#aldrigdinskyld
SPONSORERET indhold

Voldtægt - det er ALDRIG offerets skyld!

Uanset hvor godt du kender gerningsmanden, er voldtægt aldrig din skyld. Et nej er altid et nej, skriver social- og indenrigsminister Karen Ellemann.

Af:: Redaktionen
26. jan. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Af social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V)

KLUMME: Retten til din krop er din - din alene. Den er ingen andres. Hverken noget du gør, noget du siger, eller måden du klæder dig på kan retfærdiggøre en voldtægt. Et nej er og bliver et nej, det kan ikke gradbøjes. Sex uden tydelig samtykke er ikke acceptabelt og aldrig din skyld. Det er voldtægt og udtryk for en forkastelig handling og et forskruet syn på kvinder.

Hvert år bliver omkring 4.000 kvinder udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg. Men kun cirka hver 10. anmelder det. Det er alt, alt for få, og derfor er det vigtigt for mig, at vi fra politisk side gør, hvad vi kan for, at flest mulige melder de her forbrydelser til politiet, og at de får en god behandling og tages alvorligt.

LÆS OGSÅ: "Jeg følte mig som en dukke, der var blevet brugt"

Allerede nu er der initiativer på vej fra min kollega justitsminister Søren Pind.
Men jeg mener også, at alle vi andre kan hjælpe til. Det kan vi gøre ved at sætte fokus på, at voldtægt ALDRIG er offerets skyld. På den måde kan vi bryde tabuet og få kvinderne til at erkende, at de har været udsat for en forbrydelse.

Jeg ved godt, at det kan være svært. For voldtægt sker ikke alene, når unge kvinder er på vej hjem fra byen og bliver overfaldet af en ukendt gerningsmand. Det kan også ske for en kvindelig misbruger, der tror, at en hjertevarm mand har forbarmet sig over hende, men i stedet ender med at krænke hende seksuelt. Det kan ske for en hjemløs, som mangler et sted at sove og oplever, at kroppen pludselig bliver "betaling", selvom der ikke er samtykket. Og det kan ske – og sker, ved vi fra rapporter - i parforhold, hvor partneren ikke godtager et nej.

LÆS OGSÅ: Derfor skal vi tale højt om voldtægt

Jeg frygter, at når voldtægten sker for en udsat eller inden for hjemmets fire vægge, er der færre, der anmelder det, og måske mange, som ikke opfatter det som en forbrydelse. Derfor vil jeg opfordre de, der arbejder med udsatte kvinder, til at være ekstra opmærksomme på det her alvorlige emne og hjælpe kvinderne til at forstå, hvor vigtigt det er, at man anmelder voldtægt. Helt lavpraktisk handler det også om at blive hjulpet med at foretage den faktiske anmeldelse. Derfor er det også et emne, jeg selv vil have fokus på i min dialog med aktørerne på området, som jeg løbende holder møder med.

Samtidig er det ekstremt vigtigt for mig at sige direkte til kvinderne: Selv om du kender manden, selv om du føler, at du skylder, eller selv om du tidligere har indgået i en seksuel relation med manden, så er det ALTID i orden at sige fra. Og det er og bliver ALDRIG din skyld, hvis manden ikke accepterer det.

Så bryd tavsheden. Både I, der har været udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg, og alle andre, så vi sammen kan sætte en tyk streg under, at voldtægt ALDRIG er offerets skyld.

LÆS OGSÅ: Hvordan taler man om et overgreb, hvis man ikke forstår det?

LÆS OGSÅ: Overgrebet ingen tog seriøst

LÆS OGSÅ: #aldrigdinskyld samler danskere i kampen mod voldtægt