Madrid
SPONSORERET indhold

De bedste hotspots i Madrid

Den spanske hovedstad er et tag selv-bord af mundrette godbidder med liflige dråber til. Fra summende madmarkeder til traditionsrige tapasbarer – vi guider dig til de bedste madoplevelser.

Af:: Brian Schæfer Dreyer Foto: Brian Schæfer Dreyer og Getty Images
10. maj. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Herhjemme er tapas efterhånden blevet et begreb, der dækker over enhver palette af små snacks. Men originalen er spansk, og vil man have den ægte tapasoplevelse, så tag til Madrid. Her fristes man hele tiden af dufte og synet af velanrettede mundfulde. Der er omtrent ligeså mange teorier om, hvordan fænomenet tapas opstod, som der er udvalg bag glasruden på tapasbaren. En af de mest troværdige går på, at kroejere før det 19. århundrede lagde en skive brød eller andet som "låg" over et glas sherry for at holde ­frugtfluerne væk fra gæsternes dyrebare dråber. Tapas betyder "at dække", og dette har formentlig affødt betegnelsen tapas. I Spanien er tapas mere en kultur, og vil man være en del af den, må man smyge sig gennem mylderet af madrileños (de lokale i Madrid) på de summende tapasbarer og madmarkederne, som bugner af smagsoplevelser.

Smag på kulturen
Ud over de mange gastronomiske fornøjelser er tapas for spanierne lig med stående taffel og højlydte samtaler. Man kan også gå på "tapas crawl" til en række barer med hver sin specialitet. På de mest traditionelle tapassteder smides de krøllede servietter på gulvet langs baren – det er blot en del af kutymen. På de mange mercados, markeder, nydes tapas med gode venner efter arbejde, før middagen derhjemme eller som decideret aftensmad. Spanierne spiser typisk en stor frokost, men middagen, der ofte indtages efter klokken 21, består af lettere retter.

Madrid er en by, der aldrig sover. Så det er blot om at væbne sig med appetit og udforske de mange atmosfærefyldte barrios (kvarterer). Det ene øjeblik befinder man sig midt i klassisk newyorkerstemning langs storslåede Gran Vía – det næste øjeblik går man gennem historiske La Latina eller de farverige gader i hippe Malasaña. Madrids fodgængervenlige centrum og de unikke kvarterer hænger harmonisk sammen trods deres forskelligheder, så det er en synd at dykke ned i metroens undergrund mere end højst nødvendigt.

Her skal du spise
Casa Lucio
Traditionen og historien betaler man ekstra for hos Casa Lucio, hvor kendisser som Will Smith og Pierce Brosnan har lagt vejen forbi. En af de retter stedet er berømt for, er Huevos Estrellados de Lucio – noget så simpelt som spejlæg "knust" over pommes frites.
Cava Baja 35, Casalucio.es



La Casa del Abuelo
Familiedrevne "Bedstefars Hus" har serveret tapas og vin nær Puerta del Sol i over 100 år, og findes nu flere steder i byen. Originalen ligger stadig på Calle de la Victoria og tilbyder mange tapasretter, men er mest berømt for sine rejer.
Calle de la Victoria 12, Lacasadelabuelo.es

El Pez Gordo
Den ser ikke ud af meget udefra, men her er tale om en klassisk tapasbar i Malasaña, med fokus på fisk og skaldyr – deraf navnet "Den Fede Fisk". Trænger du til en sød kontrast, så prøv de honningristede auberginer.
Calle del Pez 6



Det skal du drikke
Tinto de Verano
Mens sangría er mest populær blandt turister, foretrækker de lokale oftest den mere simple variant, tinto de verano, som er en afkølet "sommerrødvin", som blandes af 1 del rødvin og 1 del gaseosa, som minder en del om Sprite.

Mahou
Er du til øl, skal du naturligvis prøve den lokale ølmærke Mahou, som kan fås på de fleste restauranter og barer i Madrid. Den fås i flere varianter, men klassikeren er Cinco Estrellas.

Vermú
Mens vin er et naturligt valg sammen med tapas som jamón eller gode oste, er den spanske udgave af vermouth også populær. Den er overraskende sød, og ofte krydret med kanel og muskatnød. Vermú er en appetitvækker, som især nydes på et vermutería.

Sidra
Æblecider er en populær drik i den nordspanske region Asturien, men også i hovedstaden kan du gå på sidrería og skænke den tørre alkoholiske cider af specialdesignede tappehaner.

LÆS OGSÅ: De bedste hotspots i London

De bedste markeder
Mercado de San Miguel
San Miguel er det mest berømte og det smukkeste af markederne i Madrid – uundgåeligt trods de mange turister. Smag færdiganrette-de delikatesser, mens alt fra frisk frugt til fisk frister i den renoverede markedsbygning – blot et olivensten-kast fra den majestætiske plads, Plaza Mayor.
Plaza de San Miguel, Mercadodesanmiguel.es

Mercado de San Antón
Et madmekka i tre etager, som bugner af spændende råvarer og frisklavet tapas, som kan købes med eller nydes på stedet. Enkelte varer kan du få tilberedt i restauranten på toppen, hvor tagterrassen lokker med udsigt over det regnbuefarvede Chueca-kvarter. Calle de Augusto Figueroa 24, Mercadosananton.com

Mercado de San Ildefonso
Dette hippe streetfood-marked er en moderne kontrast til de traditionelle markeder. Det har en buffet af boder på to etager og cocktailbar på toppen. Her mødes Malasaña-kvarterets hipsters til fyraftensdrinks og velduftende varianter af tapas.
Fuencarral 57, Mercadodesanildefonso.com

Mercado de La Paz
Det bliver mere traditionelt i det fornemme Salamanca-kvarter nord for Retiro-parken. Her handler de lokale fisk, ost, kød, frugt og grønt, får pudset deres sko eller får en bid mad efter arbejde.
Calle de Ayala 28, Mercadolapaz.es

LÆS OGSÅ: 5 mageløse macarons-shops i Paris

Det skal du spise
Bocadillo de Calamares
Baguette i sprøde skiver med med stegte blæksprutteringe er ikke en decideret tapa, men en berømt spise i specielt Madrid, hvor nogle af de bedste versioner fås i de små restauranter omkring Plaza Mayor.

Morcilla
Den spanske udgave af blodpølse serveres i en sort masse af primært svineblod, ris og løg. Måske er du skeptisk, men det smager godt, når skiverne ristes og serveres med brød.

Pulpo a la Gallega
Er du som mange madrileños til alt godt fra havet, bør du kaste dig ud i en gang pulpo a la Gallega – stykker af blæksprutte, som serveres i en lille lerskål tilsat olivenolie, paprika og havsalt. Prøv den på et ægte pulpería.

Gambas al Ajillo
En populær lille appetitvækker er rejer stegt i olivenolie, hvidløg og persille. God som forret med kold hvidvin.



De 4 klassikere 
Jamón
Det bliver ikke meget mere spansk end de lufttørrede skinker, som hænger i loftet i delikatessebutikkerne, og som skæres ud i tynde skiver på enhver traditionel tapasbar. Skinken spises som den er eller i en bocadillo (sandwich) og fås i to varianter: jamón serrano og jamón ibérico, hvoraf sidstnævnte er af bedste kvalitet.

Chorizo
Den populære krydrede pølse kan efterhånden fås i ethvert dansk supermarked, men den gør sig bedst i de rette omgivelser. Pølserne af svinekød får sin stærke røde farve fra paprika, og serveres rent i skiver, i en sandwich, grillede eller tilberedt i vin eller æblecider.

Tortilla de Patatas
Den klassiske spanske kartoffelomelet har intet med mexicanske tortillaer at gøre, men er en simpel omelet af æg og kartofler, der sommetider også tilsættes peberfrugt eller andet. Nydes for sig selv eller i en sandwich.

Croquetas
Små sprøde og bløde mundfulde stegt i rasp og med en kerne af bechamelsauce. Croquetas fås i populære varianter med skinketern eller fisk – men prøv også den sorte variant med blæksprutteblæk.


Jamón i kyndige hænder.

LÆS OGSÅ: 24 timer på Kullen

Det skal du vide
Raciónes
Tapas kommer altid i små, mundrette udgaver, og nogle steder følger de gratis med, når du bestiller en øl. Men er I flere, der skal dele, kan det betale sig at bestille raciónes, som er større portioner af en given tapa.

Brød
Brød og sandwich kan have flere betegnelser. En bocadillo er generelt en sandwich i en baguette, mens bocatines er miniudgaver af disse. Tostas er som regel en skive ristet brød med en eller anden form for topping.

Drikkevarer
Når du bestiller vino, kan du sætte et tinto (rød), blanco (hvid) eller rosado (rosé) bagefter, hvis du vil falde i hak med de lokale. Og bobler hedder bare cava. Som øldrikker bør du vide, at ordet caña udløser lille glas øl (cerveza), mens en jarra er af fadølsstørrelse. Vil du holde lidt igen, så bed om en clara – øl blandet med gaseosa (sodavand, der minder om Sprite).

Gratis glæder
På nogle tapasbarer er det kutyme, at man får en lille tapa gratis med, når man bestiller drikkevarer – om ikke andet en skål oliven, peanuts eller andet uden beregning.


På øverste etage af stormagasinet El Corte Experience ligger Gourmet
Experience.


Her skal du gå på opdagelse
Malasaña
Madrids hipsterhotte kvarter gemmer ud over Mercado de San Ildefonso på spændende specialforretninger, cool cafekoncepter, take-aways og trendy tapasbarer.

La Latina
Det historiske og maleriske La Latina-kvarter disker op med et af de mest traditionelle områder, hvad angår tapas. Under kuppeltaget hos Mercado de la Cebada finder du desuden lokal markedsatmosfære.

Las Letras
Det populære litterære kvarter er spækket med spændende tapas-barer og er specielt populært blandt de lokale. Gå ikke glip af aften-stemningen omkring Plaza de Santa Ana og Calle de Las Huertas.

Tapas på toppen
Kombiner din shoppetur med tapas og en fantastisk udsigt. På øverste etage af stormagasinet El Corte Inglés byder afdelingen Gourmet Experience på en fremragende kombination af delikatesseforretning og små restauranter, mens du fra tagterrassen og har udsigt til kongeslottet, operaen, Gran Vías skyline og travle Plaza del Callao nedenfor.

LÆS OGSÅ: Hold ferien i Nordjyllands Caribien

LÆS OGSÅ: Italiensferien behøver ikke koste hele budgettet – tre billige ferier til Italien

LÆS OGSÅ: 5 skønne rejsetip til Barcelona