"Jeg har et mørkt sind, men har altid dyrket det lyse"

Af Michala Rosendahl

Hvornår føler du dig ­allermest lykkelig?
– Da jeg var barn, var ­nogle af de lykkeligste øjeblikke, når jeg sad i solen på terrassen i Vanløse sammen med mine ­forældre og min storebror og spiste rødgrød og så ned i vores lille have, mens vi talte om dagens hændelser. I dag føler jeg mig allermest lykkelig, når jeg læser om det kæmpe biodynamiske landbrug, SEKEM, som to ægyptere ­begyndte at skabe i ørkenen for 38 år siden. Hurra for det!

LÆS OGSÅ: Astrid Krag: "Jeg skriver med jævne mellemrum min egen nekrolog"

Hvad er din største ­hjertesorg?
– Jeg holdt så meget af mine forældre, og min største ­hjertesorg var, at jeg ikke kunne hjælpe min mor de sidste otte år, fra hun var 81, til hun ­rundede 89, hvor jeg hjalp hende med at komme herfra med lægens hjælp. Hvis jeg ­havde kunnet mere af det, jeg kan i dag blandt andet i forhold til tankefeltterapi, kunne jeg måske have afhjulpet hendes angst og vrede.

Hvad er dit mest irriter­ende karaktertræk?
– Jeg prøver at sprede mit engagement i forhold til ­miljø med stor diplomati, men jeg går til mine foredrag med en ­ildhu, som af og til forskrækker folk. I virkeligheden ønsker jeg jo bare, at folk gør en ­indsats for, at kommende slægter kan få et godt liv, og det er med ­største f­ølsomhed, at jeg siger: Gør fremtiden den tjeneste at lade være med at spise kød, da ­dyrene ­drikker så meget vand og ­spiser så meget mad, som ­ellers kunne brødføde ­millioner af mennesker.

Har du en tilbage­­vend­ende drøm?
– På trods af mit mørke sind har jeg altid dyrket det lyse og livsbekræftende teater, men her på mine gamle dage kommer de sorte skygger ofte i mine natlige drømme. Gudskelov er det ikke hver nat, og jeg forsøger at gøre noget ved det og går blandt andet hos forskellige healere.

Hvornår har du været mest bange?
– Jeg hedder Zabell til mellemnavn, fordi min farfar var tysker og halvt jøde. Min far fik som barn at vide, at hans far var død, men navnet var der jo stadig, og under krigen var min mor så nervøs for, at nogen skulle opdage det. Den frygt smittede af på mig, og derfor er jeg i dag pacifist og lægger stor vægt på tilgivelse.

Hvad vil du gerne nå, inden du dør?
– Jeg ville gerne skabe et ­fuldstændigt selvforsynende ­kulturhus for børn, så der kan være en sammenhæng mellem ­bygningens og teatrets indhold – begge dele skulle være ­bæredygtige, og alt det, Gud har skabt, skulle gå op i en højere enhed.

Hvad er den sjoveste ­kompliment, du har fået?
–"Du skal da være statsminister, så får vi et bæredygtigt ­samfund". Det er der ­efterhånden mange, der har sagt til mig i forbindelse med mine ­foredrag, men jeg har ingen ambitioner i den retning.

Hvad er den vigtigste ­lektie, livet har lært dig?
– At leve livet holistisk og at hjælpe med at rydde op i konsekvenserne af alle de forurenende opfindelser. De mange bøger, jeg har læst, og de mange danske og udenlandske miljøfrontkæmpere, jeg har mødt, har lært mig, at vi må fortsætte kampen for et bæredygtigt samfund, selv når det er svært. Når håbet svigter, kontakter jeg min miljøaktivistven Flemming og får trøst, og ligeså støtter mine sønner og mine venner mig – præcis ligesom jeg støtter dem.


LÆS OGSÅ: Pia Olsen Dyhr: Det bør enhver mand vide om kvinder...

LÆS OGSÅ: Mascha Vang: ”Drømmene var bedre end virkeligheden”

LÆS OGSÅ: Carmen Koppel efter skilsmissen: "Heldigvis har jeg altid haft min datter juleaften"