Julebolig
SPONSORERET indhold

Julebolig: Enkel og rå pynt

Hjemme hos familien Hallum i Charlottenlund, er julepynten uden nisser og juleengle.

Af:: Elisabeth Kruse Glottipress Foto: Pernille Kaalund
27. nov. 2012 | Bolig | ALT for damerne

– Jeg elsker hyggen og især betænksomheden, som jeg forbinder med julen. Til gengæld hader jeg tanken om, at der er regler for, hvad man skal gøre og hvornår. At man skal tænde lys hver søndag og spise and og brunede kartofler juleaften. Jeg kan meget bedre lide at gøre det på min egen måde, og det indbefatter hverken juleklip eller julebag, siger
Pernille Hallum.

Fra julebordet kan man kigge gennem stuerne helt ud til juletræet, der står i vinduesnichen mod haven. Julekuglerne og geviret på bordet er antikke og købt hos Tina Sandegaard Blomsterkunst.

– Jeg pynter op, så det passer til husets indretning. Jeg klæder ikke huset ud til jul. Jeg har en langt mere enkel og rå måde at pynte op på og får kærligheden ind i form af en masse lys og hjerter. Men der kommer ingen nisser eller guds engle. Jeg har heller ikke noget bestemt julepynt, der skal frem hvert år, men holder det i et bestemt tema eller farveskala. I år er vores jul meget organisk og naturalistisk, siger Pernille Hallum.

Men det er ikke hvert år, at stilen er så afdæmpet. Flere år i træk var Pernille i humør til en slags hæklet hippie-jul, men det blev især familiens døtre trætte af. De kunne godt tænke sig noget mere ”normalt”, og derfor har familien opfundet et system, der fungerer perfekt for alle.

– Hvert år i starten af december lægger vi sedler med alle vores navne ned i en hat, og så trækker vi navnet på den person, der skal pynte juletræet det år. Vedkommende får så et budget til at købe julepynt for og kan supplere med ting fra julekasserne. I år er det min mellemste datter, Sigrid, der står for pynten. Hun har valgt en masse stjerner og hjerter i træ, og derfor har jeg suppleret pynten i stuerne med et gevir og nogle kæmpestore hjerter i træ til vinduerne. Det passede godt til naturtemaet og husets enkle stil i øvrigt, fortæller hun.



Det store langbord kan samle hele den store familie juleaften. Stolene omkring er seks forskellige designer-stole, alle er købt hos 1000 Chairs, og lampen i loftet er af Phillippe Starck. Brændeovnen er den originale fra dengang huset blev bygget.

De fine fliser omkring brændeovnen har familien fundet på en rejse i Italien. Lysestagerne er fra Tine K.

Familien har ingen faste traditioner, når det kommer til køb af juletræ - det bestemmer den person, der har vundet pynteretten. I år faldt valget på et juletræ i potte, så det kan plantes ud igen. Potten i sølv er fra Charlotte Jørgensen.

Til venstre: Foran maleriet af Jette Segnitz står adventslys på en lakbakke fra Charlotte Jørgensen. Helt enkel juledekoration af fire hvide lys med silkebånd omkring.
Til højre: I vindueskarmen står et stort træhjerte fra Charlotte Jørgensen, som Pernille har viklet en lyskæde omkring. Lamper og urtepotter er fra Tine K, flaskerne er antikke og købt i Venedig.

Tro mod husets oprindelige stil har Pernille Hallum sat turkise mosaiksten op i det enkle, renskurede rum. Hjertet i træ er fra Oi Soi Oi. Til venstre ses en hyggelig detalje med sæbe fra Illums Bolighus og lys fra H&M.

Hyggen kulminerer selve juleaften, der er en storstilet affære med mange mennesker.

– Juleaften foregår altid hjemme hos os, fordi vi har mest plads, og vi er som regel
rigtig mange, omkring 24 stykker. Det udvikler sig ofte til en rigtig fest, der først slutter ved 2-3 tiden næste morgen. Vi klæder os fint på, herrerne i smoking og damerne i fine kjoler, siger Pernille Hallum.

Inden hele familien sætter sig omkring det store julebord er der tradition for, at alle
kommer ud og røre sig lidt. F.eks. med en løbetur eller en tur på mountainbike i skoven.

– Et år lejede vi 23 islandske heste, så alle 23 gæster kunne ride en tur i Dyrehaven inden middagen. Det var super sjovt, fortæller hun.

Julebordet dækkes med farmors Musselmalede stel, og maden er den klassiske julemad med et twist. Pernille er ikke meget for hverken and eller brunede kartofler, så hun har
indført nogle grønne retter til at supplere julemiddagen med.

– Vi laver stadig and og sovs, for det er der især mange af de ældre i familien der forventer, men jeg insisterer på at lave nogle salater og andet grønt tilbehør, så jeg også får noget at spise den aften. Det sjove er, at der kommer flere og flere på salatholdet hvert år.

LÆS OGSÅ: Julebolig: Stilren pynt i Nordsjælland

Et år lavede vi hummer til forret, det syntes jeg var fantastisk, men de andre syntes, det var for meget, når man også skulle have stor julemiddag. Den 25. december laver vi ingenting andet end at rydde op, for huset ligner som regel noget der er løgn, når man vågner om morgenen.Vi gider ikke gå og rydde op juleaften.


Gå ikke glip af de seneste artikler! Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev her.