"Gift ved første blik" endte med en kæmpe nedtur

Lykke Jensen brød grædende sammen første gang, hun blev genkendt efter sin deltagelse i DR's tv-eksperiment "Gift ved første blik" sidste år, for oplevelsen havde været så grænseoverskridende, at det føltes som et overgreb. Her fortæller hun for første gang om, hvordan det var at blive gift ved første blik.

LÆS OGSÅ: Derfor er vi pjattede med "Gift ved første blik"

Da taxaen glider hen foran døren til hendes opgang, mærker hun nervøsiteten. Hun slynger sig ind på bagsædet og får med et svært ved at trække vejret. Det er først nu, hun sådan rigtigt overvejer, hvad hun har kastet sig ud i. Iklædt hvid brudekjole med blondeærmer og med en rød blomst fæstnet i håret er Lykke Jensen på vej ind på Københavns Rådhus for at blive gift med en mand, hun aldrig har mødt. De er blevet sat sammen af et ekspertpanel, der har
vurderet, at netop de to vil være et godt match, og at chancerne for, at de vil udvikle kærlige følelser for hinanden ikke bare er til stede, men endda er gode.

LÆS OGSÅ: I dag skal 12-årige giftes med 25 år ældre mand

Da Lykke træder ind i Bryllupssalen, ser hun sin kommende mand stå forrest i lokalet med hænderne foldet i rygsvajet. Jonas, viser det sig, han hedder. Med deres familier, venner og kameraer som vidner siger de ja til hinanden og til ægteskabet, derefter holder de bryllupsfest, så rejser de på honeymoon, flytter sammen, indtil de til sidst – efter fire intense uger – skal beslutte, om de vil ophæve ægteskabet eller ej. Alt sammen for rullende kameraer og med hele Danmarks befolkning som vidner.

Lykke Jensen var blevet en hovedperson i et af tv-historiens vildeste eksperimenter i programmet "Gift ved første blik", der skabte debat og samlede tusindvis af danskere foran skærmen i efteråret 2013. Hovedkulds havde hun kastet sig ud i det. For hun har altid søgt grænserne. Det var Lykke, der tog motorcykelkørekort som 18-årig, hende, der havde været udsendt på internationale operationer med militæret, men – skulle det vise sig – når det kom til de mere indadvendte, menneskelige relationer var hun ikke bekendt med sine grænser. Og da hun sagde ja til at indgå i et ægteskab med en fremmed fyr på tv, anede hun ikke, at hun var på vej ud i et nyt, helt fremmed grænseland. Et grænseland, der skulle føre hende til voldsomme frustrationer og svære psykologsamtaler, men i allersidste ende også til en positiv personlig og faglig udvikling. Alt det har hun ikke haft mod på at fortælle offentligheden om. Før nu.

Sådan rigtigt gift
Lidt tilfældigt havde hun to måneder før vielsen på Københavns Rådhus set en efterlysning af singler til et tv-program. Ikke et decideret datingprogram, men et eksperiment om kærlighed og personlig udvikling, som det hed sig. Sammen med en veninde tog Lykke, der ellers aldrig har søgt den form for eksponering, til casting, og hun gik videre, indtil de kun var tyve singlekvinder tilbage. Først her fik de ved et fællesmøde fortalt, at konceptet i programmet var, at de skulle giftes med en fremmed fyr.

– Jeg kan huske, at en af de andre piger sagde: "Gift? Altså sådan rigtigt gift?" Og jeg var bare sådan: Neeej, sgu da, og tænkte sikke et dumt spørgsmål. Lige indtil tilrettelæggeren sagde: "Jo, rigtigt gift," griner Lykke.

Selv om tvistet kom som et chok, havde hun ingen kvaler ved giftermålet som sådan – det var mere tanken om at være intensivt sammen med et fremmed menneske en hel måned i stræk og med et kamera i nakken, der bekymrede hende. Men hun forkastede bekymringerne, gik videre og blev castet til programmet som den selvstændige drengepige med motorcykel, tatoveringer og mandsmod. Den evige single, der bare manglede den rigtige mand til at pakke kærligheden og følsomheden ud af hende.

Førstehåndsindtrykket var "ret fint", som hun formulerer det. Hun syntes, at hendes nye ægtemand, Jonas, virkede sød, og indslyngede i hinandens arme traskede de få dage efter brylluppet gennem de parisiske gader og Disneyland på bryllupsrejsen. Derefter kom hverdagen, hvor Jonas flyttede ind i Lykkes lejlighed. Aldrig før havde hun boet med en kæreste, men i militæret havde hun da levet sammen med andre soldater i bittesmå containere, og hun havde derfor bildt sig selv ind, at hun var rummelig.

– Men det var jeg absolut ikke længere. Jeg havde siden dengang udviklet grænser, jeg havde bare ikke opdaget det. Det var jo den omvendte verden i forhold til, hvordan man normalt møder en partner: Vi sov i samme seng allerede den første nat og flyttede sammen efter nogle få dage, før vi overhovedet rigtigt kendte hinanden. Det var enormt intenst. Så det at skulle bo med en person, som skulle være der hele tiden, både når jeg kom hjem fra arbejde, når jeg kom ud fra badet, og når jeg skulle sove – det var enormt hårdt, husker hun.

Grænser overtrådt
Samtidig skulle produktionsholdet være til stede og dokumentere forholdets udvikling på kamera. Både hjemme i Lykkes lille lejlighed, og når de var på udflugter sammen.

– Hun var supersød, hende der filmede, men jeg fik det tit sådan lidt: Nu skal du skride, griner Lykke, men som livsvarigt medlem af flinkeskolen gav hun aldrig udtryk for det.

– Jeg ved godt, at jeg selv havde sagt ja, og at det var et tv-program, så selvfølgelig skulle der filmes, men det var alligevel så intenst og så overvældende for mig. Hele tiden skulle jeg redegøre for mine følelser, både over for Jonas og over for produktionsholdet, så jeg nåede ikke at mærke efter indeni. Jeg fik overhovedet ikke sagt fra og mærkede ikke, at mine grænser blev overtrådt. Voldsomt. En morgen blev vi bedt om at børste tænder foran kameraet, og jeg kunne mærke, at jeg havde svært ved at blive filmet i mit hjem, lige når jeg stod ud af sengen i trusser og med fedtet ansigt og hår. Det havde jeg ikke lyst til, men da jeg ikke kunne redegøre for, hvorfor det føltes forkert, gav jeg efter, siger Lykke.

Og sådan blev hendes grænser gang på gang strejfet og overtrådt, følte hun.

– I stedet for at sige fra, begyndte jeg at lyve for at få fred for kameraholdet. En dag var Jonas og jeg til traktortræk sammen, der var blevet filmet hele dagen, og om aftenen skulle vi hjem til Jonas' familie og grille og overnatte. Mine forældre skulle komme, og jeg orkede simpelthen ikke, at kameraholdet også skulle med og filme om aftenen. Jeg havde brug for ro. Så vi løj og sagde, at vi kørte direkte hjem til København efter traktortrækket, vinkede farvel til kameraholdet og vendte så om i bilen bagefter, siger Lykke.

Hun griner ad det, men skammer sig samtidig en smule over det, fordi hun ellers aldrig har været typen, der tyede til løgn frem for at "lægge svesken på disken", som hun siger. Men hun så ikke andre muligheder dengang.

Forholdet går skævt
Efter en måned valgte Lykke og Jonas at beholde vielsesringene på og fortsætte ægteskabet, efter optagelserne var afsluttet. Lykkes roomie flyttede ud af lejligheden, så Jonas, der havde opsagt sin egen lejlighed, kunne flytte ind permanent.

– Men i nærmest samme sekund, min roomie flyttede ud, og han flyttede ind for alvor, fungerede det ikke. Selvom eksperter og videnskaben mente, at vores værdier passede sammen, så var vi meget forskellige. Helt basically manglede der det, man ikke kan forklare. Kemien. Jeg havde ikke været god til at mærke efter i forløbet, jo, jeg syntes, han var helt vildt sød og helt vildt rar, men som kærester passede vi bare ikke sammen. Og det kunne jeg nok godt have fortalt mig selv noget før, men jeg overbeviste mig selv om, at det skulle prøves af, siger hun.

En tråd af anspændthed spændte sig ud imellem dem, og indtil Jonas fandt noget nyt at bo i, sov han på Lykkes sofa. En søndag tre uger senere – den dag, Jonas skulle flytte ud – blev de rygende uvenner. Lykke smuttede og efterlod ham et brev, hvor der stod, at hun ikke ville være der, når han flyttede sine ting ud af lejligheden, og at hun var ked af, det skulle ende sådan.

Imens satte hun sig ned på en fortovscafe på Istedgade og ventede. På det tidspunkt var der blevet sendt et par afsnit af "Gift ved første blik" i fjernsynet, og store dele af befolkningen heppede på Lykke og Jonas' spirende kærlighedsforhold. Ingen vidste, hvad status var i det virkelige liv, men Lykke vidste, at der om nogle uger ville stå i rulleteksterne til det sidste afsnit, at hun og Jonas var blevet skilt.

– Jeg havde købt et par kæmpestore solbriller, som jeg havde taget på der på fortovscaféen, så kom der en dame forbi, og hun gloede helt vildt. Jeg tænkte, at hun nok godt kunne lide mine solbriller, men så stoppede hun op og sagde "Det er da dig fra det der program." Jeg kiggede til siden og sukkede "Ja," og da hun gik, begyndte jeg at græde. Jeg stortudede! Som et pisket barn. Jeg græd over, at jeg var blevet gift og skilt på tv, at jeg var blevet uvenner med fyren, jeg var blevet gift med, vi kunne faktisk slet ikke tale sammen, og jeg tudede over, at jeg var blevet single igen. Jeg var en fiasko – og så endda på tv! Faktisk så mit liv endnu dårligere ud nu end før programmet, det kunne næsten ikke blive værre. Og nu kunne folk også genkende mig!

Øjenåbner hos psykolog
Lykke havde ikke selv overvejet det, men da produktions- selskabet tilbød deltagerne psykologhjælp i kølvandet på programmet, takkede hun ja.

– Jeg tænkte: O.k., Lykke, når du begynder at græde, når en venlig, tilfældig dame spørger, om du har været med i programmet, er det nok en god ide at tage til psykolog. Der var bare så mange grimme ting forbundet med det i mit hoved. En dag havde en af mine Facebook-venner tagget mig i et opslag, der handlede om programmet. Det var gjort i den bedste mening, men jeg panikkede helt vildt, da jeg opdagede det. Jeg skrev straks til hende og bad hende fjerne det. I det hele taget tog jeg enormt meget afstand fra programmet, jeg takkede nej til invitationer, jeg fik i forbindelse med min deltagelse, og ville ikke snakke med pressen. Jeg ville bare glemme det.

Det var ellers kun positive tilkendegivelser, omverdenen kom med. Folk råbte: "Jeg hepper på jer" efter hende på gaden og gav hende anerkendende skulderklap. Aldrig noget negativt. Så egentlig havde Lykke svært ved at forstå, hvorfor hun ikke bare kunne komme videre.

– Psykologen sagde, at jeg ikke havde været udsat for et overgreb i klassisk forstand, jeg var jo ikke blevet voldtaget eller noget, men der var sket et overgreb mod mine grænser, forklarede hun mig. Og jeg hulkede. Under optagelserne til programmet var jeg jo slet ikke bevidst om min person og mine grænser, så der er ikke nogen, der kan klandres. Jeg lod folk vade hen over dem. Bagefter brugte jeg virkelig lang tid på at være sur på alle andre, fordi det var nemmere end at være sur på mig selv, som jeg burde, for det var jo i virkeligheden mig selv, der skulle have sagt fra. Det var det, der var hele problemet. Jeg havde gjort det mod mig selv. Det var noget af det, jeg indså hos psykologen.

En coach i maven
Som altid tog livet sig den frihed at gå videre, og langsomt vendte det også for Lykke.

I september 2013 et sted i Nordjylland læste hendes gamle klassekammerat fra Handelsskolen, Christian, en morgen sin avis, og på forsiden var der et billede af Lykke, der prøvede brudekjole.

Han skrev til hende på Facebook, at han ikke havde set programmet, men at han nær havde fået morgenkaffen i den gale hals og spurgte: "Hvad har du nu lavet, Lykke?!" Det blev anledning til at genoptage en gammel kontakt, og i dag er de kærester.

– Der kom vendepunktet i forhold til, om jeg havde fortrudt min deltagelse eller ej, for det var ikke sikkert, han havde kontaktet mig, hvis jeg ikke lige havde været på forsiden af hans morgenavis, siger hun.

Derudover ledte Lykkes job som receptionschef på et hotel i København hende på et coaching-kursus, der skulle vise sig at blive en øjenåbner. Så Lykke traf en beslutning: Hun sagde sit job op og begyndte i januar på både en uddannelse til coach og personlig træner for at starte sin egen virksomhed.

– Det gav virkelig noget selvindsigt. Sammen med min deltag-else i programmet gjorde coachingen mig bevidst om, at jeg skulle et nyt sted hen, og på den måde var oplevelsen en dør til noget helt nyt. De første dage på coachuddannelsen skulle jeg lige acceptere, at jeg også er typen, der sidder i en halvcirkel og klapper og mediterer, griner hun.

Hun opdagede, at der var sket noget med hende. Efter næsten et års benægtelse, turde hun nu stå ved sin deltagelse i programmet, hun krøb ikke i skjul, når folk nævnte det, og hun kunne se, at det også havde ført gode ting med sig.

– Jeg indså, at jeg selvfølgelig også selv havde haft en rolle i min store frustration over deltagelsen i programmet. Måske havde jeg forsøgt at sige fra, men det virkede tydeligvis ikke, og så må man blive ved og blive specifik. Ved den allersidste session i juli sad alle kursister i en cirkel og opsummerede på forløbet. Da det blev min tur, begyndte jeg at vræle, jeg ved ikke hvorfor, men for første gang sagde jeg det højt: "Jeg har været med i et program, hvor jeg blev gift med en, jeg ikke kendte. Det er først nu, jeg kan tænke på og tale om min deltagelse uden at få det dårligt. Det har været grænseoverskridende og ubehageligt, men jeg har fundet ud af, at jeg kan tage ansvaret for en del af det selv, og det har lært mig en masse." Det var virkelig rart at få sagt højt. Simpelthen så vildt, som om en prop sprang, og jeg fik sluttet fred med det.

En ny Lykke
Det hele gik op i en højere enhed, da hun formulerede en mail til sin eksmand, Jonas, som hun ikke havde været på talefod med, siden de skiltes i vrede i hendes lejlighed næsten et år tidligere.

– Jeg skrev, at han fik tværet mine grænser ud, men at jeg vidste, at det ikke var hans hensigt, og at jeg selv skulle have været stærk nok til at sige fra. Jeg skrev, at jeg havde haft det svært, at jeg havde bandet alt, der mindede mig om programmet langt væk, og at jeg – hvis jeg mødte ham tilfældigt på gaden – ville have lyst til at løbe den anden vej. Men at jeg ikke ønskede, det skulle være sådan mere, og at jeg oprigtigt ville ønske ham det bedste videre i livet.

Først en måned senere svarede han tilbage. Pænt. Og positivt og tog sin del af ansvaret for deres forliste ægteskab, forklarer Lykke.

– Det var rart også at kunne få den afsluttet. Så føltes det fuldendt på en eller anden måde, siger hun.

I dag arbejder Lykke som coach og personlig træner. Hun træner blandt andet mennesker, der aldrig før har presset sig selv. For hun har efterhånden lært så meget om sine egne grænser – flirtet med dem, dinglet i dem, overskredet dem både fysisk og mentalt så mange gange, at hun i dag føler sig klædt på til at guide andre i processen. Og samtidig har hun lært, at et nej ikke behøver at blive hængt op på en hale af undskyldninger.

– Jeg er nok en ny Lykke. Det er stadig de samme meninger og den samme væremåde, men jeg er blevet meget mere bevidst om, hvad jeg vil have, bedre til at sætte ord på og mærke efter. Sige fra og være specifik. Og jeg tør bruge det i de menneskelige relationer. I dag er jeg meget bevidst om mine grænser, og jeg ved, at man ikke behøver at redegøre for dem. Det kan være virkelig svært, men det handler om at mærke efter og lytte til mavefornemmelsen. Virker det forkert for dig, så er det forkert – gør dig selv den tjeneste at reagere på det.

LÆS OGSÅ: Præsten fra "Gift ved første blik": Her er hemmeligheden bag et lykkeligt ægteskab

LÆS OGSÅ: Jeanette fra "Gift ved første blik": "Aldrig har jeg oplevet noget, der var så vanvittigt"

LÆS OGSÅ: Louise blev forladt ved alteret
