Vadehavskysten: Den store guide til Danmarks vilde vest

Der er noget i luften over marsklandet lige uden for Ribe på denne lysegrå septemberaften. En intens, vibrerende spænding, en stilhed, der nærmest føles truende. Som kunne den med ét eksplodere.

Der er to hold, som gerne vil vinde slaget på heden i aften, fortæller naturvejleder Klaus Melby til flokken af mennesker, som har samlet sig i en lille klump, udstyret med kikkerter og kameraer: På den ene side har vi stærene, der sidder tæt på række på de lange ledninger mellem telefonmasterne, som omkranser marsken. De venter på det helt rigtige tidspunkt at søge ind mod deres hvilested midt på marsken, hvor de skal tilbringe natten. På den anden side har vi rovfuglene, rørhøgen, spurvehøgen og blå kærhøg, som håber at kunne få stær til aftensmad.

LÆS OGSÅ: Simple living på Sicilien

Og så er der lyset. Lyset er også en spiller på banen denne aften, nærmest den vigtigste. For stærene gælder det om at flyve i lige præcis det øjeblik, hvor det bliver for mørkt til, at rovfuglene kan se dem, uden at der er så lidt lys, at de ikke selv kan se. For rovfuglene gælder det om at fange stærene, inden lyset forsvinder, og de bliver for svære at se. Så alle venter på at lyset skal dæmpe sig, tusmørket trænge ind over marsken, og fuglene begynde at danse over himlen.

LÆS OGSÅ: Bjergtagende Reykjavik

Ribe var i mange år en helt central handelsby, fordi varer fra hele verden kunne sejles direkte ind til bymidten gennem kanalerne. 

I dag er kanalerne i stedet omgivet af caféer og restauranter, som for eksempel Restaurant Kolvig, hvor lokale råvarer og respekt for områdets natur danner rammen for madlavningen. Her ses en "vadehavstapas", hvor nogle af områdets bedste produkter har fået plads på samme tallerken. 

Første stop er Ribe, Danmarks ældste by, hvis historie strækker sig helt tilbage til 700-tallet. I dag er hovedgaden dækket op til vinfestival – en årligt tilbagevendende begivenhed, som altid ligger i første weekend i september. Desuden er der Rued Langgaard-festival i den enorme Ribe Domkirke, som er bygget mellem 1150-1250, så der er godt med liv i byen. Rued Langgaard er egnens måske mest berømte komponist, og han bliver hvert år fejret med en festival i domkirken, hvor hans værker præsenteres sammen med musik af en anden komponist, som relaterer sig til Langgaard på forskellig vis – i år den ungarnske avantgardekomponist György Ligeti.

Ribe Vinfestival er en årligt tilbagevendende begivenhed, der får lokale og turister til at stimle sammen på hovedgaden for at smage på vinimportørernes medbragte varer. 

Artiklen fortsætter under boksen. 

I Ribe kan man trave skosålerne tynde på gamle brosten og se charmerende bindingsværkshuse, som er så skæve, at det er et under, at de stadig står. Men det gør de, og mange af dem er endda ganske eftertragtede til beboelse. I de gamle baggårde har restauranterne og caféerne stillet stole og borde ud, og min guide fra turistkontoret hvisker skælmsk smilende til mig, da vi går forbi et par, som sidder og nyder en romantisk frokost i et hjørne af en gammel gård:

– Der ville man nok ikke have siddet og hygget sig i middelalderen. Det var lige præcis der, man tømte toiletspanden!

Han peger og viser, hvordan man kastede indholdet af "skide-baljen" (deraf udtrykket "en skideballe") ud af vinduet øverst oppe i bygningen, og hvordan selvsamme indhold, hvis det var i dag, ville have landet lige midt parrets ellers så indbydende frokostanretning.

Man kan mærke historien i murene på Ribes gamle, fredede og meget velholdte huse. Ribes ældste hus er en præstebolig fra 1576. 

Naturen trækker i turisterne
Selvom der er flere smukke gamle byer og historiske seværdigheder i området, er det dog særligt naturen, der trækker turisterne til. Hotellerne er fuldt bookede over hele efteråret, fordi det er her, man kan opleve Sort Sol og samle spiseklare østers ved Vadehavet, fortæller Klaus Melbye.

Vi er ventet til aften med at begive os ud af Ribe og ud på marsken, for at se, om vi kan få et glimt at det spektakulære show, som stærene med få variationer gentager hver eneste aften fra september til november og igen om foråret.

LÆS OGSÅ: Hold ferie som baronesser og grevinder i England

Nu nærmer klokken sig 20.00, og det er tydeligt, at markant flere og større stæreflokke er begyndt at snige sig fra deres plads på telefonledningerne til hvilestedet midt på jorden.

De flyver i "lokale grupper", som Klaus Melbye udtrykker det: De stære, der er fra Roskilde flyver med dem fra Roskilde, og dem fra Skanderborg flyver med dem fra Skanderborg. Men når de alle samles i midten af marsken, er det i en smeltedigel af stære fra forskellige egne, som sammen skal søge videre mod det varmere vejr. De skræpper højt og voldsomt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de mon også har dialekt? Det er ikke til at høre.

Større og større flokke flyver over himlen, og af og til er det tydeligt, hvordan en rovfugl får dem til at sætte farten drastisk i vejret. Det er ellers en fredelig aften, siger Klaus Melbye, men for alle os, der ikke ser Sort Sol hver eneste dag, er det altså ret imponerede. Selv de mindste børn, som er med på turen, holder mund, når stærene danser.

Og pludselig er kampen forbi. Telefonledningerne er tomme, mørket har sænket sig fuldstændig over marsken uden for Ribe. Stærerne hviler på græsset, rovfuglene flyver væk. Turisterne går til ro.

Vin på sydvestjysk
Dagen efter kører vi, efter visit på Ribes smukke 125 år gamle kunstmuseum, som rummer en ret imponerende samling af guldalderkunst, videre mod noget så eksotisk som en dansk vingård – nemlig Vester Vedsted Vingård, et familieforetagende, der drives af Poul Kulmbach, hans kone Birte, deres datter Marie og svigersøn Jerôme.

Poul er til daglig praktiserende læge i Ribe, men når han ikke vejleder patienter og tjekker journaler, nyder han at gå rundt blandt sine vinstokke, mærke på druerne og med fingerspidsfornemmelse vurdere, hvornår de mon er lige netop klar til at blive høstet og lavet til vin. På vingården har den lille familie også sammen opbygget en gårdbutik og café, som serverer økologisk mad, saft og gårdens egen vin. Vi prøver en hvidvin fra 2015 på druen Solaris. Den er tør og ren i smagen, men dufter hyldeblomst og sommer.

Poul Kulmbach fremviser sine druer. Forhåbentlig kommer der en dag en god rødvin ud af dem, siger han.  

Vester Vedsted Vingaard har også en lille gårdbutik og café, hvor de sælger økologisk mad, saft og, selvfølgelig, god vin, både af egen produktion og fra udvalgte udenlandske producenter. 

Det danske vineventyr er ikke ret gammelt – faktisk begyndte det helt præcist i år 2000, hvor EU godkendte Danmark som vinland med ret til at dyrke 99 hektar med vinstokke. Herefter greb vindyrkningen hurtigt om sig, og i dag har vi flere end 1000 vinavlere, anslår foreningen Danske Vinavlere. Langt de fleste af disse er hobbyvinavlere, men der er også efterhånden en del professionelle vingårde, heriblandt Vester Vedsted.

LÆS OGSÅ: 24 timer på Kullen

– Det bliver en god høst i år, siger Poul, da vi går rundt mellem de mange vinstokke med røde og hvide druer. Hvidvin og rosévin har gode kår i Danmark, mens rødvin er sværere at mestre. Det er især alkoholprocenten, der er svær at få op i disse for vinproduktion lidt køligere egne, fortæller han.

– Vi har haft den helt rigtige mængde sol og regn i år. Men det er altid spændende, næsten lidt for spændende, hvordan det går. Når man har gået rundt ude blandt de her druer i så mange måneder og passet dem og set til dem, kan man jo næsten ikke bære, hvis høsten så slår fejl.

Når Poul Kulmbach har fri fra arbejdet som praktiserende læge i Ribe, trækker han i arbejdstøjet og bliver til vinbonde på Vester Vedsted Vingård. 

I 2008 plantede Poul 200 vinstokke – mest bare for sjov. Nu har han næsten 10.000. Fordelt på disse finder man rødvinsorterne Cabernet Cortis, Cabernet Cantor og Rondo, samt hvidvinssorterne Solaris og Muscaris. De er hentet ind fra Freiburg, forklarer han, og er resistente overfor svampe, hvorfor de kan dyrkes bæredygtigt. Miljøhensyn fylder meget i den lille families idealistiske vinprojekt, som nok er en forretning, men også i høj grad er for deres egen livsglædes skyld:

– Jeg elsker simpelthen at gå rundt herude. Der findes ikke rigtig noget bedre end at gå her mellem vinstokkene efter en lang arbejdsdag, siger Poul.

Og man er ikke det mindste i tvivl om, at han mener hvert et ord.

Design, moderne kunst og gastronomi – men ingen prins
Fra Ribe kører vi stik syd til Tønder. Byen er blandt andet fødeby for den verdenskendte danske møbelarkitekt Hans J. Wegner, som på ret imponerende vis har formået at blive ved med at moderne og relevant for et bredt publikum af designelskere stort set uafbrudt gennem sin karriere - og stadig efter hans død i 2007.

LÆS OGSÅ: Hold ferien i Nordjyllands Caribien

Tønder har heller ikke glemt Wegner. Tværtimod har man lavet et flot museum i et gammelt vandtårn, hvor man kan få lov både at se og ikke mindst sidde i 40 af Wegners mest ikoniske stole, mens man snegler sig op mod den smukke udsigt fra tårnets top over Tøndermarskens flade, grønne terræn.

Wegner Museet er en del af Kunstmuseet i Tønder, som i det hele taget er et besøg værd med sin ret flotte samling af moderne og postmoderne nordisk kunst og sine store, smukke lokaler.

Tønder har gode museer - både målt på indhold og arkitektur. Her Kunstmuseet i Tønder og Wegner-museet.

Blot et stenkast derfra ligger Møgeltønder og Schackenborg Slot – to navne, man næsten ikke kan nævne, uden at hjernen per automatik fortsætter associationsrækken med et "Prins Joachim". Prinsen er der ikke mere, han fik storbyabstinenser, men Møgeltønder er stadig kongeligt idyllisk med sin fine, lange allé-hovedgade med lave, skæve, men velholdte huse, som modtager beundrende blikke fra danske og udenlandske turister året rundt.

På Schackenborg Slotskro kan man både få sig en gastronomisk oplevelse og overnatte i historiske omgivelser. 

Møgeltønder har også en Slotskro, nemlig Schackenborg Slotskro, hvor Prinsens portræt stadig hænger i entréen, og hvor man kan få lov at sanse, hvad et møde mellem håndplukkede, lokale råvarer, oversøisk inspiration og en mere klassisk, nærmest franskinspireret, madtradition egentlig smager af, når det er køkkenchef Henning Kohls kyndige hænder, der faciliterer sammensmeltningen.Gader og veje i Møgeltønder har dejligt mundrette navne - i hvert fald for en sønderjyde. 

Invasive delikatesser
At Vadehavsområdet i det hele taget er lidt af et slaraffenland for gourmander af forskellige karat bliver også tydeligt for os, da vi dagen efter tropper op på såkaldt "Østers Safari" på kysten lige ud for dæmningen til Rømø. Det har regnet hele natten, og de tunge, grå skyer hænger faretruende over hovederne på os, men himlen er høj og horisontlinjen bred, og området ser faktisk ufatteligt velklædt ud i efterårsgråt antræk.

Det kræver praktisk tøj og gode gummistøvler at samle østers i Vadehavet. Sandbunden er også ekstremt blød, så gode ben er også en klar fordel. Holdet her på Østers Safari med Sort Safari hjælper hinanden ud til revlen. 

Konceptet for østersplukningen er ret ligetil: Man vader simpelthen bare ud ved lavvande i sine bedste og mest langskaftede gummistøvler, indtil man støder på et bælte af smukke østers, som ligger spredt på sandbunden som store, flade sten. Selvom flere forsøger sig på egen hånd, anbefales det, at man tager på en tur med en guide, som kan sikre, at man kommer i land, inden tidevandet skyller ind.

LÆS OGSÅ:  10 råd der optimerer dit arbejde og giver dig mere fritid

For det gør det hurtigt her på egnen. Tidevandet blotlægger og oversvømmer havbunden hele to gange i døgnet, og der er op til to meters forskel på høj og lavvande, fortæller naturvejleder Iver Gram, mens vi står med næserne helt nede ved vandspejlet for at spejde efter østers.

– Der er en! Og der er en! Og dér, siger han og fisker dem op fra sandbunden, store og flotte.

Sådan ser de ud, friske, nyplukkede og ikke mindst: Spiseklare. Østersene skal være helt lukkede og uden huller i skallen, når du tager dem med. 

Østers er en invasiv art, som truer økosystemet i Vadehavet, og derfor må man hellere end gerne snuppe de eftertragtede delikatesser med sig hjem i spandevis. Vadehavets østers kan spises friske, men for at være sikker på, at de ikke har ligget for varmt og kan give dårlig mave, anbefaler Visit Ribe, at man kun spiser østers fra oktober og over frem til april. 

Artiklen fortsætter under boksen. 

Da vi har plukket så mange af havets frugter, at spandenes hanke næsten må give efter, begiver vi os ind mod land, hvor vi drikker et glas hvidvin og spiser et stykke flûte til dagens fangst og føler os små på den bedst tænkelige måde i det vidstrakte, åbne landskab. Man forstår godt, at UNESCO i 2014 tilføjede dette sted til sin liste over Verdensarv. Det er virkelig noget særligt. Så flat, så gråt, og så uendeligt smukt.

ALT.dk var inviteret på turen af Vadehavskysten. Du kan finde meget mere inspiration til din tur i området på www.vadehavskysten.dk. 

LÆS OGSÅ: Anders Agger: Uddrag fra Mit livs lærer

LÆS OGSÅ: Jordskokkesuppe med ingefær

LÆS OGSÅ: "Jeg kigger med hovedrysten på dele af ungdommen, når det handler om økonomi"