Opskrift på brownie med hindbær og hasselnødder
SPONSORERET indhold

Brownie med hindbær og hasselnødder

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

De syrlige hindbær klæder den mørke, søde brownie fantastisk godt, og gør denne kage til en ekstra lækker mundfuld. Med lidt ekstra friske hindbær og en kugle vaniljeis eller kold flødeskum, har du en skøn sensommerdessert.

Af: Cecilie Svensson Foto: Line Thit Klein
04. sep. 2012 | Opskrift | ALT for damerne
6

Ingredienser

250 g mørk chokolade
250 g smør
400 g rørsukker
4 store æg
ca. 150 g hasselnødder
125 g hvedemel
1 spsk vaniljesukker
3 spsk usødet kakaopulver
ca. 150 g hindbær.

Sådan laver du brownies

Varm ovnen op til 180 grader og beklæd en lille bradepande, ca. 20x30 cm med bagepapir. Kom chokolade og smør i en gryde, og lad det smelte ved meget svag varme under jævnlig omrøring. Pisk æg og sukker sammen et par min. Tilsæt chokolade-smørblandingen, og halvdelen af hasselnødderne.
Sigt mel, vaniljesukker og kakaopulver i dejen, og rør den ensartet. Bred dejen ud i formen, tryk hindbærrene ned i dejen, og fordel de sidste nødder i kagen.
Bag brownien i 25-30 min på midterste rille. Den må gerne være blød i midten, når du tager den ud, men jo blødere den er, jo længere har den brug for at stå og afkøle af, før du skærer i den.

Servér med is, flødeskum eller creme fraiche og evt. ekstra hindbær.

Kagen kan holde sig i køleskabet i 4-5 dage.


Prøv også islagkage med kirsebær og chokolade