Astrid Krag: "Jeg skriver med jævne mellemrum min egen nekrolog"

Af Michala Rosendahl

Hvad er den vigtigste beslutning du har taget?
– Min vigtigste beslutning er ikke en bevidst, logisk, rationel beslutning, for jeg vil pege på valget af min mand – det var jo ren forelskelse, da vi mødtes som 20-årige. Men det har været helt ­afgørende for den, jeg er, og de ting, jeg har gjort i mit liv, og på sin måde har det også været en beslutning, for vi har siden da "besluttet" at ville hinanden flere gange, for som alle andre forhold kræver det indimellem en indsats.

LÆS OGSÅ: Pia Olsen Dyhr: Det bør enhver mand vide om kvinder...

Hvilket træk holder du mest af hos dig selv?
Jeg er en en "glasset-er-halvt-fyldt"-person. Mit instinkt er altid at være ­positiv og se mulighederne, og med det følger et ­ekstremt handlingsgen, hvor jeg gerne løser eventuelle problemer, mens jeg prøver at danne mig overblik over, hvad der er op og ned.

Hvornår er du mest træt af dig selv?
– Når jeg roder. Og når jeg er dårlig til at rose andre – og det er jeg. Jeg har meget store ­forventninger til folk omkring mig, og jeg plejer at være omgivet af dygtige ­mennesker – og sommetider kommer jeg til at tage deres store og ­kompetente indsats for givet.

Hvornår græd du sidst?
– Jeg var meget berørt under ­terrorangrebet i Paris i november. Så mange uskyldige liv, der blev revet væk af ekstremister i en kamp mod vores åbne, frie demokratier – på en helt almindelig fredag aften, hvor de fejrede weekenden, som vi alle sammen gør det: på fortovscaféen med kæresten, til koncert med vennerne eller til fodbold med gutterne.

Hvad er den største ros, du har fået?
– Gennem mine mange år i politik har jeg flere gange fået lov at ­inspirere andre kvinder til at tro mere på sig selv og bruge deres potentiale – både som ­mentor og taler, men også i mødet med unge kvinder i Danmark og på mine rejser som minister rundt omkring i ­verden, hvor en ung, kvindelig ­toppolitiker med familie er et særsyn. Det er en stor ros for mig, når min måde at leve mit liv på ­inspirerer andre til at forfølge deres drømme.

Hvordan tror du, at dine gymnasiekammerater husker dig?
– Som en flippet type, der ­havde lidt for travlt med musik og politik til at passe skolen, men alligevel scorede gode karakterer, mens hun gik i det ­grimmeste genbrugstøj.

Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?
– Løs problemerne i den ­rækkefølge, du møder dem. Man kan ikke forudse, hvordan tingene kommer til at forløbe, så kryds broen, når du når til den, og æd elefanten i bidder.

Hvis du selv skulle skrive din nekrolog, hvad skulle der så stå?
– At skrive sin egen ­nekrolog, er faktisk en rigtig god ­øvelse i at være sikker på, at man bruger sin tid rigtigt og har de ­rigtige værdier med i sit arbejde og sit liv – så det gør jeg med jævne ­mellemrum. Overordnet håber jeg, at min vil sige: Handlekraftig og ­kærlig kvinde, der brugte sig selv og investerede i sin ­familie og sine venner og i at gøre ­verden til at bedre sted.

Hvad har du lært af at blive mor?
– Det har givet mig en ro og et ­nærvær at blive mor. Det er en meget lille og samtidig meget stor verden, der åbner sig, når man får hovedansvaret for et andet menneske, og det er jeg taknemmelig for hver ­eneste dag – også når våde ­gummistøvler, sure madpakker og trodsalderskrigeri giver idyllen ridser i lakken. 


LÆS OGSÅ: Carmen Koppel efter skilsmissen: "Heldigvis har jeg altid haft min datter juleaften"

LÆS OGSÅ: Ting jeg har lært om at være kvinde

LÆS OGSÅ: Rasmus Tantholdt: "Det er svært at føle, at du svigter andre mennesker"