Maise Njors guide til Paris med en teenager i hånden

Dette er en dannelsesrejse. For mig og for min datter. Hun har ønsket sig en tur til Paris, og jeg... jeg vil bare gerne være sammen med hende. Derfor syntes jeg, at det var ret smart gjort, at jeg i nonfirmationsgave forærede hende en rejse. Men da vi går op fra metroen og passerer pladsen foran Notre Dame i aftensolen, bliver jeg i tvivl om, hvorvidt det her er en god ide. Hun burde jo være her med nogle venner, sådan som jeg selv var i Paris på Interrail som 16-årig. Men jeg er en del af den generation af voksne, der aldrig rigtig blev det, og derfor troede jeg i et svagt øjeblik, at jeg var en smule på hendes alder. Vi deler tøj med vores børn, vi tror, at vi er seje fordi vi kan sige "nice" og kan synge med på alle Justin Biebers ­sange. Min nederdel er for kort, mit hår er for langt, jeg låner stadig penge af min mor, jeg bruger min datters eyeliner og jeg er... 47. År. Gammel. Jeg er ikke den rigtige rejsepartner for min datter. Men jeg vil bare så gerne have hende lidt endnu. Bare lige lidt længere, inden hun flyver ud og er væk og slet ikke synes, at jeg interessant - før hun en dag skal låne penge til en lejlighed.

Den glade teenager ved Seinen.

Værelset, vi har lejet gennem Airbnb, er mikroskopisk, og når sengen er slået ud, er der ikke plads til andet. Andre ville sige, at det var forfærdeligt, men jeg synes, det er skønt. Så kan vi rigtig være tæt på hinanden! Og jeg vågner om natten og ligger og ser på mit barn, som sover så sødt. Hun er ­lige kommet til verden, hun har flyverdragt på mens jeg kører hende på kælk hen til børnehaven, hun har sin første skoledag, hun taber en fortand. Og nu ligger hun der og sover så fint med en krop, der er længere end min - og jeg kigger på hende, og på mit liv, som passerer revy.

LÆS OGSÅ: Maise Njor: “Jeg synes, at jeg - og mange andre - kunne blive bedre til at fejre sejrene”

Livslektioner på Paris' broer
Vi går og går rundt i Paris. Ni-ti ­timer om dagen. I solen langs ­Seinen, i de små gader med potteplanter ­hængende faretruende ud over støbejernsgelænderne over os, eller på de mange broer, hvor unge sigøjnerpiger prøver at narre os til at give penge. De er på alder med min datter, og burde være i skole nu.

– Sådan er der nogle, der er nødt til at leve, siger jeg. Det er en livslektion.

Der er så mange livslektioner, man ville ønske, man kunne lære sit barn. En klog veninde sagde en dag, at hun havde sagt til sin datter:

– Du har ikke prøvet at være teenager før, og jeg har ikke prøvet at være mor til en teenager før – så kan vi ikke hjælpes ad med det her? Jeg har prøvet at være mor til en teenager før, for barnet har en storesøster, men ingen er jo ens, så dette, denne omgang, er også nyt for mig. Og hvad føler man så, er vigtigt at lære sit barn, hvad er livslektionerne?

Hun er naturligvis, fordi hun er på vej, sikker på, at hendes problemer, ­tanker og bekymringer er større end alt andet. Hun er nok sikker på, at ingen nogensinde før i verdenshistorien har haft det på denne måde. Og hun ved slet ikke, at jeg går rundt og er næsten lige så usikker, mærkelig og akavet, som hun er. Hun ved ikke, at det kun bliver en ­smule ­bedre med alderen, og kun fordi erfaring ­giver en ballast. Men man kan ­ikke give sine børn ens egen erfaring. Den må de selv hente.

Selvom man er den voksne, bliver man aldrig for gammel til at spise grimt!

En sweatshirt med Karl på
Engang var man verdens centrum. Altså, i barnets øjne. Nu er man skudt ud i periferien til daglig, men helt ærligt er det lidt rart at være den, der har styr på kort og ruter og hvad vi skal se. I fem dage kan man få en lille ommer, og få lov til at være den, barnet har brug for. Og det bedste af det hele er, at det har hun. Hun virker nærmest, som om hun hygger sig. Og det er så godt at ­snakke, mens man ser på tøj. For så kan man skifte mellem "ej, den her er da pæn" og "hvorfor blev du ked af det, din veninde ­sagde?" Det føles ikke, som om jeg sætter hende ned og tvangssnakker. Inde i Karl Lagerfelds butik bladrer vi gennem tøjet på bøjlerne, og ­pludselig ­giver det et gib i min datter: Hun har set en sweatshirt. Med Karl på. Og barnet vælger at bruge alle sine lommepenge på den ene ting. Jeg siger ikke noget. Jeg kunne have gjort det samme, selvom jeg er den voksne. Det er jeg jo, men så er der lige en tur i en butik, hvor jeg kan mærke, at jeg bliver lidt lille, for jeg er pludselig i tvivl om de der sko der.

– Er de for kedelige i sort?, spørger jeg, og det hele vender et øjeblik, og hun er den kyndige, der siger, at de er ­pæne, og dem kan jeg godt købe, og jeg har det næsten som om hun et øjeblik er den voksne.

LÆS OGSÅ: Tag med til farverige Marrakech

Kunst og kloge ord
Vi finder en udstilling med Tiffany Cooper, et af min datters idoler. Tiffany er hende, der har tegnet den sjove Karl Lagerfeld på trøjen, hun lige har købt, og jeg træder i forældrekarakter, og uddeler lidt livserfaring: Alle står på skuldrene af andre, og al udvikling kommer af at se på andre. Så vi går på Palais de Tokyo og ser en udstilling om Andy Warhol. Bagefter går vi på den berømte cafe Les Deux Magots. Og jeg fortæller, at her sad Hemingway, måske med Gertrude Stein eller Picasso, og at Picasso udtalte, at det tog ham et helt liv at lære at tegne som et barn. En dannelsesrejse handler om, at man lærer og ser, og jeg vil gerne lære hende, at ting ta'r tid, og man skal huske at være original. Hun ser faktisk ud, som om hun ikke synes, jeg er helt åndssvag. Lidt efter får jeg dog sagt noget, der får hende til at se på mig på en måde, så jeg føler mig dum og gammel, ja nærmest lugter af Gamle Ole.

– Nogle gange, når jeg hentede dig i børnehaven, så stank du af makrel og linoleumsgulv og numse, men jeg elskede dig alligevel, siger jeg. Meget modent.

Teenageren på udstilling med sit idol, Tiffany Cooper, som tegner for Karl Lagerfeld.

Kunstmuseet Fondation Louis Vuitton ligger lidt uden for byen, og er et kunstværk i sig selv. Det er tegnet af Frank Gehry, og helt utroligt smukt, og vi går rundt og ser på kunst i flere timer, indtil vi har brug for en pause fra hinanden. Bare lige et kvarter, hvor den ene (den der kan læse uden briller) tjekker sin mobil, og den anden (som ikke kan se ­noget som helst på tæt hold, og derfor takket være spell-tjek lige har sendt en sms til det yngste barn derhjemme, hvor hun ønsker hende "en rigtig dårlig dag. Kys, mor") sidder og ser ud på Paris' gadeliv. Rundt omkring i byen ser vi mange mødre og døtre af nordisk herkomst, der går sammen. Der er vist flere, der har foræret deres barn en rejse i konfirmationsgave.

LÆS OGSÅ: De bedste tips til en weekend i Paris

En hånd i min
Om aftenen ligger vi på vores lille ­værelse og ser den gamle tv-serie "Arrested Development". Fordi den er fuld af skuespillere, som gik videre til at være med i noget, som min datter kender. Fordi jeg gerne vil lære hende, at alle skal starte et sted, og at det er meget få mennesker, der bare lige kommer fra ingenting og bliver kendte. Fordi hun skal ­vide, at succes kræver hårdt arbejde, og ikke bare, at man stiller op i X Factor. Det er en livslektion pakket ind i hygge.

Palais-Royal lige over for Louvre, med den franske billedkunstner Daniel Burens berømte skulpturudstilling.

Næste dag oplever vi noget, vi begge har været bange for så længe, hun har levet: Vi skal med toget, og hun går først ind, og så lukker dørene, og toget kører. Det, der har været min frygt altid, sker nu! Mit barn forsvinder! Der er tolv minutter, før næste tog går. I tolv minutter skal hun stå og vente på mig på en fremmed station! Et kort øjeblik glemmer jeg, at hun er 15 år og ikke nogen idiot, og går i panik. Da vi genfinder hinanden på næste station, er jeg fuldt ud tilbage i mit gamle jeg. Jeg er moderen. Og hun griner lidt af mig. Men da vi lidt senere går mod Eiffeltårnet, kommer der lige så stille en hånd snigende, som tager fat i min. Hun har sin hånd i min. Det er ­ikke en lille hånd længere. Det er en hånd med meget lange negle, og de er ­pyntet med hjerter. Men for mig er de stadig små hænder. Okay, de er ikke så nuttede, som dengang de var bittesmå og føltes, som om de var lavet af dej, men de er stadig søde. Vi går jo egentlig bare langs Seinen, og andre kan ikke se det, men jeg er LYKKELIG. Gennem marv og ben, ind til hjertet og ud i hver en fiber – lykkelig. For dette menneske, som jeg lige har født for et øjeblik siden, eller nærmere bestemt for femten år siden, hun gider godt at holde sin mor i hånden. Om lidt er hun over alle bjerge, det ved jeg godt, men lige nu og her er jeg så lykkelig. Jeg tror, at hun ­egentlig også har det meget godt. 

Metroen i Paris... Skiltene er så smukke, at man har lyst til at stjæle et med hjem.

Gode steder at tage hen med en teenager
I Marais-området er der mange cool butikker, ­både de dyre og dem, en teenager også har råd til at gå ind i. I udkanten af Marais, lige ved Seinen, ligger restauranten Chez Julien, og her kan man både få god mad, og måske være heldig at se en eller anden model eller skuespiller.
Chezjulien.paris

Hos Tombees du Camion kan man få tusindvis af små dimser, knapper og ­spænder, som man kan ­bruge til f.eks. at lave smykker eller hårspænder af.
Tombeesducamion.com

Louis Vuitton er ikke kun tøj og tasker – i Paris ­finder man også det helt utroligt smukke Fondation ­Louis Vuitton, et museum ­tegnet af Frank Gehry, og som har udstillinger af både lyd- og video-kunst, som de ­fleste kan få noget ud af. ­Desuden kan man i museets ­butik ­købe en lille smule LV, ­nemlig blyanter, notesbøger og ­viskelædere.
Fondationlouisvuitton.fr

Selvom den måske efterhånden næsten er blevet lidt for populær, er Colette sjov at gå ind i. Tøj, kameraer, magasiner, dimser – alt i den ultra-cool ende, og hvis man ikke lige har råd til en kjole til 12.000 kr., kan man altid se på de mange japanere i fantasifuldt tøj.
Colette.fr

LÆS OGSÅ: Milano: Modeby og meget mere

LÆS OGSÅ: 8 hemmelige hotspots i Barcelona

LÆS OGSÅ: Berlin på budget