Özlem Cekic: Kærlighed var ikke afgørende

30. juni 2012: Özlem Cekic lander i Kastrup Lufthavn, og det ser sort ud. Et drama har udspillet sig i andedammen, mens hun selv har været over there – flere tusinde kilometer væk på studietur med Folketingets beskæftigelsesudvalg. Under en mellemlanding i Chicago overvejer hun at række hånden i vejret, da flyet viser sig at være overbooket, og nogle skal blive tilbage og vente på næste lift over Atlanten. Men der er ingen grund til at udsætte det uundgåelige. Hun ved, at horden af sultne journalister vil stå på spring med mundvandet dryppende og kritiske spørgsmål klar yderst på tungespidsen. Hun ved, at hendes beslutning om ikke at vakle i troen, så snart der bliver lagt nogle velvoksne helleanlæg ud på hendes politiske sti, vil få følger.

Hvad hun ikke har drømt om er den benhårde udelukkelse. Det hurtige og præcise snit, som bliver lagt mellem hende og beslutningsprocesserne i samme øjeblik, ledelsen i SF vælger at fratage hende hendes ordførerskaber og i øvrigt iklæde hende mundkurv. En konsekvens af, at Özlem Cekic har valgt at gå imod sit parti og regeringen ved at stemme imod skatteaftalen. Da hun har fødderne på dansk jord, kommer to betjente hende i møde i paskontrollen med sætningen: ”Vi skal nok lige med dig ud”. Første tanke er, at de har fundet noget i hendes kuffert, men i ankomsthallen falder kamerafolkene over hinanden langs bagagebåndet. Pinligt berørt over at være årsag til så meget postyr lige midt i afslutningen på feriebrune danskeres sommerbreak når hun lige en dyb indånding og et forsøg på at sætte den sammenklappede frisure, inden spørgsmålene hagler ned over hende.  

− Jeg står der, og alt er taget fra mig. Der er uenighed i partiet, og så er det altid svært at stemme imod. Det var vigtigt, at det ikke kom til at handle om mig, men om sagen. 

Özlem forsøger at holde fokus på sit budskab: At det for hende er uspiseligt at stemme ja til en skatteaftale, som tager fra de arbejdsløse og giver til de velhavende. Alligevel bliver hun de følgende dage hovedpersonen i medierne.

− Det, der gjorde mest ondt, var, at jeg ikke måtte udtale mig på partiets vegne. For jeg er en helt traditionel, fodformet SF’er. Jeg mindede mig selv om, at sådan er politik. Det er ikke en familiefødselsdag, hvor du er ked af, at onklen ikke taler til dig. Men der er ingen tvivl om, at det ikke var let bagefter.

Da Özlem Cekic endelig når hjem til familien, ligger der over 600 mails i hendes indbakke. Kun to skælder ud, resten uddeler både højre- og venstreorienterede skulderklap. Det er sjældent, at man ser en politiker stå så stejlt på sin overbevisning, skriver de. Og de kan lide det. Rebellen kæmper ikke alene. Men hvorfor dog tage en kamp, som er tabt på forhånd?  

− Der er nogle gange, hvor principperne må komme før karrieremulighederne og behovet for at passe på sig selv. Jeg er i Folketinget, fordi der er nogle, der har stolet på mig og stemt mig ind, og jeg har et ansvar over for de mennesker. Så jeg måtte stå fast og få tævene. Og jeg måtte have is i maven. Og nu har vi både fået ny ledelse og en rød finanslov.

Özlem griner højt ved henvisningen til SF’s efterhånden ikke så nye formand Annette Vilhelmsen, som trak hende op af det kolde vand og gav hende kunstigt åndedræt som sundheds- og psykiatriordfører. Özlem fastslår dog, at der ikke var noget med at sidde i mørke på kontoret og gnaske nødder svøbt i selvmedlidenhed. Hun varmede op ved sidelinjen og var klar til at blive skiftet ind. Hun vidste, at der ville blive plads på holdet igen. Hun troede bare, at der ville gå meget lang tid, og at første step ville blive et mindre ordførerskab. 

Sendt til Tyrkiet
Det giver mening, at Özlem Cekic ved sidste valg trak 5383 personlige stemmer. Hun ser sig selv som de udsattes talerør på Borgen, og man skal være stor kyniker for ikke at se det som bare en smule sympatisk. Hun er også charmerende. Mere end på tv. Men i forbindelse med Carina-sagen sidste år blev hun udskældt for ikke at gøre sit politiske forarbejde godt nok og for ikke helt at have fingeren på virkelighedens puls. Hun besidder ikke altid den akademikerpolitiske dialekt, og når hun i en diskussion insisterer på, at sindslidende kan komme sig, kan modstanderen finde på at vende øjne af hende. Måske er grunden, at Özlem har en anden baggrund end de fleste andre politikere. Vokset op på 42 kvadratmeter i socialklasse fem, som hun udtrykker det.

− Vi var rigtig mange taberbørn, som vi selv kaldte os. I min familie var vi fire søskende, og vi havde én køjeseng. Så vi slog med terninger. De, der slog under tre fik en madras på gulvet, mens de, der slog over tre, kunne få en seng.

Forældrene drømte om 40 får og et hus i den landsby, de kom fra i Tyrkiet. Det var det, de sparede sammen til. Og derfor, den fattige familie kom til Danmark i 1981, da Özlem var fem år. Forældrene stod op kl. fire om morgenen for at gøre rent på diverse folkeskoler på Nørrebro. Imens lå lille Özlem stiv af skræk helt op ad sin seks måneder gamle lillebror.

− Jeg var simpelthen så bange for, at han ville græde, og jeg ikke ville høre ham, og han ville dø. Så jeg lagde mig hen over ham, så hvis han bevægede sig, vågnede jeg. Den angst lå så dybt i mig.

I køkkenet lå tøj og madpakke klar til Özlems storebror. Han skulle selv finde hen i 1. klasse. Nogle gange nåede børnenes mor at komme hjem og lyne hans jakke. Nogle gange mødte hun ham på gaden. Andre gange nåede hun det ikke. 

− Når jeg spørger min mor, hvordan en mor kan gøre det, som hun gjorde dengang, svarer hun: ”Det er let for dig at sige i dag. Modsat mig har du valgmuligheder”. Mine forældre kunne godt se, at det var fuldstændig uholdbart, så min storebror og jeg blev sendt til Tyrkiet. Jeg har et foto, hvor vi står ude i lufthavnen i vores nyeste tøj med kufferterne pakkede. Min mor ligner en død kvinde. Hun ved ikke, hvornår vi kommer tilbage, eller hvornår hun kan komme ned til os. Hun ser så ulykkelig ud.

LÆS OGSÅ: Laura Christensen: Har lyst til at skride en gang imellem

Falleret ungdomsoprør
I to år boede Özlem og hendes storebror hos deres mormor. En analfabet, som ikke kendte sin egen alder. Hun vidste, at hun var født på et tidspunkt, hvor grækerne og tyrkerne lå i krig – men ikke hvilken krig. Hun var en feministisk landmand, som ikke ville finde sig i de traditionelle tyrkiske kønsroller. Og hun var Özlems store idol. Hun tog sig kærligt af de to børn. Hver dag sad hun troligt på kantstenen, når de kom fra skole. En skole, der var helt anderledes end i Danmark, med 56 elever i hver klasse og vold som et undervisningsredskab.

− Jeg græd hvert frikvarter, og min storebror kom og trøstede mig. Det med de 40 får og et hus trak ud, så jeg fik lov at komme tilbage til Danmark. Jeg havde glemt dansk og startede i en modtageklasse, da jeg var 10 år. Jeg lavede en konkurrence med min storebror om, hvem der først kunne komme på en rigtig skole. Jeg vandt, men problemet er, at det er meget bedre at være den bedste på B-holdet end at være den dårligste på A-holdet.

Özlem var så dårlig til dansk, at hun ikke kunne følge med. Alle rettede hende sprogligt. Så en dag tog hun tørklæde på.

− Jeg var nødt til at flytte fokus, så en morgen spurgte jeg min mor, om jeg måtte låne hendes tørklæde. Hendes kommentar var, ”det passer jo ikke til dine cowboybukser”. Mine forældre kunne slet ikke forstå det. Men pludselig syntes alle, at jeg var så mystisk, og i skolen ville de vide, hvorfor jeg havde det på. Så jeg argumenterede fra de varme lande og koranen, som jeg ikke havde læst på det tidspunkt.

Hele affæren endte med forældresamtaler, hvor Özlem sad som en lus og tolk mellem forældrene og læreren, der ikke forstod hinanden. Læreren ville have forældrene til at forstå, at man ikke måtte tvinge børn til sådan noget. Og forældrene ville bare have Özlem til at tage tørklædet af igen.

− Min far skældte mig ud hele vejen hjem. Til sidst droppede jeg tørklædet, for der er ikke så meget mening i et ungdomsoprør, hvis ingen tror på det.

Bunden af samfundet
Özlem Cekics forældre bor stadig i Danmark. De taler kun meget lidt dansk. Drømmen om at sidde på terrassen i landsbyen lever endnu, og Özlems mor laver femårsplaner. ”Om fem år tager vi derned”, siger hun.

− De har aldrig pakket deres kuffert ud, mens vi har etableret os i Danmark. Det er smertefuldt at se, hvordan de ikke har slået sig ned her. Der er en generationskløft, for afstanden til børnene vokser. Danmark er vores land. Det er her, jeg skal være gammel, og her, jeg skal begraves. Jeg synes, at det er lidt mærkeligt, når folk siger, at jeg er velintegreret, for kan man godt være velintegreret i sit eget land?

Spørgsmålet hænger lidt i luften, men kunne det ikke sagtens være gået helt anderledes? Familien flyttede til Enghave på Vesterbro. En københavnsk bydel, som på det tidspunkt bestod mest af lejligheder i dårlig stand med lav husleje, inden byfornyelsen lod café latte strømme gennem gaderne.

− Vores forældre var enten førtidspensionister eller på kontanthjælp. Mange af børnene havde problemer derhjemme med vold, psykisk sygdom eller misbrug. Vi havde en tysklærer, som sagde: ”Det er utroligt, så meget I kæmper, når man ved, at I aldrig bliver til noget”.

Men han havde jo lidt ret. Nogle af de andre endte som kioskkonger, andre i tvangsægteskaber, og nogle fik en psykisk sygdom. Det var bunden af samfundet.

Når man stiller spørgsmålet, om hun ikke er exceptionel, fordi hun er nået til Folketinget, stjæler politikeren i hende overtaget. Det bliver hurtigt til en snak om muligheder – nogle har ingen, og de skal have en håndsrækning, siger hun. Hun sender sin tak til en fysiklærer, som troede på hende, og fagbevægelsen for at opfostre en politiker, da hun som tillidsmand for 70 sygeplejersker første gang satte fødderne hos Dansk Sygeplejeråd. Og så er der lige hendes far. Hyrdedrengen, som mener, at en uddannelse er lige som et guldarmbånd – det kan veksles til penge i hele verden.

− Jeg ville ikke ende som en kurdisk kvinde, der bare blev tyk – med tre børn, et rengøringsjob og et ulykkeligt ægteskab. 

Men i de år, Özlem gik på sygeplejeskolen, stod hun tidligt op og gjorde rent. Det var også i de år, hun levede i et arrangeret ægteskab med en tømrer, som hun giftede sig med, da hun var 20 år, på trods af, at han den ene gang, de mødtes, talte utrolig meget om vinduer. De var gift i syv år. Det fortryder hun mest i sit liv. Ikke at de blev gift, for det fik hun en søn ud af. Men at de var gift så længe.

− Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke sagde noget til nogle af mine danske venner. Måske havde nogen sagt: ”Det er et ægteskab. Du kan ikke bare blive gift, fordi du synes, at det kunne være sjovt, eller fordi du får din egen lejlighed.”

Hun beskriver det som det logiske ægteskab. Det, hvor man forsøger at matche folk. Der er gode og dårlige familier, og så trækker job og uddannelse op.

− Kærlighed var ikke afgørende i ægteskabet. Det var ikke spontant, hvor man møder én, som man bliver forelsket i og føler, man vil dø for. Man tænker, at kærligheden kommer, men den kom bare aldrig. Jeg har brugt lang tid på at diskutere med mig selv og reflektere over, hvorfor jeg var der i syv år. Jeg tror, at de fleste kvinder kender tanken: Hvis vi køber et hus eller får flere børn, så bliver det bedre.

LÆS OGSÅ: Benedikte Utzon om konkurs og skilsmisse

Forelsket for første gang
Men det blev aldrig bedre, og til sidst lykkedes det Özlem at holde fast i beslutningen om en skilsmisse.

− Han var hverken god mod mig eller min søn. Flere gange prøvede jeg at gå fra ham, men jeg havde ikke modet til at stå fast. Heldigvis hjalp min far mig igennem skilsmissen, for jeg var også bange for konsekvenserne. Jeg stod med følelsen: Kan jeg godt være alene? Kan jeg som kvinde stadigvæk have venner? Kan jeg beholde mit hus?

Huset endte på tvangsauktion. Hun kunne ikke betale regningerne alene. Og midt i det hele meldte mormoren sin ankomst fra Tyrkiet. Hun tog en runde i huset, tjekkede om der var støvet og ventede med den svære samtale, indtil hendes oldebarn var lagt i seng. Så kom ordene – ikke en lang kritisk prædiken, men efter bedste feministiske devise. En kvinde skal aldrig være økonomisk afhængig af nogen – især ikke af mænd. Og man skal altid have 50.000 kroner syet ind i hovedpuden. Just in case. 27-årige Özlem lå med hovedet i den gamle kvindes skød og sugede de tyrkiske ord til sig sammen med duften af mynte. Planten, som groede i haven i Tyrkiet, og som mormoren gned mod sin hud som parfume. Derefter tog Özlem sig sammen. Hun sørgede for at have barnepiger ved hånden døgnet rundt ved at flytte hjem til sine forældre. Fuldtidsstillingen på børnepsykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital blev suppleret med vikarjob som sygeplejerske. Tre måneder efter var gælden barberet ned og et tak røg med luftpost til Tyrkiet. Imens begyndte Özlem at grine endnu mere sammen med sin bedste ven, bankrådgiveren Devrim.

− Vi kunne godt se, at det slet ikke gik, for vi ville helst bare være venner. Først langt senere tænkte jeg: ”Gud, tænk at blive gift med sådan en fantastisk mand”. Der kunne jeg se, hvor meget jeg var blevet snydt for. Det at blive forelsket og elsket og diskutere sig frem til enighed.

Men det er ikke nemt at blive forelsket i en kvinde, som netop har genvundet sin selvstændighed.

− I begyndelsen var det forfærdeligt for Devrim, for han skulle igennem så mange prøver. Jeg skulle være sikker på, at han kunne være der både for mig og min søn. Til sidst sagde han: ”Jeg kan ikke blive ved med at bestå alle de her eksamener, så nu må du fortælle mig: Skal vi være sammen, eller skal vi ikke?”. Det var så sødt. Jeg havde nok været lidt ond.

Leksikon og folkevognsrugbrød
Brylluppet blev i august 2006. Özlem Cekic blev valgt ind i Folketinget i november 2007 som den ene af de to første kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Hjemme på Amager finder Devrim det komisk, når hun taler om ligestilling. Han mener, at han laver alting derhjemme. Og der må Özlem give ham ret.

− Der er ingen tvivl om, at han trækker en stor del af læsset. Vi har besluttet, at det er et fælles projekt at bruge det mandat, jeg har fået i Folketinget, til noget godt. I den periode er det hårdt arbejde. Han brokker sig engang imellem. Det er jo ikke noget glansbillede. Vi er en hel almindelig dansk familie, hvor begge forældre arbejder, og opvaskemaskinen skal tømmes.

En dansk familie med leksikon i reolen, som Özlem kan hive frem under aftensmaden og slå op i, mens hun smiler og tænker: ”Det kører for mig”. Det var det, der var drømmen, da hun i gymnasiet pludselig blev konfronteret med andre måder at leve livet på. De andre havde computere og forældre, der diskuterede politik og kultur ved middagsbordet. Selv var hun 25, før hun fandt ud af, hvem Kim Larsen er. Derfor bliver hun med egne ord pavestolt, når ungerne laver danske vendinger, som for hende var utænkelige, da hun første gang trådte ind på Rysensteen Gymnasium. Og hun ville dø, hvis hendes datter kom hjem som 20-årig og sagde, at hun ville giftes. De mange kampe har banet vejen for hendes mindre søskende.

− Engang hentede mine forældre min lillebror i lufthavnen efter en studietur. Dørene gik op, og der kom en masse piger med minoritetsbaggrund ud. Der sagde min far til min mor, at han havde været uretfærdig mod mig. Min mor svarede: ”Ja, det har du. Det bør du sige til hende.” Da han sagde til mig, at han aldrig havde givet mig lov til noget som helst, brød jeg sammen og begyndte at tude. Jeg havde altid hadet dem for ikke at få lov til at komme på lejrtur, men min far var bange for, hvad sladderen ville være. Heldigvis kan min lillesøster nu alt det, jeg ikke kunne. 

Men kampene er bestemt ikke slut for Özlem. Hun fyldes af glæde, når unge minoritetspiger ringer og spørger, hvordan man bliver politisk aktiv. Selv kan hun nogle gange drømme om at få flere børn, selvom Devrim mener, at det kan hun nemt ønske, når det er ham, der skal passe dem. Hun vil gerne købe sig et folkevognsrugbrød med små gardiner i ruderne og køre rundt med ungerne. Og så er der lige den der med, hvor længe man skal arbejde.

− Jeg ved, at det er kontroversielt at sige, at man kun vil arbejde, til man er 50 år. Sidst jeg sagde det til Holger K, spurgte han, hvad jeg så skulle leve af. Det har jeg stadig ikke noget svar på, men jeg har drømmen. Det må da være fantastisk at knokle, mens man er ung, og så nyde livet, fra man er 50.  

LÆS OGSÅ: Simi Jan: Jeg så ikke min far i 15 år