.

Hvordan har din omgangskreds reageret på de sketches, du har været med i?

– Alle har støttet mig, men jeg har oplevet veninder, som har ment, at vi er gået over stregen. Så får vi en snak om det, og det giver større forståelse. Men jeg kan ikke forstå, når nogen mener, at det er unødvendigt at lave den her slags satire. For al den debat, der er blevet skabt, beviser, at vi har brug for, at nogen tog hul på det her tabu. Vi havde forventet reaktioner, men vi havde ikke forventet trusler. De er primært kommet på Facebook, og det har primært været den yngre generation, som måske ikke har forstået hele ideen bag programmerne. Det er meget nemt at sidde bag en skærm og true andre på livet, så vi har valgt ikke at fokusere på det.

LÆS OGSÅ: "Marijana Jankovic: Her er mine 5 film- og teaterfarvoritter"