4 lækre vintersalater
SPONSORERET indhold

4 lækre vintersalater

Er du vild med salat? Vi har været i køkkenet og lavet de skønneste vintersalater med masser af smag og vitaminrige grønsager. Du kan godt begynde at glæde dig...

Foto: Columbus Leth
22. jan. 2018 | Opskrift | BoligLiv


Asiatisk rodfrugtsalat med edamamebønner

Til 4 personer


Nordiske rødder møder Asien i denne skønne salat med masser af smag og krydderier.


Tid: ca. 20 min. plus kogetid

125 g vilde ris
250 g gulerødder
250 g rødbede
250 g knoldselleri
1 pose edamamebønner
1 rød chili
1 spsk. friskrevet ingefær
2 spsk. sesamolie
1 bundt forårsløg
1 bundt frisk koriander
salt og peber
2 spsk. sorte sesamfrø

1. Skyl risene, og kog som angivet på emballagen.

2. Skræl gulerødder, rødbede og selleri, og riv grønsagerne på den grove side af et rivejern.

3. Kog edamamebønnerne i letsaltet vand i 2 min. Afdryp, og bælg bønnerne.

4. Flæk chilien, og skrab kernerne ud. Hak chilien fint. Rør chili og ingefær med olie, og vend med ris, grønsager og bønner. Snit forårsløg, hak koriander, og vend i salaten. Smag til med salt og peber, og top med sorte sesamfrø.

Tip: Har du en rest ris, kan du bruge den eller bulgur, quinoa, couscous, perlebyg eller spelt i salaten.


Bøf med grov salat og pesto
Til 4 personer


Masser af protein, grove grønsager og sundt fedt. Det bliver ikke bedre.


Tid: ca. 30 min. plus bagetid

6 gulerødder
500 g rødbede
2 spsk. olivenolie
1 bakke babyspinat

Hjemmerørt pesto:
1 stor potte frisk basilikum
50 g saltede mandler
50 g parmesanost
1 stort fed hvidløg
1½ dl olivenolie
saft af 1 citron
salt og peber

Croutoner:
2 skiver surdejsbrød
10 g smør
flagesalt

500 g hakket oksekød
salt og peber

1. Skræl gulerødder og rødbeder, og skær i mundrette stykker. Vend med olivenolie, og fordel i et ovnfast fad. Bag rodfrugterne i ovnen ved 200 grader i 30 min.

2. Skyl spinaten, og slyng den tør. Vend rodfrugter med spinat.

3. Kom basilikum, mandler, parmesan og hvidløg i en blender. Tilsæt olien gradvist, og blend til en grov pesto. Smag til med citronsaft, salt og peber.

4. Skær brødet i små tern. Smelt smørret på en pande, og rist brødet, til det er gyldent. Drys med lidt flagesalt.

5. Form kødet til 4 bøffer, og steg dem ca. 3 min. på hver side, til kødet er gennemstegt. Smag til med salt og peber.

6. Server hakkebøfferne med bagte rodfrugter og croutoner, og dryp pesto over.

Rugpizza & hokkaidosalat
Til 4 personer


Pizza med nyt fyld og topping.


Tid: ca. 20 min. plus hæve- og bagetid

25 g gær
3 dl vand
1 tsk. salt
200 g rugmel
ca. 275 g durummel

Hokkaidosalat:
1 lille hokkaido
2 rødløg
2 spsk. olivenolie
2 stilke frisk rosmarin
1 bakke rucola

Fyld:
400 g bagekartofler
1 spsk. olivenolie
150 g blåskimmelost
2 spsk. græskarkerner

1. Kom vandet i en skål, og opløs gæren heri. Tilsæt salt, og rør først rugmel i væsken. Ælt durummel i dejen, og ælt, indtil den er blød og elastisk. Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ca. 45 min.

2. Skær hokkaido i kvarter. Fjern skrællen, og skær græskarkødet i tern. Fjern kernerne. Skær løgene i både. Vend græskarkød og løg med olie, og fordel på en bageplade med bagepapir. Drys med hakket rosmarin, og bag ved 225 grader i ca. 25 min.

3. D el dejen i 4 lige store stykker, og rul dem ud til 4 pizzaer – enten runde eller aflange. Fordel pizzaerne på bagepapir.

4. Skræl kartoflerne, og skær dem i så tynde skiver som muligt. Bred kartoflerne ud på pizzaerne, og dryp olivenolie over. Smuldr osten over pizzaerne, og drys med græskarkerner.

5. Bag pizzaerne ved 225 grader i ca. 10 min., til bunden er sprød. Vend hokkaido og løg med rucola, og top pizzaerne med salaten.

Tip: Du kan også bruge bagte rodfrugter i stedet for hokkaido.

Lun kålsalat med linser og bacon
Til 4 personer


Linser giver kålsalat en god fylde – men er du ikke vild med linser, så vend salaten med kogt pasta i stedet.


Tid: ca. 20 min. plus kogetid

1 dl puylinser bouillon til kogning
1 fed hvidløg
100 g bacon i tern
200 g ribbet grønkål
200 g rosenkål
1 rød chili
2 spsk. olivenolie
50 g pinjekerner
50 g rosiner
50 g fetaost
50 g soltørrede tomater
salt og peber

1. Skyl og kog linserne, som angivet på emballagen, i bouillon tilsat presset hvidløg.

2. Steg bacon sprød på en tør pande, og læg til afdrypning på et stykke fedtsugende papir.

3. Skyl grønkålen, og snit den fint. Skær stok og de yderste blade af rosenkål. Del rosenkålen i blade. Alternativt snittes den fint. Kog de to slags kål i 2 min., og afdryp.

4. Flæk chilien og skrab kernerne ud. Hak chilien fint.

5. Varm olien på en pande, og steg de to slags kål et par minutter sammen med chili, pinjekerner og rosiner. Tilsæt linser, fetaost og soltørrede tomater. Smag salaten til med salt og peber.

TILBUD: 2 numre af BoligLiv + Lysestage fra House Doctor

► SE OGSÅ: 7 lækre snacks


Anbefalet til dig